Nyhed
Læsetid: 4 min.

’Trumps angreb demonstrerer, der er en ny sherif i byen’

For nogle amerikanske iagttagere og politikere bekræfter angrebet på Syrien Trumps ønske om at udvise amerikansk lederskab. Andre ser det som udslag af hans impulsive karakter. Alle efterlyser en sammenhængende Syrien-politik
Udland
8. april 2017

BOSTON – Allerede dagen efter det kemiske våbenangreb tirsdag mod civilbefolkningen i Khan Sheikhou i Syrien lå det i kortene, at præsident Donald Trump næppe ville lade monstrøsiteten forblive upåagtet. Her var der en perfekt lejlighed til at udvise amerikansk lederskab og adskille sig fra forgængeren Barack Obama, der er blevet kritiseret af Republikanerne for sin passivitet i Syriens borgerkrig.

FN-ambassadør Nikki Haley, tidligere guvernør i konservative South Carolina, holdt onsdag billeder af døde småbørn op i Sikkerhedsrådet, således at den fungerende russiske ambassadør kunne få syn for sagn. Hendes opgave var tydeligvis at bruge de uhyrlige foto til at legitimere en militær afstrafning af Bashir al-Assads styre.

Samme aften forudsagde tidligere general John Allen i et foredrag på New York University, at »det er næsten uundgåeligt, at Trump vil gribe til militær gengældelse, og jeg håber, det bliver et angreb med Tomahawk-krydsermissiler mod Assad-styrets flyvevåben og kemiske våbenlagre.«

Allen var indtil sidste år Obama-regeringens repræsentant i den internationale koalition mod Islamisk Stat.

Nogle få timer inden USA’s nålestiksangreb med 59 krydsermissiler mod flyvestationen Al Shayrat i Syrien forudsagde direktøren for USA’s udenrigspolitiske selskab, Richard Haass, i et interview med Information præcist, hvad der ville ske den nat.

Haass, der har været rådgiver for begge Bush-præsidenter og for udenrigsminister Colin Powell, havde netop lagt sidste hånd på en kronik til Financial Times, hvori han profetisk skrev, at Trump kunne give ordre til at bombardere Assads flyvevåben med krydsermissiler – ’fremfor alt flyvestationer og fly knyttet til benyttelse af kemiske våben.’

Men det var i virkeligheden ikke svært at gætte, hvad præsident Trump som øverstbefalende for USA’s væbnede styrker ville give Pentagon ordre til at gøre. Planen har ligget i skuffen, siden Obama afviste at føre den ud i livet efter giftgasangrebet i august 2013, der kostede op mod 1.500 mennesker livet.

Det vanskelige var at forudsige, hvorvidt Trump ville give grønt lys til affyring af krydsermissiler fra de to krigsskibe i Middelhavet og i givet fald, hvad hans motiver ville være for at tage et så drastisk skridt så tidligt i sit præsidentskab – nemlig, et militært angreb på et andet land.

Historisk øjeblik

Richard Haass taler om et ’besynderligt historisk øjeblik’.

»Præsident Obamas passive holdning i 2013 viste sig at være bekostelig. Konsekvenserne for Syrien, Mellemøsten og Europa har været yderst alvorlige. Et missilangreb i 2013 ville utvivlsomt også have haft alvorlige konsekvenser. Det viser blot, at det nogle gange kan være lige så bekosteligt at undlade at reagere, som det er at handle,« siger direktøren for den udenrigspolitiske selskab.

»Nu er vi vendt tilbage til situationen i 2013, og Trump har en oplagt mulighed for at vise, at en ny sherif er kommet til byen. Det ville være deprimerende, hvis Trump afholdt sig fra at demonstrere over for verden, at USA’s passive holdning til Syrien-krisen fortsætter. Han bliver nødt til at sende et signal og handle.«

Haass ligger på linje med de nykonservative, der har udvist skepsis over for Trumps America First-ideologi, som ifølge dem vil føre til en isolationistisk udenrigspolitik.

Den nykonservative tænker Elliott Abrams, som Trump for en måned siden afviste at hyre som viceudenrigsminister, jubler f.eks. over præsidentens lederskab ’efter en vakkelvorn start’ på hans embedsperiode.

»Det er først nu, at Trumps præsidentskab for alvor begynder … Endelig har han accepteret rollen som leder af den frie verden. Det var uventet: I valgkampen antydede han, at det er for dyrt for USA at varetage et globalt lederskab, at vi er trætte af at blive udnyttet af andre lande, og at vi ikke kan løse alle verdens problemer,« skriver Abrams i ugebladet The Weekly Standard.

Republikanske ledere, der traditionelt støtter en interventionistisk linje, bakker også op om Trump. Det gælder senatorerne John McCain og Lindsey Graham samt Marco Rubio. De opfordrer endda præsidenten til at udvide gårsdagens missilangreb til at omfatte hele Syriens flyvevåben.

Alt-right fordømmer

De eneste kritikere blandt konservative er den libertære fløj i det Republikanske parti, der er anført af senator Rand Paul, og alt-right-bevægelsen, som Trump og hans chefstrateg Steve Bannon står nær. I går fordømte ledende skikkelser, som den hvide nationalist Richard Spencer, angrebet og erklærede, at han ikke vil støtte Trumps genvalg i 2020.

Andre nationalister fremførte i tweets sædvanlige konspirationsteorier, der i denne omgang går på, at obskure kræfter i statsapparatet skal have lagt en fælde ud for Trump. Mange i alt-right-bevægelsen er prorussiske og støtter Bashir al-Assads regime. Det er en lille højrøstet gruppe af aktivister, som Trump ikke kan ignorere. De har indflydelse blandt hans hvide kernevælgere.

Blandt demokratiske politikere var reaktionen afdæmpet. Det er dog overraskende, at Obamas tidligere sikkerhedsrådgiver og viceudenrigsminister Anthony Blinken i en kronik i The New York Times i dag åbenlyst støtter Trumps militære angreb. Blinken opfordrer, som mange republikanere, Trump til at formulere en Syrien-politik, der hidtil har været fraværende.

Et uafklaret kapitel i forløbet, der endte med Trumps dramatiske beslutning, er hans motiver. I 2013 opfordrede han Obama til at afstå fra et gengældelsesangreb. Inden det kemiske våbenangreb tirsdag udtalte udenrigsminister Rex Tillerson, at præsident Assad bør spille en rolle i en fredsløsning og en samlingsregering. Efter giftgassen krævede mindst 70 dødsofre tirsdag sagde Tillerson, at Assad burde gå.

Var Trumps magtmanifestation en kærkommen afledningsmanøvre for en præsident, der er gået fra en fiasko til en anden i sine første 75 dage?

Det afviser Gordon Adams, professor emeritus på American University, forhenværende rådgiver for præsident Billl Clinton og eksponent for den realistiske udenrigspolitiske skole.

»For mig virker det som et udslag af Trumps impulsive stil. Han er tilbøjelig til at give igen af samme skuffe, når han bliver udfordret, uden at gennemtænke følgerne. Jeg tror heller ikke, det drejer sig om at udvise amerikansk lederskab. Det handler mere om respekt for Amerika,« siger Adams.

»Problemet er, at beslutningen ikke er bagt ind i en langsigtet strategi for Syrien.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tak for analysen, Martin Burchart, spot on.