Nyhed
Læsetid: 2 min.

’Vi fik fat i nogle masker, og jeg og en anden mand forsøgte at hjælpe folk ud af deres huse og hen på hospitalet. De var allesammen civile’

Information har været i telefonisk kontakt med to syriske øjenvidner til det luftangreb, som tirsdag kostede et stort antal civile livet – også børn. Assad-regimet beskyldes for at have brugte kemiske våben
Et omkommet barn pakkes ind i tæpper efter giftangrebet i den nordsyriske by Khan Shaykhun tirsdag morgen.

Et omkommet barn pakkes ind i tæpper efter giftangrebet i den nordsyriske by Khan Shaykhun tirsdag morgen.

Firas Faham

Udland
4. april 2017

Få timer efter at luftangrebet, som ramte gaderne i byen Khan Shikhon tirsdag morgen i det nordvestlige Syrien med saringas, var 400 personer sårede og mindst 58 døde.

Information har været i kontakt med to øjenvidner til angrebet. En af ​​dem er lægen Mohamed, som arbejder på byens lille hospital sammen med tre andre læger og to sygeplejersker. Han ønsker ikke at oplyse navnet på hospitalet af frygt for regimets bomber, fortæller han, da Information ringer.

»Klokken 7:00 smed et syrisk krigsfly tre bomber med saringas på civile i gaderne. Jeg er sikker på, at det var saringas på grund af tydelige mærker på de sårede,« siger Mohamed.

»Alene her på hospitalet fik vi 125 sårede bragt ind samt 30 mennesker, som allerede var døde. Der var børn, kvinder, familier. Mange sov, da bomberne ramte – de døde, mens de sov.«

Mohamed fortæller, at han forsøgte at yde førstehjælp, men måtte sende de værst tilredte ofre videre til et andet hospital med bedre udstyr.

»Vi forsøgte at gøre vores bedste, men vi er ikke uddannet til at håndtere den slags bomber, som kræver en særlig behandling. Nogle mennesker, som vi ikke kunne hjælpe, døde i vores arme. Andre lider stadig af deres brandsår,« fortæller han.

Mens Information taler med Mohamed, kan man høre larmen fra ambulancerne, som bringer en 16-årig dreng ind på hospitalet i Khan Shikhon. Han kan ikke trække vejret, han kaster op og har store smerter i maven. Noget hvidt kommer ud af hans mund, fortæller lægen.

En hævn

Det syriske regime har næsten ødelagt alle hospitaler i Idlib-regionen i det nordlige Syrien med massive angreb den seneste måned. Nogle aktivister ser det som en reaktion på, at Den Frie Syriske Hær næsten havde fået kontrol over den nordlige del af byen Hama i det centrale Syrien.

»Det er en slags hævn,« mener aktivisten Qusai Alhusen Said, som fortæller, at han var i Khan Shikhon tirsdag og hjalp med at give førstehjælp til de sårede. Information har talt med ham via telefon.

»Jeg var kun to gader væk fra angrebet. Jeg lå og sov, da bomberne ramte. Klokken var syv om morgenen. Folk gik i panik. De vidste ikke, hvad de skulle gøre. De var bange for at gå ud – rygtet sagde, at det var gasbomber,« siger Qusai Alhusen Said med høj stemmeføring.

»Vi fik fat i nogle masker, og jeg og en anden mand forsøgte at hjælpe folk ud af deres huse og hen på hospitalet. De var allesammen civile. Det var midt i Khan Shikhon. Der var familier, og nogle af dem døde. Andre var rystede og kunne ikke trække vejret. Ingen af ofrene kom fra oprørsgrupperne. Det var vanvittigt. Et panisk øjeblik.«

Ifølge Qusai og lægen Mohamed er en tredjedel af de sårede i så kritisk tilstand, at hospitalerne forsøger at flytte dem til Tyrkiet, hvor de kan få behandling. Resten er nu på sygehusene i nærheden af byen Idlib.

Khan Shikon er kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, men tropperne befinder sig uden for byen, fortæller aktivister i området, som Information har talt med.

Oversat fra engelsk af Christian Bennike

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her