Den modige dommer i Izmir

IZMIR, TYRKIET – Selv efter tyrkisk standard har demagogien forud for søndagens folkeafstemning om den nye forfatning, præsident Recep Tayyip Erdogan håber vil legalisere hans magtfuldkommenhed, været et fælt studie i masse-manipulation.

Tyrkiets i forvejen svage retsvæsen, der formelt beskytter borgerne mod staten, men reelt altid har været magtens instrument, er helt systematisk misbrugt i en udrensningsbølge, formelt rettet mod gerningsmændene til det mislykkede kup i juli sidste år, men reelt som værktøj mod intellektuel opposition til det forfatningsforslag, der nu stemmes om.

Erdogans hird af rådgivere og regering er ikke veget tilbage fra lodrette løgne, som da præsidentpaladset sms’ede til medierne, at Hollands konsul i Istanbul havde hejst det tyrkiske flag, hvor virkeligheden var, at de politifolk, der ’beskyttede’ konsulatet, hjalp en aktivist op til flagstangen.

Dog mere deprimerende har det været at følge ja-sidens vulgære propaganda, hvor al kritik af forfatningsforslaget er blevet afvist som ’bistand til terrorisme’. En massiv mediekampagne kujonerede ansete journalister og redaktører, der skrev og talte mod bedre vidende. Andre var tavse eller i eksil, hvis de ikke var i fængsel – flertallet af de kilder, jeg talte med gennem tre måneder i Istanbul, ville ikke citeres med navn af frygt for repressalier. Oppositionen havde det svært.

Det kurdiske parti, HDP, deltog ikke i debatten – partiets ledelse og en halv snes parlamentarikere er fængslede – og CHP, det republikanske folkeparti, blev stort set ignoreret af de betydelige medier. Nej-sidens vælgermøder blev i visse tilfælde forbudt af myndighederne i den kurdiske region. Akademikere blev summarisk fyret, som den internationalt anerkendte professor Ibrahim Kaboglu, mens andre intellektuelle så det karrierefremmende moment i at støtte et ja i tv-talkshows, hvor meningsmålingernes 50-50-forudsigelser bortforklares.

En af de eksperter, der ikke blev inviteret ind i tv-studierne, var Orhan Gazi Ertekin, formand for ngo’en ’Dommere for Demokrati’, der som en af meget få jurister vovede pelsen med kritik af forfatningsforslagets ringe juridiske kvalitet, blandt andet i oppositionsavisen Cumhuriyet (hvis chefredaktør, Can Dündar, er i eksil og skrev her i avisen i onsdags).

Førsteårs-jurister som dommere

Ertegin promenerer en småternet letvægtsblazer, der signalerer bevidst kontrast til embedets påtaget tilknappede ophøjethed, da han tager imod i sit lille kontor i et nedslidt anneks nær Izmirs imposante retsbygning.

Han lagde ud med at en beklagelse over, at de 4.000 dommere og anklagere, der er fjernet efter det mislykkede kupforsøg 15. juli sidste år, »erstattes med førsteårs-jurister, der ikke har set en retssal indefra«. Så var stilen ligesom lagt – Izmir har ry som ’det sidste åndehul’ i Erdogans Tyrkiet og er landets tredjestørste by, der i modsætning til Istanbul og Ankara har valgt en sekulær, republikansk overborgmester.

Den gennemgribende udrensning i alle dele af statens administration blev iværksat straks efter kupforsøget mod embedsmænd, der mistænktes for at tilhøre prædikanten Fetullah Gülens netværk, der er udpeget som gerningsmænd. Indtil 2013 indtog Gülen-netværket centrale poster i det tyrkiske retssystem.

Ifølge dommer Ertegin sad de på op imod halvdelen af de betydelige embeder, den gang indsat af Erdogan i hans periode som premierminister og leder af regeringspartiet, AKP. De overtog den hidtidige islam-fjendtlige kemalist-elites embeder. Denne alliance blev brudt i 2013-14, hvor Erdogan indledte en udrensning, der blev intensiveret efter kupforsøget i juli sidste år

»Aldrig før er retssystemet blevet amputeret for en tredjedel af dets ekspertise og erstattet med folk med kun ét års erfaring. Og det er sket på grundlag af en mccarthyistisk kampagne – da den amerikanske senator McCarthy huserede, kom folk i klemme, hvis de havde stemt på kommunistpartiet eller bare kendte en kommunist, læste en kommunistisk avis eller havde ydet finansiel støtte til partiet. Her er ordet ’kommunist’ bare udskiftet med ’gülenist’, men princippet er det samme: Folk fjernes fra deres embeder uden bevisførelse, men alene på formodninger«.

– Er der ingen formel procedure?

»Ikke anden end den, jeg har beskrevet – grundlaget er beskyldninger og mistanker, hvorefter det Øverste Juridiske Råd træffer beslutning. Man har set helt bort fra normal retsprocedure, hvor sagerne er blevet vurderet på grundlag af beviser. Hvordan har de fyrede dommere og anklagere eksempelvis tacklet sagerne mod kemalistiske officerer og intellektuelle tilbage i 2008-10, da der blev begået eklatant juridisk fusk i de såkaldte Ergenekon- og Balyoz-sager? Regeringen er nødt til at kunne føre bevis for urent trav, men har udelukkende benyttet denne mccarthyistiske parodi på bevisførelse«.

Republikkens imperie-arv

Men det er ikke noget nyt i tyrkisk retspleje, forklarer dommeren:

»Når jeg har udenlandske gæster, starter jeg altid med at fortælle dem, at de befinder sig i det tredje imperium efter det østromerske og det osmanniske. I den tyrkiske republik gælder nøjagtig de samme regler for øvrigheden, nemlig at politisk vold og intriger, ikke demokratisk samtale, er afgørende parametre for statens magtudøvelse«.

»Republikken er bare den tredje imperiale fase, og har man først indset det, er alting nemmere at forstå. For der har aldrig været et fungerende uafhængigt retsvæsen her. Vores juridiske systems mekanismer har altid tjent den til enhver tid siddende magtelites interesser, så vi kan ikke tale om et uafhængigt retsvæsen, da langt de fleste dommere og anklagere har aldrig haft problemer med at tilpasse sig den for tiden aktuelle magt. Vi ser, at de den ene dag tjener den ene politik og næste dag, en anden politik, hvis et magtskifte har fundet sted. Det juridiske system tilpasser sig altid den centrale magt«.

Men, tilføjer dommeren, der har heller aldrig været et folkeligt krav om uafhængige domstole, men en opfattelse af, at retshåndhævelsen bygger på tre elementer:

1: At juraen fungerer som en balancerende faktor mellem samfundets forskellige magt- og interesse-grupper, altså en pragmatisk institution, der tager hensyn til politisk stabilitet før hensynet til lov og ret.

2. Der har aldrig været et bredt offentligt pres for retfærdighed for alle, den har altid været forvaltet af magtens interesse-grupper.

3. Juristerne i retssystemet har altid udgjort et proletariat. Der er ikke mulighed for social mobilitet, for er man først ansat, bliver man i det. En dommer kan for eksempel ikke arbejde som advokat, sådan som det sker i Europa, da det her vil være en degradering. Han kan heller ikke undervise på et universitet, for det vil kræve et andet akademisk uddannelsesforløb. Kun én procent af retsvæsenets jurister er i den akademiske verden.

Fyret og fortabt

»Vi kan kort sagt ikke arbejde uden for systemet: Hvis en dommer fyres, er han fortabt,« siger han, og fortsætter: »Det forklarer også, hvorfor den juridiske ekspertise ikke afviser det nye forfatningsforslag, trods dets åbenlyse mangler. Og det retsvæsen, der ikke siger fra over for Erdogan, sagde heller ikke fra, da Gülen-netværket misbrugte sin magt i systemet, og før dem kemalisternes dominans. Der har aldrig været en fri, demokratisk tradition i retsvæsenet, og tyrkerne er ikke et folk, der sætter spørgsmålstegn ved magten. Der er ikke et samfundskrav om en mere uafhængig jura, så vi jurister står svagt overfor den politiske magt. Vi må nøjes med at reproducere den generelle underdanighed. Og ingen kontrolmekanismer drager os til ansvar for følgagtigheden«.

– Men har De som dommer og formand for en jurist-ngo ikke en stemme over for regeringen?

»Vi er for få. Andre sammenslutninger er lukket i forbindelse med Gülen-udrensningen, bl.a. advokat-foreningen og en anden organisation, ’Jurister for Frihed’, der kan sammenlignes med vores. Vi prøver at gøre modstand, og det gjorde vi også i den kemalistiske periode (før 2002, red.) – den samme kamp førte vi, da gülenisterne trængte ind i retssystemet. Men vores råderum er utroligt smalt, medierne omtaler os næsten ikke mere, hvor vi frem til 2014 var med i talkshows og debatprogrammer. Men de sidste to år har vi været udelukket fra den offentlige debat. Vi har ingen platform – de aviser og medier, der giver os plads, er små og uden gennemslagskraft. Vi er få, men ikke alene«.

AKP-jurist: Forfatningen må skrives om

Og dommer Ertegin har en pointe – kritikken af forfatningsforslaget rækker helt ind i Erdogans AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet). Eksempelvis blev jeg overrasket, da jeg ringede til Osman Can, professor i forfatningsret og kortvarigt medlem af Nationalforsamlingen for Erdogans parti i juni-november 2015.

Can er kendt som juristen, der leverede et juridisk responsum som rapportør til forfatningsdomstolens behandling af en sag om lukning af AKP, rejst af en kemalistisk chefanklager tilbage i 2008. Partiet undgik dengang kun med nød og næppe at blive forbudt, idet dommerpanelets retsformands stemme blev afgørende.

Men frem for at hælde vand ud af ørerne, som jeg halvt om halvt forventede, erklærede Can i telefonen, at »den forfatning skal skrives om, for som den er nu, er den et juridisk makværk. Vi kommer til at skrive en ny, når den aktuelle undtagelsestilstand er hævet«. Når det kom bag på mig, var det selvfølgelig fordi, han var usynlig i mediernes propaganda for et ja. Så uanset udfaldet i morgen, søndag, har de 55 millioner vælgere næppe hørt det sidste til debatten om en ny forfatning.