Læsetid: 3 min.

Er Macron mere end smart markedsføring?

Macron er kometkandidaten, der vil gøre op med pessimisme, forfaldsstemning, undtagelsestilstande og stivnede strukturer i det franske samfund. Han tiltrækker vælgere fra både højre og venstre – og vækker mistro på begge fløje
Macron har været assistent for filosoffen og litteraten Paul Ricœur, praktikant på den franske ambassade i Nigeria, ansat i rigsrevisionen og tjent mange millioner på at arbejde for investeringsbanken Rothschild, inden François Hollande efter præsidentvalget i 2012 gjorde ham til sin rådgiver og to år senere til økonomiminister.

Macron har været assistent for filosoffen og litteraten Paul Ricœur, praktikant på den franske ambassade i Nigeria, ansat i rigsrevisionen og tjent mange millioner på at arbejde for investeringsbanken Rothschild, inden François Hollande efter præsidentvalget i 2012 gjorde ham til sin rådgiver og to år senere til økonomiminister.

Marlene Awaad/Bloomberg

24. april 2017

På venstrefløjen bliver Emmanuel Macron kritiseret for at mangle en selvstændig analyse af eurokrisen og dens årsager:

»For Emmanuel Macron er der tilsyneladende ingen diskussion. Den politik, EU har udstukket, er den eneste vej,« skriver webavisen Mediapart.

Den konservative avis Le Figaro, derimod, beskriver Macron som en venstrefløjskandidat i fåreklæder og tættere på den socialistiske kandidat Hamon end mange socialister.

Bliver han Frankrigs næste præsident, er hans erklærede mål under alle omstændigheder at styrke EU, nedlægge 120.000 offentlige stillinger, indføre mere fleksible arbejdsmarkedsforhold, sænke selskabsskatten, beskære de sociale ydelser, subsidiere de unges kulturforbrug og gøre franskmændene mere optimistiske.

Assistent for Ricœur

Macron er født i 1977 i Amiens, nord for Paris. Begge hans forældre er læger.

Efter at have gået på en katolsk privatskole i Amiens forsatte han sin skolegang i Paris og blev som 17-årig optaget i elitegrenen af det franske uddannelsessystem. I sin fritid spillede han klaver, fodbold og teater. Allerede som 15-årig mødte han sin fremtidige hustru, den 24 år ældre fransklærer Brigitte Trogneux, under et teaterkursus på gymnasiet. De blev gift i 2007.

Marine Le Pen er født ind i partiet Front National og deltog som helt ung i sin far Jean-Marie Le Pens valgkampe
Læs også

Macron har studeret filosofi i Paris og gået på udklækningsanstalten for republikkens administrative elite, École Nationale d’Administration i Strasbourg.

Som filosof har han især interesseret sig for Hegel og Machiavelli. Han har været assistent for filosoffen og litteraten Paul Ricœur, praktikant på den franske ambassade i Nigeria, ansat i rigsrevisionen og tjent mange millioner på at arbejde for investeringsbanken Rothschild, inden François Hollande efter præsidentvalget i 2012 gjorde ham til sin rådgiver og to år senere til økonomiminister:

»Hans mobiltelefon er nok den travleste i hele Paris,« skrev Libération i et portræt af Macron i 2012, »som 34-årig har han allerede levet tre liv.«

Macron-loven

Macron stod som økonominister i 2014 bag en vækstpakke med reformer af forholdene på arbejdsmarkedet, som blev gennemtvunget ved dekret. Svækkelsen af lønmodtagernes rettigheder udløste store demonstrationer og strejker, der gjorde det svært at implementere reformerne, som det har været tilfældet siden Jacques Chiracs bestræbelser i 1995.

Macron, der ikke var medlem af socialistpartiet, truede flere gange med at gå af og forlod regeringen i 2016, da utilfredsheden med reformerne var størst. Efter livet som filosof, finansmand, fyrsterådgiver og minister ville Macron nu prøve tilværelsen som præsidentkandidat. Inden sin afgang som minister havde han dannet bevægelsen En Marche ! og dermed annonceret sin ambition om at blive præsident. Det skulle ikke være et parti i traditionel forstand, men et kollektivt redskab til at skabe forandringer:

Nu står valget mellem det åbne samfunds håb, Émmanuel Macron, og det nye højres stærke leder, Marine Le Pen
Læs også

»Jeg har taget mig god tid, reflekteret, knyttet forbindelser til en masse mennesker og besluttet at skabe en ny politisk bevægelse,« sagde Macron ved præsentationen af En Marche ! i Amiens og understregede, at bevægelsen »hverken skal ligge til venstre eller til højre«.

Først sagde Macron, at han ikke ville stille op i 2017, men den beslutning blev gjort om et halvt år senere, mens de traditionelle magtpartier, gaullisterne og socialisterne, var dybt splittede på grund af deres primærvalg.

Samtidig udgav han sit politiske manifest, Révolution, som også er udkommet på dansk. Det er et opgør med pessimisme og forfaldsstemningen i det franske samfund samt den politiske og mentale undtagelsestilstand i en terrortid:

»Jeg er overbevist om, at det 21. århundrede, som vi er på vej ind i, er løfternes århundrede. Det er denne optimistiske vilje, som altid har fået mig til at ville tjene mit land.«

Støtte fra flere fløje

Efter primærvalget i socialistpartiet, som venstrefløjskandidaten Benoît Hamon overraskende vandt, har flere fremtrædende socialister valgt at støtte Macron. Manuel Valls – premierministeren, som var Hamons modkandidat – har direkte opfordret sine partifæller til at stemme på den uafhængige centrumskandidat.

Præsident Hollande har knapt så åbent tilkendegivet sin støtte, men dog mere end antydet, at han foretrækker Macron – og det samme har stort set hele den liberale elite i Vesten gjort. Forleden tweetede Macrons talsmand en video af en telefonsamtale, hvor Barack Obama ønsker ham held og lykke ved valget.

Hvis han skulle blive præsident, må han dog sandsynligvis bistå dannelsen af en bricolage-regering med flere partier eller partiløse som ham selv. Det er ikke til at sige, hvilken rolle En Marche !, som har travlt med at finde egnede kandidater, kommer til at spille ved parlamentsvalget i juni. 

Således er Macron nødt til at undvige spørgsmålet om, hvem han vil regere med. Og som følge af manglen på et klart defineret politisk bagland frygter nogle i det franske statsapparat, at kometkandidaten kan ende med at blive en meget svag præsident:

»Mange af mine kolleger betragter Macron som et smart markedsføringsprodukt snarere end som en leder med et sammenhængende program,« udtaler en embedsmand i det franske skatteministerium til Politico.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Halleluja, Macron Vor Frelser, Vor Nye Obama, og så videre. Hvem er Macron egentlig? En fransk frøling som er gift med en kvinde der er 25 ældre end ham selv, og hvorledes vil han kunne sig klare i.f.t den moderlige - og oven i købet en blondine, som er i højkurs blandt franskmænd a la Jean D'Arc i wise mode - Marine Le Pen, har han overhovedet en chance? Han er måske i en værre position end Fru Clinton. But, who cares?

Med et så ubeskrevet blad som Macron jo er...han skal jo helst have et flertal i Nationalforsamlingen og senatet. Hvor vil han skaffe det fra?
Mon ikke det går som det plejer i den slags situationer, at magtens kontinuitet også gælder her. Dvs. at de fortsat vil være de tidl. politikere, der trækker i trådene. Fx Valls, der jo ikke var særlig populær under Hollande. Bliver et her gammel vin på en ny flaske?

Med et så ubeskrevet blad som Macron jo er...han skal jo helst have et flertal i Nationalforsamlingen og senatet. Hvor vil han skaffe det fra?
Mon ikke det går som det plejer i den slags situationer, at magtens kontinuitet også gælder her. Dvs. at de fortsat vil være de tidl. politikere, der trækker i trådene. Fx Valls, der jo ikke var særlig populær under Hollande. Bliver et her gammel vin på en ny flaske?