Den franske præsident skal redde Frankrig. Det er en kontrakt mellem lederne og vælgerne i Frankrig, som man ikke bare kan opsige, hvis man vil vælges.
François Hollande lovede at genskabe den franske industri og genrejse den franske økonomi. Men det projekt var så stor en fiasko, at Hollande gav op før, han skulle genvælges. Han resignerede selv. Nu kommer de næste kandidater og lover at genrejse Frankrig økonomisk og skabe arbejdspladser.
»Frankrig er vel det eneste land i den vestlige verden, hvor man stadig taler et ’stort projekt’,« forklarer den amerikanske forfatter og økonomihistoriker Marc Levinson.
»Franskmændene tror stadig på, at man med regeringens magt kan skabe store økonomiske projekter. At regeringen kan skabe arbejdspladser og vækst. At staten kan investere til dynamik. Men det kan ikke lade sig gøre.«
Han har i sin nye bog An Extraordinary Time analyseret udviklingen i de vestlige økonomier fra Anden Verdenskrig til i dag. En af hans konklusioner, som både venstreorienterede og højreorienterede er blevet rasende over, er, at regeringsmagt ikke kan skabe vækst og arbejdspladser. Hverken med skattelettelser eller store investeringsprogrammer.
Men det har franskmændene ikke erkendt.
– Hvorfor er det gået så galt i Frankrig?
»Det, du ser i Frankrig, er en paralyseret økonomi. Så godt som hele jobskabelsen i Frankrig har været i den offentlige sektor. Private firmaer vil ikke investere i Frankrig. Hvis en franskmand får en god idé til at udvikle nye forretninger, forlader han landet for at realisere den et andet sted. Franskmændene tager deres ideer med til Storbritannien, USA eller Skandinavien. De ser ikke Frankrig som et godt sted at starte nye virksomheder.«
Levinson beskriver i sin bog Frankrig som »socialismens sidste bastion«. Da USA, England og Tyskland gjorde op med den offentlige sektors bureaukrati og den gamle socialstat, valgte Frankrig socialisten François Mitterrand til præsident. Og da de tyske og engelske arbejderpartier valgte den tredje vejs nyliberalisme, valgte de franske socialister igen deres egen statslige vej. Det førte til Mitterands økonomiske fiasko i 1980’erne og socialisternes deroute i 00’erne, anfører Levinson i bogen. Frankrig har således en anden politisk historie end de andre store vestlige nationer.
– Hvad er forskellen på Frankrig og Tyskland?
»Siden 1970’erne har tyskerne haft langt mindre tro på økonomisk planlægning end franskmændene. Ja, den tyske regering understøtter processer og investerer. Men der er en langt større forståelse for, at regeringen ikke kan skabe vækst og at udvikling sker uafhængigt af regeringens projekter i den private sektor.«
En anden forskel er ifølge Levinson forholdene på arbejdsmarkedet. Den franske fagbevægelse kæmper for at forsvare rettigheder og truer med strejker, hvis politikerne foreslår reformer:
»Du har en gruppe af mennesker, som vil beskytte, hvad de har. Og som vil gå langt for blokere reformer og fornyelse. Så der er meget lidt økonomisk dynamik i Frankrig«.
»Da lønningerne steg markant i Tyskland, forstod fagforeninger selv, at det var et problem. De accepterede flere år med meget lav lønvækst for, at arbejdspladserne ikke skulle blive for dyre og investeringerne ikke forlade Tyskland. Det satte de tyske fagforeninger selv på dagsorden. Det har den franske fagbevægelse ingen mekanisme til at håndtere.«
De tyske arbejdere fik lavere løn, men de er med til at bestemme over de virksomheder, hvor de er ansat. De er repræsenteret i virksomhedernes bestyrelser. Den tyske kapitalisme er radikalt anderledes end den franske:
»De tyske firmaer taler meget mere om socialt ansvar, de er også meget bedre til at se deres ansatte som aktiver, som de investerer i. Det er de franske virksomheder meget dårlige til. De bruger ikke mange ressourcer på at videreudvikle og efteruddanne dem,« siger Levinson.
Politik skaber ikke vækst
Levinson viser i sin bog, at de vigtigste årsager til den store vækst i hele verden fra 1945 til 1975 ikke var politiske beslutninger, men produktivitetsstigninger:
»Det, vi har set historisk, er, at der er nogle lange tendenser, som påvirker produktiviteten. Og vækst bliver som regel skabt af øget produktivitet. Regeringspolitikker kan påvirke dem marginalt, men de kan ikke styre produktiviteten direkte.«
– Hvorfor forventer vælgerne det så?
»Når alt kommer til alt, har folk siden 1950’erne fået at vide, at regeringens politikker kan sikre stigende levestandard, at politik kan give dem større tryghed, og at politik kan sikre, at deres børn får større velstand end dem selv. Og vi har over de seneste årtier set stigende skuffelse over politikerne, fordi regeringsmagten ofte ikke kan hæve levestandarden og den materielle tryghed.«
– Det må også være politikerne ansvar, hvis de lover mere end, de kan holde?
»Politikere fra alle partier har lovet alt for meget. Økonomer og politikere har det til fælles, at de tror, at deres ideer kan få økonomien til at vokse hurtigere og hæve velstandsniveauet. De er uenige om, hvilke ideer, som er de rigtige, men de tror hver især på, at deres politik kan levere vækst og velstand. Men i praksis er der ikke en enkel løsning på det problem, som er lavvækst.«
Er vækstens tid forbi?
– Kan den store produktivitetsstigning efter Anden Verdenskrig gentages?
»I det meste af Europa havde du efter Anden Verdenskrig millioner, som arbejdede på bondegårde. De havde en meget lav produktivitet, bønder gik med en plov bag et dyr på en mark. Mange af dem blev trukket ind i industrien. Du havde en meget hurtig produktivitetsvækst. Det kan ikke gentages, for det kom fra et meget lavt niveau.«
Et andet spring, som ikke kan gentages, er ifølge Levinson, at markant længere skolegang blev obligatorisk:
»Vi havde meget dramatiske stigninger i uddannelsesniveauet efter krigen. I mange europæiske lande var gennemsnittet for den voksne befolkning seks-syv års skolegang. De kunne læse, men de var ikke særligt uddannede. På meget få år investerede regeringerne massivt i uddannelse. Mange flere kom til at gå længere tid i skole, de skabte bedre skoler og byggede nye universiteter. Det er fantastisk. Men når det er sket, kan du ikke gøre det igen. Nu taler du om stigende uddannelsesniveau, men det er meget langsommere.«
– Hvad bør vi forvente af vores politikere økonomisk?
»Vi skal investere meget mere i uddannelse og forskning. Men vi kan ikke konkludere, at det giver højere vækst om fem år, men vi ved generelt, at hvis vi uddanner os bedre og forsker mere, vil det over tid være godt for den økonomiske vækst. Hvis vi skabte bedre uddannelser, ved vi ikke, om det giver os en højere levestandard om fem år. Men vi ved generelt, at en uddannet arbejdsstyrke over tid er mere produktiv. Det er meget, meget svært for en politiker at sige: Vi skal bruge penge på det, og jeg ved det vil være godt for os på et eller andet tidspunkt i fremtiden, men jeg ved ikke hvor godt og hvornår. Men det er virkeligheden.«
Macrons løfter
– Når den franske præsidentkandidat Émmanuel Macron lover fremskridt, lyder det, som om han ikke vil anerkende den virkelighed, men taler nostalgisk til gamle dages fremskridtstro?
»Jeg mener ikke, han er nostalgisk. Han prøver at tale et sprog, som folk forstår. Jeg tror, at alle prøver at finde en løsning på det problem, at de sociale systemer, som blev skabt efter krigen, ikke længere er økonomisk bæredygtige, og at de ikke løser nutidens problemer.«
»Vi har skabt et pensionssystem, som antager, at mange unge mennesker kommer ind på arbejdsmarkedet og bidrager til ældres pension. Men der er flere, som går på pension, end der kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke bæredygtigt. Vi har skabt et arbejdsløshedssystem, som antager, at du har et job, som du vil vende tilbage til. Du får understøttelse, når du bliver fyret fra dit arbejde, men så finder du et tilsvarende lige om lidt. Og så er du ikke afhængig af understøttelse længere.«
– Den sociale model giver da sikkerhed på et udsat arbejdsmarked?
»Det er ikke sådan, arbejdsmarkedet fungerer i det meste af Europa. Mange er deltidsansatte, mange har flere forskellige job. Ideen om, at du har et arbejde, som bliver dit job for de næste årtier, er for mange ikke relevant i dag. Har vi et system, som tager sig af arbejdsløse mennesker på sådan et arbejdsmarked? Det tror jeg ikke. Macron prøver at sætte den slags temaer på dagsorden og få folk til at tænke over det. Jeg tror ikke, at der er nogen lande, som virkelig har skabt sociale systemer, der passer til den moderne verden.«
Europas skæbnevalg
Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.
I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.
Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.
Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.
24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.
Seneste artikler
De hollandske diger ryster stadig
11. oktober 2017Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgereVi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet
30. september 2017Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’
30. september 2017De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Sydbank har en mere kvalificeret analyse.
Den eneste grund til, at det går galt, er at man lytter til en idiot som ham.
- for velfærdssamfundet er en bunden opgave, en genskabelse af det demokratiske samfund, der afbalancerer de besiddendes økonomiske magt med flertallets politiske magt. Det havde vi, det var godt, men så gik der vækst og grådighed i den, i stedet for at sikre et stadig mere lige og frit samfund, baseret på indbyrdes solidaritet.
Den amerikanske forfatter og økonomihistoriker Marc Levinson, har ikke forstået kompleksiteten i det globale økonomiske vækst dilemma.
Ingen kan skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Ingen kan beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas, hvilket tilsyneladende har forbigået Marc Levinson's opmærksomhed.
Vækst i private sektor er ikke løsningen, det er ikke nok, det meget mere kompliceret, et kapløb med tiden med de menneskeskabte klimaforandringer, hvor løsningerne ikke er fundet, men økonomisk vækst på kul, olie og gas værende privat eller offentlig, er ikke løsningen, det er problemet, det er helt enkelt urentabelt, at skabe samlet set global økonomisk forbrugsdrevet vækst p.t.
Levinson er blot en i rækken af selvudråbte eksperter, der ikke vil acceptere videnskablig fakta og har valgt bevist, at lukke øjnene for videnskablig evidens.
De samlede bedste forhåndenværende videnskablige verificeret fakta, siger således om 80%-20% energi problematikken.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc
Nu skiftede artiklen overskrift fra:
Derfor er det gået så galt med Frankrig
til:
Når franskmand får en god idé, rejser han til et andet land for at realisere den
Monstro der menes "Når en franskmand"?
Anyways, Frankrig er fuld af startups, faktisk bygger man verdens største "campus" for startups i Paris, Station F.
Paris har dd. på AngelList 3018 startups, og Berlin har 2241.
Rendyrket liberalistisk ideologi, af religiøse dimensioner, plager verden af idag.
Mere og mere, efterhånden som de rigeste og deres skriverkarles frygt vokser.
For naturligvis kan ærlige og anstændige politikere skabe både velstand og vækst for befolkningerne.
Det eneste der kræves for dette, er afskaffelse af den institutionaliserede korruption, der finder sted.
»Franskmændene tror stadig på, at man med regeringens magt kan skabe store økonomiske projekter. At regeringen kan skabe arbejdspladser og vækst. At staten kan investere til dynamik. Men det kan ikke lade sig gøre.«
Hvem har misforstået hvad. Regeringer regulerer pengestrømme, og de kan selvfølgelig reguleres de forkerte steder hen, så staten undergraves, og væksten samles i monopoler.
Kina er vel modeksemplet på megen af det vrøvl som bliver lukket ud i artiklen.
Væksten er i den grad statsstyret i Kina.
Det har jo også betydning hvilket niveau man kommer fra. I Kina går millioner stadig med en hakke ude i deres mark. Når man indfører mekanisering af landbruget får man nogle lavthængende frugter. Faktisk gav 5-årsplanerne også god vækst i Sovjetunionens første leveår, men fra 60'erne og frem hvor produktudvikling og differentierede behov blev mere og mere fremtrædende duede statens styring ikke.
Hvis man er uenig synes jeg man skal prøve at forestille sig de vestlige regeringer stå for udviklingen af selvkørende biler, med nogle af de store danske offentlige IT-systemer i front og digitaliseringsstyrelsen i førersædet.
Henrik Brøndum
Godt eksempel, men det kan jo have mange årsager. Kender vi dem? Mange af de problemer der gælder større organisationer uanset om der private eller offentlige handler om hvilke betingelser styring og udvikling kan udfoldes. Uanset hvad jeg læser af økonomi, herunder OECD, Financiel times eller diverse økonomer så samler næsten alles årsager moder sig investeringskrise. Men en særlig som har været længere end tidligere. Der har aldrig været så meget central kapital, så en en investering i kapital fremfor produktion.
Ja, helt klart. Danmark formelig oversvömmes af franske ivärksättere...
Og hvis man så i övrigt ikke er bekymret for konkurrencen fra Kina synes jeg lige man skal tage en tur herover og se på sagerne med egne öjne.
Gad vide hvad Frankrig vil gøre når de endnu en gang vælger en præsident som ingen parlamentarisk legitimitet har i den lovgivende forsamling.
"... udvikling sker uafhængigt af regeringens projekter i den private sektor.«"
Men det at forhindre en reel afvikling for ikke at tale om en total nedsmeltning, Finanskrise 2008, er vel AFHÆNGING af den SYNLIGE hånds intervention til fordel for den private sektor...
Her er et link til forfatteren Marc Levinsons blog.
http://www.marclevinson.net/
Hans argument er at det økonomiske boom i 70-erne - tiden efter 2. verdenskrig - er en untagelsestilstand - altså en økonomisk parantes i historien som ikke lader sig gentage. Men dermed afslører han samtidig sit syn på faget økonomi som han mener er naturvidenskabeligt og følger love og præmisser som vi mennesker ingen indflydelse har på. Og det er selvfølgeligt noget vrøvl.
Han er også økonomisk historiker og det kan undre at han er kommet til den konklusion for den situation vi befinder os i har altså eksisteret før. Der er for øjeblikket bygget en kæmpe gæld op og det man gjorde førhen var simpelthen at stryge eller nedskrive gælden - man nulstillede så at sige økonomien - så man kunne starte forfra - Det var ganske vist noget nemmere dengang der kun enevældige konger som egenrådigt kunne beslutte sig for at afskrive gælden. En anden ting er at økonomien er blevet globaliseret - førhen var gælden et regionalt anliggende og derfor mindre i målestok. Nu kræver det demokratisk kontrol med pengevæsenet og det financielle marked. Det er her staten/fællesskabet skal ind i billedet. Det er det vi skal gøre oprøer imod. Vi skal kræve at gælden bliver nedskrevet, det kan kuponklipperne og den ene procent ikke lide for de lever højt på gælden og de deraf afledte arbejdsfrieindtægter
Alle problemerne har at gøre med fordelingerne som er skæve og som fratager store dele af befolkningerne nogle reelle muligheder for at forbedre deres situation.
Hvis der er en grænse for vækst i 70.er stil ligger den et helt andet sted nemlig i naturen.
Her er et link til en anden amerikansk professor i økonomi som beskriver konsekvenserne for det amerikanske samfund af denne økonomiske ulighed. Måske noget for Lykkeberg? It´s the same all over - Frankrig, USA nu også snart i Danmark (hvis ikke allerede)
https://www.ineteconomics.org/perspectives/blog/america-is-regressing-in...
En anden mulighed er at skabe flere penge og fordele dem anderledes.
Penge er der nok af - de havner bare i de forkerte lommer.
QE - The biggest transfer of wealth in recent documented history? Positive Money
https://www.youtube.com/watch?v=Tt6EDu6iMvw
The poor complain they always do but that just idle chatter
The system will provide for all - at least for all who matters
Lad os endelig gøre som tyskerne:
Fra 2014
"Hver tiende tyske lønmodtager lever i dag i fattigdom, selv om de har et arbejde, viser nyt notat fra tænketanken Cevea. Fænomenet »working poor« har bredt sig faretruende i Tyskland. Det samme vil kunne ske i Danmark, hvis vi ikke er opmærksomme på det, lyder det fra Cevea".
Men det er selvfølgelig fordi understøttelsen er for lav
http://www.business.dk/business-magasin/taenketank-working-poor-kan-bred...
Interessant artikel, der kan få folk op ad stolene.
Franskmændene har vel bare levet over evne ligesom grækerne og andre - i en stivnet og uansvarlig venstreorienteret Velfærdsstat.
Dertil kommer de ødelæggende konsekvenser af muslimsk masseindvandring, som også er en funktion af den pladderhumanistiske Velfærdsstat.
@Torben Kjeldsen
Nu er min makroøkonomi jo tilbage fra studietiden, men jeg mener ikke man kan investere, eller realinvestere i kapital (penge). Den globale produktion enten forbruges, eller bruges på aktiver der har en levetid på mere end et år (og hertil vil jeg så regne det der evt. lægges på lager). Der er rigtignok mange historier om, at der er nogen der har et problem med at finde noget at realinvestere deres penge i, og der er jo blevet trykt en del papirpenge i de senere år. Men på globalt plan kan man ikke "gå i penge" fordi man mangler nogle realinvesteringsmuligheder. Hvis man prøver det vil disse penge vise sig at blive mindre værd, lig med inflation - men det er der jo ingen tegn på?
Den enkelte eller nogle kratluskere kan "gå i penge" eller kunst eller guld, i håbet om at de andre vil tage risikoen for en ved mangel på realinvesteringsmuligheder, men hvis for mange gør det bliver pengene mindre værd. Om det så kan udskydes og inflationen pludselig kan buldre afsted efter lang tids ro, skal jeg ikke kunne afvise, men det er bedre at nogle rigtige økonomer forklarer det.
Det er en forbløffende overfladisk og letkøbt omgang snak, vi får serveret i dette interview. Og selv der hvor Levinson har fat i en relevant pointe, bliver denne præsenteret på så overfladisk vis, at det bliver misvisende snarere end oplysende.
Lad os tage et par eksempler:
”Levinson viser i sin bog, at de vigtigste årsager til den store vækst i hele verden fra 1945 til 1975 ikke var politiske beslutninger, men produktivitetsstigninger”,
Og
”Og vækst bliver som regel skabt af øget produktivitet. Regeringspolitikker kan påvirke dem marginalt, men de kan ikke styre produktiviteten direkte.”
Hvis vi nu ser bort fra det i øvrigt ikke uvæsentlige forhold, at produktivitetsbegrebet og forklaringen på produktivitet på ingen måde er enkel, slås der en åben dør ind, når det påpeges, at politikker ikke kan styre produktiviteten direkte. Er der nogen, der påstår det? Ikke mig bekendt.
Men det indtryk, som interviewet efterlader, er, at produktivitetsudviklingen i en eller mystisk forstand skulle være en selvstændig størrelse, der ikke påvirkes af samfundsudvikling og politikker i øvrigt, og som ikke fordrer en forklaring.
Når Levinson påstår, at ”de vigtigste årsager til den store vækst i hele verden fra 1945 til 1975 … var … produktivitetsstigninger”, springer han derfor over, hvor gærdet er meget lavt. Han forklarer absolut intet med dette ræsonnement, da vi jo mangler en forklaring på produktivitetsstigninger. Selv om politikker ikke styrer disse, er der ingen grund til at afvise, at de kan have en indflydelse.
Levinson kommer – formodentligt ufrivilligt – til selv at bekræfte dette, når han påpeger, at
”De tyske arbejdere … er med til at bestemme over de virksomheder, hvor de er ansat. De er repræsenteret i virksomhedernes bestyrelser. Den tyske kapitalisme er radikalt anderledes end den franske”.
Og det er jo rigtigt. Men Levinson undlader at gøre opmærksom på, at dette forhold jo netop er bestemt af politikker, der regulerer arbejdsmarkedet forskelligt i hhv. Tyskland og Frankrig.
Når man således i Frankrig
”har en gruppe af mennesker, som vil beskytte, hvad de har. Og som vil gå langt for blokere reformer og fornyelse.”
kan og burde man jo tilføje, at denne gruppe af mennesker i realiteten udgøres af mindst to forskellige grupper. Dels en gruppe af arbejdere, hvis sociale og økonomiske sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed og fyringer er temmelig ringe, og som derfor naturligt nok stritter imod ”reformer”, der vil forværre deres allerede udsatte status, og dels en gruppe af velhavere, som ikke er blot er interesserede i at beskytte, hvad de har, men som også fortsat søger at gafle mere til sig – beskyttet af de dominerende politiske kræfter. Således har den 0.1 % rigeste del af den franske befolkning mellem 1983 og 2015 haft en vækst i sin realindkomst på 150 %, den rigeste 1 % på 100 %, mens resten af befolkningen har måttet nøjes med en vækst på knap 25 %. Den rigeste % har således tiltusket sig 21 % af den samlede vækst, mens de 50 % fattigste kun har fået 20 % (Piketty, De l’inégalité en France, i Le Monde, 15. april, 2017 – netudgaven er kun for abonnenter). Det er måske derfor, den franske højrefløj – inklusive Macron – går ind for skattelettelser til de rigeste?
Pudsigt undlader Levinson helt at berøre betydningen af velhavergruppen. Men det er vel nemmere at sparke nedad.
Flere andre kommentarer (bl.a. Benjamin Bach) har ovenfor peget på andre betydningsfulde svagheder i Levinsons argumentation.
I sidste instans minder Levinsons argumentation om den form for France-Bashing, som har været så populær hos højrefløjen i bl.a. USA. Paul Krugman har berørt det i talrige artikler - senest i
https://krugman.blogs.nytimes.com/2017/04/12/the-french-ourselves/?_r=0
og:
https://krugman.blogs.nytimes.com/2017/04/11/europe-has-problems-but-le-...
hvor Krugman fint sammenfatter højrefløjens France-Bashing:
“propaganda that has portrayed it as the sick man of Europe for more than three decades, even as it continues to exhibit high productivity and decent employment performance.”
Det kan Information åbenbart også.