Læsetid: 9 min.

Middelklassens skrækindjagende brutalitet

Det er ikke kun i Vesten, at populisme har fået en spektakulær renæssance. Fra et asiatisk udsigtspunkt tyder det på, at fænomenet denne gang er båret frem af en middelklasse, der er villig til at tage alle midler i brug
Filippinske anti-narkostyrker fører mistænke narkohandlere væk i et fattigt kvarter i Manila. Præsident Rodrigo Duterte argumenterer åbent for, at det er i orden at slå folk ihjel – blandt andet narkohandlere. Han er fuldstændig ligeglad med ideer om lighed for loven og retfærdig rettergang, mener kritikere.

Filippinske anti-narkostyrker fører mistænke narkohandlere væk i et fattigt kvarter i Manila. Præsident Rodrigo Duterte argumenterer åbent for, at det er i orden at slå folk ihjel – blandt andet narkohandlere. Han er fuldstændig ligeglad med ideer om lighed for loven og retfærdig rettergang, mener kritikere.

Bullit Marquez

18. april 2017

Den filippinske præsident Rodrigo Duterte har fået stor opmærksomhed for sin særegne regeringsstil. Han er den seneste i rækken af populistiske magthavere i Asien – for ligesom populisme langt fra er nyt i Vesten, har også Asien en rig tradition for dette fænomen.

Faktisk udkom der tilbage i 2009 en antologi om Populism in Asia, der undersøgte forskellige eksempler på populistiske ledere fra særligt 1990’erne og de tidlige 00’er. Men hver populist er blevet til under specifikke historiske omstændigheder, og hver har sin specifikke stil.

Rodrigo Duterte har formået at skabe opbakning »på tværs af klasser, køn, generationer og det politiske spektrum,« som politisk økonom Bonn Juego konstaterer i artiklen Demystifying Duterte’s Populism in the Philippines.

Her peger Juego på, at det måske mest bemærkelsesværdige ved Dutertes larmende stil med systematiske likvideringer af såkaldt narkokriminelle og vulgære udfald mod hvem-som-helst er, at han vinder popularitet på en – i filippinsk sammenhæng – uhørt åben kritik af både USA, de lokale oligarker og ikke mindst den katolske kirke.

Faktisk har Duterte »iværksat et spektakel, der skubber grænserne for traditionel politik,« som den filippinske sociolog Nicole Curato udtrykker det i artiklen Flirting with autoritarian fantasies?

Under valgkampen skubbede Duterte desuden grænserne for almindelig god opførsel blandt brede dele af befolkningen. På Facebook blev kritikere truet med voldtægt og drab, og de virtuelle trusler rakte også ud i den materielle verden allerede før Dutertes Davao-dødspatrulje blev gjort til en national strategi.

Ifølge Curato var de mest brutale af kommentarerne på de sociale medier skrevet af den tekniske middelklasse, som typisk »poster billeder af Jesus på twitter og tager selfies med Starbucks-krus«, men altså også er begyndt at poste had og trusler.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har formået at skabe opbakning »på tværs af klasser, køn, generationer og det politiske spektrum

Bullit Marquez

For at redde republikken

Det var ikke mindst Dutertes evne til at »performe krise«, der bragte ham til magten, mener Curato. En central del af strategien under præsidentvalgkampen var at holde sig i centrum ved at afvise overhovedet at være i spil som kandidat – det ville ganske enkelt blive for brutalt med ham som præsident, lod Duterte forstå – og samtidig konstant at antyde, at han alligevel var klar. »Om ikke for andet, så for at redde republikken,« lød en af Dutertes one-linere.

Antologien om populisme i Asien fra 2009 fremhæver også, at kriser – reelle eller forestillede – er et ideelt klima for fremvækst af populisme. Den sidste store krise i det 20.århundrede var den asiatiske krise i 1997-1998, der skabte grobund for populistiske ledere i flere øst- og sydøstasiatiske lande.

I Filippinerne var det Marcos-loyalisten Joseph ’Erap’ Estrada, der lykkedes med at få sin skuespillerpersona – helten, der redder folket og får damen/erne – og sin politikerpersona til at smelte sammen i præsidentvalgkampen.

I Thailand mobiliserede Thaksin Shinawatra landbefolkningens følelse af at være blevet tromlet af den urbane middelklasse, og i Japan skabte den karismatiske Junichiro Koizumi en neoliberal vækkelse blandt nye generationer af vælgere, mens både Indonesien og Malaysia de sidste årtier har haft adskillige eksempler på politikere, der har vundet lokal regeringsmagt på en variant af populisme, der måske bedst kan beskrives som autoritær entreprenørånd. Noget lignende gør sig gældende for Indiens nuværende premierminister Narendra Modi.

Den farligste populist

Ifølge Joel Rocamora, der i sin tid skrev kapitlet om præsident Estrada til Populism in Asia, har Filippinerne med Rodrigo Duterte imidlertid fået en af de måske farligste populister til magten.

Populisten Estrada nåede ganske vist at afstedkomme en del ulykker – herunder en fuldskala-krig mod væbnede oprørsgrupper i Mindanao i det sydlige Filippinerne, hvorved hundredtusinder blev drevet på flugt internt i landet – men blev efter få år væltet af en folkelig mobilisering.

Modsat den nuværende præsident Duterte, der har lang erfaring med regeringsførelse (som borgmester i Davao City), viste Estrada sig nemlig hurtigt ude af stand til at varetage embedet; ifølge Rocamora ikke mindst fordi han tog mange beslutninger ud på de sene nattetimer under stærk indflydelse af alkohol og drukkammerater.

Hvad angår Duterte, »må vi antage, at han kommer til at sidde i samfulde seks år,« siger Rocamora. »Og det farlige ved Dutertes form for … ja, vi kan da godt kalde det regeringsførelse, er, at han åbent argumenterer for, at det er i orden at slå folk ihjel. Han er fuldstændig ligeglad med ideer om lighed for loven og retfærdig rettergang.«

Manglen på omfordeling

Rocamora er ikke en neutral observatør i denne sammenhæng: Han var formand for National Anti-Poverty Commission under den foregående Aquino-regering, omend kritisk over for dens økonomiske politik. Tidligere har han ageret som uafhængig venstreintellektuel og blandt andet været leder af tænketanken Transnational Institute.

Rocamora mener, at Aquino-regeringen trods visse progressive tiltag fejlede på et meget afgørende punkt, som var med til at bane vejen for Dutertes populisme.

»Filippinernes økonomiske vækst under Aquino var højere, end den har været i mindst 40 år. Der skete mange positive tiltag, også for samfundet som helhed. Problemet er, at væksten på sin vis forøgede afmagten og vreden blandt flertallet af befolkningen: De kunne se økonomien vokse, de kunne se nybyggerierne, shoppingcentrene, forbrugsgoderne – men alt for mange havde ingen del i denne vækst,« siger Rocamora.

»Arbejdsløsheden gik ganske vist ned, men der var ingen politiske tiltag, der specifikt sigtede mod omfordeling. Duterte har formået at tale ind i den følelse af uretfærdighed. Men det er på et rent retorisk plan – han er kommet til magten på folks forestillingsevne. For i realiteten viderefører han temmelig eksplicit den økonomiske linje, som har været ført af både Aquino og regeringerne før ham.«

Riges angst for de fattige

Ligesom med USA’s Donald Trump lyder myten om Duterte, at valget af ham var de fattiges hævn, men sandheden er snarere, at hverken Duterte eller Trump var kommet til magten, hvis ikke middelklassen og overklassen havde støttet dem.

I Filippinerne er middelklassens motivation ifølge Rocamora – der selv tilhører denne klasse – begæret efter lov og orden, ansporet af en frygt, der ikke mindst er forbundet til den store og voksende sociale ulighed.

I et land som Filippinerne, hvor et mindretal har penge og et lille mindretal har helt ufattelig mange penge, mens det store flertal er enten fattige eller ekstremt fattige, bliver afstanden mellem samfundsklasser omvekslet til de riges angst for de fattige.

»Vi har tendens til at forstå populisme som noget, der vokser ud af de lavere klasser. Men det er ofte ikke tilfældet. At Duterte har fået antalsmæssigt flest stemmer fra fattige skyldes alene, at der er så mange af dem. Relativt set var opbakningen til ham større i de to øverste socialklasser end i de tre nederste,« siger Rocamora.

Bugoy-kultur

Et af de redskaber, der indtil videre har holdt Dutertes popularitet høj, er »hans løfte om vished forankret i en retorik af vold og machismo,« som Curato formulerer det.

Den dynamik fremhæver Rocamora også. Ligesom populisten Estrada er Duterte eminent til at skabe forbindelse til det, Rocamora kalder bugoy-kultur. Ordet bugoy er cebuano/bisaya og har et væld af betydninger, de fleste relateret til gadeliv eller omstrejfen, og bugoy-kultur betegner en brovtende omgangsform, hvor praleri om damer, druk og vold ofte indgår.

»Bugoy-kultur er et socialt fænomen, hvor man sidder med vennerne på gaden foran sit hus – oftest mænd, men det kan også være kvinder – og drikker og bander og forsøger at overgå hinanden med anekdoter om dårlig opførsel. Hele pointen er at overskride sociale normer. Duterte har med stor snilde brugt den tone til at opbygge fortællingen om sig selv som antielite,« siger Rocamora.

Statsvold frem for reformer

Hvor effektfuld retorik end kan være, er populismens akilleshæl altid relationen mellem ord, handling og effekt, mellem løfter og realiteter, mener Rocamora.

»Populister kan vinde et valg uden at blive stillet til ansvar for noget som helst – de kan vinde på myter og forestillinger. Det faktum, at Duterte ventede til sidste øjeblik med at stille officielt op til præsidentvalget, forøgede hans mytiske gennemslagskraft,« siger Rocamora. »Når man først er valgt, bliver man derimod stillet til ansvar. Det forventes, at man leverer.«

Såvel Rocamora som Juego tror, at økonomien, trafikproblemerne i Manila og overgrebene mod menneskerettigheder vil blive tre af de temaer, der kommer til at få kritikken af Duterte til at vokse.

»Men som med populistens succes vil også hans fald være afhængig af, hvad der virkelig rammer folk i mellemgulvet,« siger Rocamora og giver to eksempler:

»Da Duterte ’fyrede’ vicepræsident Leni Robredo fra kabinettet, var det ikke så meget selve udelukkelsen af hende fra kabinetmøderne, der gjorde folk forargede, men at hun fik besked på at holde sig væk pr. sms. En sms – hvor manérløst,« siger Rocamora og fortsætter:

»Det samme gjaldt den posthume heltebegravelse af Marcos: Så snart Højesteret – under stærkt pres fra Duterte – havde erklæret, at det ikke ville være forfatningsstridigt at begrave ham, blev der sat gang i en nærmest hemmelig begravelse, der blev gennemført under en uge efter dommen. Sandsynligvis for at undgå, at kritikerne fik tid til at opbygge en protestbevægelse. Den manøvre synes mange var udspekuleret,« siger Rocamora.

Han peger også på, at det vil blive et konkret problem for Dutertes venstrefløjsstøtter, at han ikke reelt er så pro-poor, som han har fået ry for.

Juego mener også, at Duterte hidtil har vist sig at være mere højre- end venstrepopulistisk:

»Det gennemgående træk i hans regeringsstil og politiske taler er hans autoritære tilbøjeligheder, hans militaristiske tankegang og forkærlighed for et aktivistisk politi såvel som hans fascination af Marcos-æraens militære undtagelsestilstand. Han foretrækker desuden at benytte sig af statsvold frem for det lange seje træk med sociale og økonomiske reformer i kampen mod kriminalitet og ulovlige stoffer.«

I den seneste meningsmåling fra Pulse Asia er tilliden til Duterte faldet med gennemsnitligt fem procentpoint fra december 2016 til marts 2017. Den ligger dog stadig på 78 procent.

Men hvis man ser på, hvilke socialklasser, der har mistet mest tillid til præsidenten, så er det de fattigste dele af befolkningen. Blandt de såkaldt urban poors – som også er de primære ofre for de udenomretslige drab under krigen mod narko – er tilliden faldet med hele 11 procentpoint.

Når middelklassen udfordres

Mens Rocamora mener, at populisme i almindelighed og Duterte i særdeleshed er antidemokratisk i sin natur, peger både Nicole Curato og Bonn Juego på, at Duterte også har haft en demokratiserende effekt.

Blandt andet fordi hans kampagne har mobiliseret mange – særligt på Facebook – der ikke ellers engagerer sig politisk, men som har blandet sig i debatten og har opsøgt viden om, hvad begreber som »udenrigspolitiske relationer« og »menneskerettigheder« egentlig betyder.

»Duterte har forandret selve den politiske samtale,« skriver Curato. »Tonen er nu indigneret, ofte voldelig, indimellem krænkende, men ikke desto mindre håbefuld, og den har vakt en del af borgerne, som tidligere resignerede over for politik.«

Spørgsmålet er, hvad der sker, når vælgerbasen begynder at få øje på Dutertes begrænsninger – og hvilke kræfter, der er nået at slippe løs i mellemtiden.

Den nu afdøde historiker Benedict Anderson skrev i efterordet til Populism in Asia i 2009, at de fleste historiske erfaringer med populistiske ledere og bevægelser peger på, at de er grundlæggende ustabile, fordi de lover alt til alle, hvad der af indlysende grunde ikke kan realiseres.

»Resultatet er, at mange populistiske ledere hurtigt bliver væltet, eller bevæger sig i en autoritær retning.«

Dengang var tendensen – i såvel Asien som Latinamerika – at populistiske ledere trak deres primære støtte fra de fattige »masser«, mens middelklassen og overklassen så forfærdet til.

I Thailand gav den urbane middelklasse i 2014 deres velsignelse til, at militæret fjernede den demokratisk valgte Thaksin Shinawatra for at undgå, at bønderne kom væltende ind i byerne for at beskytte »deres premierminister«.

De populistiske ledere, der vinder frem i dag – fra Duterte til Trump – er imidlertid ikke mindst båret frem af middelklassen og dele af erhvervseliten, hvilket giver en helt ny betydning til Benedict Andersons afsluttende replik fra 2009:

»Middelklassen taler om demokrati, men når den udfordres politisk, er den ikke bleg for at gribe til aldeles udemokratiske metoder og er i stand til at udvise en skrækindjagende brutalitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jens Thaarup Nyberg
Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Desværre er der i Asien mange forløbere for diktatur. Den ekstreme kongedyrkelse for eksempel.
Det er ret vildt at Bangkok nu vil forbyde street-food, som for mange fattige er deres eneste middel til at overleve.

Troels Brøgger

Der kan man se det igen:Økonomien er i vækst, men almindelige mennesker kan ikke mærke det, og så stemmer de i frustration på sådan et svin som mister D.
Den traditionelle økonom-tænkning er til at lukke op og skide i! Den gør os ikke klogere på verden som den er, der må mangle nogle vigtige parametre.

Philip B. Johnsen

Politikere er købte og betalte og globalisering gør det meget meretydeligt.
Resultatet af manglende skatteindtægter, er altid, at de sociale sikkerhedsnet svækkes, skoler, sygehuse og vejet mm. mangler finansiering og antallet af socialt udsatte stiger tilsvarende.

De der har job, må se deres ansættelsesforhold bliver mere usikre og lønninger er stagnerende og på sigt faldende i global konkurrence og i takt med usikkerheden for medarbejdernes ansættelsesforhold stiger, stiger samtidig sygdom samt medmenneskelig forråelse i kampen, for ikke at ende på bunden og en nedadgående spiral er skabt, som ses i Brexit, Donald Trump og Rodrigo Duterte.

"200 mennesker forvalter med deres respektive firmaer omkring 47 billioner dollar svarende til 60 procent af verdens samlede BNP."
Link: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/02/taler-saa-kapitalis...

De menneskeskabte klimaforandringer og vores 80/20 energi udfordring.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Middelklassens brutalitet et jo ingen nyhed. Tænk blot på hvad den lagde navn og mandskab til i det 3. rige, så hvorfor skulle det ikke kunne ske igen - overalt. Fordi folk rykker op i middelklassen - eller en anden klasse - så er det jo ingen garanti for at de også bliver mere civiliserede. Fernissen over ulvemanden er fortsat lige så tynd, som den har været hele tiden.
Fællesnævneren for de asiatiske autoritære ledere, er at de afskriver humanisme som en mål, som et ledemotiv. Den slags har jo også været undervejs her i landet siden midten af 90'erne. Især efter dannelsen af Dansk Flæsk og persillesovs. Giften trænger ind alle vegne. I Soc.dem har Sass Larsen udråbt de humanistiske utopister til at være en fjende af velfærdssamfundet. Sass lader forstå, at hvis humanisterne får magt som de har agt, så vil samfundet gå neden om og hjem.
I anden halvdel af i år overtager DK formandsskabet i Europarådet. Det vil Lars Løkke bl.a. bruge til, at "reformere" de europæiske menneskerettigheder. Og når den lille svindler taler om "reformer", så betyder det forringelser, udvanding, og at menneskerettighederne ikke skal have samme vægt som tidligere. Går ud fra, at det også gælder i retssager.
Så ganske langsomt, bevæger DK sig i retning af stedse mere autoritære tilstande. Med fuld opbakning af middelklassen.

Søren Fosberg, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar