Læsetid: 7 min.

Fusionskapløb skader landmandens handlefrihed

Myndighederne i EU og USA overvejer netop nu tre megafusioner, der vil koncentrere magten over verdens landbrug hos producenter af pesticider og gensplejset såsæd og bringe aktionærafkast i centrum
Monsanto-Bayer tilbyder sig som en ’one-stop shop’ for landmænd, hvor disse i tilgift til sprøjtemidler og såsæd køber sig til satellitbaseret information om vejr- og jordbundsforhold af betydning for, hvordan der skal sås, sprøjtes etc. på den konkrete mark.

Monsanto-Bayer tilbyder sig som en ’one-stop shop’ for landmænd, hvor disse i tilgift til sprøjtemidler og såsæd køber sig til satellitbaseret information om vejr- og jordbundsforhold af betydning for, hvordan der skal sås, sprøjtes etc. på den konkrete mark.

Udland
4. april 2017

Det er ren og skær kapitallogik.

Fra år 2000 og frem til 2008 steg priserne på landbrugsprodukter på det globale marked som følge af øget fødevareefterspørgsel i vækstøkonomierne og spekulation i råvarekontrakter på finansmarkederne.

Det gav større indtjening til landmænd og incitament til at skrue op for produktionen via indkøb af såsæd, pesticider og kunstgødning. De store agrokemiske selskaber havde gode tider.

Så kom i 2008 finanskrisen med faldende efterspørgsel, faldende fødevarepriser, forringet økonomi blandt landmænd og dermed også faldende indtjening i den agrokemiske sektor.

Billedet vendte midlertidigt takket være bl.a. en krisepolitik med lave renter, og frem til 2014 var der for en periode stabile priser og god indtjening hos de agrokemiske selskaber. Det var også en periode med dristig låntagning til investeringer i ekspansion.

Men fra 2015 var den gal igen: Dæmpede vækstrater og svækket efterspørgsel i de hidtidige vækstøkonomier ramte nogle landmænd, mens dårlig høst som følge af bl.a. tørke gik ud over andres indtjening. Konsekvens: Faldende evne og vilje hos landmænd til at købe ind hos producenterne af pesticider, såsæd og kunstgødning.

Så siden starten af 2015 har den agrokemiske sektors store aktører på ny måttet registrere fald i salg og indtjening. Ifølge brancheanalytikere hos Agribusiness Intelligence faldt salget af pesticider i 2015 med 9,6 pct. og salget af såsæd med 8,2 pct. I de første ni måneder af 2016 faldt det samlede salg hos de 11 største agrokemiske selskaber med 6,5 pct.

Og så er det, kapitallogikken sætter ind: Et pres fra aktionærer, der fortsat kræver udbytte, kombineret med en markant gældsbyrde har gjort det nødvendigt for de store spillere at reducere omkostningerne. Og det gør de ved at ’konsolidere’ sig – de opkøber hinanden.

Fra 14 til fire på 25 år

Tilbage i 1960’erne var der alene i USA over 70 producenter af sprøjtemidler. Går man 25 år tilbage, havde fusioner og opkøb ført til en branche, der globalt var domineret af store selskaber som Monsanto, Dow, Bayer, DuPont, BASF, American Cyanamid, Zeneca, Novartis, Rhone Poulenc, Hoechst, Schering, Ciba Geigy, Sandoz og AgrEvo. I dag er de ni sidstnævnte væk, opslugt af de fem første suppleret af nytilkomne Syngenta, der er dannet ved en fusion af tre selskaber.

Samtidig har selskaberne over årene udvidet deres forretningsområde: bevæget sig fra et fokus på sprøjtemidler til også at sælge såsæd via opkøb af hundredvis af mindre biotek- og frøfirmaer.

Incitamentet har dels været de stigende vanskeligheder med at finde nye profitable markeder for pesticider, dels mulighederne for at sikre sig patent på nye, genmodificerede typer af såsæd. Ved at skræddersy de gensplejsede frø til det enkelte firmas sprøjtemidler kunne man skabe en binding af landmanden og dermed langtidssikre forretningen.

I dag er der altså kun ’de seks store’ tilbage. De kontrollerer 75 pct. af det globale marked for pesticider og 63 pct. af markedet for kommerciel såsæd. Og lige om lidt er der blot fire globale giganter, hvis myndighederne siger god for de megafusioner, der er forberedt.

Monsanto startede

Det var Monsanto, den amerikanske producent af verdens mest brugte ukrudtsmiddel, Roundup, og af Roundup-tolerant såsæd, der startede ballet. I august 2015 tilbød Monsanto at opkøbe det schweiziske selskab Syngenta, der foruden salg af sprøjtemidler er verdens tredjestørste sælger af genmodificeret såsæd. Monsanto tilbød 47 mia. dollar, hvilket var for lidt for Syngentas ledelse, der sagde nej tak.

Men hermed var fusionskapløbet sat i gang. I december 2015 meddelte ledelsen hos de to amerikanske koncerner Dow og DuPont, at de var nået til enighed om en fusion, der ville skabe en gigant til en markedsværdi på 130 mia. dollar under navnet Dow-DuPont.

»For DuPont er dette et afgørende spring frem på vores vej mod højere vækst og større værdi,« sagde DuPonts øverste chef, Edward Breen.

I februar 2016 kom pludselig selskabet ChemChina ind fra øst med et købstilbud på Syngenta på 43 mia. dollar. ChemChina, en statsejet gigant med 140.000 ansatte, fremstiller et bredt spektrum af kemiske og oliebaserede produkter og har tidligere opkøbt selskaber i Israel, Frankrig, Italien, Australien og Tyskland. Overtagelsen af Syngenta, som det schweiziske firma har accepteret, omtales som det største internationale opkøb, et kinesisk selskab endnu har foretaget.

Under pres af fusionsfeberen spillede tyske Bayer i maj 2016 ud med et købstilbud på Monsanto på 62 mia. dollar. I september, hvor prisen var øget til 66 mia., trykkede de to selskabers CEO’er hånd på handlen, der ifølge Monsantos CEO, Hugh Grant, »repræsenterer den mest uimodståelige værdi for vore aktionærer.«

Således er de seks store blevet til tre fusionerede giganter med en markedsværdi på 250 mia. dollar plus tyske BASF, der siges at tælle på knapper, om man også skal finde nogen at smelte sammen med eller helt forsvinde.

’Finansialiseringen’

Spørgsmålet er, hvad gigantfusionerne og magtkoncentrationen kommer til at betyde for omverdenen – for landmændene, fødevareproduktionen og fødevarepriserne.

Jennifer Clapp, professor i global fødevaresikkerhed og bæredygtighed ved University of Waterloo i Canada, har i et nyt studie, Bigger is not always better, gransket de tre megafusioner. Hun konkluderer, at fusionsbølgen er en følge af det øgede afkastkrav fra finansielle investorer, der i disse år presser selskabsledelser og flytter deres fokus fra f.eks. jobskabelse og bæredygtig udvikling af virksomheden.

»Denne ’finansialisering’ af den globale økonomi og af den agroindustrielle sektor i særdeleshed har transformeret sektoren til en, der fokuserer på kortsigtede udbyttebetalinger på bekostning af langsigtet holdbarhed,« skriver Jennifer Clapp.

En anden konklusion er ifølge professoren, at landmænd mere end nogensinde bliver låst til det selskab, hvis produkter de har gjort sig afhængige af. Ikke blot i form af pakken af sprøjtemidler og skræddersyet såsæd, men også fordi de nye fusioner handler om at sikre selskaberne big data til it-platforme, der kan indgå i de såkaldt ’integrerede løsninger’, man fremover vil tilbyde landmænd.

Monsanto-Bayer præsenterer sig således som en ’one-stop shop’ for landmænd, hvor disse i tilgift til sprøjtemidler og såsæd køber sig til satellitbaseret information om vejr- og jordbundsforhold af betydning for, hvordan der skal sås, sprøjtes etc. på den konkrete mark.

»Landmænd, der binder sig til disse platforme, anmodes ofte om at sende big data fra deres marker tilbage til selskabet via satellit, og de gør sig derved afhængige af firmaet hvad angår vejledning i, hvad der skal tilføres,« påpeger Jennifer Clapp.

Med megafusionernes øgede markedsdominans og kontrol over, hvilke typer såsæd, der markedsføres, bliver det sværere for landmanden at gå andre steder hen og dermed at bevare handlefriheden.

»Det er således stadig vanskeligere for f.eks. landmænd i Nordamerika at skaffe sig adgang til ikkegensplejset såsæd af afgrøder, hvor den gensplejsede såsæd er blevet dominerende – det gælder især majs, soja, bomuld og raps,« skriver Clapp.

For småbønder i udviklingslande er denne tendens særlig uheldsvanger, påpeger den internationale ngo ETC Group, der overvåger den agroindustrielle sektor. Godt nok bruger verdens småbønder endnu mest såsæd fra egen høst, men de stadig større selskaber får stadig større mulighed for at påvirke landes regeringer til at justere landbrugspolitikken, så den tilgodeser selskabernes interesser.

»Selskaberne har stort set hele den direkte adgang til politiske beslutningstagere,« skriver ETC Group i en indsigelse mod fusionsbølgen.

Prisen

Spørgsmålet er, om landmændene foruden øget afhængighed også kommer til at betale mere til de fusionerede selskaber. Det anser Jennifer Clapp for »sandsynligt« og henviser til tidligere fusioner og til modelstudier af de aktuelle fusioner. En forskergruppe ledet af landbrugsøkonomen Henry Bryant fra Texas A&M University når således frem til, at Monsanto-Bayer-fusionen kan øge prisen på bomuldsfrø med godt 18 pct., mens Dow-DuPont-fusionen kan fordyre majs og sojabønner med omkring 2 pct.

Risikoen for prisstigninger for landmænd og forbrugere er også et centralt punkt i den stribe af protester mod de igangværende fusioner, som både landbrugs-, miljø- og forbrugerorganisationer har afsendt. I EU har næsten 200 europæiske organisationer i sidste uge sendt en fælles appel til EU-Kommissionen om at blokere de tre fusioner. Og i USA har den næststørste landbrugsorganisation, National Farmers Union, i sidste uge appelleret til præsident Trump om at sige nej til Dow-DuPont-fusionen.

En meningsmåling foretaget blandt amerikanske landmænd af Farm Journal fortæller, at 67 pct. er imod Monsanto-Bayer-fusionen, mens blot 10 pct. er positive.

Vestagers ja

Afgørende bliver, om myndighederne i EU, USA og en række andre lande accepterer fusionerne. EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har i sidste uge godkendt Dow-DuPont på bl.a. den betingelse, at man inden fusionen frasælger en betydelig del af DuPonts pesticid-produktion for at forebygge markedsdominans og sikre fortsat konkurrence.

Kritikere, heriblandt formand for National Farmers Union Roger Johnson, påpeger, at sådanne betingelser blot betyder, at én megakoncern sælger et hjørne af sin virksomhed til en anden af de store, for hvem er ellers i stand til at købe? Magtkoncentrationen forbliver den samme.

Det ventes, at Kommissionen meddeler sin afgørelse om ChemChina-Syngenta senest 12. april, mens en stillingtagen til Monsanto-Bayer kommer sidst på året. I USA er Dow-Dupont og Monsanto-Bayer endnu ikke godkendt, hvorimod der er givet grønt lys til ChemChinas køb af Syngenta.

Jennifer Clapp kritiserer, at myndighederne udelader en række vigtige aspekter, når de vurderer fusionerne.

»Myndigheder har alene et snævert mandat til at undersøge de økonomiske konsekvenser af selskabsfusioner med hensyn til konkurrence, innovation og priser og selv på disse områder kun visse udtryk for disse virkninger (…) Konsekvenserne for landmænds autonomi, miljøet og lobbymagt er ikke konkret medtaget i myndighedernes mandat,« mener professoren.

»Konsekvensen af denne reguleringsmæssige svaghed er en prioritering af tvivlsomme højteknologiske landbrugsmetoder og finansielle investorers udbytte på bekostning af andre sociale og miljømæssige mål for landbrugssektoren.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jacobsen

Der er slet ingen tvivl. Først forfører den kapitalistiske økonomiske magt elite landbruget til at gældsætte sig gennem "innovative" renteswap lån, som er forprogrammeret til at gå helt galt for landmanden. Herefter tvinges landbruget fra hus og hjem grundet ubetalelig gæld og opkøbes siden billigt af sin bøddel. I almindelige menneskers verden som du og jeg kaldes det bondefangeri og er strafbart. Den deregulerede neo liberalistiske kapitalisme har kun ét formål. At sætte almindelige mennesker i afmagt og gøre dem til slave.

Bjarne Bisgaard Jensen, Pascal Horanyi, Flemming Berger og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

+ Søren Jacobsen
Strengt taget er vi enige og alligevel uenige.
Kun et lille piv fra mig:
Drømmen om det lille husmandsbrug er ovre
Desværre fordi det lyder godt og romantisk.
Heldigvis fordi levevilkårene for husmanden var meget ringe.
Og endnu ringere for dem, der ikke havde mere end en have og måtte klare sig som underbetalte daglejere.
Effektivt landbrug vil i dag bygge på stordrift.