Læsetid: 2 min.

Det er ikke af ond vilje, når supermarkeder sælger vandslugende avokadoer

Ngo’er er gode til at udpege særskilt store problemer som den nylige skandale om vandslugende avokadoer i Chile, men skal man løse de grundlæggende udfordringer for supermarkeder og andre indkøbere, er der brug for et systematiseret globalt samarbejde
Ngo’er er gode til at udpege særskilt store problemer som den nylige skandale om vandslugende avokadoer i Chile, men skal man løse de grundlæggende udfordringer for supermarkeder og andre indkøbere, er der brug for et systematiseret globalt samarbejde

Nick Wagner/Ritzau Scanpix

26. april 2017

Flere supermarkeder måtte for nylig ændre indkøbspolitik, da en Danwatch-rapport om vandslugende avokadoer blev offentliggjort.

En stor andel af avocadoerne, der blev solgt hos konkurrenterne, stammede fra Chiles tørre Pertoca-provins, hvor de meget vandkrævende avocadoplantager er rykket ind grundet den stigende globale efterspørgsel.

Konsekvensen er, at floderne er tørret ud, småbønder har mistet deres levegrundlag, og lokalbefolkningens brønde er tørret ud, så de nu er afhængige af at få leveret vand i lastbiler.

Eksemplet med avocadoerne er desværre ikke enestående. Flere andre afgrøder har lignende problemer. Palmeolie – en eftertragtet ingrediens i fødevareproduktionen – har ført til rydning af regnskovene i Asien. Efterspørgslen på soja, som primært bruges som foder til dyr, har også medført store miljøproblemer i Sydamerika, og californiske mandler har tørlagt større dele af Californien.  

Læs også

Mange virksomheder, der opererer i de globale værdikæder, har leverandør-styringsprogrammer til at undgå de mest problematiske leverandører eller miljø-hotspots. Men når det handler om at forebygge de ressourceudfordringer, som den globale efterspørgsel medfører, er der kun ganske få redskaber i den globale CSR-værktøjskasse, som adresserer dette.

Mennesker som omdrejningspunkt

Det er ikke af ond vilje, men historisk har man haft fokus på at reducere risiko for mennesker. Først og fremmest skulle varen være sikker for forbrugeren at anvende. Siden er risikotilgangen blevet udvidet til også at omfatte krav om ordentlige arbejdsforhold for de ansatte på fabrikker og plantager i ulandene. Den frygtelige ulykke på tekstilfabrikken i Rana Plaza i Bangladesh for fire år siden understreger vigtigheden af dette arbejde.

De fleste retailers har derfor også tilsluttet sig globale programmer om ansvarlig leverandørstyring, der på systematisk vis opstiller krav til produkter og produktioner i de lande, som ikke har indarbejdet menneske og arbejdstagerrettigheder i lovgivningen.

Men med et voksende forbrug verden over, hvor presset på ressourcerne bliver større, ser vi ind i en fremtid, hvor miljøproblemerne på baggrund af den globale efterspørgsel vil vokse.

Der er allerede fokus på, hvordan man undgår miljøproblemer fra og på selve fabrikken f.eks. i form af spildevandsudledning, men et supermarked kan som enkeltstående indkøber ikke forebygge, hvilke miljøkonsekvenser selve den stigende globale efterspørgsel på en bestemt produktion påvirker et givent lokalområde, eller hvordan den samlede produktion af forskellige forbrugsgoder påvirker miljøet i et afgrænset område. Den massive luftforurening i mange af Kinas produktionszoner er et eksempel på dette problem.

Efter at skovrydningen i Sydamerika er aftaget år for, er udviklingen nu vendt, så der de seneste år er blevet fældet mere skov.
Læs også

Ngo’er og andre er gode til at udpege hotspots, men skal man løse de kommende udfordringer, er der brug for et systematiseret globalt samarbejde på tværs af aktører i værdikæden for at undgå sager som vandmanglen i Chile i fremtiden.

Ikke mindst fordi en indkøber typisk indkøber flere tusinde forskellige varer fra mange egne af verden, og derfor ikke kan have det fulde overblik over de konkrete landes miljøkrav, håndhævelsen af disse, og hvor meget produktion det enkelte lokalmiljø kan bære.

De nuværende leverandørstyringsmodeller adresserer ikke disse udfordringer tilstrækkeligt nu, men heldigvis er der håb forude, idet de første spæde skridt til at lave globale, standardiserede miljøkrav i leverandørstyringssystemerne så småt er på vej.

Forhåbentligt vil den grønne omstilling i værdikæderne efterhånden vinde indpas og efterhånden gøre det lige så legitimt at stille miljøkrav som menneskerettighedskrav, så miljøproblemerne forårsaget af den globale efterspørgsel bedre kan forebygges.

Signe D. Frese er miljøchef i COOP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorsten Treue

Hvis jeg forstår klummen ret, er det ikke er supermarkedskædernes onde vilje, men det forhold at deres travle indkøbere ikke har overblik over producentlandenes relevante lovgivning, samt om den overhovedet håndhæves, der resulterer i, at vi som forbrugere ikke aner, om de vare vi tilbydes, i realiteten er ulovligt producerede. Løsningsforslagets vage henvisninger til et spirende globalt samarbejde om miljøstandarder samt den grønne omstilling, illustrerer måske meget godt begrænsningerne i CSR-tilgangen til at forbedre miljøet samt fremme anstændige vilkår for folk, som udelukkende påvirkes negativt af produktionen af de varer, vi forbruger. Oliepalmeplantager etableres ikke kun, hvor der engang stod biologisk mangfoldig regnskov. Tusindvis af småbønder bliver fx med trusler om og anvendelse af vold tvunget bort fra den jord de, måske ikke formelt ejer, men dog har levet af og på i generationer for at gøre plads til oliepalmeplantager. At palmeolie indgår i forbavsende mange supermarkedsprodukter, gavner nogle helt andre end de fordrevne bønder, som mister deres hjem og livsgrundlag. Gode viljer har simpelthen dårlige vilkår på svagt regulerede markeder.
EU udgør verdens største samlede marked og består antagelig også af verdens bedst informerede forbrugere, som oven i købet har det held at være borgere i konstitutionelle demokratier, der beskytter deres rettigheder -selv i forhold til stater og store firmaer. Så hvad med at vi, via demokratisk EU-lovgivning, pålagde alle opkøbere af fødevareprodukter til vores (super)markeder at sikre sig, de ikke er ulovligt producerede? Altså, at firmaer risikerer alvorlig bødestraf, hvis deres travle indkøbere ikke har interesseret sig tilstrækkelig for, hvad det egentlig er, de køber. Det har vi faktisk allerede gjort på tømmerområdet med EU's Tømmerforordning (EU Timber Regulation), som kræver, at træhandlere i EU skal godtgøre, at det træ, de sender på vores indre marked, ikke er ulovligt fældet i oprindelseslandet. Her er det ikke nok at præsentere et ’lovlighedsdokument’ udstedt af oprindelseslandets mere eller mindre troværdige myndigheder. Det har danske og svenske importører af teaktræ fra Myanmar for nyligt måttet sande. Mod betaling hjælper myndighederne i tropiske lande ofte lokale tømmerfirmaer med at omgå de love og regler, som myndighederne egentlig skulle håndhæve for at sikre skovene ikke bliver overudnyttede. Herefter forsikre de samme myndigheder det globale markeds travle opkøbere til om, at alt er i den skønneste orden, så de behøver ikke bruge tid og penge på at tage ud i skovene for at konstatere, om det nu også er tilfældet. Mon ikke noget tilsvarende foregår i fødevaresektoren? Mon ikke indkøberne af fødevareprodukter kan leve op til samme krav som indkøbere af tømmer? Mon ikke supermarkedskæderne ville gøre mere end at henvise til spæde skridt hen mod globale standardiserede miljøkrav i leverandørstyringssystemer, hvem der så end skal definere og håndhæve sådan nogen, hvis de risikerede bødestraf og retssag, i fald en NGO afslørede, at nogle af deres (føde)vare i henhold til allerede eksisterende nationale love var ulovligt producerede?