Læsetid: 4 min.

Republikanere vægrer sig ved at støtte Macron

François Fillon har i nederlagets stund forladt posten som højrefløjens leder, men partiet står nu i lige så stort et dilemma som venstrefløjen. En republikansk støtte til Macron til præsidentvalget kan betyde et stort tab for partiet ved parlamentsvalget
François Fillon har i nederlagets stund forladt posten som højrefløjens leder, men partiet står nu i lige så stort et dilemma som venstrefløjen. En republikansk støtte til Macron til præsidentvalget kan betyde et stort tab for partiet ved parlamentsvalget

Chris Nail

27. april 2017

Alle var forberedt på det gennem meningsmålinger, alligevel sender Emmanuel Macrons sejr ved første runde af det franske præsidentvalg chokbølger gennem de to gamle partier: republikanerne (LR) og socialisterne.

Hos LR trak præsidentkandidat François Fillon, der kun opnåede 19,9 pct. af stemmerne, sig tirsdag som leder af partiet. Han føler sig ikke ’legitim’ til at lede valgkampen op mod parlamentsvalget til juni. Valgkampen starter umiddelbart på den anden side af præsidentvalget den 7. maj – eller måske er den allerede startet.

På selve valgaftenen indrømmede Fillon sit nederlag – efter først at have givet skylden til de ’grusomme forhindringer’, der var blevet lagt ham i vejen. Fillon erklærer sig fortsat uskyldig i anklager om fiktive job. »Sandheden om denne valgkamp skal nok komme frem en dag,« understregede han, overbevist om et komplot, der har ført falske anklager.

Derpå opfordrede Fillon fuldtonet, om end uden have hjertet med, som han selv formulerede det, at stemme på Emmanuel Macron den 7. maj.

Den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron, der stiller op uden for de klassiske partier, er ung, smuk, lynende intelligent og ryster koderne i det franske præsidentvalg
Læs også

»Det ligger ikke i min dna at stemme på et parti grundlagt af Jean Marie Le Pen, et parti som med sin historie er kendt for sin vold og intolerance. Personligt stemmer jeg Macron.«

Fillon opfordrede LR til at forblive samlet. Allerede samme aften begyndte partiet at smuldre.

Flere tidligere ministre, som Rachida Dati og Eric Woerth, lagde den fulde skyld for nederlaget på Fillon: »Det er ikke højrefløjen, som har tabt, det er François Fillon,« udtalte Woerth, mens Dati kaldte det »et moralsk svigt«. 

Forvirrende udtalelser

Mens socialistpartiet, eller de rester, der er tilbage af det, ikke har noget problem med at pege på Macron, er det straks langt sværere for den konservative, nationalistiske og antiliberale del af Fillons vælgere pludselig at stemme på den kandidat, de betragter som præsident Hollandes arvtager.

Hele den fløj, som Fillon med succes bejlede til, og som under Hollandes regeringstid i millionvis gik på gaden mod ’ægteskab for alle’, ser med bekymring på Macrons fortsættelse af Hollandes politik, især på familieområdet.

»De mener, det er vigtigere, at homoseksuelle ikke har lov til at gifte sig end at støtte op om republikanske ideer, de ikke længere tror på,« som chefredaktør for Libération, Laurent Joffrins skriver det. »De går med våben og bagage over til Le Pen.«

Det aner mange i toppen af LR, og det skaber stor forvirring i partitoppens udtalelser, især i lyset af det kommende parlamentsvalg.

Højrefløjen har ikke erfaring i at skabe ’republikansk front’, som det skete, da venstrefløjen i så høj grad stemte på Chirac i 2002, så han vandt med flere end 80 pct. af stemmerne. Den franske højrefløj har hver gang kunnet stemme på sin egen kandidat. Det er første gang i LR’s historie (og dets forgængere RPR og UMP), at det ikke er med i anden runde af præsidentvalget. Øvelsen forekommer svær.

Partiets unge håb, François Baroin, borgmester i Troyes, hævdede således søndag, at man skulle stemme Macron, mens han mandag udtalte, at der ikke var noget galt ved at stemme blankt. Baroin er af partitoppen udset til at lede den næste valgkamp.

Laurent Wauquiez, næstformand i LR og også et af de unge håb, skal stå i spidsen for en genopbyggelse af LR. Hans dna er åbenbart ikke den samme som Fillons. Wauquiez opfordrede søndag aften med uld i mund »de, der har haft tillid til os, til ikke at stemme Le Pen«.

Den tidligere minister og EU-parlamentsmedlem for LR Nadine Morano var til gengæld klar i mælet:

»Jeg forstår ikke denne inkohærens, det er at opfordre til at stemme på ’Emmanuel Hollande’«, som Macron har fået til øgenavn.

Uhørte forslag

Disse politikeres mentor, tidligere præsident Nicolas Sarkozy, har derimod utvetydigt erklæret på Facebook, at han vil stemme Macron, »skønt det på ingen måde betyder, at jeg tilslutter mig hans projekt«. Desuden bedyrer han endnu en gang at trække sig fra politik.

Derfor bliver det vitterlig en fornyet politisk garde, som kommer til at føre LR’s kamp op mod parlamentsvalget. Men de ved ikke, hvilket ben de skal stå på i forhold til Macron.

Satsningen for nogle går ud på at opnå så mange stemmer ved parlamentsvalget, at Macron, i stedet for at stå med et flertal af stemmer for sit nye parti på midten, bliver tvunget ud i at skabe en såkaldt cohabitations-regering. At Macron fra starten er nødsaget til at vælge en premierminister fra LR, der derefter skaber en LR-regering. Det er en af grundene til, at LR-politikere har så svært ved rent at melde ud, at de stemmer Macron.

Heller ikke i Frankrig foreligger den store samlende samtidsroman med indsigt i høj og lav, provinsboere, bønder og byboere. Alligevel kan man i en kombination af forskellige læsninger stykke et portræt af Frankrig sammen
Læs også

Andre begynder til gengæld af lufte forslag, som hidtil har været helt uhørte i fransk politik, nemlig at LR kunne indgå i samarbejdsregering med Macron. Det gælder Juppé-tilhængeren Edouard Philippe, men også den tidligere industriminister Christian Estrosi, der har været helt i front ved at udbede sig, at LR-medlemmer, der opfordrer til at stemme Le Pen, skal ekskluderes.

Foreløbig er det ikke kun de gamle partier, der synes i opløsning. Også ’den republikanske front’, der i 2002 skabte en dæmning på tværs af højre- og venstrefløjen for at modgå Jean Marie Le Pen, synes i høj grad at smuldre.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu