Læsetid: 3 min.

Matteo Renzi forsøger at genopstå ved at blive set som Italiens Macron

Det er kun tre år siden, at Matteo Renzi stormede frem og indgød håb om forandringer. I dag har han mistet troværdigheden, og op til søndagens primærvalg i Italiens store centrumvenstreparti PD forsøger Renzi at lukrere på Macrons succes
Det er kun tre år siden, at Matteo Renzi stormede frem og indgød håb om forandringer. I dag har han mistet troværdigheden, og op til søndagens primærvalg i Italiens store centrumvenstreparti PD forsøger Renzi at lukrere på Macrons succes

Antonino Di Marco

28. april 2017

Blandt italienerne er der markant større interesse for præsidentvalget i Frankrig end for søndagens hjemlige primærvalg i det regeringsbærende centrumvenstreparti PD.

»Allez Marine – frihedens vind blæser over Europa,« står der på plakater i Rom ophængt af en gruppe, der kalder sig ’Fædreland og Frihed’. Og på befrielsesdagen i tirsdags havde PD ikke bare droppet at demonstrere sammen med partisanforeningen ANPI, som traditionen på venstrefløjen ellers foreskriver, men også de røde faner til fordel for et EU-blåt optog i protest mod nationalisten Marine Le Pen og i sympati med proeuropæeren Emmanuel Macron.

Fortælling om forandring

Men franskmændene skæver også lidt over Alperne for at se, hvad Matteo Renzis politiske skæbne måske kunne sige om Macrons eventuelle muligheder.

De to har i hvert fald det til fælles, at deres politiske opstigning er sket på baggrund af en dyb krise i de gamle arbejderpartier, og at de i stedet for socialdemokratisme tilbyder en fortælling om forandringer centreret omkring en ung, dynamisk leder.

Macron gør det uden for socialistpartiet med sin nystartede bevægelse En Marche !, men har tidligere været medlem af partiet og økonomiminister i en socialistisk regering. Renzi har gjort det ved først at vinde magten i PD og siden forvandle det til sit personlige parti.

»Vi repræsenterer både PD og Renzis valgkomité,« forklarer en kvindelig partisoldat på Piazza di Sant’Emeriziana i det nordlige Rom, som informerer forbipasserende om søndagens primærvalg.

Foruden officiel information om valgets regler og kandidater uddeler hun løbesedler med instruktioner om at stemme på den tidligere regeringsleder. Partito di Renzi findes ikke officielt, men er alligevel en kendsgerning: »Renzi fortjener en chance til,« siger PD-damen, »franskmændene oplever det samme behov politisk fornyelse.«

Internt oprør 

Formelt handler primærvalget om at vælge hundredvis af repræsentanter til partiets landsråd. Kandidaterne har på forhånd meddelt, hvem de støtter som landsformand – Renzi, justitsminister Andrea Orlando eller lederen af regionalregeringen i Apulien, Michele Emiliano.

I modsætning til Orlando og Emiliano understreger Renzi, at landsformanden og partiets kandidat til regeringslederposten er én og samme person. Dermed har han også markeret, at partifællen Paolo Gentiloni kun har posten som ministerpræsident til låns.

Gentiloni overtog regeringsansvaret efter folkeafstemningen om forfatningsændringer i december, som Renzi havde satset alt på at vinde. Efter mange år med bombastiske egoer som Berlusconi og Renzi i spidsen for skiftende regeringer er den underspillede og aristokratiske Gentiloni overraskende populær.

Men Renzi er altså løbet fra sit løfte om at forlade politik i tilfælde af et nej til de forfatningsændringer, som ville have øget hans magt som regeringsleder, og han forbereder nu et comeback ved at forsøge at konsolidere den magt i PD, som blev erobret i 2013. Men spørgsmålet er, om partiet overhovedet findes længere.

En række koryfæer i PD som tidligere ministerpræsident Massimo D’Alema har brudt med Renzi og dannet partiet Articolo 1, der bekender sig til socialdemokratismen. Den udløsende årsag til opgøret, som har ulmet længe, var Renzis beslutning om hurtigt og som en magtdemonstration at afholde det primærvalg, han regner med at vinde.

Hemmeligt valg

Den ubekendte faktor er dog, at alle italienere og udlændinge med bopæl i Italien over 16 år kan stemme – det koster blot to euro, hvis man ikke partimedlem. Det er således ikke nødvendigvis medlemmer eller kernevælgere, der afgør primærvalget.

Da Renzi blev partiformand i 2013, hævdede mange, at borgerlige vælgere havde gjort udslaget. Omvendt kan det ikke udelukkes, at vælgere, der især er motiveret af modstand mod Renzi, bliver afgørende denne gang. Sammenlignet med tidligere primærvalg i PD, som har tiltrukket op til fire millioner vælgere, får dette næsten ingen omtale. Kun en enkelt debat – på betalings-tv – er det blevet til.

For tre år siden inkarnerede Renzi manges håb om forandringer. Nu opfatter de fleste ham som arrogant. Ifølge Alessandro Gilioli, journalist og politisk kommentar på l’Espresso, styrker Renzis forsøg på at omklamre Macron derfor blot Le Pen.

I modsætning til Renzi skal Macron »kunne personificere den trang til forandring, han har gjort sig fortaler for, og omsætte den i konkrete handlinger og en regering, der virkelig kan give elastiske svar på vælgernes krav om demokrati – og ikke i stedet at styrke eliten og dens interesser,« skriver Gilioli.

»Vi ved, hvordan det er gået i Italien, og kan nu se, hvor svært Renzi har ved generobre blot lidt af den troværdighed, han har mistet i løbet af tre år ved magten.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu