Baggrund
Læsetid: 5 min.

Frankrigs næste præsident bliver ikke rigtig grøn

Selv om både Marine Le Pen og Emmanuel Macron har forslag, der peger i den rigtige retning, er ingen af dem for alvor grønne. Sådan lyder kritikken af de to kandidater, der kæmper om at blive Frankrigs næste præsident
Under COP21 i Paris i 2015 havde demonstranter malet rundkørslen omkring triumfbuen gul. Det var Frankrig, der ledte verden frem mod den globale klimaaftale, som blev indgået da. Men hverken Emmanuel Macron eller Marine Le Pen ser ud til at være særligt ambitiøse på det grønne område.

Under COP21 i Paris i 2015 havde demonstranter malet rundkørslen omkring triumfbuen gul. Det var Frankrig, der ledte verden frem mod den globale klimaaftale, som blev indgået da. Men hverken Emmanuel Macron eller Marine Le Pen ser ud til at være særligt ambitiøse på det grønne område.

Greenpeace press service

Udland
1. maj 2017

PARIS – Det var Frankrig, der ledte verden frem mod den globale klimaaftale, som blev indgået i Paris i 2015. Og i valgkampen op til første runde i det franske præsidentvalg havde to kandidater, begge på venstrefløjen, for første gang grøn omstilling som en central del af deres programmer.

Men hverken Socialistpartiets Benoît Hamon eller Jean-Luc Mélenchon fra ’La France Insoumise’ fik stemmer nok til at gå videre til anden runde af valget. Tilbage står nu centrumkandidaten Emmanuel Macron og Marine Le Pen fra Front National.

»Det er lidt af en bekymring, for vi havde foretrukket, at de to kandidater, der var mest optaget af det grønne område, havde fået flere stemmer. Fordi de havde de mest ambitiøse programmer, når det handler om at beskytte miljøet,« siger Jean-François Julliard, direktør for Greenpeace Frankrig.

Avisen Libération gennemgik for nylig de to kandidaters forslag på det grønne område og konkluderede tilsvarende: »Med Emmanuel Macrons sejr og Marine Le Pens kvalificering gik miljøspørgsmålet ikke videre til anden runde.«

Det er dog ikke ensbetydende med, at de to kandidater slet ikke interesserer sig for spørgsmålet, påpeger Jon Marco Church, der er lektor i bæredygtighed og ledelse ved Université de Reims Champagne Ardenne. Men det er ikke en fundamental del af programmerne.

»Sådan er det desværre med miljøpolitikker for de fleste regeringer i de fleste dele af verden. Men det er rigtigt, at der var andre kandidater i valgets første runde, der kæmpede meget mere for miljøet end Macron eller Le Pen,« siger Jon Marco Church.

Godt, men ikke godt nok

Emmanuel Macron har fået støtte af en række franske miljøforkæmpere og har rent faktisk en hel del grønne punkter i sit program.

»Der er ikke brug for små mål, men store forandringer,« står der f.eks. på hjemmesiden for En Marche !, Emmanuel Macrons bevægelse.

Alligevel bliver han kritiseret for ikke at være grøn nok. Macron »virker ikke til at være overbevist om nødvendigheden af en ambitiøs grøn omstilling«, skriver Libération. Jean-François Julliard kalder Emmanuel Macron for »selvmodsigende«.

»På den ene side siger han, at han vil støtte Paris-aftalen, og han vil sætte klimaet højt på dagsordenen for alle franske ambassadører, hvilket er godt. Han fremstiller sig selv som en klimaforkæmper. Men på den anden side har han ikke reelle, konkrete mål. Til gengæld går han stadig ind for at bygge en ny lufthavn ved Notre-Dame-des-Landes,« siger direktøren for Greenpeace Frankrig.

»Selvfølgelig vil en enkelt lufthavn ikke ændre Frankrigs CO2-udledning fuldstændig, men det er en meget symbolsk ting i Frankrig, denne lufthavn. Og det viser, at han ikke ser sammenhængen mellem alt dette, og det bekymrer os.«

Blandt Macrons forslag er et mål om at nedtrappe atomkraftværkernes andel af energiproduktionen fra 75 pct. til 50 pct. i 2025. Til gengæld skal sol- og vindenergi fordobles. Macron vil samtidig øge dieselafgiften, så den kommer på niveau med afgiften for benzin.

Selv om det peger i den rigtige retning, er det grundlæggende for lidt, mener Greenpeaces direktør. Særligt fordi flere af forslagene blot er en videreførelse af François Hollandes politik. Det gælder f.eks. atomkraft, et mål om at lukke Frankrigs kulværker samt et forbud mod fracking og skifergas.

»Han truer ikke noget, han vil ikke ødelægge det, vi allerede har. Men Emmanuel Macron vil heller ikke sætte mere gang i de franske ambitioner, hverken inden for klima, energi eller landbrug. Men det er det, vi har brug for nu, for klima- og miljøproblemerne bliver mere og mere presserende dag for dag,« siger Jean-François Julliard.

Ikke desto mindre foretrækker Greenpeaces direktør Macron fremfor Le Pen: »Det er rigtigt, at vi er kritiske over for Macron, fordi han kunne have større ambitioner. Men det er klart, at hans program er bedre end Le Pens, særligt fordi Le Pen ikke har et ordentligt program.«

Grimme vindmøller

Modsat sin far, Jean-Marie Le Pen, der frem til 2011 ledte Front National, er Marine Le Pen ikke en udtalt klimaskeptiker. I 2014 lancerede Front National endda bevægelsen ’Nouvelle Écologie’, der kæmper for »patriotisk miljøbeskyttelse«.

Men selv om Marine Le Pens program også indeholder en række forslag inden for det grønne område, er det ikke rigtig en prioritet, mener Jean-François Julliard.

»Hun bruger miljøproblemer som et påskud til at støtte det, hun siger om nationalisme, fransk identitet, franske prioriteter osv. Hun er ikke rigtig engageret i miljøproblemer, men har nogle komponenter omkring det i sit program, fordi hun var nødt til det,« siger Greenpeaces direktør og peger på, at Marine Le Pens kamp for bedre klima og miljø stopper ved grænsen, ligesom resten af hendes politik.

»Det, at hun vil lukke grænserne, viser, at hun ikke forstår noget som helst om globale miljøudfordringer. For du kan ikke adressere klimaforandringer, skovrydning eller luftforurening ved at lukke grænserne og kun interessere sig for, hvad der sker i Frankrig.«

Konkret er Marine Le Pen tilhænger af atomkraft og vil desuden udvikle sol- og biogasteknologier. Til gengæld er hun arg modstander af vindmøller, som hun har kaldt for »visuel forurening«, ligesom hun har udtrykt bekymring for, hvilken påvirkning de kan have på mennesker, der bor tæt på dem.

Jean-François Julliard kalder Marine Le Pens modstand mod vindmøller for noget »vås«.

»Hvis man taler om energiomstilling, er man nødt til at se på alle energiformer og ikke sige, at man ikke vil have vindenergi, bare fordi man ikke kan lide at se vindmølleparker i landskabet,« siger han.

Men modstanden mod vindmøller handler også om, at det ikke er et område, hvor Frankrig er førende, og derfor vil udenlandske og ikke franske virksomheder kunne få gode af en politik, der fremmer vindenergi, mener Jon Marco Church.

»Hun er bekymret for, at de fleste af komponenterne til vindmøller bliver importeret fra andre lande, inklusive Danmark, så hun mener ikke, det er tiltrækkende,« siger han og tilføjer, at det ikke er helt unaturligt at fokusere mindre på et energiområde, hvor Frankrig ikke er førende.

»Hvis man har to-tre teknologier, som er lige gode for miljøet, vil enhver regering selvfølgelig vælge den, der er bedst for den nationale økonomi.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grøn ?
Hvordan definerer man det at være rigtig grøn?
Hvis formålet er at holde lys i lampen og beskytte klimaet, så er der ingen vej udenom atomkraft.
Hvis formålet er at snakke vælgerne efter munden, så kan man naturligvis fortsætte med at råbe og skrive.
Hvis du – mod forventning – vil tørre sandet af øjnene, så se på http://wp.me/p1RKWc-p2

Lars Bo Jensen

Jeg opfatter tilhængere af atomkraft som arrogante og virkelighedsfornægtende. Det at tro at vores nuværende samfundsform, med dens umulige ide om evig eksponentiel vækst, kan bestå længe nok til at vi kan bevare den viden og økonomi, der skal til for at gemme affaldet fra atomkraft i titusindvis eller hundredtusindvis af år.

Thorkil Søe

Det er forkert "sådan bare" at underforstå at man er arrogant, virkelighedsfornægtende og tror på evig eksponentiel vækst.
Sådan bare fordi man vil se realiteterne i øjnene.
Jeg mindes historien om præsten, der skrev i marginen til sin prædiken:
"Argumentationen er svag hæv røsten".

Du taler om atomaffald.
Det har efterhånden udviklet sig til det sidste halmstrå for - - -
Her vil jeg svare lidt kryptisk:
• Som ingeniør er det let at se at det hele ikke engang er en storm i et glas vand.
• Jeg håber stadigvæk at det vil lykkes at få stabil og forureningsfri energi – også i Danmark.
• Jeg er ikke journalist, og skal ikke skrive nervepirrende om eventuelle rædsler.
• Jeg er ikke politiker. Jeg skal følge folkestemningen for at blive genvalgt.
• Heldigvis er jeg ikke psykiater, for så skulle jeg jo kurere den folkelige angstneurose.
• Jeg er ikke en forurener, der, sådan bare, skal få folk til at tale om noget andet.
• Heldigvis er jeg ikke Greenpeace. For deres troværdighed er en myte.
Se http://wp.me/p1RKWc-p2
Hvis dette ikke er nok, så se på http://wp.me/p1RKWc-11J