Læsetid 6 min.

’Vi modtager ikke én euro i tilskud, og det er helt bevidst’

Op mod 70 procent af de midler, der er bevilget nødhjælp til de strandede flygtninge i Grækenland, kan være givet ud forgæves, lyder det i en analyse. Samtidig yder uafhængige aktivister omfattende hjælp til hundredvis af flygtninge i Athen uden at modtage en eneste euro i tilskud
Den syriske flygtninge Zubaida al-Rakad (kvinden med madrassen) bor i en flygtningelejr i Ritsona nord for Athen. Selv om Grækenland har modtaget et stor beløb af EU er mange af landets flygtningelejre i en temmelig ringe forfatning.

Den syriske flygtninge Zubaida al-Rakad (kvinden med madrassen) bor i en flygtningelejr i Ritsona nord for Athen. Selv om Grækenland har modtaget et stor beløb af EU er mange af landets flygtningelejre i en temmelig ringe forfatning.

Muhammed Muheisen
21. april 2017
Delt 10 gange

Siden 2015 er der flydt over 5,5 milliarder kroner i EU-tilskud til både den græske stat og en række internationale hjælpeorganisationer til især driften af de mange nye græske flygtningecentre, der opstod i 2016.

Det har dog ikke sikret ordentlige forhold, og mange flygtninge har i vinter levet under primitive forhold. Især de, der har boet i telte på de græske øer. Mange er blevet syge, og mindst tre er  i løbet af vinteren døde af forgiftninger fra improviserede varmeanlæg i flygtningelejren Moria på Lesbos.

»Forholdene i Moria på Lesbos afspejler den administrative forvirring og manglende koordination,« skriver Daniel Howden fra Refugees Deeply, der i en analyse i den græske avis Ekathemerini peger på, at det græske integrationsministerium ikke har levet op sit ansvar.

Og selv om op mod 70 procent af de mange EU-milliarder allerede er brugt, er mange af de bygninger som er blevet omdannet til flygtningecentre i en temmelig ringe forfatning og mange steder er der f.eks. ikke en gang lagt strøm ind.

Myndighedernes svigt står i skarp kontrast til den hjælp, som en række frivillige organisationer har stablet på benene. Uden om de officielle systemer udfører de dele af det arbejde, som den græske stat og de internationale organisationer stadig ikke udfører.

Dækker uopfyldte behov

Et af de alternative flygtningecentre i Athen hedder Khora og ligger i en stille sidegade i bydelen Exarchia. Et frivilligt drevet kooperativ, der uddeler tøj, arrangerer sprogundervisning, har indrettet en restaurant og yder alt fra tandlægehjælp til omfattende juridisk og psykologisk hjælp til de op mod 600 flygtninge, der dagligt har deres gang i den syvetagers bygning.

En af de familier, der indtil videre kan blive i Danmark, er syriske Mohamed Aljundi og hans kone Safa og parrets to små drenge Adam og Abdallah. Hvis den familie sendes retur til Grækenland, kommer de til at efterlade en grav med to døde tvillingepiger på en kirkegård i Odense
Læs også

Langt de fleste af brugerne er flygtninge, der bor i bygninger i nærheden, som lokale politiske aktivister har besat og overgivet til flygtninge. Og omkring 500 flygtninge bor på en nærliggende nedlagt skole. De kunne ellers risikere at ende på gaden. 

»Hvis regeringen og de øvrige organisationer gjorde, hvad de skulle, ville der ikke være nogen grund til, at vi frivillige også var her. Men det er vi, fordi vi kan se, at der er mange af flygtningene, der ellers ikke vil få nogen hjælp,« lyder det fra en af Khoras medgrundlæggere, Camilla Lynge fra Aarhus.

Hun har været i Grækenland flere gange. I 2015 tog hun orlov fra sit pædagogjob i Aarhus for at tage til Lesbos og starte et frivilligt drevet flygtningecenter, og hun valgte senere at sige sit job og sin lejlighed op hjemme i Danmark, da krisen i det græske fortsatte.

Efter Lesbos gik turen til Idomeni ved den makedonske grænse, hvor hun var med til at etablere et køkken, der dagligt serverede tusinder af måltider. I de seneste måneder har hun været med til at opbygge Khora i Athen.

»Selv om jeg havde fast job og lejlighed hjemme, så mener jeg, at har man mulighed for at hjælpe, så skal man gøre det. Og her i Athen forsøger vi med vores syvetagers hus at hjælpe så mange flygtninge, som der er plads til i dette hus. Da vi overtog det i 2016, anede vi ikke, om vi kunne bruge al pladsen. Det gør vi i dag.«

Hjælp til de svageste 

Camilla Lynge tager imod i husets reception, hvor et par sofagrupper støder op til en lille børnehave. Folk kommer og går, og på en stor tavle gives der overblik over husets mange aktiviteter, der også inkluderer musik- og yogaundervisning.

Rundturen starter i træværkstedet i kælderen, over lokalet med genbrugstøj og går også forbi husets fjerde sal, lige ved indgangen til husets egen nystartede tandlægeklinik, hvor man satser på at behandle 8.000 flygtninge i år.

Her venter også den 18-årige Issam fra Syrien på at få juridisk hjælp. Han bider sig selv i læberne, og presser hænderne ned i lommerne på vinterfrakken, mens han venter.

»Jeg håber på at komme op til min bror i Tyskland. Men nu er jeg blevet 18 år, og så gælder der nogle andre regler, end da jeg var mindreårig. Nu frygter jeg, at min sag bliver trukket endnu mere i langdrag,« siger han lavmælt.

Issam lever et temmelig omflakkende liv.

»Jeg sover her og der, hos bekendte, jeg har mødt her i byen. Noget hjem har jeg ikke, ej heller penge.«

Hos Khora er alle tilbud imidlertid gratis.

Altså, forræderi er et stærkt ord. Men jeg føler helt ærligt, at jeg på en måde har udnyttet systemet og de mennesker, der har givet mig så meget. Og nu forlader jeg dem. Der er da ikke rart, siger Giannis Kavadakis.
Læs også

Issam fortæller, at husets juridiske rådgivning skal hjælpe ham med at finde ud af, hvordan han skal agere i sin asylproces. En uge senere skal det afgørende interview finde sted, og her skal han fortælle, hvorfor han er flygtet. Det er den samtale, der kan afgøre det videre forløb.

Familiesammenføringen med broderen i Tyskland kan efter loven tage op mod to år, hvis de tyske og græske myndigheder samarbejder og følger reglerne. Men mange regler overholdes ikke, fordi Grækenland desperat mangler asylsagsbehandlere, som landet ikke selv kan nå at uddanne. Den græske regering anklager løbende EU-partnerne for at svigte den, fordi en stor del af de lovede sagsbehandlere og tolke udebliver. Det kan få Issams sag til at blive udskudt i det uvisse.

At få juridisk hjælp er derfor afgørende for mange af de flygtede, og på Khora udvider de løbende hjælpen, så ansøgninger om familiesammenføring, asyl eller om at blive sendt videre til et andet EU-land også bliver indgivet, fortæller Camilla Lynge.

»Jeg fører selv de første grundlæggende samtaler med flygtningene, så de får et overblik over, hvad de kan søge om deres situation og nationalitet taget i betragtning. Afghanere kan ikke søge om at blive sendt videre, det kan kun syrere, og det går vi igennem med dem,« fortæller Camilla Lynge.

»Jeg er dog ikke jurist, for vi er jo selvlærte, men vi kender også vore begrænsninger,« siger Camilla Lynge.

En del af Khora-holdet på over 60 frivillige er jurister og advokater, der kommer frivilligt og arbejder i f.eks. en måned. Sammen med en række lokale oversættere forsøger de at hjælpe de flygtede med at komme videre. En ofte langsommelig affære.

»Flygtningene må lige nu vente på at få deres første samtale, og den ligger syv måneder efter, at de er kommet igennem på en af de få skypelinjer hos asylmyndighederne. Dernæst kan processen tage endnu et år,« siger Camilla Lynge.

»Vi har naturligvis også nogle, der kommer igennem med deres ansøgninger, og så deler vi deres begejstring. Den lever vi af,« siger Camilla Lynge.

Arbejder gratis

Der ligger næsten 50.000 asylansøgninger og venter i det græske asylsystem, og selv om der er bevilget flere EU-midler til landet, ønsker de hos Khora ikke at søge om at få del i midlerne. Selv om projektet kæmper med at skaffe finansiering.

»Vi modtager ikke én euro i tilskud, og det er helt bevidst, for vi vil ikke være en del af hele det system af flygtningeorganisationer, der er opstået her i Grækenland. Det handler for os om at kunne gøre tingene på vores egen måde.«

Og det kræver så til gengæld frivillige bidrag. De fleste penge skrabes ind gennem et britisk velgørenhedscykelløb, hvor der blev indsamlet over 50.000 euro, hvilket rakte til det første års husleje, vand og strøm.

Samtidig tænkes der hele tiden i effektive og kreative løsninger. Det koster tre kroner at lave ét af de 600 daglige måltider i husets egen restaurant.

»Det skal samtidig være nærende og sund mad,« understreger Camilla Lynge, der påpeger, at ingen af de frivillige får løn.

»Vi er her alle sammen for vore egne eller lånte penge. Det sætter også nogle begrænsninger. For mit vedkommende løber jeg helt tør for penge til sommer. Så skal jeg hjem igen. Men vi håber på, at flygtningene selv og lokale græske aktivister gradvist kan tage over, så projektet kan leve videre. Der er i alt fald brug for dette hus.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Lasse Soll Sunde

Det er ikke nogen overraskelse, at grækerne ikke får videreformidlet de bevilgede beløb til en indsats for flygtningen.