Læsetid: 4 min.

Etnisk og politisk strid om jord ryster et af Afrikas mest stabile lande

Hvide farmere angribes på deres ranches, turister beskydes, og vilde dyr bliver slagtet. Kenya er frem mod landets præsidentvalg til august blevet ramt af uroligheder, der giver mindelser om Zimbabwes uddrivelse af hvide landmænd
18. april 2017

Indtrængen på privat ejendom, afbrænding af turistfaciliteter samt drab på elefanter og andre vilde dyr har siden efteråret præget Kenyas centrale højland, Laikipia. Især den hvide befolknings landområder er udsat for bevæbnede angreb på grund af en ulmende utilfredshed nedefra over fordelingen af landets goder.

Situationen minder om Zimbabwe ved årtusindskiftet, hvor præsident Mugabe pressede de hvide farmere ud af landet. I Kenya er baggrunden for konflikterne dog anderledes. Her kommer opstanden fra marginaliserede grupper.

Men situationen kan udvikle sig værre end i Zimbabwe, hvis staten fortsat lader volden eskalere og sprede sig.

Til august skal Kenya vælge ny præsident og parlament, og derfor har udviklingen i Laikipia stor betydning for hele landet.

Kenya har siden sin selvstændighed i 1963 været et af Afrikas mest stabile lande, men har tidligere i perioder omkring politiske valg været ramt af uroligheder. Især efter valget i 2007 så man omfattende demonstrationer i de store byer og sekteriske drab på landet og fordrevne i tusindtal.

Laikipia har tidligere oplevet konflikter, men aldrig så omfattende som nu. Efterretninger beretter om, at 10.000 kvæg-nomader med 135.000 kvæg har invaderet private ranches og naturreservater med automatvåben og skudt og dræbt vilde dyr som elefanter, antiloper og zebraer.

Bemærkelsesværdigt har drabsmændene ingen interesse for hverken kødet eller det værdifulde elfenben fra stødtænderne. Derimod ses drabene som protester mod, at gode græsningsområder ’går til spilde’ på vilde dyr.

Adgang til jorden bruges politisk

Forholdet mellem jord, etnicitet og politisk magt er vigtig i Kenya, hvor det er bredt anderkendt, at jord kan byttes for politisk opbakning. I Kenya, som i andre afrikanske samfund, har etnicitet været betydningsfuldt, fordi folk stemmer ud fra deres etniske udgangspunkt, hvilket også er blevet udnyttet politisk.

Kenya har mere end 20 etniske grupper, hvoraf den største, Kikuyu, blot udgør 20 pct. af befolkningen. Politiske studehandler er derfor afgørende for den politiske stabilitet. Det er ikke ualmindeligt, at politikere køber sig til støtte blandt befolkningsgrupper i områder, hvor der ikke er en fælles etnisk identitet.

Den mest effektive valuta at købe stemmer for er jordrettigheder. Meget politisk magt afhænger derfor af at besidde store jordområder.

Kenyas vicepræsident William Rutu er interesseret i stemmer i Laikipia, og derfor har han for nylig overtaget en af statens ranches i området. Ved denne ’overtagelse’, opsagde han kvæg-nomadernes græsningsaftaler, hvilket har skabt røre. For disse nomader er det nemlig dybt umoralsk at nægte nogen adgang til græsning, og lige nu er grupperne ekstremt pressede på grund af tørke.

Det er alment kendt, at der hersker en politisk aftale mellem Rutu, som tilhører den etniske gruppe kalenjin, og Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, som er kikuyu. Aftalen er, at Rutu støtter Kenyatta ved dette års valg, hvorefter Kenyatta og hans bagland skal gøre Rutu til præsident ved valget i 2022.

I Laikipia er Rutu derfor interesseret i at sikre sig opbakning fra Kenyattas kikuyu. Så ved at splitte den ’overtagede’ ranch op i mindre bidder til subsistenslandbrug vil han kunne bytte sig til kikuyu-stemmer. Alt imens politiske opportunister tydeligt opildner til kvægnomadernes protester i håb om at kunne sikre sig deres politiske opbakning.

Retfærdig jordfordeling

Da Mugabe i Zimbabwe lavede sin omfattende jordreform i 2001, var målet at gøre op med arven fra kolonitiden. Et sort flertalsstyre havde for længst overtaget magten fra et hvidt mindretalstyre, men få tusinde hvide jordejere havde fortsat kontrol over landets bedste landbrugsjord.

Jordreformen blev derfor trumfet igennem af den politiske magtelite som et selvstændighedsprojekt og et endeligt opgør med kolonitiden.

Kenyas situation omkring jordfordeling er ikke ligeså sort-hvid. Det endelige opgør med kolonitidens forskelsbehandling har ikke fundet sted. I stedet overtog det selvstændige Kenya meget af Storbritanniens jordfordelingspolitik, som favoriserede de stærke og marginaliserede de svage grupper, herunder særligt kvægnomaderne.

Men mange politikere ejer selv store jordområder i netop Laikipia og har derfor svært ved at handle på befolkningens efterspørgsel efter jorden. Samtidig kan politikerne dårligt fordømme de aktivistiske handlinger, vi ser i øjeblikket, fordi de har brug for deres stemmer til valget i august.

Mange føler det stærkt uretfærdigt, at hvide fortsat ejer de største jordressourcer, så ved at undlade at handle kan politikerne lade deres retorik skabe handling og dermed lede til en overtagelse af de hvides jord. Så selvom jordreformer i Kenya ikke er på tale, kan resultatet af urolighederne sagtens ende med, at de hvide jordejere presses ud, præcis som i Zimbabwe.

I dag er det kvægnomader fra Samburu-gruppen, der står bag indtrængningerne hos den jordejende magtelite, som særligt er hvide og kikuyu. Flere af dem lever på privilegier fra fortiden, hvilket andre grupper opfatter som uretfærdigt.

En anden dimension er den seneste tids tørke, som presser kvæg-nomaderne i Laikipia. De er afhængige af at finde græsningsområder til deres kvæg. Men befolkningsantallet er steget over de sidste årtier, og jorden er nu så nedslidt, at kvægnomaderne må konkurrere om færre og færre græsningsområder.

Magtelitens jordområder står i kontrast som frodige oaser, som nærmest inviterer til at stjæle græsning. De hvide jordejere i området har ikke meget kvæg og har i stedet udlagt jorden til vilde dyr for at satse på turismen. Kvægnomadernes drab på vilde dyr skal derfor ses som protest mod, at de sidste gode græsningsområder bruges på safariturister.

I Laikipia drives kampen om de riges jord af samfundets bund, og situationen forværres af en passiv stat, der giver plads til politiske opportunister. Selvom myndighederne har ytret skarp kritik af indtrængningerne med krav om afvæbning, så har truslerne ikke ført til handling.

Spørgsmålet er, hvor længe jorden i Kenya, Zimbabwe og andre steder i Afrika kan imødekomme alles interesser, og hvad der sker, når der ikke længere er god jord tilbage.

Marie Ladekjær Gravesen er ph.d.-studerende ved Afdelingen for Kultur- og socialantropologi, Køln Universitet, og Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu