Læsetid: 5 min.

En kamp på liv og død for de franske socialister

Med et historisk nederlag ved det franske præsidentvalg, sender den ene halvdel af socialisterne partiet lige lukt i graven, mens den anden prøver at redde stumperne op mod det forestående parlamentsvalg. Men alle er enige om at stemme på Émmanuel Macron
Benoît Hamon var den store atber ved weekendens franske præsidentvalg, men det er endnu usikkert, hvad konsekvensen bliver af de franske socialisters store nedsmeltning.

Benoît Hamon var den store atber ved weekendens franske præsidentvalg, men det er endnu usikkert, hvad konsekvensen bliver af de franske socialisters store nedsmeltning.

Eliot Blondet

26. april 2017

Mandag erklærede den franske præsident François Hollande, at han ved præsidensvalgets anden omgang vil stemme på Émmanuel Macron.

Bag dette ligger socialistpartiet i ruiner.

Socialistpartiet, som i 2012 stod med magten fra præsidentpost over parlament til senat og magten i de store byer, har tabt alt på gulvet.

Et af de mange sigende grafiske kort over resultatet ved første runde af det franske præsidentvalg, taler sit eget grusomme sprog om Socialistpartiets totale fallit.

Med 6,3 pct. til Benoît Hamon har partiet ikke haft så dårligt resultat, siden Gaston Deferre i 1969 kun opnåede 5 pct. af stemmerne .

Den afslørende grafik fra AFP-bureauet sammenligner søndagens resultat med valget i 2012 og viser, hvor mange departementer François Hollande dengang lå i spidsen for.

Her var over halvdelen af Frankrigskortet lyserødt.

Det andet kort fra 23 april 2017 er totalt hvidt. Som sne på skærmen, som total mangel på hjerteaktivitet.

Ikke i en eneste egn af Frankrig lykkedes det socialistpartiets kandidat, frondeuren, ’den utilfredse’ Benoît Hamon, at få flertal.

Det indrømmede Benoît Hamon da også ganske kort efter, at valgresultatet forelå søndag. Han påtog sig med tårer i øjnene og tyk stemme det fulde ansvar og anbefalede at stemme på Émmanuel Macron ved valgets anden omgang, »for at slå Le Pen med så meget som muligt«.

Hamon opfordrer altså til at stemme på den mand, han i sine år som frondeur har bekæmpet mere end nogen anden, særligt i forbindelse med Macrons arbejdsmarkedsreformer i sidstnævntes tid som økonomiminister. Hamon kunne da heller ikke lade være at tilføje, at man skulle stemme Macron »selvom han ikke tilhører venstrefløjen«.

De franske socialister

  • Partiet dannes i 1905 som SFIO, ’den franske sektion af internationale arbejdere’.
  • Allerede i første artikel i principerklæringen understreges det, at partiet ikke er et reformparti.
  • »Gennem sit mål, med sit ideal og med de midler det bruger og skønt det fortsætter med at umiddelbart at gennemføre reformer, er socialistpartiet ikke et reformparti, men et klassekamp- og revolutionsparti’.
  • Både i 1946 og 1969 reformuleres principerklæringen, men med bevarelse af det revolutionære perspektiv.
  • I 1981 vælges den første socialistiske præsident, François Mitterrand, der har formået at samle venstrefløjen og marginalisere kommunisterne. Hermed indledes en lang periode med ’alternance’ – skiftevis højre- og venstrefløjs-præsidenter og -premierministre. Allerede under Mitterrand opstår den første ’cohabitation’, samleverregering: Når præsidenten ser sig nødsaget til at skabe en regering med oppositionspartiet som leder.
  • Først med principerklæringen fra 1990, efter ni år ved magten, opgives ordet ’revolution’. Med principerklæringen fra 2008 er det begrebet ’klassekamp’, der forsvinder og dermed det sidste direkte marxistiske element.

’Venstrefløjen er ikke død’

Hamon holdt tale foran en halvtom sal, hvor de vigtigste medlemmer af socalistpartiet end ikke var mødt op. »Jeg har fejlet i at undgå katastrofen,« indrømmede han som det første og erkendte dermed den politiske fadæse.

Sit program står han imidlertid  ved.

»Venstrefløjen er ikke død. Jeg ved, I ikke ønsker partipolitiske arrangementer. I ønsker genfødsel. Denne aften er smertefuld, men morgendagen vil vise sig frugtbar. Det 21. århundredes venstrefløj vil blive født af vore håb og vores vrede,« var kandidatens afskedssalut.

Manuel Valls, den tidligere premiermister og forsmåede kandidat ved primærvalget, var langt mindre lyrisk mandag morgen på radiostationen France Inter. Her erklærede Valls nærmest socialistpartiet dødt, i hvert fald står det ved afslutningen af en historie.

Valls, der kun opnåede 36 pct. ved socialisternes primærvalg mod Hamons 60 pct., svigtede allerede inden søndagens valg sit løfte fra primærvalget og stemte på sin tidligere finansminister Macron. Valls taler allerede om at skabe en samling af ’progressister’, som ved parlamentsvalget vil bakke Macron op. I lyset af søndagens resultat er tiden nu kommet til at få klare linjer.

»Kan folk, som ikke har de sammen politiske synspunkter, være i samme politiske familie?« spurgte han med henvisning til kløften mellem sit eget og Hamons program. »Nej, det tror jeg ikke, hvis man hverken er enig om EU, om økonomi, virkomheder eller sikkerhedspolitik.«

Spørgsmålet er så fortsat, hvilken linje partiet skal følge. Det afgøres nemlig ikke med det katastrofale resultat ved stemmeurnerne. Vælgerne synes at være flygtet både til venstre og til højre.

Mange har foretrukket den tidligere socialist Jean-Luc Mélenchons program. Han opnåede med 19,6 pct. alligevel ikke at slå højrekandidaten Fillons 20 pct. og derfor slet ikke at hive sig op til valgets anden omgang.

Skuffelsen hos Mélenchon var mærkbar – i første omgang nægtede han at indrømme resultatet, i anden omgang tilsluttede han sig ikke den såkaldte ’republikanske front’, der opfordrer til at dæmme op mod Le Pen, men lod valget være åbent.

Mange socialistiske vælgere stemte imidlertid Macron, ikke fordi de foretrækker hans program, men fordi de fra valgets første omgang stemte såkaldt ’nyttigt’. Ved at stemme på favoritten i meningsmålingerne og samtidig på en kandidat, der i et bredere perspektiv kan betragtes som havende et vist socialt program, fik de forhindret et valg mellem to højrekandidater, Le Pen og Fillon.

Det er blandt andre partileder Jean-Christophe Cambadélis analyse.

Han erklærede mandag, at socialistpartiet enstemmigt går ind for ved valgets anden runde at stemme på Macron – en enstemmighed sjælden nok til at blive understreget, tilføjede han.

Men for Cambadélis betyder Hamons valgresultat ingenlunde, at vælgerne foretrækker Macrons politik.

»Socialisterne er hverken blevet bedømt på deres resultater eller deres program, men på deres mulighed for at nå frem til anden runde.«

For Cambadélis må den socialistiske selvransagelse vente til efter præsidentvalget, fordi det vigtigste lige nu er at undgå det yderste højres magtovertagelse: »Marine Le Pen, aldrig nogensinde«.

Dueller med ord og dueller med sabler

Umiddelbart efter præsidentvalget er der et parlamentsvalg i horisonten, og bag Cambadélis forhåbninger om socialisternes overlevelse hober skillelinjer sig op.

Valls ønsker at slutte sig til en gruppe af progressister, der kan deltage i Macrons projekt.

Den slagne Hamon drømmer stadig om at bygge videre på den bevægelse, det trods alt lykkedes ham at skabe omkring et dristigt klimabevarende projekt sammen med økologer som Cécile Duflot og Yannick Jadot, som han har ført kampagne med.

Den uheldige Gaston Defferre, der var Frankrigs sidste store socialistiske nederlagsmand i 1969, var så også den sidste, der i Frankrig officielt blev udfordret til duel. I 1967 havde han fornærmet højrepolitikeren René Ribière, men i duellen vandt Defferre, da Ribiére som den første blev såret.

Dengang foregik duellerne trods alt mellem to vidt forskellige partier. Nu kommer der måske et  symbolsk blodigt opgør internt hos socialisterne, et parti Hollande længe holdt sammen på, før han blev præsident, trods enorme interne stridigheder. Det har i mere end én forstand kostet regeringsmagten. Hollande blev præsident på et lovet opgør med EU’s stabilitetspagt, som han ikke formåede at gennemføre, hvorpå han tog en højredrejning. Det har fået partiet til at splittes i to stykker, med vælgere, som så har stemt på de parter, der forstod at forlade partiet: Macron og Mélenchon.

Det ser ud til at blive den nuværende premierminister Cazeneuve, der skal få stumperne til at hænge sammen, i al fald pro forma, indtil parlamentsvalget med håbet om en genopstandelse på den anden side.

Så kommer det til med åndelige sværdslag at blive en kamp på liv og død for de franske socialister.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu