Læsetid: 2 min.

Fem amerikanske præsidenter, der – ligesom Trump – kom i uventet militær aktion

De seneste 100 års amerikanske præsidenter har hyppigt fået deres indenrigspolitiske dagsorden forstyrret af at skulle vise magt i andre lande
De seneste 100 års amerikanske præsidenter har hyppigt fået deres indenrigspolitiske dagsorden forstyrret af at skulle vise magt i andre lande

Alex Brandon

8. april 2017

Amerikanske præsidentvalgkampe handler sjældent om udenrigspolitik. Det store kontinents vælgere er mere optaget af hjemlige emner. Alligevel har næsten alle præsidenter de seneste 100 år måttet tåle, at udenlandske begivenheder tvang dem til militære aktioner, de næppe havde forestillet sig.

Allerede demokraten Woodrow Wilson erklærede umiddelbart efter sit valg i 1912: »Det ville være skæbnens ironi, hvis min regering først og fremmest kom til at beskæftige sig med udenrigspolitik.« Skæbnen viste sig – som det fremgår nedenfor – grum.

Seneste eksempel på en præsident presset til magtanvendelse er den nyvalgte republikaner Donald Trump, der har reageret mod den syriske regerings brug af giftgas mod landets civilbefolkning. Et missilangreb på en militærbase har været Trumps svar.

Her er fem eksempler på andre præsidenter, der er blevet distraheret ud i militære gøremål.

AP

Woodrow Wilson

Demokraten Wilson (1913-21) blev misfornøjet over mordet på Mexicos præsident i slipstrømmen på et 1913-kup. Det trak USA ind i militær skærmydsel med skiftende magthavere i Mexico.

Under Første Verdenskrig fiskede Tyskland i rørt vande ved at tilbyde Mexico en militær alliance mod USA.

Til gengæld lovede Tyskland, at Mexico ville få de store landområder tilbage, som Mexico i 1848 havde tabt til USA. Det var med til i 1917 at trække USA ind i Første Verdenskrig.

Robert Knudsen

John F. Kennedy

Demokraten Kennedy (1961-63) arvede fra den forudgående republikanske regering en CIA-plan om militær støtte til eksilcubaneres forsøg på at erobre Cuba fra Fidel Castros regime.

Landgangen, der fandt sted i Svinebugten i 1961, blev en fiasko, som Kennedy offentligt måtte undskylde. Forløbet forpestede Kennedys forhold til CIA.

Det kom til at præge resten af Kennedys præsidentperiode og muligvis også omstændighederne omkring Kennedys skuddød i 1963.

Dennis Cook

Ronald Reagan

Republikaneren Reagan (1981-89) blev i 1986 provokeret af den libyske diktator Muammar Gaddafi. Blandt andet ved et libysk arrangeret bombeattentat på en berlinsk natklub, hvor der opholdt sig amerikanske soldater.

Reagan svarede ved at beordre et luftbombardement af en libysk base ved Tripoli. Angrebet blev ikke fulgt op.

Gaddaffi blev først væltet ved Obama-regeringens accept af en Libyen-aktion i 2011 – som Obama siden har kaldt sin »værste fejl«.

Doug Mills

George H.W. Bush

Republikaneren Bush senior (1989-93) blev i 1990 provokeret af den irakiske diktator Saddam Husseins invasion af oliestaten Kuwait.

Bush senior svarede ved at samle en international koalition, der i begyndelsen af 1991 fordrev Husseins tropper fra Kuwait. Bush senior søgte ikke at afsætte Hussein.

Det søgte hans søn, Bush junior, som præsident 2001-09 at råde bod på. Det skete med totalinvasionen af Irak i 2003. Den invasion har hensat Mellemøsten i et stadigt bestående kaos.

Doug Mills

Bill Clinton

Demokraten Clinton (1993-2001) sagde om 1990’ernes krige på Balkan: »Vi har ingen hunde i det væddeløb.«

Alligevel tvang et truende serbisk folkedrab på Kosovos muslimske befolkning i 1999 Clinton til at beordre amerikanske luftangreb på serbiske militære mål. Det tvang Serbien ud af Kosovo og blev begyndelsen til enden på Slobodan Milosevics demagogiske serbiske regime.

Problemerne omkring Kosovos folkeretlige stilling har endnu ikke fundet en løsning, og nye militære konflikter er en mulighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu