Abu Hamza har personligt planlagt vores møde ned til mindste detalje for ikke at løbe nogen risici.
To timer før midnat dukker han op på det aftalte sted på en halvtom gade i den mere suspekte ende af Tarlabasi-bydelen i Istanbul. Et socialt belastet område, som mange lokale tyrkere betegner som knudepunktet for al narkohandel i den tyrkiske storby.
De blinkende skilte fra de dunkle barer og de søvnige kiosker spejler sig på de glatte brosten under Abu Hamza, der langsomt kommer gående med en cigaret i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden.
Han stopper op og skanner omgivelserne, inden han smider cigaretten under sin støvle og puster røgen ud fra det sidste hvæs. Telefonen stikker han ned i cowboybukserne. Abu Hamza siger ingenting. Han er ikke small-talk-typen, blikket er koldt og fjernt. Kropsproget er tilsyneladende Abu Hamzas fortrukne måde at kommunikere på, når han står på den åbne gade i Tarlabasi.
Med et hurtigt ryk med hovedet signalerer han, at jeg skal følge efter ham. Mødet skal afholdes på et hotel, som ejes af nogle af hans bekendte. Hotellet er et af de få steder i byen, hvor han føler sig sikker, når han skal tale om sit arbejde.
Mænd som Abu Hamza løber ingen risiko i Tyrkiet i disse dage. De seneste tider har budt på mange kriser, som har været med til at sprede en usikker og kold stemning af paranoia i landet.
Et fejlslagent kupforsøg, terrorbomber, undtagelsestilstand, flygtningestrømme, militæroffensiver i henholdsvis Syrien og Sydøsttyrkiet og en præsident, som ifølge sine modstandere er ved at tilrane sig mere magt, er blot nogle af de ting, som fylder i den tyrkiske offentlighed.
Da Abu Hamza står foran hotellets indgang, løfter han diskret hånden op for at lave et håndtegn til overvågningskameraet. Døren aflåses et øjeblik efter. Han hilser på receptionisten ved at placere hånden på hjertet og sænke hovedet høfligt. Så går han direkte til værelse nummer 103.
Værelset er indelukket og klaustrofobisk. Sengen fylder det meste af rummet. En ubestemmelig lugt af billig rengøringsmiddel og gammel tobaksrøg hænger i de støvede gardiner. Lyset fra de hvide sparepærer i loftet får rummets hvide møbler og sengetøj til at virke rent, men lyset er så kraftigt, at det genererer øjnene.
Foran de støvede gardiner står en hvid lænestol med tekstilbetræk. Abu Hamza sætter sig til rette i stolen og folder armene langsomt ud, som om han skal til at byde nogen velkommen.
»Jeg beklager,« udbryder han og tilføjer efter en kort tænkepause.
»Det er nye tider i Tyrkiet. Derfor al den tys-tys. Hvad vil du vide om smugling?«
De gyldne dage er ovre
Aftalen mellem EU og Tyrkiet, der skal bremse flygtningestrømmen over Middelhavet, har vendt op og ned på tilværelsen for smuglere som Abu Hamza. Engang kunne han mødes med flygtninge, venner og journalister og tale åbent om sit arbejde på cafeer, parker og basarer i Istanbul. Men de gyldne dage er ovre nu. De tyrkiske myndigheder slår hårdt ned på mænd som ham.
»Alting foregår i det skjulte nu,« siger han.
Den tyrkiske regering har i flere omgange truet med at ophæve flygtningeaftalen med EU. Det skete senest efter den diplomatiske krise i marts mellem Tyrkiet og Holland og Tyskland.
Her sagde præsident Erdogan i et interview med CNN-Turk, at Tyrkiet måske ville revidere flygtningeaftalen efter den netop overståede folkeafstemning.
»Selvfølgelig håber jeg, at aftalen smuldrer. Alt vil blive nemmere,« siger Abu Hamza.
Den 32-årige Abu Hamza flygtede fra Syriens hovedstad Damaskus tilbage i 2012, hvor han ejede en lille shawarma-restaurant. Da han ankom til Istanbul, flyttede han ind i et kollektiv med en masse andre syriske mænd. Hér startede karrieren som smugler. Sammen med sine nye bekendte fandt han hurtigt ud af, hvordan tingene fungerede i den tyrkiske storby.
På kort tid gik han fra at være en mand, der ingenting havde, til at være en af kongerne i flygtningemiljøet i Tyrkiet. Abu Hamza fik en slags Godfather-rolle blandt syrerne i Istanbul.
»Folk, som drømte om Europa, henvendte sig til mig. Folk, som havde brug for penge eller tjenester, henvendte sig til mig. Jeg fik folks drømme opfyldt,« kommer det selvsikkert fra Abu Hamza, der sidder tilbagelænet på stolen med hænderne foldet sammen over lårene.
Da flygtningebølgen stod på sit højeste i starten af 2016, var der flygtninge alle vegne i Istanbul. På pladser, gader og markeder stod flygtninge og ventede på at blive afhentet af smuglere i busser, der skulle fragte dem til kystbyer som Izmir og Cesme, hvor de blev sejlet videre til Grækenland. Mange havde forberedt sig til flugten ved at købe redningsveste, fløjter, svømmefødder og badedragter.
»Det var som en vild turistsæson, hvor alle ønskede at komme på deres livs første snorkleferie,« siger Abu Hamza.
Smugleren griner over sin egen sammenligning, mens han sidder i lænestolen. Han har ikke længere det samme kolde blik i øjnene, som han havde for lidt siden uden for hotellet. Hans kinder rødmer. Han sidder med generte øjne, et skævt smil og en mere charmerende og drenget attitude.
Men der går ikke lang tid, før han bliver alvorlig igen.
»De tyrkiske myndigheder var udmærket klar over, hvad vi havde gang i dengang. Vi kørte jo nærmest i konvojer i busser fyldt med arabere fra Syrien og Irak. Men myndighederne så bare den anden vej, som man siger.«
Efter aftalen
Det gør de tyrkiske myndigheder ikke længere. Siden aftalen med EU har Tyrkiet kraftigt reduceret antallet af både, der sejler over Middelhavet. I januar 2016 flygtede 70.000 mennesker fra de tyrkiske kyster. I januar i år er tallet nede på 1.500. Effektiviteten er ikke til at overse, erkender Abu Hamza.
»Flygtningestrømmen bliver i øjeblikket bremset ved hjælp af fire metoder,« siger smugleren og viser fire fingre med sin højre hånd.
Først og fremmest patruljerer flere både ud for de tyrkiske kyster. Deres massive tilstedeværelse gør det stort set umuligt at undslippe Tyrkiet.
»Men bare at nå frem til kystbyerne er i sig selv blevet en udfordring,« siger Abu Hamza.
»Der er stort set tjekposter alle vegne mellem byerne. I gamle dage var der næsten ingen. Og selv hvis vi stødte på en tjekpost dengang, fik vi lov at køre videre.«
Men patruljer og tjekposter er blot to af de mere bløde metoder, som de tyrkiske myndigheder bruger til at bremse flygtningestrømmen mod Europa, forklarer Abu Hamza.
Den tredje metode er jagten på folk, der arbejder i smuglerbranchen. Den er intensiveret, og mange smuglere kan ikke længere føle sig sikre. Abu Hamza og hans kollegaer er nødt til at kigge sig over skuldrene en ekstra gang.
»Engang var vi gode venner med sikkerhedsapparatet. Vi så dem faktisk som vores samarbejdspartnere. Sådan fungerer det ikke længere. Tyrkisk lovgivning for smugling er aktiv igen, og straffen er mellem syv og 15 års fængsel. Jeg kender et par stykker bag lås og slå,« siger Abu Hamza.
Men patruljer, tjekposter og strengere straffe til smuglere er ikke så afgørende. Med lidt held, elegance, visdom og de rette kontakter kan alle tre udmanøvreres. Den fjerde og altafgørende måde, hvorpå myndighederne håndhæver aftalen med EU, er lukning af grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Abu Hamza udtrykker sig med stor bitterhed over det.
»Man holder dybest set syrerne indespærret bag grænserne. Nogle gange skyder tyrkiske soldater efter de syriske flygtninge, som forsøger at krydse grænsen. Der ankommer dybest set ikke nogen syrere til Tyrkiet længere. Syrerne kan heller ikke få visum til Tyrkiet.«
Fortsætter sit arbejde
Selv om de kronede dage nu er ovre for Abu Hamza, er han stadig aktiv smugler. Han får stadig kunder, som drømmer om Europa. Forskellen er, at det er blevet dyrere for kunderne.
»I gamle dage kostede en flugt fra Syrien til Tyrkiet omkring 20 amerikanske dollars. I dag koster den 2.000 dollars, fordi nogle af pengene går til tyrkiske grænsevagter. En tur med båden fra Tyrkiet til Grækenland kostede cirka 500 dollars, nu er den oppe på 1.200 dollars, fordi turen er mere risikabel og kræver større forberedelse,« forklarer Abu Hamza.
Størstedelen af smuglerne i Istanbul har fundet andre leveveje efter EU-aftalen. Mange har investeret pengene i servicebranchen eller er blevet låne-hajer i den tyrkiske storby. Men for Abu Hamza er der ingen andre leveveje. Han agter at fortsætte smuglervirksomheden, selvom arbejdsvilkårene har ændret sig. Der er altid rum for innovation, mener han.
»Når man nyder sit arbejde, finder man altid løsninger. Man bliver mere kreativ med tiden,« siger den syriske smugler med et kækt smil.
De nye flugtruter foregår ikke længere over havet, men primært over land og via lufthavne. Abu Hamza vil ikke gå i detaljer om, hvordan det foregår, men han nævner blandt andet falske pas, bestikkelse af sikkerhedsapparater og ’huller’ i visse europæiske lufthavne, som gør det muligt at fortsætte menneskesmugling.
Ifølge Abu Hamza kan smuglervirksomheden ikke stoppes. Så længe krigene i Syrien og Irak raser, og flygtningesituation ikke takles af det internationale samfund, vil smugling af flygtninge fortsat finde sted. Personligt nægter han at se sig selv som en skruppelløs udnytter med et kynisk menneskesyn.
»Jeg ville da ønske, at jeg kunne rejse som en almindelig forretningsmand fra Damaskus til resten af verden i blåt jakkesæt. Men mit land er smadret,« siger Abu Hamza med et eftertænksomt blik rettet mod hænderne.
»Jeg er på ingen måder afstumpet. Det er det internationale samfund, som har svigtet, big time. Mit job eksisterer kun, fordi mennesket har mistet sin værdi i det internationale samfunds øjne.«
Abu Hamza kigger ud af vinduet bag de støvede gardiner. Klokken nærmer sig midnat, og han vil videre. Han forlader værelse nummer 103, og på vej ud af døren sender han en afsked til receptionisten ved at placere hånden på hjertet og sænke hovedet høfligt.
Da han forlader hotellet, er blikket igen koldt og fjernt som inden mødet. Han tænder en cigaret og hiver sin telefon op ad lommen. Inden han lyner jakken op til halsen og forsvinder bag Tarlabasi-bydelens nedslidte bygninger, stiller han et spørgsmål med en afdæmpet stemme:
»Jeg sælger drømme til desperate mennesker, og jeg er god til det. Hvad fanden kan Europa?«
Sikken en modbydelig person, Information har fået fat i der.
Han har naturligvis ret i, at menneskesmuglingen vil fortsætte, så længe krigen i Syrien (og krige og økonomiske ringe livsvilkår generelt) raser, og det internationale samfund ikke tager et ansvar og gør noget effektivt ved flygtningenes situation.
Men han nægter, at se sig selv, som en afstumpet person, der kynisk udnytter ekstremt sårbare mennesker med personlig vinding for øje, men det er præcist, hvad han er.
For min sags skyld, kunne Information lige så godt have opsøgt en rocker eller en narkopusher, og interviewet denne om branchevilkårene.
Jeg har ingen respekt for den slags personer. De tjener på, at sende folk - herunder børn - i døden. Jeg håber, han kommer til at rådne op i et tyrkisk fængsel inden længe.
@ Jan Hansen: Lad os håbe, at alle os, som sidder lunt og godt i Danmark og læser Information aldring får lejlighed til at finde ud af, hvad vi selv ville være parat til, hvis det var os, som sad fast på den forkerte side af en grænse.
Jeg har svært ved at forstå det store fokus på menneskesmuglere - de er blot et symptom på et langt større, bagvedliggende problem. Javel, det er usympatisk at tjene penge på andre menneskers ulykke, men det er jo rigtigt som det bliver konstateret, at smuglerjobbet kun eksisterer fordi mennesket har mistet værdi. Især politikere har travlt med at pege anklagende fingre mod menneskesmuglerne. Meget bekvemt, for det fritager dem for at tage ansvar for det egentlige problem.
Læger tjener også penge på folks ulykke. Og tager typisk en væsentligt højere timepris.
Hvem ved, måske bliver han politiker en dag?
Menneskets værdi i magtens mytologi har altid været relativt lav ... grænsende til det aldeles undseelige. Og hovedårsagen til dette er utilitarismen, som den instrumentaliserer intrinsiske værdier i jagten på den porøse lykke.
Søren H
Ja, men jeg tror advokatstanden set over en blok har formået at satte timelønnen væsentligt højere; men det er en troes sag, og de har en veludviklet næse for at snuse andres ulykke/fejltrin op:-)
Kære Henrik Petersen,
Ja, lad os håbe det.
Det er bare ikke det, artiklen handler om. Så med mindre du synes, at vor kære menneskesmuglende ven her er en hædersmand, fordi han sørger for, at flygtninge fra Syrien og andre lande kommer til Europa (med mindre de drukner på vejen), så kan jeg ikke rigtig se meningen med din kommentar.
Menneskesmugling er en milliardindustri, hvor "kunderne" ofte trues, voldtages, slås ihjel eller sendes i døden på anden vis, og vi skal som nation og samfund gøre alt for, at få denne industri lukket mest muligt ned - f.eks. ved at de lande, der kan tage et ansvar - deriblandt Danmark - også går ind og tager ansvar, og gør noget effektivt ved det, således at flygtninge ikke behøver at benytte sig af menneskesmuglere, for at komme i sikkerhed. Hvad enten det er i Danmark eller i andre lande.
En løsning, der indebærer massiv hjælp til nærområderne - direkte og via UNHCR og et samarbejde med UNHCR om at hente de mest sårbare flygtninge til Europa, garneret med de nødvendige diplomatiske og knapt så diplomatiske midler, med henblik på at bringe konflikten i Syrien til ophør + en i EU intern fordelingsordning, der er solidarisk og tager særligt hensyn til randstaterne, burde ligge lige for.
@Jan Hansen
Det handler, dybest set, heller ikke om menneskesmuglerne og deres netværk. Det handler om, at alt for mange desperate mennesker er på flugt fra krig, forfølgelse og fattigdom og om, at EU's ydre og indre grænser bliver stadig mere fintmaskede. Det er – kynisk set – en markedsplads, hvor efterspørgslen er enorm. Deraf følger naturligt, at der er en gruppe af skruppelløse personager, som er parate til at profitere af selvsamme efterspørgsel – at tilbyde illegal – og farlig – transport til det forjættede land mod klækkelig betaling
Jeg synes du køber politikernes skæve præmis ved at rette alt for stor opmærksomhed mod smuglerne og deres netværk. Ja, de er kriminelle, men humlen er vel, at det er umuligt at komme dem til livs så længe efterspørgslen er så stor som den er. Nu findes der næsten ingen garantier i denne verden, men at alle anholdte menneskesmuglere bliver erstattet i løbet af et splitsekund, er formentlig én af dem.
Politikerne betjener sig af en besynderlig form for omvendt logik, når de, til stadighed, insisterer på at tale om de grumme menneskesmuglere og deres lyssky netværk – som om det er smuglerne, der er årsagen til flygtningeproblematikken. Man kunne, med god ret, have politikerne mistænkt for at springe over hvor gærdet er lavest. Alene fordi det er nemmere end at adressere det egentlige og langt mere komplekse – og politisk farlige – problem.
Jeg synes ikke Abu Hamza fremstår specielt afstumpet, han virker mere menneskelig end jeg havde ventet, men selvfølgelig er menneskesmuglere også mennesker. Interessant at se hvordan han rationaliserer og reflekterer over sin dont. Tak for det information.
@Rene Arestrup:
Det var sådan set også det, jeg pointerede i mit indledende indlæg: "Han har naturligvis ret i, at menneskesmuglingen vil fortsætte, så længe krigen i Syrien (og krige og økonomiske ringe livsvilkår generelt) raser, og det internationale samfund ikke tager et ansvar og gør noget effektivt ved flygtningenes situation."
Men det ændrer så ikke på, at han og de andre menneskesmuglere profiterer på andres ulykke og død, og det ser han åbenbart ikke selv, der er noget galt i.
I øvrigt skal vi ikke modtage flygtninge, der flygter alene fordi, der er fattigdom i deres hjemland. De hverken kan eller skal nogensinde kunne få asyl i Danmark, jf. flygtningekonventionens definition på en flygtning.
@Jan Hansen
jeg tror at en ung nigerianer, som har vandret gennem Sahara, på vej mod Middelhavskysten, er lykkeligt uvidende om - og temmelig ligeglad med - hvilken konventions-kategori han tilhører. Han er på flugt. Ligesom ti-itusindevis af andre unge afrikanere. Og de vil alle forsøge at komme over Middelhavet.