Læsetid: 7 min.

Nu får de rige status ved at stå op kl. 3.45 og arbejde 130 timer om ugen

Det er ikke længere nok for de rigeste at signalere magt igennem demonstrativt luksusforbrug – nu må de også udvise en produktivitet, der sprænger alle rammer – for mange amerikanske topchefer er arbejdsuger på 100 timer blevet uomgængelige
Apples topchef Tim Cook på besøg et af de steder, hvor virksomhedens produkter bliver fremstillet: Foxconn’s Zhengzhou Technology Park.

Apples topchef Tim Cook på besøg et af de steder, hvor virksomhedens produkter bliver fremstillet: Foxconn’s Zhengzhou Technology Park.

Apple

27. april 2017

SAN FRANCISCO – For næsten 120 år siden – i en epoke, historikerne kalder Den Forgyldte Tidsalder – satte sociologen Thorstein Veblen ord på et samtidsfænomen, han havde hæftet sig ved: ’iøjnefaldende forbrug’. Han brugte det om rige mennesker, der udstiller deres rigdom gennem demonstrativ ødselhed. Hvorfor købe et jakkesæt til tusind dollar, når man kunne få et udmærket ét til hundrede dollar?

Svaret var magt, hævdede Veblen. De rige markerede deres dominans ved at vise for alverden, hvor store summer de uden videre kunne brænde af på ting, de ikke havde brug for.

Hvis Veblens iagttagelse var ny dengang, er den i dag selvfølgelig. I de årtier, som er passeret, er iøjnefaldende forbrug for længst blevet indlejret dybt i den amerikanske kapitalismes tekstur. Vores egen Forgyldte Tidsalder er endnu mere vebleniansk end den forrige. Dagens finansmatadorer markerer deres sociale position med køb af private øer og superyachter, mens USA’s præsident dækker næsten alt, hvad han ejer, med guld.

Tidligere på året vakte det opsigt, at Danmarks rigeste mand, Lego-kongen Kjeld Kirk Kristiansen, har tjent over 12 milliarder kroner i 2016. Det er cirka 33 millioner kroner om dagen, hvilket udløste kritik fra bl.a. Enhedslistens Pelle Dragsted.
Læs også

Men anskaffelse og nydelse af afsindigt dyre forbrugsgoder er ikke længere den eneste måde, hvorigennem de moderne eliter projicerer magt. For nylig er der opstået en ny slags statussymboler. I vor egen Forgyldte Tidsalder skal der mere end iøjnefaldende forbrug til for at identificere sig som medlem af den herskende klasse. Det kræver også en iøjnefaldende produktion.

Tilbedelse af arbejde

Hvis et iøjnefaldende forbrug indebærer tilbedelse af luksus, indbefatter iøjnefaldende produktion en tilbedelse af arbejde. Det handler ikke længere så meget om, hvor meget man forbruger, men om hvor hårdt man arbejder.

Ingen steder er den ​nye kult omkring ​iøjnefaldende produktion mere synlig end blandt topcheferne i det amerikanske erhvervsliv. Dagens ultimative topchefer er samtidig dedikerede arbejdsnarkomaner i næsten pervers grad. Apples topchef, Tim Cook, har til nyhedsmagasinet Time fortalt, at han begynder sin arbejdsdag kl. 3.45, mens General Electrics topchef, Jeff Immelt, betroede magasinet Fortune, at han i 24 år har haft arbejdsuger på 100 timer. Yahoo’s topchef, Marissa Mayer, ville ikke stå tilbage og udtalte til Bloomberg News, at hun plejede at arbejde 130 timer om ugen.

Efter valget af Trump og sejren til Brexit-tilhængere er erhvervslivet begyndt at tale om, at det er på tide at begynde at lytte til befolkningen.
Læs også

Det siger sig selv, at disse personer ikke arbejder af nødvendighed. Langt de fleste amerikanere arbejder, fordi de har brug for deres løn til at finansiere dagen og vejen. Mayer, Immelt og Cook kunne derimod, hvis de ville, trække sig tilbage den dag i morgen, stadig leve uhyre komfortabelt i resten af ​​deres dage og stadig have kæmpeformuer at give videre til næste generation – deres kollektive nettoværdi løber op i næsten 1,5 milliarder dollar.

Klassemagt

Men iøjnefaldende produktion handler selvsagt ikke om at opfylde ens materielle behov. Den handler om offentlig eksponering af produktivitet som et symbol på klassemagt. I en æra med ekstrem ulighed føler stadig flere elitepersoner det øjensynligt vigtigt at demonstrere over for sig selv og andre, at de har gjort sig fortjent til at være så umådeligt meget rigere end alle andre.

Cook er f.eks. ca. 500.000 procent rigere end gennemsnitsamerikaneren, men har alligevel stillet vækkeuret til kl. 3.45 om morgenen. Dette er et kendetegn ved den iøjnefaldende produktion: Det begrunder eksistensen af ​​en herskende superelite gennem en fremvisning af sammes overmenneskelige flid.

Apple-topchef, der her præsenterer ny iPhone, begynder sin arbejdsdag timer før de fleste står op.

Marcio Jose Sanchez

Ironien er selvfølgelig, at overarbejde i massive mængder ikke udelukkende er et elitefænomen. Så langt fra. Mange mindre gunstigt stillede amerikanere præsterer lignende produktivitetsresultater, selv om de har færre incitamenter til det og færre muligheder for at reklamere for det. En nylig undersøgelse fra Economic Policy Institute viste, at amerikanske arbejdstagere arbejder betydeligt flere timer, end de gjorde for nogle årtier siden – det gælder navnlig kvinder, sorte og fattige.

En sort kvinde i den nederste femtedel af lønskalaen arbejdede 349 flere timer i 2015, end hun måtte gøre i 1979. Årsagen til dette er ligetil: Den stagnerende eller faldende realløn siden 1970’erne har skabt en voksende klasse af working poor, der må arbejde hårdere for at få enderne til at mødes.

Sammenlign kvinden, der arbejder lange timer for den amerikanske mindsteløn, med kvinden, der arbejder det samme antal timer for 30 millioner dollar om året. Den første forsøger at undgå sult og hjemløshed, den anden signalerer sin magt og prestige. Arbejdet for sidstnævnte er ikke nødvendigt i normal forstand – men det er heller ikke anskaffelse af en håndtaske til ti tusind dollar. Hvis det iøjnefaldende forbrug skal fejre magten til selvvalgt ødselhed, skal den iøjnefaldende produktion fejre magten til selvvalgt arbejde. Begge overfører dominans ved at gøre et skuespil ud af det excessive.

I den første Forgyldte Tidsalder var det excessivt at være en kvinde behængt med perler ved siden af en kvinde i laser og pjalter. I den anden Forgyldte Tidsalder er det excessivt at være en kvinde, der arbejder hundrede timer om ugen uden at have brug for pengene – ved siden af en kvinde, der arbejder lige så hårdt, men som knap nok kan finansiere at have tag over hovedet.

Beundring

Iøjnefaldende produktion kan imidlertid antage flere former. Også mennesker, der ikke har råd til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i morgen, kan deltage i en eller anden version af det og nyde noget af den elitestatus, det giver. Veblens mest kontroversielle påstand var, at de riges ødselhed kun vakte beundring, ikke vrede. Andre klasser forsøgte at efterligne deres livsstil så godt de kunne: Middelklassemennesker kunne måske ikke leve som en jernbanebaron, men de kunne godt forkæle sig selv med en smule luksus for herigennem at øge deres sociale anseelse.

Den samme regel gælder for iøjnefaldende produktion. De fleste amerikanere vil aldrig nå de dekadente højder, som topchefernes hyperproduktivitet når op på, men de kan stadig udvikle et feticheret forhold til egen produktivitet.

Penge er lig med lykke – hvis lykken for dig altså er rejser, lækker mad og fester på en privatyacht i Monaco med slanke fotomodeller. Men hvad skal du studere for at blive chef i Mærsk eller opfinde den næste Facebook og blive multimillionær?
Læs også

En måde, hvorpå man kan forvandle sin fritid til arbejde, er ved at ’arbejde med sig selv’. Det mest oplagte eksempel er fitnessdyrkelse, som i mange tilfælde har antaget tvangspræget karakter blandt medlemmer af den urbane professionelle klasse. De kvarterer, hvor medlemmer af denne klasse foretrækker at bosætte sig, er fyldt med fitnesstudier som SoulCycle og luksushoteller som Equinox.

Det er steder, hvor arbejdet med selvforbedring og selvrenselse kan fortsætte, i lang tid efter at det arbejde, der er nødvendigt for at betale sine regninger, er afsluttet. De findes tillige sammen med et supplerende økosystem af juicebarer og økologiske madbutikker, hvor man kan optanke det rigtige brændstof til at drive selvproduktionen.

Indskrevet på kroppen

Begrundelsen, der angives for alt dette, er ’sundhed’. Men den mængde ​​tid, som mange velhavende amerikanere investerer i sundhed overstiger langt, hvad der kræves for at være sund. Det skyldes, at de indviklede krav til nutidens fitness og ernæringsmæssige kostregimer i sidste ende ikke handler om velvære. De er udformet som et medium til at udtrykke af klassemagt.

I den anden Forgyldte Tidsalder kan man typisk estimere en persons indkomstgruppe ved dennes fysik – klassen er bogstaveligt indskrevet i kroppen. Rigere kroppe er ikke bare tyndere, men også mere muskuløst modellerede. De afspejler enorme og strengt taget unødvendige investeringer. De repræsenterer en indsats, der overstiger behovet, signalerer rigdom gennem overbud og retfærdiggør besiddelse ud fra ​​personlige dydspræstationer.

Men man behøver ikke at være administrerende direktør eller en velhavende vidensarbejder for at kunne deltage i iøjnefaldende produktion. Teknologien har gjort det muligt for alle at opfatte alt som en mulighed for produktivitet. Vi kan nu måle vores søvn, sex og trin med en Fitbit-applikation, vores attraktivitet med Tinder, vores vid med Twitter og vores popularitet med Facebook.

Vi kan omdanne vores personlighed til et betjeningspanel af datastrømme, som kan overvåges, analyseres og optimeres med industrielle processers præcision. Vi kan gøre vores liv til en fabrik – og ikke kun i metaforisk forstand.

Når vi producerer os selv, producerer vi økonomisk værdi for andre. De timer, vi bruger på disse platforme, er muligvis ikke lønnede, men de genererer reelle indtægter for de virksomheder, der ejer dem.

Ingen flugtveje

Heri består genialiteten ved den iøjnefaldende produktion. Den fremmer ikke kun en kultur af overarbejde, men gør tillige vores svindende mængder fritid økonomisk produktiv. Der er ingen flugtveje: Vi arbejder enten for virksomheden, eller vi arbejder på at forbedre os selv, men arbejde gør vi hele tiden.

»Otte timer til arbejde, otte timer til hvile, otte timer til, hvad vi vil,« var slagordet for de arbejdere, der krævede indførelse af en otte timers arbejdsdag for et århundrede siden. Den opdeling giver ikke længere mening. Selv vores søvn indregnes nu i vores produktivitetsscore – selvets entreprenør kan aldrig stemple ud.

I dag lyder arbejderbevægelsens gamle slagord som utopisk science fiction. Forestil dig et samfund, der gjorde krav på så lidt af vores arbejde. Forestil dig en verden, hvor de fattige ikke behøvede at arbejde så hårdt for bare at eksistere, og hvor de rige ikke behøvede at arbejde så hårdt for at synes værdige til deres rigdom.

Ben Tarnoff er amerikansk forfatter og teknologikommentator. Han er bosat i San Francisco. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • David Zennaro
  • Peter Jensen
  • Torsten Jacobsen
  • Ervin Lazar
Carsten Mortensen, David Zennaro, Peter Jensen, Torsten Jacobsen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Kristoffersen

Som Oscar Wilde sagde: »Arbejde er tilflugtssted for mennesker, der ikke har noget bedre at foretage sig, flid er roden til al hæslighed«.

Og Bertrand Russel: »Jeg mener, at der udføres alt for meget arbejde i denne verden, at umådelig skade forårsages af troen på, at arbejde er en dyd.«

Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Carsten Mortensen, David Zennaro, Steffen Gliese, ingemaje lange, Peter Jensen, Janus Agerbo, Henrik L Nielsen, Elisabeth Andersen, Ib Christensen, Torben Arendal, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Ervin Lazar og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Arbejdstidsløgnen.
Det er irriterende at høre på de løgne nogen promoverer om deres arbejdstid.
Ingen kan arbejde effektivt 100 eller flere timer om ugen i længere perioder. De henregner næsten al deres vågne timer til arbejdstid, og beregner ikke arbejdstid på samme måde som de gør for deres medarbejdere.
Det kan vel være at topledere har deres arbejde i tankerne mange timer i døgnet og svarer på telefonen, men det er ikke det samme som at de arbejder, at de er produktive/hyperproduktive.

Carsten Wienholtz, Carsten Mortensen, David Zennaro, Steffen Gliese, Peter Jensen, Janus Agerbo, Henrik L Nielsen, Elisabeth Andersen, Torben Arendal, Carsten Munk, Rasmus Knus, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Friis, Eva Schwanenflügel, Søren Jacobsen, Kim Houmøller, Søren Rehhoff og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg synes mere dette er en historie om det narrativ topchefer opbygger om sig selv, lidt ligesom folk der ligger bestemte billeder op på facebook, for at give andre et indtryk af de lever på en bestemt måde.
En kort analyse af Marissa Mayers udsagn om en 130 timers arbejdsuge:
130/7 dage = giver en daglig arbejdstid på 18,6 timer (ingen fridage).
Det betyder, at Marissa kun har 5,4 timer pr. dag til at sove, bestille og spise mad, gå i bad og toilet, skifte tøj, samt transport etc.
Det kan ikke lade sig gøre.
Måske tror Marissa selv at hun leve på den måde, men al logik tilskriver at det ikke kan lade sig gøre.
Som sagt, tror jeg ikke, at det der er på tale her er hyperproduktivitet, snarere er det en form for selviscenesættelse, hvor toplederen former en historie om sig selv, på trods af at den åbenlyst er usand.

Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Carsten Mortensen, David Zennaro, ingemaje lange, Søren Roepstorff, Peter Jensen, Janus Agerbo, Henrik L Nielsen, Elisabeth Andersen, Flemming Berger, Torben Arendal, Jørgen Larsen, Rasmus Knus, Lise Lotte Rahbek, René Skov, Michael Friis, Henrik Leffers, Eva Schwanenflügel, Søren Jacobsen, Kim Houmøller, Søren Rehhoff og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Noget skal de jo finde på, dels for deres selviscenesættelses skyld, og dels for at forsvare deres uhæmmede gyldne håndtryk, bonusordninger m.m.
Det er en lukket kreds i et andet univers, hvor de alle er så betydningsfulde og i et konstant konkurrenceforhold til hinanden, at de opbygger disse myter og indbildninger om bl.a. arbejdstid.
Det tror da fanden at der ikke er tid til blot lidt selvreflektion, heller ikke mod åbenbart

Carsten Wienholtz, David Zennaro, Janus Agerbo, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

En meget stor del af topcheferne er ifølge flere undersøgelser psykopater, der ikke formår at skabe og fastholde menneskelige relationer.
Derfor har de kun arbejdet til at fylde i deres liv.
Synd for disse "arbejdsnarkomaner", men lad os dog lade være at tro på at deres miserable liv er noget at stræbe efter.

Carsten Wienholtz, David Zennaro, Janus Agerbo, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Når Tim Cook rejser en uge til Kina er han på arbejde 24/7 inkl. toilettid. Hvornår henter han sine børn i børnehaven, køber ind, laver mad, gør rent, kører børn til træning og meget andet arbejde? Nå nej det gør andre for ham. En almindelig dansk familie Mor og Far arbejder ligeledes snildt 100 timer om ugen. Forskellen til Tim Cook er så kun får en beskeden løn for de 37 timer. Resten af tiden arbejder de gratis.

Alt er rellativt.

Carsten Wienholtz, Charlotte Svensgaard, Anders Reinholdt, Henrik L Nielsen, Elisabeth Andersen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Denne "myretue-myte" med at arbejde hele døgnet, er naturligvis et resultat af at det ikke længere er nok med mega-dyre ting man kan flashe. Alle de andre rige kan jo snildt komme på siden af en.
Næh nej, nu skal det også hedde sig at man er et supermenneske helbredsmæssigt. Selv ikke behovet for søvn ligger man under for. Det drømmefattige samfund er et faktum.

Carsten Mortensen, curt jensen, Elisabeth Andersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Henning Nielsen

Man kan næsten ynke skribenten, at han ikke kender til almindelige dansk arbejdsvilkår.

Måske skulle nogen fortælle ham det.

René Arestrup

Hvis man tager topchefernes absurde påstande for pålydende, er det vel relevant at spørge om de overhovedet er i stand til at varetage deres - sikkert meget krævende job - på en en tilstrækkelig kvalificeret måde. De tilhører, mig bekendt, ikke en særlig robust art af menneskeracen og som sådan ville jeg, som aktionær, være særdeles betænkelig ved at min investering skulle forvaltes af en person, som A) insisterer på at gennemføre noget, som er menneskeligt umuligt (manglende dømmekraft) eller B) har en psykologisk profil, der tilsiger, at alle kneb gælder for at promovere sig selv som helt enestående (psykopati).

Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Janus Agerbo, Elisabeth Andersen, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Så længe det i vores samfund er tabu at tale om at indføre begrænsninger for hvor megen rigdom en person må akkumulere, så længe vil vi leve i syge samfund som før eller senere altid vil kulminere i en eller anden form for social katastrofe.
Reelt set er spørgsmålet om vores fremtid ikke om, men hvornår, og hvilken af de mange lurende katastrofer der vil ramme os først.

Niels Duus Nielsen, Carsten Wienholtz, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Janus Agerbo, Vibeke Hansen, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Theis Hansen,
enig med dig at det først og fremmest drejer sig om iscenesættelse. Men uenig i at det ikke kan lade sig gøre. Det kan det sagtens. For ikke så længe siden var 12-14 timers arbejdsdage helt normale for den fattige del af befolkningen. Og det var typisk fysisk hårdt og opslidende arbejde, hvilket man næppe kan sige om topcherernes beskæftigelser.
En del af forklaringen for de mange timer ligger nok også i hvad man betragter som "arbejde". Aktiviteter som er arbejde for en person er det ikke nødvendigvis for en anden. Er børnepasning arbejde? Det er det helt sikkert for en pædagog men ikke nødvendigvis for en mormor. Samme med "networking", at tale i telefonen, opdatere facbook profilen etc. etc.
Ikke alle mennesker har brug for 8 timers søvn. Jeg har klaret mig fint med 4-6 timer i mange år.

Eva Schwanenflügel

Jeg er fuldstændig sikker på at President Trump overhovedet ikke sover!

Steffen Gliese

Da jeg begyndte at interessere mig for teater, var høj status kendetegnet ved værdig langsomhed, sagde bøgerne. Det var dog allerede dengang forkert i forhold til den omgivende virkelighed, hvilket dengang forvirrerede mg noget.
Men det er jo ikke det ustyrlige morakkeri, der skaber værdierne! Det er mange år siden, at der var reel sammenhæng imellem arbejdstid og udbytte.Knoklen er udtryk for angsten for forandringen, så det handler om en irrationel reaktion, hvor man ligesom fortrænger det mindre og mindre behov for arbejde, fordi det også er klart, at det kun er i kraft af den store 'indsasts', at man kan påberåbe sig de afsindinge forskelle i indkomst mellem top og bund.

Hvorfra ved skribenten at Tim Cook arbejder meget for at selviscenesætte sig og vise sin magt? Måske kan han bare lide det.

Charlotte Svensgaard

Har artiklen blot et gran af sandheds værdi, skal der måske tænkes over i de kredse, at kronisk søvnunderskud fører til afvigende og psykotisk adfærd, irrationalitet og manier....

Jeg synes det er en fornøjelse at sove længe, men nu er jeg jo heller ikke rig. Jeg kan imidlertid med sikkerhed sige, at alle mine (beskedne) bidrag til forskningen er sket på tidspunkter, hvor jeg har været særdeles veludhvilet. Jeg kan kun udføre rutinearbejde, når jeg er træt.

Henrik Brøndum

Arbejdstvangen breder sig ganske rigtigt. I dag kan man ikke bare nøjes med at læse en avisartikel men er også nødt til at kommentere den!

Henrik Brøndum

Hvis man har mange penge skal man jo holde øje med, at der ikke er nogen der kommer og piller ved dem, og det er meget lettere når man er vågen.