Læsetid: 7 min.

Alle disse farvede ting, men især Champs Élysées

Det er umuligt at gøre sig klog på, hvem der vinder. Så jeg ville egentlig skrive om, hvor befriende det er, at franskmændene for en gangs skyld ser ud til at slippe deres autoritetstro. Men så blev jeg ’pissed off’
22. april 2017

Det er i morgen, at det franske folk vælger, hvem af 11 kandidater der skal gå videre til anden runde af valget af den femte republiks præsident.

For mig, ellers pæredansk, som har boet i Frankrig det meste af de sidste 40 år, ligner det ikke noget, jeg nogensinde har set før. Opløste politiske strukturer. Vælgerforvirring. Angst.

Sådan set et virkeligt valg. Et valg af fremtid, hvor den enkelte vælger mellem programmer, som den enkelte, hin, skal tage stilling til, sig selv, som Kierkegaard ville have sagt det. Ingen automatismer.

At være præsident i Frankrig er så til gengæld en funktion, som jeg ikke formår at forklare for danskere. Det er jo kun formelt, at dronning Magrethe er monark, tror vi. Som om form ikke betyder noget.

Frankrigs næste præsident skal findes blandt fire kandidater, der har fremlagt vidt forskellige programmer. Her er et overblik over de centrale politiske forskelle
Læs også

Så vi behøver ikke en præsident, og på den måde forstår du måske ikke helt, hvad et fransk præsidentvalg er. Du har en dronning, og du tror ikke, hun er nødvendig. Der er nogle former, som opretholder det danske demokrati. Kan vi aflyse dem? Måske.

Jeg er ikke spor sikker, men jeg bor så heller ikke i Danmark.

Siden starten af tresserne var der så noget andet, og mere parlamentarisk bekendt, der opretholdt Frankrig, og det var to store blokke, venstre og højre. Meget betryggende. Så kunne de skiftevis være den onde. Eller gode alt efter synspunkt.

Faldne engle

Nu er venstrefløjen i form af det franske socialistparti splintret indefra, med en frondeur som Benoît Hamon som kandidat. Han er lidt ked af det, Hamon, at partiet ikke bakker ham op. Men hey, Hamon, hvorfor skulle de det, når du ikke selv gjorde det, da du sad i regering? Du ligger altså lidt, Hamon, som du har redt.

Til højre er republikanerne også faldne engle, og ingen taler særlig meget om det. Det er lidt som den tegnefilm, hvor ulven løber ud over skrænten og bliver stående i luften en tid, indtil han opdager, at nå nej, det er nok uundgåeligt at falde.

Medmindre han vinder, altså Fillon. Det løfter helt vildt at vinde. Faktisk giver det vinger. For åh, denne faderfigur Fillon, som så sikkert så ud til at vinde for tre måneder siden, da alt var ved det gamle. Hvor alle drømte om, at tik tak bornholmerur, Frankrig kan fortsat fortælle betryggende godnathistorier med Merkel-husholdningskassen i orden.

Nu er nattesøvnen forstyrret ved afsløringen af farmands fiktive job til hustruen Penelope. Og nej. det er ikke mig, som finder på, at hun hedder det samme som hende, der sad og vævede og ventede på, at Odysseus skulle komme hjem igen. Homers fortælling er så trods alt tydeligere. At Kirke gør Odysseus til et svin. Det er derfor, at han i en hel del år ikke kommer hjem. Lige nu står Fillon især selv udsat som et usædvanligt dumt svin, som har brugt alle mulige politiske mekanismer til, jamen bare selv at score kassen.

Tilbage til i al fald en form for politisk virkelighed. Fillon bliver ganske enkelt ’dræbt’, hvis han ikke vinder dette valg. En række fotos fra disse sidste valgdage iscenesætter Fillon med både Sarkozy og Juppé, som ’bakker op’ om ham. Fillon har nok tvunget dem ind i svinefarmen. Samtlige håndtryk er forkrampede, og man tænker bare: Hvem er Brutus?

Anyway. At dette valg er helt usædvanligt, var forresten også grunden til, at jeg bad avisen om at skrive alle disse kommentarer i klummeform.

Der er noget i den såkaldt objektive eller journalistiske form, som slet ikke fortæller nok og slet ikke denne gang. Først og fremmest, fordi det blot er en form. Lige meget, hvor mange kilder, man som journalist opsøger, rapporterer, læser og undersøger, gør man det et sted fra, og nu fortæller jeg så bare fra mig.

Afmagten

Jeg kommer fra Danmark og prøver at fortælle om et fransk valg til danskere, det er ikke altid så let. Som når vi tror, at frikadeller er danske, men at de i virkeligheden stammer fra Nordfrankrig – måske Belgien – hvor er grænsen så? I virkeligheden er en frikadelle en pølse, rullet i rasp med stærk smag af muskat.

Torsdag aften – og her refererer jeg til det tidspunkt, hvor jeg skriver dette – ramte terroren så atter Frankrig. Og jeg blev bombet tilbage til at opdage nærhed og afstand.

Jeg havde, her i min lille landsby, sendt 86 år gamle Jacques de 50 meter ned ad vejen til sit tv. Dels fordi, jeg ikke kan udholde bevidstheden om afmagten og døden, men også fordi jeg skulle skrive om fransk valg.

Så tændte jeg for nyhederne.

Terror. Jamen ja. Allerede på det tidspunkt er en politibetjent død. Gerningsmanden også.

Terrorister kender til billeder. Til medier, til mig. Til dig. Til Jacques.

Arbejder de med noget som helst andet end vores skræk, og hvor hurtigt vi spejler os i døden lige her? De øver sig ovenikøbet, viste afsløringen af to terrorister i Marseille tirsdag. De sidder og klistrer billeder af Fillon ind i fotomontager og øver sig på, hvordan en forside kan se ud. Fucking fransk børnehavecollage, men det beviser, at der især var noget fransk over dem.

Og så var det altså midt under den sidste præsidentdebat i et demokratisk land, at en forvildet ung mand førte sin ravage ud i virkeligheden på Champs Èlysées. Jeg prøver at trække vejret dybt. Og nu tror du, jeg vil fortælle noget om fransk poltik, men jeg vil fortælle noget om afstand og objektivitet.

Wittgenstein skrev engang i en note, at hvis man vil se, hvordan noget ser ud langt fra, nytter det ikke at gå tæt på.

Han talte om farver, fordi han var i gang med at undersøge, om de var subjektive – som de fleste tror – eller objektive. Det er sådan et kæmpeproblem i filosofi, hvad der er subjektivt, og hvad der er objektivt.

Usikker sandhed

Kampen mellem faktum og postfakta? Nej. Sorry, det er ikke der, den står, kampen, og det er slet ikke, som Trumps talskvinde tror, at man bare kan udsige alternative fakta.

Fakta er der meget strikse regler for, inden for videnskab, noget vi besværligt har arbejdet os op til, igennem cirka 300 år i den såkaldt ’oplyste verden’.

I videnskab findes ’fakta’ ikke. I videnskab findes data og derfra kun hypoteser. Denne form for usikker sandhed er så noget, nærmest ingen kan holde ud til at leve med hver dag. Så er virkeligheden for usikker. Derfor findes mor og far og aviser og så meget andet, og så ikke mindst ’vi’ journalister, som prøver at holde os til fakta, som er noget, andre hæderlige mennesker fortæller os.

Wittgensteins eksempel på det problematiske forhold mellem empiri og ’sandhed’ var, hvordan man ser et bjerg. Vi ved alle – gør vi ikke? – at bjerge på lang afstand tager sig blå ud? ’Synsbedrag’, ville nogle kalde det, og det er jo ganske interessant, for så vidt vi alle, bortset fra de farveblinde, faktisk ser bjerge på afstand som blå.

Men Wittgensteins simple påstand gælder så omvendt: Hvis man vil se, hvordan noget ser ud tæt på, nytter det ikke at placere sig 50 km væk.

Hvilken farve har bjerge så? I virkeligheden? Går man tæt på, opløses det blå i utallige nuancer. Og det er fint nok. Man kan blive nødt til at vende hver sten for at se farven. Og kan ikke engang finde bjerget, sådan set.

Derfor er der stor sandhed i at begrave sig i detaljer, men altid en lige så stor sandhed i afstand.

Jeg er vred

Så nu er jeg tilbage. Torsdag fyldtes skærmen atter af en ung mands vold. Som jeg ønsker at tage afstand fra. Sætte i pespektiv.

Jeg nægter at kalde Daesch andet. Jeg nægter at kalde Isis andet. End unge mænds vold. Unge, især mænds trang til noget totalitært, autoritært og okay, guddommeligt.

Nu er det fredag morgen. Jeg er vred. Det er morgenen før, du læser det i avisen, og aftenen efter attentatet på Champs Élysées. Jeg havde tænkt mig at skrive om at forstå politik mellem Frankrig og Danmark, dette store besværlige, daglige arbejde for at få folk til at forstå hinanden.

Det bliver en anden gang i detaljer.

Jeg kan slet ikke regne ud, hvem der vinder på søndag, og man kan ikke spille særlig klog, når hver af de fire store kandidater har omkring 20 procents opbakning.

Jeg havde faktisk vældig meget lyst til at skrive om, at der for en gangs skyld sker noget nyt i det franske politiske felt, at man er ved at komme ud over en form for autoritetstro. At faldet af Fillon, men også socialistpartiet, på trods af et vist kaos åbner nye muligheder. At der kan ske noget nyt.

Jeg er pissed off, at det selvfølgelig har skudt sig ind i min hjerne.

Åh, Champs Élysées ...

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu