Analyse
Læsetid: 5 min.

Trump på uventet kollisionskurs med Assad og Putin

Synet af ihjelgassede syriske børn i Idlib ’har påvirket mig’, siger USA’s præsident, hvis emotionelle respons og uforudsete holdningsskifte til Assad-regimet og dets støtter skaber dyb usikkerhed om Washingtons udenrigspolitiske linje
Den 9-årige dreng Hassan Dallal overlevede gasangrebet i Idlib og bliver her behandlet på et hospital. Billederne af de dræbte og sårede børn har berørt Donald Trump så meget, at hans »holdning til Syrien og Assad har ændret sig meget«, siger han.

Den 9-årige dreng Hassan Dallal overlevede gasangrebet i Idlib og bliver her behandlet på et hospital. Billederne af de dræbte og sårede børn har berørt Donald Trump så meget, at hans »holdning til Syrien og Assad har ændret sig meget«, siger han.

Cem Genco

Udland
7. april 2017

WASHINGTON/NEW YORK – Donald Trumps erklærede holdningsskifte over for Syrien og dets præsident Bashar al-Assad – og hans antydning af mulige straffeforanstaltninger som reaktion på tirsdagens kemiske angreb – har igen understreget hans administrations uforudsigelighed på den internationale scene.

Bare at lufte tanken om, at USA kunne finde på at gribe ind i konflikten, er en radikal afvigelse fra den ’America First’-tilgang, der hidtil har kendetegnet Trumps politik. Og som i forhold til Syrien har indsnævret fokus på kun at bekæmpe Islamisk Stat og andre ekstremister – og udskyde ethvert engagement i landets politiske fremtid.

»Jeg kan ikke lide Assad overhovedet,« erklærede Trump i oktober sidste år, under en af præsidentvalgsdebatterne. »Men Assad dræber ISIS. Rusland dræber ISIS, og Iran dræber ISIS.«

Det er kun et par dage siden, at den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, erklærede, at USA ikke længere vil prioritere »at sidde og fokusere på at få Assad af vejen«.

Udenrigsminister Rex Tillerson sagde i tråd hermed, at den syriske præsidents fremtid »vil blive afgjort af det syriske folk« – og så dermed bort fra de dele af den syriske befolkning, der udsættes for Assad-regimets nådesløse bombardementer og er ude stand til at udtrykke deres holdning.

Over stregen

Endnu mere forvirrende er Trumps erklæring om, at tirsdagens gasangreb i Idlib har krydset »mange, mange linjer – ud over en rød linje«. Den bemærkning kom kun få timer efter, at præsidenten havde rakket ned på Barack Obama for at have markeret den oprindelige røde linje for Assads brug af kemiske våben i 2012 – og så undlade at realisere sin trussel om at slå til, da linjen blev krydset i august 2013.

Trump har hele tiden pointeret, at Obamas undladelse at af følge op på det syriske regimes overtrædelse af den røde linje har udstillet USA som svag. Det står dog langt fra klart, hvilke eventuelle foranstaltninger hans egen administration påtænker, nu da Assad har krydset »mange, mange linjer«.

Der er dog flere indikationer af, at administrationen i det mindste overvejer at gribe til en direkte – og muligvis militær – respons.

Haley siger, at når FN ikke gør sin pligt, »kan der være tidspunkter i staternes liv, hvor vi ser os nødsaget til selv at handle«. Og Sean Spicer, talsmand for Det Hvide Hus, sagde tirsdag: »I kan roligt regne med, at Trump har talt med sit nationale sikkerhedshold i morges, og vi fortsætter med at føre denne diskussion, både internt med vores nationale sikkerhedshold og med vores allierede verden over.«

Forsvarsminister James Mattis kalder angrebet i Idlib for »en afskyelig handling, som vil blive behandlet som sådan«.

Bannon er ude

Endvidere vil konsultationerne i Det Nationale Sikkerhedsråd nu ikke længere have deltagelse af Trumps chefstrateg, den højreradikale Steve Bannon, der har været den vigtigste fortaler for det synspunkt, at kampen for at tilintetgøre ’radikal islamisk terrorisme’ berettiger alliancer med folk som Assad og Vladimir Putin.

Bannons afgang er en sejr for den nationale sikkerhedsrådgiver, H. R. McMaster, der afviser brugen af ​​udtrykket ’radikal islamisk terrorisme’ og dens konsekvenser for analyse og politik. McMaster, en allieret af forsvarsminister Mattis, forventes nu at have fået en meget friere hånd i udformningen af ​​Syrien-politikken.

Med hensyn til de amerikanske handlemuligheder står Trump-administrationens garvede militærledere dog over for præcis de samme begrænsninger som Obama-administrationen.

Enhver straffeaktion vil følges op af planlagte nye skridt for, hvad man skal gøre dagen efter, hvis Assad og Putin skulle ignorere budskabet. Stigende militærstøtte til oprørerne indebærer samtidig samme risiko som hidtil for, at den falder i hænderne på ekstremister.

Der findes i den amerikanske politiske ledelse fremdeles ingen gennemtænkte og detaljerede planer for, hvad man vil stille op med Syrien, hvis det skulle lykkes at vælte Assad. Faren er, at der vil opstå et strategisk tomrum, der kan udvikle sig lige så katastrofalt som i sin tid Iraks besættelse.

Desuden vil ethvert skridt imod det syriske regime nu også kunne blive set som en fjendtlig handling mod Rusland.

Døde russere

Colin Kahl, et tidligere medlem af Obamas Det Hvide Hus, bemærker i et tweet, at »det er værd at huske på, at der er russiske rådgivere på næsten alle relevante Assad-baser. Ethvert angreb vil efterlade døde russere«.

Angrebet på Idlib synes at have drevet den første større kile ind imellem Trump og Putin. Han udtalte således til New York Times: »Jeg synes, det er en meget trist dag for Rusland, fordi de er på samme side, og i det her tilfælde peger al information på, at Syrien gjorde dette.«

I mellemtiden har FN-ambassadør Haley – formentlig med Det Hvide Hus’ velsignelse – leveret en sønderlemmende anklage mod Rusland i FN’s Sikkerhedsråd.

Holdningsskiftet er tydeligvis en konsekvens af ugerningen i Idlib, men det er endnu for tidligt at sige, om det varer ved, og hvor længe – og om det vil føre til, at USA og Rusland støder sammen på den syriske slagmark. Hvad der især gør dets dybde eller varighed svær at forudsige, er, at det primært synes drevet frem af Trumps umiddelbare følelsesmæssige reaktion på begivenheden.

I sine udtalelser i Rosenhaven uden for Det Hvide Hus henviste Trump flere gange til de børn og spædbørn, som var blevet dræbt under gasangrebet.

Ofrene for Idlib-angrebet er dog så langt fra de første syriske børn, som har måttet lade livet for Assadregimets eller dets russiske og iranske støtters hænder.

Stærke billeder

Der findes også omfattende dokumentation for, at regimet tidligere har brugt kemiske våben. Hvad der denne gang synes at have gjort forskellen, er, at Trump har brugt en del tid på at kigge på billeder af angrebets følger.

Angrebet har »påvirket mig meget«, sagde Trump, og tilføjede, at hans »holdning til Syrien og Assad har ændret sig meget«.

De mulige politiske konsekvenser af hans holdningsskifte fortoner sig endnu i det uvisse. Præsidentens tidligere grundopfattelse kan dog tænkes at vende tilbage, efterhånden som billederne falmer i hans sind.

Men så meget står klart, at Assad kan have fejlbedømt Trump. I november kaldte den syriske leder ham for »en naturlig allieret«, måske i den tro, at han i Trump havde en hensynsløs stærk mand som Putin og ham selv.

Virkeligheden synes nu mere kompliceret, mere følelsesmæssigt betinget – og mere uforudsigelig.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Trump skifter mening inden han kan nå at handle.

Poul Sørensen

Hvis der skal være en millitær aktion så skal det tales så meget om konsekvenser, at Trump vil konkludere at det er smartest er, at lade være at gøre noget...