Læsetid 7 min.

’Det er situationen, som er voldsom, ikke Le Pen’

Den franske præsidentkampagnes slutspurt foregår under voldsom terrortrussel, men mandag holdt både Macron og Le Pen store møder i Paris, selv om de personligt var informeret om en overhængende terrorfare
Terrorplaner har fået politiet i ekstra højt beredskab omkring det franske valg.

Terrorplaner har fået politiet i ekstra højt beredskab omkring det franske valg.

Jonathan Alpeyrie

21. april 2017

»Hvis jeg havde været præsident, havde der ikke været en Mohamed Merah.«

Marine Le Pen hamrer næven ned i talerpulten.

Stemningen er høj efter næsten en times veloplagt talestrøm, der især har rettet sig mod finansspekulationer, globalisering og EU, men nu begynder den at koge.

Marine Le Pen står bag en hvid talerstol på en kæmpestor blå scene, i rød jakke, med to franske flag bag sig og forklarer, at havde hun været præsident, ville de sidste fem års terrorisme med over 200 døde og 800 sårede slet ikke have fundet sted.

»Jeg lover jer, at jeg vil beskytte jer.«

»Frankrig for franskmænd, Frankrig for franskmænd,« runger det taktfast i koncertsalen Zenith i Parc de la Villette i et af de fattigste kvarterer i det nordlige Paris.

Udenfor er kvarteret fortrinsvist mørkhudet, inde i salen er der næsten kun hvidt – og blåt og rødt.

På kæmpeskærmene jubler de over 6.000 tilhørere og vifter med præfabrikerede banderoler og trikolorer, mens rød, hvide og blå pins, der bliver udleveret ved indgangen, blinker fra jakker og T-shirts.

En far har taget sine tre teenagebørn med, de rejser sig alle adskillige gange, og faren sætter hænder for munden som en tragt og gjalder »Islam ud af Frankrig, Islam ud af Frankrig«, indtil alle stemmer i. Le Pens løfter om at udvise samtlige terrormistænkte får dem til at pifte begejstret.

Ved starten på valgkampens sidste uge er Marine Le Pen gået op i et helt nyt gear. Hun opremser listen over alle de terrorister, der har angrebet Frankrig de seneste fem år. Mohammed Merad var den første i den nye bølge. Den fransk-algierske terrorist slog i 2012 syv mennesker ihjel, heraf tre jødiske børn, inden han blev dræbt af politiet. Han havde dobbeltnationalitet, var dømt i en række voldssager, og havde Marine været præsident, hamrer hun fast, ville han for længst have været frataget sin nationalitet og udvist.

Eller han var aldrig lukket ind i første omgang.

»Fra dag ét vil jeg vil lukke grænserne for al indvandring. Også den legale,« råber hun til salens ekstatiske jublen.

Det er ikke svært denne aften at tro Le Pen, med det politiopbud, der står vagt i mørket uden for koncertsalen.

Allerede ved opgangen fra metroen ses lange rækker af specialpolitiet CRS’ køretøjer, og man skal gennem flere sluser af tungt bevæbnede CRS’ betjente, gendarmer, men også Le Pens private vagtværn og kropsvisitering for at nå ind.

Dagen før har der været optøjer under en demonstration mod Le Pens komme. På vej hen til salen, men langt uden for periferien, flokkes unge mænd med elefanterhuer og støvmasker for ansigtet, men det lykkes dem ikke at nærme sig. Samtlige mørkhudede bliver standset på vej gennem politibarriererne

Trods de enorme sikkerhedsforanstaltninger lykkes det så alligevel en Femen-aktivist, at nå op på talerstolen og kaste en buket mod le Pen, inden hun med ekstrem voldsomhed bliver kastet til gulvet og trukket ud.

Le Pen reagerer prompte:

»Og jeg, der som den eneste kvindelige kandidat, forsvarer kvinder.«

’Cuba uden sol’

Tidligere på dagen var det Emmanuel Macron , der samlede omkring 20.000 tilhængere i det store sportsanlæg ved Bercy, ved Seinens bred. Han har haft udsigt til anlægget fra det finansministerium, hvor han i to år var finansminister under den Hollande-regering, der blev ledet af Manuel Valls.

Nu skal Macron selv på scenen. Politiopbuddet er mindre, de lange køer fører som hos Le Pen gennem kropsvisitering, men man har skulle bestille billet på nettet og viser identitetsbevis, inden man slippes ind.

Macron kommer på scenen som en rockstar:

»Hører i foråret mumle? Det er lyden af et nyt kapitel i fransk politik, der vil gøre Frankrig optimistisk igen.«

Der klappes og Macron ser kærligt ud over menneskemassen.

Ritzau

Fra salen råber en stemme. »Jeg elsker dig Macron,« og alle griner, mens Macron lægger hånden på jakkesættet og hjertet.

Scenen står midt i salen, så Macron kan bevæge sig rundt, den parisiske middelklasse er mødt op, det hele er bonne enfant, hyggeligt, og folk danser i pink, gule og turkise T-shirts , mens der viftes med både EU-flag og trikolorer.

Macron bruger især talen her ved sit sidste store møde inden første omgang af præsidentvalget til at forsvare sit midterstandpunkt i fransk politik. Han vil tage det bedste fra begge sider – ligesom de Gaulle, forklarer han

»Ja, jeg vælger både frihed og lighed, vækst og solidaritet, virksomheder og ansatte«.

Det er i følge Macron langt at foretrække frem for de andre kandidaters alternativer, hvor man må »vælge mellem Margaret Thatcher eller Trotskij«. Macron langer især ud efter venstrefløjskandidaten Mélenchon: »Det bliver Cuba uden sol eller Venezuela uden oliekilder.«

Den kritik, der har haglet ned over ham, om, at han aldrig får flertal til sit projekt ved parlamentsvalget, modgår han og forsikret, at han umiddelbart efter præsidentvalget vil opstille nye kandidater, hvor halvdelen skal komme fra civilsamfundet, og halvdelen skal være kvinder. Her jubler salen. »Franskmænd er logiske, de skal nok give os det flertal, der skal til for at regere og lovgive.«

Ikke mindst gør han nar af sin egen trang til ustandselig at sige ’En même temps’ – samtidig.

»Det siges, at det er en tic. At det er tegn på vægelsind, og at jeg ikke kan skære igennem. Men jeg har tænkt mig ufortrødent at fortsætte med at sige det!«

Hvorfor rive alt ned?

Bag de store scener er vælgerne tilfredse med de kandidater, de er kommet for at se.

»Jeg var ikke helt sikker på, om jeg ville stemme på Macron,« forklarer den 19-årige sociologistuderende Clémentine Guillemot, »men det er jeg nu, jeg synes, han var virkelig overbevisende«.

Hendes kæreste, 30-årige Vincent, der er skolelærer, bryder ind.

»Han er jo den eneste, der taler om Europa og foreslår et program, hvor man ikke straks skal rive alt det ned, som andre har bygget op. Det er så utroligt irriterende i Frankrig, at man ikke bare kan føre det gode i tidligere regeringers politik videre. Når man underviser børn, ved man. at det aldrig nytter noget at sætte dem op imod hinanden. Man skal få det bedste ud af dem sammen og hver for sig.«

Patricia arbejder i sundhedsbranchen, og også hun er tilfreds. Hun har før stemt Hollande, men er ikke tilfreds med, at arbejdsløsheden fortsat er så stor i Frankrig.

»Pengene til sundhedsområdet skal jo komme et sted fra. Jeg tror ikke på den yderste venstrefløjs løfter, og Fillons nedskæringer bliver katastrofale. Så i øjeblikket er der ærlig talt ikke noget valg, der er kun Macron, man kan stemme på.«

Ahmed, der er kommet rejsende fra Luxembourg, hvor han rådgiver virksomheder i digital omlægning, er enig: »Det er jo omsider den skandinaviske model, vi kan få indført i Frankrig, med både frihed for virksomhederne og sikkerhed for arbejderne.«

Faren var ekstrem

Men også i aftenmørket efter Le Pens møde er der stor tilfredshed.

24-årige Zavier de Traveau er forretningsmand, og han forklarer stolt, at han har fået overbevist hele sin familie, der står lige bag ham, om at stemme Le Pen. »Det gør vi normalt ikke i vort miljø, den højere middelklasse. Men situationen er katastrofal, og vi har jo set, at ikke engang højrefløjen har kunne klare at vende det. Vi er nødt til at beskytte Frankrig.«

Men synes han ikke, Le Pens retorik var voldsom?

»Det er situationen, som er voldsom, ikke Le Pen.«

60 årige Marie Chantal er frisør og har sammen sin veninde Yolande, der er pensioneret bogholder, taget rejsen til Paris for at lytte til Marine Le Pen. De mener på ingen måde, at hendes program er fremmedfjendsk.

»Jeg har selv venner af alle mulige nationaliteter og religioner og er af spansk oprindelse. Men journalisterne forvrænger alt, hvad Marine Le Pen siger,« forklarer Marie Chantal med et stort smil.

– Men hun forklarede da, at hun ville lukke grænserne?

»Jamen det betyder jo ikke, at vi ikke skal tage os godt af dem, der allerede er her. Vi er katolikker, og vi lader folk i fred, og det er der også mange muslimer, som gør. Den slags mennesker er der jo ikke den mindste grund til at gribe ind over for.«

Yolande mener, at det slet ikke er de fremmede, men arbejdsløsheden der er problemet: »Det er jo også derfor, grænserne skal lukkes, der er jo i forvejen slet ikke arbejde til alle. De eneste, for hvem de åbne grænser er en fordel, er arbejdsgiverne og de rige. De kan få billig arbejdskraft, og så kan de sende pengene i skattely.«

»Jeg har stemt socialistisk, men også på Sarkozy,« forklarer Marie Chantal, »vi troede jo virkelig, at han ville få Frankrig på fode. De har alle været ved magten, men det er ikke lykkedes for nogen af dem.«

Men de har altså ikke stemt på Front National før ?

»Først da det blev Marine,« siger de i kor, og og Marie Chantal fortsætter: »Det ville aldrig været faldet mig ind at stemme på Jean-Marie Le Pen, han var jo ekstrem. Men hvis man læser programmerne ordentligt, kan man selv se, hvor anderledes Marine Le Pen er. Hun er det, Frankrig har brug for, man kan stole på hende.«

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu