Læsetid: 9 min.

Tony Blair i interview med Information: Ånden fra 1997 er endnu vigtigere i dag

Verden forandrer sig i dag endnu hurtigere end for 20 år siden, da Tony Blair og New Labour kom til magten ved en jordskredssejr i Storbritannien. Det stiller større krav om nytænkning og fornyelse – en fornyelse, venstrefløjen i Europa ikke har formået, men som den i lyset af Brexit nu bør fokusere på, konstaterer han
Der er ingen tvivl om, at Brexit-afstemningen i høj grad handlede om immigration, hvorfor Theresa Mays regering har valgt at prioritere afslutningen af den fri bevægelighed fra Europa over adgangen til det indre marked. En beslutning som Tony Blair er dybt uenig i. ’Der er ikke nogen beviser for, at vi ikke har behov for disse mennesker,’ påpeger den tidligere premierminister.

Der er ingen tvivl om, at Brexit-afstemningen i høj grad handlede om immigration, hvorfor Theresa Mays regering har valgt at prioritere afslutningen af den fri bevægelighed fra Europa over adgangen til det indre marked. En beslutning som Tony Blair er dybt uenig i. ’Der er ikke nogen beviser for, at vi ikke har behov for disse mennesker,’ påpeger den tidligere premierminister.

Luke MacGregor/Bloomberg

1. maj 2017

LONDON - For præcis 20 år siden i dag blev New Labour-formand Tony Blair båret ind i Downing Street 10 på en bølge af optimisme efter 18 års konservativt herredømme.

I dag viser meningsmålingerne, at landet igen kan forvente et jordskredsvalg ved parlamentsvalget den 8. juni, men fremfor optimisme er stemningen i landet præget af splittelse og vrede oven på sidste års Brexit-afstemning. Og i stedet for Labour er det De Konservative, der står til at løbe med sejren med et løfte om ’stærkt lederskab’.

Det bekymrer ikke overraskende forhenværende premierminister Tony Blair dybt, da han møder Information og en lille gruppe internationale medier til et jubilæumsinterview.

Men det er ikke risikoen for, at hans eget parti – der for længst har droppet ’New’ fra sit navn – får det værste valg siden 1935, der bekymrer ham mest lige nu. Ej heller er det eftermælet fra hans egne år ved magten, forklarer han i et timelangt interview i hans hovedkvarter i det centrale London, der er dekoreret med malerier fra Mellemøsten.

Læs også

»For mig er det dominerende spørgsmål Brexit. Jeg mener, at vi begår en alvorlig fejl ved at separere os fra Europa, og som én, der troede på, at Storbritannien skulle spille en stærk rolle i Europa, er dette naturligvis en situation, der gør mig ufattelig trist,« siger den i dag lidt slankere og lidt mere gråhårede Blair, hvis velkendte talegaver dog ikke synes at være blevet slidte med årene.

Så oprørt er han over udsigten til Brexit, at han ikke kun har startet et nyt institut dedikeret til at forny den politiske midte, han er også så småt vendt tilbage til sidelinjen i britisk politik fra en årrække i selvvalgt eksil i Mellemøsten.

Fra den sidelinje har han i de seneste uger opfordret briterne til at stemme for kandidater, der modsætter sig et hårdt Brexit, ligegyldigt hvilket parti de stiller op for.

»Realiteten ved dette valg er – hvis meningsmålingerne er korrekte – at De Konservative vil vinde. Spørgsmålet er: Har du en stærk nok opposition til at stille dem til regnskab for deres beslutninger, hvad end det er Labour, liberaldemokrater eller andre? Jeg mener, at det eneste argument lige nu er, at de konservative ikke skal have en blankocheck i forhold til Brexit eller noget andet,« siger han i et lettere kringlet forsøg på ikke at lægge sig ud med sit eget parti, der langt fra er begejstret over hans slet skjulte opfordring til at stemme taktisk.

Socialdemokrater i krise

Det er forståeligt. Partiet står lige nu til sølle 27 procent i meningsmålingerne – mod 30,4 procent ved det skuffende valg i 2015, og 43,2 procent, da Blair bragte partiet til magten i 1997.

Men det britiske arbejderparti er langt fra alene om at være i dyb krise. Ved det hollandske valg fik landets socialdemokrater det laveste antal stemmer nogensinde, de franske socialdemokrater fik ved sidste weekends præsidentvalg kun 6,4 procent af stemmerne, mens spanske PSOE kæmper for at bevare sin status som landets største venstrefløjsparti.

’Jeg ønsker, at Skotland forbliver medlem af Storbritannien, men man bliver nødt til at anerkende, at det er en anden situation, hvis Storbritannien forlader EU, og Skotland har stemt markant for at blive,’ siger Tony Blair.
Læs også

Krisens dybde taget i betragtning er det overraskende, hvor hurtigt og sikkert Blair leverer sin forklaring på årsagen til den europæiske venstrefløjs kollaps.

»Det er enkelt; helt enkelt,« siger han. »Verden forandrer sig meget hurtigt. Det, der primært betegner verden i dag, er accelererende forandring, og for venstrefløjen betyder det, at den konstant må forny sig. Det var hele ideen bag det forandrede Labour-parti for 20 år siden. Det er ligegyldigt, hvad du kalder det; den attitude er mere relevant i 2017, end den var i 1997, for verden forandrer sig endnu hurtigere nu,« siger han og tilføjer, at »alt, hvad der ligner en form for venstrefløjskonservatisme, aldrig vil fungere«.

»Progressive styrker vinder kun, når de forstår fremtiden og viser, hvordan de kan få den fremtid til at fungere for folk. Det er årsagen til, at det, der skete i Frankrig, var fuldstændig uundgåeligt. Når venstrefløjen vælger en gammeldags politik, så taber den,« siger han.

Tony Blair vil ikke udtale sig om Labours nuværende ledelse under en valgkamp, men hans kritik af formand Jeremy Corbyns forsøg på at vinde fra den yderste venstrefløj er velkendt. Han mener dog stadig, at evnen til fornyelse er til stede i landet, om end den er svær at fornemme i disse Brexit-dage.

»Jeg mener ikke, at Storbritannien har mistet sin kreative eller innovative ånd, men den er nu som dengang i konkurrence med andre måder at tænke på. Og under Brexit-kampagnen sejrede dem, der af forskellige grunde mente, at Storbritannien burde forlade EU,« siger han og erkender, at det har givet hans eget parti et ekstra problem ved dette valg.

35 procent af Labours vælgere stemte Leave ved folkeafstemningen, mens 65 procent stemte Remain, og Labours Brexit-politik er som konsekvens temmelig uklar.

»Hovedparten af partiet stemte for Remain. Problemet er, at du står i en svær position som Labour-parlamentariker i valgkredse – og min egen tidligere valgkreds er et eksempel på dette – hvor 70 procent stemte Leave. For hvis du siger: ’Jeg er stadig for Remain’, så siger folk, at du ikke lytter til dem,« erkender han og kalder på den baggrund Labours Brexit-position for »fornuftig«.

Læs også

»Den er i bund og grund er at sige: ’Vi beslutter os på baggrund af aftalen’,« forklarer han og tilføjer, at han på linje med partiet »accepterer Brexit, hvis regeringen leverer, hvad den har lovet, hvilket er et forhold til Europa, som giver præcis de samme økonomiske fordele som dem, vi har nu«.

Brexit er utvivlsomt blevet en ny skillelinje i britisk politik, og der er tegn på, at Labours Brexit-vælgere nu lader sig friste af De Konservative og UKIP. Blair mener dog stadigvæk, at mærkaterne venstre og højre er relevante i dagens politiske landskab.

»Men der er en ekstra dimension i dag, som er vigtig, og som jeg kalder for ’åben’ versus ’lukket’, og dele af venstrefløjen og højrefløjen finder sammen omkring isolationisme og protektionisme. Mindre omkring antiimmigration,« mener han.

»Jeg ønsker og foretrækker naturligvis den åbne tilgang, men det betyder, at venstrefløjen på områder som immigration og sikkerhed må have en stram politik, for ellers mener folk ikke, at de forstår deres bekymringer omkring kulturel forandring. Det er meget vigtigt, at venstrefløjen forstår disse bekymringer. Det er ikke det samme som at håndtere det ud fra fordomme, men hvis du ikke har regler, så skaber du fordomme.«

Åbne grænser

Mangel på restriktioner i forbindelse med EU’s Østudvidelse i 2004 er ellers præcis det, Tony Blairs regering ofte kritiseres for. Der er sågar dem, der mener, at det faktum, at Storbritannien ikke indførte overgangsrestriktioner, er årsagen til, at landet 12 år senere stemte for Brexit. I dag bor der over en million øst- og centraleuropæere i landet.

Blair mener, at den tankegang er »en farlig vej at bevæge sig ud ad«.

»Men en af de ting, vi ikke gjorde, og som vi burde have gjort, var at forklare og argumentere for udvidelsen. Det er for mig helt utroligt i forhold til den nuværende britiske Brexit-position, at de to store resultater Konservative og Labour-regeringer opnåede (i EU, red.), nemlig det indre marked og Østudvidelsen, nu anses for at være roden til vores europæiske problem. Det er ufatteligt,« siger han hovedrystende.

»Hvad kunne der ikke være sket i disse lande i dag i lyset af genopblusningen af den russiske nationalisme, hvis ikke udvidelsen havde bragt dem ind i den Europæiske Union?«

Nationalismen er dog også opblomstret i hans eget land som resultat af særligt immigration. Sidste år kom 335.000 immigranter til Storbritannien – inklusive studerende – hvoraf knap halvdelen var fra andre EU-lande.

Der er ingen tvivl om, at EU-afstemningen i høj grad handlede om immigration, hvorfor Theresa Mays regering har valgt at prioritere afslutningen af den fri bevægelighed fra Europa over adgangen til det indre marked. En beslutning som Tony Blair er dybt uenig i.

»Der er ikke nogen beviser for, at vi ikke har behov for disse mennesker,« påpeger han og tvivler på, at den konservative regering – hvis den bliver genvalgt – i sidste ende vil slå hårdt ned på EU-migrationen.

»Det vil skade vores økonomi, så jeg tror ikke, at de vil gøre det. Jeg tror, de vil ende med at argumentere for, at hvis vi får folk til at gå igennem en proces (for at komme til landet, red.), og derfor i teorien kan argumentere for, at vi har fået kontrollen over vores grænser tilbage, så er det gevinsten. Men det, mener jeg, er spøjst. Så vi vil faktisk gerne have de fleste af disse folk, men vi får dem til at gå igennem en proces, og det forlader vi det indre marked for,« siger Blair, der tror, at befolkningen vil begynde at stille spørgsmål ved, om Brexit er det hele værd, når dette går op for dem.

Koalition på midten

Det tror han vil ske inden for det næste år, og så vil diskussionen for alvor genopblusse, spår han.

»Når det bliver tydeligt, hvor besværlige forhandlingerne vil blive, vil der være behov for en stærk opposition, for det kartel, der kontrollerer de højreorienterede medier og dele af Tory-partiet, vil forstærke deres retorik og sige: ’Det er alle de europæere, der forsøger at tryne os’,« mener den i dag 63-årige Blair.

Tony Blairs håb er, at der kan opbygges »en bevægelse på tværs af partiskel« imod »Brexit for enhver pris«. Det betyder dog ikke, at han advokerer for et nyt midterparti i Storbritannien på linje med det, som Emmanuel Macron har skabt i Frankrig med En Marche ! – ’På Vej’.

»Jeg taler ikke om et nyt parti. Mit håb er, at Labour-partiet vil repræsentere disse værdier,« siger han, men synes at erkende, at der er en risiko for en splittelse af partiet. 

»Den ånd, som Macron repræsenterer, giver utvivlsom genlyd i alle europæiske lande og i vestlig politik generelt. Hvad jeg forsøgte at gøre med Labour-partiet, var at gøre Labour til drivkraften for den ånd. Min præference er selvfølgelig, at Labour-partiet igen formår dette, men hvis vi ender med et valg mellem en hård Brexit og et Labour-parti på den yderste venstrefløj, så vil der være mange hjemløse vælgere,« konstaterer han.

Konkrete løsninger

Hvad Blair mest af alt efterlyser er konkrete, progressive løsninger. Det er årsagen til, at han har stiftet instituttet, der har fået navnet The Tony Blair Institute for Global Change. Gennem det agter han »at argumentere for en fornyelse af midten«.

»Især i forhold til Brexit – selv med al den bagage, jeg har med mig i enhver politisk debat i Storbritannien – for jeg nærer ekstremt stærke følelser omkring det her på vegne af den yngre generation,« siger han og hentyder dermed til elefanten i rummet: Irakkrigen, som har gjort ham giftig for Labour-partiet siden hans afgang i 2007.

Tony Blair synes imidlertid at have besluttet, at han nu har været fraværende længe nok – og han har ikke mindst fundet en ny mission.

»Det vigtigste for folk i min situation, hvis vi ser fremad, er, at vi skaber en politisk dagsorden, der kan forklare folk, hvordan globalisering kan bruges til deres fordel. For min overbevisning er, at globalisering er en styrke drevet af mennesker, af teknologi, af rejser, af migration – den er ikke rigtig drevet af regeringer, så hvis politiske partier siger til folk, at de kan stoppe alt det her, er det et bedrag.«

»Det, jeg ønsker at sige, er: ’Her er svarene på det’. Hvis vi har et lokalsamfund, der ikke har nydt godt af globaliseringen, hvordan kan vi så aktivere støttesystemer? Og det gør uddannelse enorm vigtig. At hjælpe folk gennem denne forandringsproces vil blive fundamentalt. Dét bør være debatten, og det er ikke engang en del af den politiske debat i Vesten i dag,« siger han.

Så efter 20 år er vi tilbage ved »uddannelse, uddannelse, uddannelse«, som var det slogan, Tony Blair og New Labour vandt med i 1997. Er det stadig et slogan, Labour vil kunne vinde valg på i 2017, vil Information vide.

»Ja, det har ikke ændret sig,« griner den tidligere premierminister.

»Det er meget vigtigt at finde ud af, hvad der har ændret sig i de seneste 20 år, og hvad der ikke har. Meget har ændret sig, men den ting, der har forandret sig mest, er forandring i sig selv, og den har accelereret. Så den ånd og den attitude, der lå bag New Labour, er mere relevant i dag, ikke mindre. Det er grunden til, at venstrefløjen må blive mere opfindsom, kreativ og innovativ; ikke trække sig tilbage til en slags gammeldags konservatisme med lille k.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

Nu havde jeg lige sådan glædet mig til det neo liberalistiske Thatchermania Storbritanien pakker kufferten og forlader EU og Emmanuel Macron fra revolutionens og guillotines land bliver Frankrings kommende præsident og sætter sit præg på et mere social retfærdig EU.

Forhåbentlig fejler Blair endnu en gang.

kjeld jensen, Elise Berg og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tony Blair vil være en game spoiler hvis han blander sig i Corbyns kampagne op til valget. Corbyns labour - classic linje kan få momentum lige nu, hvor Mays konservative vil trykke arbejderklassen endnu mere ned, for at gøre Brexit succesfuld.

Per Torbensen, Flemming Berger, Curt Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Interessant, men ikke overraskende, at Mette Rodgers gør interview med den ganle krigsforbryder. Men bortset fra det: hvad har Information betalt for at få dette interview?

Sup Aya Laya, Jacob Jensen, Ture Nilsson og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ok enig - men nu siger han altså også ting her der unægteligt er rigtige - tilmed ting som Corbyn ikke siger klart og tydeligt - nemlig at ’Der er ikke nogen beviser for, at vi ikke har behov for disse mennesker...’