Læsetid: 9 min.

Hemmeligheden bag Rwandas succes er et opgør med den frie presse

Rwanda har rejst sig efter folkemordet. I forhold til nabolandene er korruptionen i bund og sikkerheden og økonomien i top. Succeshistorien krones med, at 64 procent af parlamentarikerne er kvinder, den højeste andel i verden. En del af hemmeligheden er et benhårdt opgør med den frie presse
Rwandas hovestad Kigali bliver omtalt som Afrikas Singaporeog ikke uden grund. Store glasklædte højhuse og shoppingcentre skyder op i byens centrum. Men hvad angår pressefrihed befinder Rwanda sig som nummer 161 ud af 180 lande på Reporters without Borders’ pressefrihedsindeks.

Rwandas hovestad Kigali bliver omtalt som Afrikas Singaporeog ikke uden grund. Store glasklædte højhuse og shoppingcentre skyder op i byens centrum. Men hvad angår pressefrihed befinder Rwanda sig som nummer 161 ud af 180 lande på Reporters without Borders’ pressefrihedsindeks.

Sven Torfinn

7. april 2017

KIGALI – Gaden er nærmest pinlig ren, når man går ned ad 4th Avenue midt i Rwandas travle hovedstad, Kigali. Ingen tyggegummi kørt ned i asfalten, ingen plastikposer, der flakker hen langs jorden og ingen cigaretskodder trådt ned foran de mange små butikker.

Det er som om, rwandernes dårlige vaner er parkeret et sted ude i horisonten og har efterladt byen som en eksemplarisk oase i midten af Afrika.

På avishylden i det lokale supermarked er landets få trykte aviser linet op på række. The New Times er det eneste dagblad i Rwanda og – vil nogen mene – en propagandasprøjte for regeringen.

Dagens forsideoverskrifter taler ikke imod: »Rwanda er det bedste sted at være kvinde i Afrika«, »RGB-statistik viser stigende tilfredshed blandt befolkningen« og »Regeringen vil skabe nyt agentur til at implementere IKT masterplan.«

Det er sådan nogle overskrifter, Robert Mugabe ryster på hovedet af.

Robert Mugabe, ej at forveksle med Zimbabwes diktator, er i journalistkredse kendt som Rwandas hårdeste hund og driver det uafhængige og særdeles regeringskritiske webmedie The Great Lakes Voice.

»The New Times er ikke journalistik, det er ren propaganda,« siger han.

Men kritisk journalist ikke et entydigt positivt begreb i Rwanda. Medierne spillede en stærkt uheldig rolle op til folkemordet i 1994, og mange betragter fortsat journalister som bedragere. I stedet for at kritisere regeringen bør medierne medvirke til at forsone landet igen, lyder en udbredt holdning. Landet er ikke moden til en fri presse. 

Historien

I dag er det international mindedag for folkemordet, hvor 800.000 mennesker blev myrdet på blot 100 dage.

Den officielle historie er, at den ledende etniske gruppe, hutuerne, anført af daværende præsident Habyarimana forsøgte at udrydde den etniske minoritet, tutsierne, der under den belgiske kolonisering havde siddet på magten.

»I skal dræbe tutsierne, de er kakerlakker,« gjaldede det ud over den ekstremistiske radiostation RTML, der senere er blevet udråbt til en af de store skurke i eskaleringen af volden.

Rwanda er siden kommet ud på den anden side med en af Afrikas hurtigst voksende økonomier. Kigali bliver omtalt som Afrikas Singapore og ikke uden grund. Store glasklædte højhuse og shoppingcentre skyder op i byens centrum.

Men hvad angår pressefrihed befinder Rwanda sig som nummer 161 ud af 180 lande på Reporters without Borders’ pressefrihedsindeks. Rusland, Kasakhstan og Libyen ligger bedre placeret.

Rwandas regering har indført et seksårigt iværksætterfag i secondary school, og internationalt støttede organisationer som Inkomoko, Impact Hub og Akilah Institute fungerer som mentorer for iværksættere i hovedstaden Kigali.
Læs også

»En kultur af frygt blandt journalister har ført til omfattende selvcensur,« hedder det i Freedom Houses rapport fra 2015.

Folkemordet sidder stadig i kroppen og i den måde, rwanderne lever deres liv på mere end 20 år senere. 

Robert Mugabes blå velstrøgede skjorte lægger sig slapt ned over hans spinkle krop. Man bliver tilsyneladende ikke fed af at være kritisk journalist i Rwanda.

»Hvis du vil lave journalistik, er du nødt til at betale en høj pris,« siger Robert Mugabe, der ikke mener, at den manglende pressefrihed kan retfærdiggøres med de økonomiske fremskridt, landet har gjort siden 1994.

»Som kritisk journalist kan du ikke være i et forhold, og din sikkerhed er altid på spil. Regeringen udfører karaktermord på dig og siger, at du ikke er normal. Du ved, de prøver at undertrykke enhver holdning, ethvert perspektiv, der taler imod dem.«

Hylder regimet

Når Robert Mugabe ikke kigger regeringen efter i sømmene, tjener han til dagen og vejen som juridisk konsulent. Han er uddannet jurist, men har siden 2010 overvejende brugt sin tid på sit uafhængige nyhedsmedie.

Hans jura rækker ikke til at forklare, hvorfor han indtil nu har siddet otte gange i fængsel på baggrund af ting, han har skrevet. Én gang blev han ført til et hemmeligt fængsel og udspurgt i timevis for til sidst at indgå kompromiser om, hvad han må og ikke må.

Det er nu tre år siden, han sidst var bag tremmer. Men ifølge Robert har regeringen bare fundet på andre metoder. Personlig chikane, økonomisk pression og lukning af digitale nyhedsmedier.

»Min hjemmeside har været lukket otte gange de seneste to år,« siger han med en opgivende gestus.

For tiden må han være særligt på mærkerne. Præsident Paul Kagame ændrede i december 2015 forfatningen med et overvældende flertal på 98,4 procent af stemmerne, så han til august kan stille op til sin tredje syvårige præsidentperiode. Og derefter to perioder mere a fem år hver.

Robert Mugabe mener, at man er ved at gentage et mønster, der har varet siden uafhængigheden fra det belgiske herredømme.

»Siden 1962 er der ingen, der har respekteret forfatningen. Hvornår vil journalister begynde at spørge, hvorfor tingene er, som de er? Vi har et samfund, der altid hylder det regime, der er ved magten. Vi tænker aldrig på, hvor vi gerne vil hen,« siger han

Rwandere før journalister

Fortællingen om indskrænket pressefrihed og en borgerkrigsplaget fortid står Rwanda ikke alene med på det afrikanske kontinent. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen.

Alligevel er Rwanda på mange områder et foregangsland. 64 procent af pladserne i parlamentet er optaget af kvinder. Det er verdens højeste andel i et parlament, så det er nok ikke helt forkert, hvad der står på forsiden af The New Times om de glade kvinder i Rwanda.

Og på Transparency Internationals korruptionsindeks ligger Rwanda som en lille lysende ø midt i et hav af bundkorrupte stater. Det samme billede kan beskrive landets sikkerhedsmæssige situation, og økonomien stormer frem. Så måske er historien om Rwanda langt hen ad vejen en succeshistorie. Det er vel også journalistikkens rolle at fortælle?

Det mener Rumanzi Abraham. Han er journalist for Hope Magazine med mottoet ’Vi fortæller den rwandiske historie’.

I modsætning til Robert Mugabes senede krop er Rumanzi Abraham en rund og mild mand.

»Ser du, på grund af vores historie betragtes journalister som bedragere,« siger han som noget af det første med henvisning til radiostationen RTML.

For Rumanzi Abraham er der én ting, der tæller over alt: projekt genforening af Rwanda. I hans bog er der ikke længere noget, der hedder tutsi og hutu.

»Ud over at være journalister er vi alle rwandere. Derfor har vi journalister også en rolle at spille i uddannelsen af befolkningen. Nogen kalder det indoktrinering, men det er det ikke. Jeg er rwander før jeg er journalist,« forklarer han.

Han ser intet problem i den ændrede forfatning, så Kagame i teorien kan sidde frem til 2034, hvis alt går vel.

»Jeg tror ikke engang, der er et alternativ til Paul Kagame. Rwanda har brug for ham, og jeg beder for, at han tager endnu en periode. Det er det, det rwandiske folk vil have,« siger Rumanzi Abraham bestemt.

Udkantsrwanda

I Kigali driver den tætte eftermiddagstrafik forbi med boda boda-motorcykeltaxier og bulede Ford Mondeo’er.

Men ti kilometer ud ad hovedvejen er den pulserende hovedstad skiftet ud med grønne te- og kaffemarker, der slænger sig i fine rækker op og ned af Rwandas bølgede landskab.

Her ligger den lille bondelandsby Sunzu lige ud til den pittoreske Burerasø. På grund af svært fremkommelige veje kan man kun komme hertil til fods eller på bagsædet af en boda boda. Det er Udkantsrwanda. Men Sunzu har også mærket Rwandas økonomiske fremgang.

For to år siden banede regeringen vejen for elektricitet op ad det bakkede landskab. Det har ændret livet markant for landsbyens godt 200 beboere. Nu er de primitive lerhytter oplyst om aftenen med elpærer, og man har fået kontakt til omverden via mobiltelefoner. Og så er en ny skole under opbygning.

I Sunzu er det svært at finde nogle, der ikke er glade for præsident Kagame. Hvem skulle de ellers stemme på?

For godt tre år siden beskyldte BBC i dokumentaren Rwandas ufortalte historie Paul Kagame for at have iscenesat folkemordet og myrdet et utal af hutuer på sin vej til præsidentembedet. Påstanden rev gulvtæppet væk under hele den fælles fortælling, man i Rwanda har skabt gennem de seneste mange år.

Rumanzi Abraham bliver ophidset, når snakken falder på dokumentaren.

»Det er ikke journalistik! Hvis du spørger andres fjender, kan du altid lave en historie om beskyldninger og forkert fakta. Jeg kan lave en dårlig historie om dig, hvis jeg vil,« siger han.

»Alle har fjender, men du er nødt til at balancere dine historier og høre begge sider.«

»Rwanda er stadig et land i udvikling, og vi har brug for kontinuitet. Måske er vi klar til at være mere kritiske om nogle år, men lige nu har vi ikke brug for mere af den slags.«

Rumanzi Abrahams ord lyder som et ekko af den sydafrikanske journalist Anton Harber, der efter apartheids fald stillede sig selv et spørgsmål, da det kom ham for øre, at Winnie Mandela var indblandet i korruption:

»Tjener man demokratiet bedst ved at sætte regeringen under ubøjelig granskning eller ved at tillade den at have sine hvedebrødsdage?«

Journalistformand i eksil

I Bonn over 6.000 kilometer fra Kigali sidder Fred Muvunyi og er ved at vænne sig til sin nye tilværelse og tanken om aldrig at vende tilbage til sit hjemland. Fred Muvunyi flygtede sidste år til Bonn i Tyskland af frygt for sit liv.

Som formand for det rwandiske pressenævn, RMC, spillede han en hovedrolle i sagen om BBC-dokumentaren.

Da parlamentet opfordrede til bandlysning af BBC i Rwanda, stillede Fred og RMC sig på hælene. Det ville de ikke være med til. Kort tid efter opsnusede han gennem kolleger, at hans liv var i fare.

Fred Muvunyi er på kort tid gået fra at være formand for det vigtigste journalistiske organ i Rwanda til praktikant på den tyske avis Deutsche Welles Afrika-redaktion.

Fra sit kontor i Bonn følger han dagligt sit hjemlands gøren og laden. Herfra kan han se sine kolleger svigte deres journalistiske idealer i forsøget på at holde sig på måtten.

»Der er ingen, der bare prøver at begå en fejl. Journalistik handler om at holde magthaverne ansvarlige for det, de gør. Sådan fungerer det ikke i Rwanda,« mener Fred.

Han peger på Robert Mugabe som en af de få, der prøver at gøre en forskel. De kender hinanden fra Fred Muvunyis tid som formand for RMC. Ifølge Fred Muvunyi sidder der i dag for første gang i lang tid ikke journalister fængslet i Rwanda. Men han er ikke imponeret.

»Hvem kan fængsle dig for at gøre ingenting,« spørger han retorisk.

Som erstatning for Fred Muvunyi har regeringen nu indsat en ny formand for RMC. Han har endnu ikke været på valg. Det står ellers i medieloven fra 2013, at det er journalisterne selv, der vælger alle de otte medlemmer af RMC-bestyrelsen.

Ifølge Fred Muvunyi er konstellationen hos RMC nu præcis, som regeringen vil have den. BBC-dokumentaren var blot en belejlig undskyldning til at gennemføre det.

»Regeringen har aldrig ønsket, at vi blev uafhængige, som det var meningen fra begyndelsen. De ville have indflydelse på vores beslutninger, og de ville ikke have, at vi var kritiske over for dem,« mener han.

Fred Muvunyi er til dels enig med Rumanzi i, at BBC-dokumentaren ikke er godt journalistisk håndværk, men det er ikke ensbetydende, med, at den er ulovlig.

»Jeg brød mig heller ikke om dokumentaren, men den gjorde intet ulovligt. Den skubbede til en debat, der kunne have været god,« siger Fred Muvunyi.

Kampen fra borgen

I Fred Muvunyis gamle tilholdssted i RMC-hovedkvarteret i udkanten af Kigali, har mange af de uafhængige journalister og små medier deres kontorplads, da de ikke har råd til store redaktionslokaler.

Her er man ked af hans forsvinden.

»Han skulle være blevet og kæmpet,« konstaterer Robert Mugabe.

I huset, der er på størrelse med en villa på Strandvejen, sidder omkring 30 journalister i et åbent kontorlandskab. Redaktøren for avisen Umusingi fortæller, at deres hjemmeside er nede for tiden.

»De lukkede den på grund af et par kritiske artikler om forfatningsændringen,« forklarer han, mens et grin breder sig i lokalet. Her er alle i samme båd. De prøver på skift at stikke lidt til regeringen og bakke hinanden op, når chikanen og truslerne tager til.

Regeringens hvedebrødsdage og forsoningen efter folkemordet er tilsyneladende ikke forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu