Baggrund
Læsetid: 8 min.

Myanmar har fået frihed – men ikke for alle

For et år siden trådte fredsikonet Aung San Suu Kyi til som reel leder af Myanmar som kulmination på årtiers kamp for demokrati og frihed. Men de nye friheder er ikke kommet alle til gode, og kritikere giver Aung San Suu Kyi en stor del af skylden for, at overgrebene mod etniske mindretal kun er blevet værre.
En gruppe af den kontroversielle buddhistiske munkeorden Ma Ba Tha fejrer vedtagelsen af et lovsæt, der begrænser rettighederne for landets minoriteter, som først og fremmest er muslimer. Mens militærets delvise overgivelse af magten har ført til flere borgerrettigheder, er de rettigheder temmelig skævt fordelt mellem majoritet og minoritet, siger kritikere. 

En gruppe af den kontroversielle buddhistiske munkeorden Ma Ba Tha fejrer vedtagelsen af et lovsæt, der begrænser rettighederne for landets minoriteter, som først og fremmest er muslimer. Mens militærets delvise overgivelse af magten har ført til flere borgerrettigheder, er de rettigheder temmelig skævt fordelt mellem majoritet og minoritet, siger kritikere. 

Soe Zeya Tun

Udland
4. april 2017

YANGON - Foran Dagon Shopping Center i Yangons middelklassekvarter, Sanchaung hænger områdets teenagere ud foran centerets spritnye Kentucky Fried Chicken. En håndfuld drenge lærer hinanden breakdance. Tre teenagepiger iført shorts og korte sommerkjoler sidder på en betonklods.

De rykker sammen for alle at kunne være i billedet på den enes selfie. En gruppe punkere med høje grønne hanekamme og læderjakker går forbi. På den enes ryg står »nazi - fuck off«.

Scenariet ville være utænkeligt for blot ti år siden. Da fandtes ingen vestlige fastfoodkæder, punkkultur – der i generalernes opfattelse opfordrede til oprør – var forbudt, bare kvindeben blev censureret i reklamer og medier, og mobiltelefoner var kun tilgængelige for en ganske lille elite.

Siden militærstyret i 2011 begyndte at indføre demokratiske reformer, er Myanmar gået fra at være ét af verdens mest isolerede lande til et spirende demokrati med en grad af frihed, som flere af landets asiatiske naboer i stigende grad misunder.

»Udviklingen har været enorm,« siger Htaike Htaike Aung, administrerende direktør ved Myanmar ICT  for Development Organization, MIDO. Organisationen arbejder med digital ytringsfrihed og er blot én af hundredevis af civilsamfundsorganisationer, der blev etableret i kølvandet på militærstyrets reformer.

»For ti år siden var vi et lukket land uden adgang til internationale medier og information,« siger Aung og forklarer, at militærjuntaen gjorde det tæt på umuligt at anskaffe sig et simkort, der for ti år siden kostede over 10.000 kroner. I dag kan de købes på ethvert gadehjørne til 1500 kyatt svarende til syv kroner. Og mens under én procent af landets befolkning var online for ti år siden, er det i dag hver femte.

»Det har været afgørende for den demokratiske proces,« siger Aung, der mener, at særligt sociale medier har været et vigtigt redskab for nye civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsgrupper, der kan nå ud til flere med deres kampagner og budskaber. Men den galoperende udvikling har også en slagside.

Facebook har haft kæmpe succes i landet, og omtrent alle, der har adgang til nettet, har også en facebookkonto. Faktisk tror mange burmesere, at Facebook er internettet, og de stoler ukritisk på alt, de ser der, forklarer Aung.

»Den teknologiske udvikling er gået for hurtigt til, at folks digitale forståelse og kritiske sans kan følge med. Det gør os, folket, meget sårbare over for rygter og falske nyheder online,« vurderer hun.

Sociale medier giver platform til hadprædikanter

Det er nu et år siden, militærstyret i Myanmar mistede magten, landet fik sin første folkevalgte præsident i nyere tid, og fredsikonet Aung San Suu Kyi trådte til som landets reelle leder i sin skræddersyede position som 'særlig statsrådgiver'. 

Men de nye friheder er ikke kommet alle til gode, og ifølge kritikere bærer Aung San Suu Kyi en stor del af ansvaret for, at situationen ligefrem er blevet værre for nogle etniske mindretal.

Htaike Htaike Aung og hendes kollegaer bemærkede allerede for et par år siden, at den øgede adgang til internettet også gav styrke til hadprædikanter. Nationalistiske og anti-muslimske bevægelser voksede i takt med de seneste års øgede ytringsfrihed. Det gælder især den buddhistiske ekstremistiske munkegruppe Ma Ba Tha, der har vundet betydelig indflydelse ved at sprede anklager og rygter rettet særligt imod Myanmars muslimske mindretalsgruppe, rohingyaerne.

I i 2014 fik et falskt rygte i storbyen Mandalay om en buddhistisk kvinde, der angiveligt var blevet voldtaget af én eller flere muslimske mænd, fatale konsekvenser. En muslimsk og en buddhistisk mand blev dræbt og adskillige blev såret i efterfølgende sammenstød mellem de to religiøse grupper.

Aung efterspørger, at den nye regering sætter fokus på uddannelse i digital kommunikation og på at bekæmpe falske nyheder på sociale medier. Men politikerne er ikke selv de bedste forbilleder.

»Der har været tilfælde, hvor politiske talsmænd ikke kendte forskel på troværdige medier og det modsatte. Vi har set dem såvel som statsmedier udtale sig på baggrund af information fra den kulørte presse og omvendt beskylde al Jazeera for at sprede ’falske nyheder’, da mediet berettede om overgreb mod rohingyaerne,« siger hun.

I starten af året blev Aung San Suu Kyi selv kritiseret for at sprede misinformation, efter hendes kontor offentliggjorde et billede fra en gammel Rambo-film og påstod, at billedet var et eksempel på ’falske nyheder’ om overgreb på rohingyaerne.

Nye friheder gælder ikke alle

I 2007 gik det verden rundt, da billeder viste militæret slå hårdt ned på demonstrerende munke i det, der blev kendt som Safran-revolutionen opkaldt efter munkenes gule og røde klæder. Få havde forventet, at en demokratisk valgt regering ville sidde på magten ti år senere. Men for nogle af landets beboere føles det stadig som et diktatur.

I kvarteret Tamwe i Yangon sidder en håndfuld mænd på små skamler omkring et plasticbord ved en såkaldt teashop, en slags primitiv gadecafe. De har fuldskæg, og flere har den karakteristiske muslimske hat, kufi, på hovedet. De tilhører landets muslimske mindretal, rohingyaerne, og diskuterer med dæmpede stemmer konflikten i Rakhine-staten, hvor størstedelen af landets rohingyabefolkning bor.

»Min underbo, som også er rohingya, viste mig billeder på sin mobil af muslimer, der blev angrebet af militæret,« fortæller en 47-årig mand. Han kalder sig U Wunna, men antyder, at det ikke er hans rigtige navn.

»Når jeg ser billederne, bliver jeg vred. På den ene side siger folk, at landet er under forvandling, men på den anden side får dette lov at ske,« siger han.

Siden efteråret er meldinger om burmesiske soldaters brutale overgreb mod rohingyaerne i Rakhine-staten blevet stadig hyppigere. En FN-rapport fra februar indeholdt vidneudsagn om voldtægter og mord på kvinder og børn ned til spædbørnsalderen samt nedbrændinger af moskeer, skoler og hjem, mens beboerne stadig befandt sig i dem.

Det er blot den seneste af en række rapporter, og det internationale samfund har kritiseret Aung San Suu Kyi for ikke at gribe ind over for militærets handlinger og ligefrem benægte, at overgrebene finder sted. I januar afviste en kommission udpeget af regeringen, at der var tegn på ’etnisk udrensning’ som ellers påstået af højtstående FN-folk, og advarede mod »fabrikerede rygter og nyheder«.

»Staten fortæller os én historie, men på sociale medier ser jeg en anden,« siger U Wunna: »Hvis jeg kunne, tog jeg til Rakhine for at kæmpe for jihad – jeg ser mine muslimske brødre blive angrebet, derfor vil jeg forsvare dem.«

Selvom myndighederne nøje kontrollerer adgangen til og fra Rakhine-området, og de fleste lokale medier afholder sig fra at dække situationen, forhindrer det ikke billeder og videooptagelser, der dokumenterer overgrebene, fra at sprede sig på sociale medier. I modsætning til tidligere, hvor militærjuntaen kun tillod meget få adgang til internettet, har de seneste års udvikling gjort det vanskeligt for den nye folkevalgte NLD-regering at styre informationsstrømmene.

Undertrykkelse giver grobund for ny oprørsgruppe

Urolighederne mellem rohingyaerne og militæret spidsede til efter et angreb i Rakhine-staten på en flok grænsevagter i oktober sidste år. Gerningsmændene formodes at være en ny oprørsgruppe, men militærets gengældelse er gået hårdt ud over områdets civilbefolkning. FN anslår, at op mod et tusind rohingyaer har mistet livet, mens omkring 66.000 er flygtet til nabolandet Bangladesh inden for de seneste par måneder.

»Situationen er uholdbar, som den er nu, og regeringen er i benægtelse,« siger analytiker og mennerettighedsaktivist, Khin Zau Win. Han er især skuffet over NLD-partiets leder, Aung San Suu Kyi, der både nationalt og internationalt blev hyldet som frihedshelt:

»Normalt skelner man mellem militæret og regeringen, men når det kommer til behandlingen af rohingyaerne, handler de som én, og de må begge tage skylden.«

Zau Win anklager Suu Kyi for kun at lade den nye demokratiske udvikling komme landets buddhistiske flertal, bamar-folket, til gode.

»Hvis vi ser på demokratiet i landet, går det fremad. Vi har ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed. Fordele, som mange andre lande i regionen ikke engang har,« siger Khin Zau Win: »Men mine venner fra etniske minoritetsgrupper fortæller mig; ’det nye politiske styre bygger på dobbeltmoral, hvor bamarerne har demokrati, men vi har ikke.«

I december advarede International Crisis Group om, at situationen kan danne grobund for jihadistgrupper inspireret af Islamisk Stat. Advarslen kom efter fremkomsten af en ny muslimsk oprørsgruppe, Harakah al-Yaqin (arabisk for ’trosbevægelsen’) forkortet HaY, der formodes at modtage økonomisk støtte fra Saudi Arabien.

Der har hersket borgerkrigslignende tilstande i dele af Myanmar i omkring 70 år med voldelige kampe mellem staten og forskellige etniske grupper. Men rohingyaerne har hidtil ikke haft væbnede grupper, og befolkningsgruppens ledere har taget afstand fra brugen af vold. Khin Zau Win frygter, at undertrykkelsen af det muslimske mindretal kan få en radikaliserende effekt.

»Verden forsøger at råbe os op og advare os. Vi er heldige, at vi endnu ikke har oplevet noget lignende terrorangrebene i Europa, men situationen er meget følsom,« siger han med hævet stemme.

’Der er ingen opposition til at holde dem i skak’

Ved teashoppens plasticbord i Yangon er U Wunna skuffet.

»De fleste muslimer stemte på NLD, fordi vi ønskede at se forandring,« sukker han: »Der er bare ikke politisk plads til muslimer lige nu.«

Modsat Zau Win bebrejder han dog ikke Aung San Suu Kyi, som, han tror, er under pres fra militæret.

Selvom NLD fik en jordskredssejr ved valget i 2015, har militæret stadig afgørende magt. Landets forfatning, der blev indført i 2008 under det militærledede Union Solidarity and Development Party (USDP) kræver, at mindst en fjerdedel af pladserne i parlamentet skal bestrides af militæret. Den slår desuden fast, at en ændring af forfatningen kræver mindst tre fjerdedeles opbakning.

NLDs tilhængere mener, at det er årsagen til, at det ikke er lykkedes regeringen at rykke synderligt ved mange af de undertrykkende love fra tiden under militærstyret.

Den undskyldning køber freds- og menneskerettighedsaktivisten Thet Swe Win dog ikke. NLD fik 77 procent af stemmerne i 2015, og med det mandat kan de sikre love, der fremmer basale menneskerettigheder, selvom de ikke kan ændre forfatningen, mener han:

»De har allerede folkets støtte. Hvis de er smarte nok, kan de gøre lige, som de har lyst. De bør bruge dette momentum til at skabe den nødvendige forandring.«

I april er der delvalg til parlamentet, og Swe Win er overbevist om, at NLD igen vil vinde stort. Men det er ikke nødvendigvis positivt.

»Da USDP ledede landet, var NLD i oppositionen, men siden NLD vandt næsten alle pladserne i parlamentet, er der ingen opposition til at holde dem i skak,« siger han: »Regeringen lytter ikke til civilsamfundet, og uden modstand er det reelt ét parti, der dikterer.«

Swe Win er 31 og har været politisk aktiv siden oprøret i 2007. Under pres fra sin mor, der frygtede, han ville blive arresteret, flygtede han til Singapore, men vendte tilbage i 2010. I dag er han del af en gruppe, der forsøger at skabe et nyt oppositionsparti til valget i 2020. Men partiet har endnu hverken partigrundlag eller medlemmer, og det er ikke første gang, NLD-kritikere forsøger at skabe et tredje parti. Men ifølge Swe Win er det nødvendigt, hvis Myanmar skal være et demokrati for alle.

»Vi gentager den undertrykkelse, vi har været udsat for – som magthaverne har kæmpet mod hele deres liv. Nu kan det godt være, at de er valgt på demokratisk vis, men de gentager de samme metoder i den måde, de behandler forskellige etniske mindretalsgrupper,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Casper Hansen

Havde en fantastisk rejse til myanmar sidste år. Det kan på det højeste anbefales at rejse dertil inde for kort tid, Myanmar suger den vestlige kultur til sig og venter man for længe, så vil det kultur shock myanmar nu engang tilbyder højst sandsynligt forsvinde. landet var også fortabt når det kom til måden man behandlede minoriteterne på før Aung San Suu Kyi. Tror man skal give hende lidt tid, det er noget af et rod hun skal rydde op. Når det er sagt, så er Yangon en meget speciel by, men som desvære ikke helt giver et særligt godt indblik i hvad myanmar er og hvad landet har at byde på. Vil man se det rigtige myanmar, så tag til Shan State, ud til de små landsbyer og kør Bagan tyndt på en elscooter.

Casper Hansen

Udover det førnævnte, så er det et super sted at opleve en følelse af apartheit. som turist er man nærmest urørlig i landet. vejside restauranterne har specielle toiletter til turisterne, restauranterne har andre menukort (med bedre mad), folk tager åbenlyst billeder af dig og folk giver dig deres babyer for at tage billeder af det. det er til tider meget surrealistisk.