Læsetid: 8 min.

Modstanden mod Erdoğans planer findes helt ind i hans eget parti

Kritikere af den tyrkiske præsidents forfatningsændringer kan ikke komme til orde i de store medier. Men modstanden findes helt ind i Erdoğans eget parti. Man vil ikke høre dem undsige præsidenten, men de siger heller ikke noget positivt om den forestående folkeafstemning, siger tidligere rådgiver for Erdoğans parti AKP
Efter det fejlslagne militærkup er der blevet banet vej for Erdoğans ambition om at ændre det politiske system. Men selvom man ikke hører meget til modstanden mod Erdoğans planer, findes den også i hans eget parti.

Efter det fejlslagne militærkup er der blevet banet vej for Erdoğans ambition om at ændre det politiske system. Men selvom man ikke hører meget til modstanden mod Erdoğans planer, findes den også i hans eget parti.

Fatih Kurt

11. april 2017

Der er fredagsbar i ’Istanbul-boblen’, megapolens segment af velaflagte veluddannede, der sætter kryds ved det sekulære CHP, Atatürks republikanske folkeparti, som både geografisk og mentalt befinder sig meget langt fra Den Anatolske Højslettes koranbælte.

Omkring det lange fællesbord i Midpoint, en af Istanbul-bydelen Beyoğlus mange halvmondæne caféer, er der rutinemæssig konsensus om at hade præsident Recep Tayyip Erdoğan. Snakken denne fredag, tre uger før folkeafstemningen den 16. april om 18 tilføjelser til Tyrkiets forfatning, går på, at CHP-oppositionslederen Kemal Kılıçdaroğlu er en ussel medløber, der »snakker overmagten efter munden« i stedet for at imødegå Erdoğans smædekampagne mod ’korsfarerne’ i Europa.

Kılıçdaroğlu kalder ikke tyskere og hollændere nazister, men han har erklæret sig enig i Erdoğans kritik af de to EU-regeringers forbud mod AKP-ministrenes stemmefiskeri på deres territorium.

Boblen ved langbordet efterlyser mere karisma i CHP-lederens nejkampagne. De vil mærke knytnæver i hans taler, og det synes ikke at falde nogen ind, at den bebrillede og normalt lavmælte oppositionsleder dermed vil overtage Erdoğans vulgære fjendebilledelogik. CHP’s strategi er bevidst langt an på at afstå fra direkte angreb på Erdoğans person, hvilket gør det sværere for ham at kalde dem terroristmedløbere og forrædere.

Ikke at det hjælper noget. Erdoğan og hans AKP-partisoldater i regeringen sætter konsekvent lighedstegn mellem nejsigere og ’støtte til terroristerne’. Det samme gør ultranationalisterne i det lille oppositionsparti, MHP, der dog er spaltet i en ja- og en nejfløj.

Alligevel – eller netop derfor – er boblen enig med sig selv om, at det bliver et nej ved folkeafstemningen trods jasidens næsten totale monopol i medierne, Erdoğans karisma og bygen af lovdekreter, der løbende foretager udrensninger blandt offentligt ansatte.

Ikke kun dem, der mistænkes for at have tilknytning til PKK og imamen Fethullah Gülens ’terror-netværk’, men enhver, der gribes i at ytre sig kritisk om præsidentens embedsførelse. Som eksempelvis protesten tilbage i januar 2016, hvor 1.128 akademikere under betegnelsen Akademikere for Fred, sekunderet af prominente udenlandske kolleger som den amerikanske forfatter Noam Chomsky, protesterede mod tyrkisk militærs ’bevidste massakrer’ på civile i de sydøstlige kurdiske områder.

Heksejagt

Hammeren faldt omgående: Erdoğan kundgjorde for rullende kameraer, at »enhver statsansat, der optræder som fjende af staten, vil øjeblikkeligt blive straffet«. Næste dag blev 33 akademikere ved tre statslige universiteter anholdt og kortvarigt tibageholdt, sigtet for »propaganda for terror-organisation og fornærmelse af den tyrkiske nation og dens regering«.

Styrelsen for de højere uddannelser (YÖK) indskærpede rektorernes pligt til at straffe genstridige personer, hvilket kostede 109 ansatte på 42 universiteter deres jobs. Det var første runde. Så kom det fejlslagne militærkup, der medførte undtagelsestilstand og banede vej for Erdoğans ambition om at ændre det politiske system fra parlamentarisme til præsidentielt autokrati, ligesom der blev åbnet for at udvide mulighederne for at forfølge systemkritikere.

Således den 7. februar i år, da den tyrkiske statstidende meddelte, at 4.464 statslige tjenestemænd var blevet fjernet fra deres stillinger – over halvdelen lærere, mere end 80 var ansatte i TRT, den statslige tv- og radioorganisation, og andre 330 var akademikere, hvoraf de fleste havde underskrevet den famøse Akademikere for Fred-protest mere end et år tidligere.

Og efter få dages optøjer på universiteter i Ankara og Istanbul, der blev resolut nedkæmpet med hunde, tåregas og vandkanoner, var det, som om intet var sket, som om tyrkerne havde affundet sig med præsidentstyret, endnu inden det er indført.

Blandt de 330, der fik silkesnoren – eller om man vil: rebet med løkken – er den internationalt anerkendte ekspert i forfatningsret, Ibrahim Kaboğlu, hvis lidt distræte professorfremtoning modsiges af et fokuseret blik, da vi mødes på en billig café med voksdugborde i nærheden af Acik Radyo, en aktivistisk radiokanal i den ramponerede Tophane-bydel, hvor han denne eftermiddag er kommet til orde.

»Men de store medier er lukket land,« konstaterer han, »CNN Türk og TRT er udelukkende værktøj for regeringens jakampagne.«

Absurd

Kaboğlu var indtil den 7. februar professor ved Istanbuls Marmara-universitet, associeret professor ved Sorbonne i Paris og hyppig gæsteforelæser i det internationale akademiske kredsløb. Og hans ekskludering fra det officielle akademiske Tyrkiet skabte ikke kun postyr i oppositionen, også flere Erdoğan-loyale aviser reagerede med at kalde fyringen for en ’fejltagelse’ og ’klart uretfærdig’, ligesom der var murren i AKP’s parlamentsgruppe.

Premierminister Binali Yıldırım medgav, at ’der skete fejl’ i bølgerne af udrensninger, men tilføjede, at »det regner både på de skyldige og de uskyldige«, underforstået: Det er bare ærgerligt. En vicepremierminister lovede at revurdere fyringerne, men Kaboğlu er ikke genindsat i sit professorat og rejser nu Tyrkiet tyndt – Samsun, Diyarbakir, Van – som freelanceforedragsholder.

»Staten har inddraget mit pas, så jeg har ikke mulighed for at passe mit professorat i Paris,« siger han hen over voksdugen på Tophane-caféen, inden han skal videre til næste møde i det tyrkiske advokatsamfund, »og her kan jeg kun tale i lukkede rum til 100, 200 eller højst 500 tilhørere. Pressionen mod nejsiden er meget effektiv, og det er absurd at tale om en fri og åben debat.«

Styrelsen for de højere uddannelser (YÖK) har ikke begrundet fyringen af den 67-årige juraprofessor, men selv er han ikke i tvivl om, at hans et år gamle underskrift på protesten mod militærets ’bevidste massakrer’ på kurdere var afgørende.

Desuden kritiserede han i januar i år beslutningen om at afvikle folkeafstemningen om forfatningen i en situation, hvor landet er i undtagelsestilstand. Et argument, der også er bærende i en 34 sider lang rapport, der punkt for punkt gennemgår de 18 ændringsforslag, der skal stemmes om, og som Kaboğlu sammen med andre forfatningsjurister og politologer færdiggjorde midt i marts.

Det siger noget om nejsidens vanskeligheder, at rapporten danner grundlag for en bog om forfatningsforslagets svagheder, der udkom i et oplag på sølle 3.000 eksemplarer – i et land med 80 millioner indbyggere.

»Vi kan ikke få den solgt i boghandlerne, men omdeler den personligt,« som han siger. Rapporten indledes med konstateringen af, at de foreslåede forfatningsændringer er i eklatant modstrid med de anbefalinger, stort set samtlige industri- og brancheorganisationer, det tyrkiske advokatråd og de to største faglige sammenslutninger tidligere har afgivet.

Som det hedder: »Fælles for disse anbefalinger er behovet for at styrke det parlamentariske system« og at »sikre sociale rettigheder og friheder såvel som et uafhængigt retsvæsen«.

Indtil videre er kritikken blevet mødt med larmende tavshed. Men Erdoğan forekommer ifølge flere og flere ’erdoğanologer’ stedse mere utilpas ved udsigten til folkeafstemningen, der vil, hvis det bliver et ja, forsyne ham med noget nær diktatorisk magt.

Det handler den tyrkiske folkeafstemning om

Tyrkerne skal den 16. april stemme om en forfatningsændring, som vil øge præsidentembedets beføjelser. Ved folkeafstemningen tager de stilling til, om de vil ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik.

Her er nogle af hovedpunkterne i de forfatningsændringer, der er til folkeafstemning:

  • Premierministerens rolle skrottes. I stedet får landet en præsident og to eller tre vicepræsidenter.
  • Præsidenten bliver både statsoverhoved, leder af regeringen og kan samtidig være leder af et politisk parti.
  • Han eller hun kan udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter, vælge de fleste af de højtstående dommere og udstede dekreter.
  • Præsidenten får mandat til på egen hånd at indføre undtagelsestilstand og til at afsætte parlamentet.
  • Parlamentet mister sin ret til at granske ministre og nedsætte undersøgelseskommissioner mod dem.
  • Parlamentet kan indlede en rigsretssag eller undersøge præsidenten med et flertal af parlamentsmedlemmer. En egentlig rigsretssag vil kræve to tredjedeles flertal.
  • Antallet af parlamentsmedlemmer stiger fra 550 til 600.
  • Præsident- og parlamentsvalg afholdes samme dag hver femte år.
  • En person må højest have præsidentembedet i to perioder.
  • Den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der tidligere var premierminister i 11 år, vil ved udløbet af sin indeværende periode i 2019 have siddet som præsident i fem år.
  • Erdoğans tidligere regeringsperioder vil ikke tælle med efter den foreslåede omlægning af præsidentembedet, hvorfor Erdoğan vil kunne regere til 2029.

Kilder: BBC, Al Jazeera, The Guardian og Ritzau

 

Tavshed

I sidste weekend aflyste han sin bebudede optræden ved et stort anlagt vælgermøde i tekstilbyen Kayseri, et vigtigt AKP-støttepunkt og politisk base for den tidligere præsident og medstifter af AKP, Abdullah Gül.

Erdoğans begrundelse for afbuddet var »hæshed«, men den tror de færreste på. De hæfter sig ved, at der ikke var udsolgt, da premierminister Yıldırım optrådte som stand-in for Erdoğan. Og ved at Gül heller ikke mødte op – hans begrundelse var, at han ikke udtaler sig om politik. Og hverken han eller den tidligere premierminister, Ahmet Davutoğlu, deltog i lanceringen af AKP’s jakampagne ved et gigantarrangement i Ankara i begyndelsen af februar.

De to tidligere koryfæer var ligeledes forhindrede af ’andre gøremål’, da Binali Yıldırım, som Erdoğan udpegede til premierminister efter fyringen af Davutoğlu, inviterede kendte partiveteraner – alle brugt og siden kasseret af Erdoğan – til te med det formål at mobilisere dem (og deres skjulte støtter i partiet) til aktivt at entre jakampagnen.

»Du vil ikke høre dem undsige Erdoğan,« siger en forhenværende AKP-rådgiver over en kop kaffe i Istanbul. »Men du skal lægge mærke til, at de ikke siger et ord. Og ikke udsender så meget som ét eneste positivt tweet.«

Rådgiveren, der kender partiet indefra gennem mange års ansættelse, fortæller, at såvel Gül som Davutoğlu givetvis vil stemme nej til præsidentens forfatningsforslag – også selvom Davutoğlu som premierminister frem til maj sidste år udadtil støttede det præsidentielle system. Men siden Erdoğan fyrede ham, har han akkurat som Gül været tavs.

»De er imod, og de har hver især tilhængere i partiets parlamentsgruppe, men du vil ikke se en splittelse af partiet,« forklarer han, »det giver ikke mening med to islamisk-konservative partier, for det vil overordnet medføre tab af den absolutte magt. Og bevægelsens sammenhold betyder mere end magtkampen mellem de forskellige fløje.«

Så sent som den 3. april blev 45 dommere og anklagere fyret, beskyldt for at have forbindelser til den i USA eksilerede Fethullah Gülen. Som det også påpeges i rapporter fra Europarådet og EU, er Tyrkiet demokratisk set ’Europas syge mand’, den russiske zar Nikolaj II’s 161 år gamle karakteristik af det Osmanniske Imperium, hvis arvegods Erdoğan hiver frem i sine taler i forsøget på at etablere en ny islamisk bevidsthed, der, som han selv formulerer det, »vil skabe et nyt Tyrkiet med en from generation«.

Det er denne ambition, der skræmmer en intellektuel som professor Kaboğlu.

»Erdoğan har ene mand sat en stopper for en udvikling, der har stået på siden midten af det 19. århundrede – først med reformerne i 1830’erne, dernæst med forfatningen i 1876 og igen i 1908, dernæst de følgende forfatninger. Hvert skridt har været led i en udvikling, der nu er aflyst. Alene af den grund må vi stoppe ham.« 

Professoren skal videre. Han lægger en indpakket sandwich, caféværten har lagt frem, i en tung taske. »Jeg har faktisk ikke tid til at spise ordentligt,« siger han. Og er ude ad døren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Demokratiet mangler nogen nye progressive fortaler. De fleste parlementer opfattes som børnehaver og legeplads for koncernerne der ofte selv får lov at skrive de love, som de selv skal følge ligesom det sker her i Danmark.
Politikerne har fejlet i forhold til at borgerne kan bruge demokratiet som et redskab for at udvikle samfundet i det hele taget bliver nye ideer skudt ned som utopiske, sådan som Sass har gjort flere gang.....og en dag er befolkningen så apolitisk, at en demagog som Donny Tinyhands kan blive valgt ind og køre hele landet i hegnet.... det er ikke bare Tyrkiet som har en stor utilfreds apolitisk befolkning der ikke kan kende forskel på demokrati og diktatur - og det er politikernes skyld, fordi de ser befolkningen som et problem og ikke som en medspiller.

Det bliver spændende, at se om tyrkerne vælger den europæiske oplysnings vej eller den mørke mellemøstlige og religiøse vej.

Poul Solrart Sørensen, jeg har tænkt, at man måske kunne lave et kammer nummer to ved siden af folketinget, lad os kalde det folkekammeret.

Her skulle man så, ved folkeligt ombud, indkalde et tilfældigt og bredt udvalg af befolkningen, og så skulle de, som ved værnepligt, sidde i kammeret i f.eks. et halvt, 1 eller 2 år af gangen.

I mellemtiden, får man så pligtig orlov fra sit arbejde, og får selvfølgelig løn under arbejdet i folkekammeret.

Diverse love skulle så både vedtages i folketinget og i folkekammeret, og hvis de ikke godkendes ved flertal i i folkekammeret, så skal de genbehandles i folketinget, eller forkastes.

På den måde vil man få helt andre almindelige mennesker ind i politik, folk som ikke har politik som levevej, men som kun midlertidigt skal udøve deres virke, med alt deres erfaring fra det virkelige liv i bagagen.

Ved et offentligt ("tvunget") ombud, der vil det både være den arbejdsløse og direktøren der vil blive valgt ud, og selvfølgelig alt i mellem. Det tror jeg generelt vil både forny og styrke demokratiet og i særdeleshed den folkelige forandring og forståelse for de beslutninger der vil blive taget, og det gælder begge veje.

Poul Sørensen

Peter Hansen
Meget kreativt tænkt, men jeg tror ikke man bare ved ombud kan sammensætte et sådan kammer, der skal en og anden form for folke afstemning til.

@Poul Solrart Sørensen

Problemet med et valg, som jeg går ud fra du mener, det er, at så ender du igen i det gamle mudderkaste particirkus, på den anden måde her, der vil du få et bredt udsnit af befolkningen, hvoraf mange ikke umiddelbart har ønsket dette, men hvilket stadigvæk netop derfor gør deres stemme endnu vigtigere, for der vil ofte være en del af disse folk, man aldrig høre i debatten, og som selvfølgelig også har noget på hjertet, men bare ikke gider ytre sig, som systemet fungere i dag.

Ved et folkeligt ombud som foreslået, vil man også give vores system et nyt skud forfriskende energi, og i særdeleshed, love og forordninger som vil være mere i overenstemmelse med "folket" derude.

Poul Sørensen

Peter Hansen @
Jeg er ganske enig i mange af dine betragtninger, men hvis mudderkastning giver folk problemer med at deltage som må vi omfinde en måde hvor mennesker kan ytre sig ved valg uden at risiskere at blive overdænget med mudder. Vi kan nærmest pr. definition ikke udpege lovgivere andet via valg.