Analyse
Læsetid: 3 min.

Den ultimative slåmaskine

I Nice, Berlin og nu Stockholm er lastbiler blevet brugt som våben mod menneskemængder. Terrorgrupper har længe opfordret deres støtter til at bruge lastbiler i angreb
En lastbil blev i går brugt som våben i terrorangrebet i Stockholm. Det er et ’våben’, der er blevet brugt i en række andre nylige angreb i Europa.

En lastbil blev i går brugt som våben i terrorangrebet i Stockholm. Det er et ’våben’, der er blevet brugt i en række andre nylige angreb i Europa.

Aftonbladet

Udland
8. april 2017

Det var midt i fredagens eftermiddagstravlhed på den centrale gade Drottninggatan i Stockholm, at en lastbil pludselig kørte med høj fart ned gennem gaden, påkørte adskillige mennesker og kl 14.53 endte i stormagasinet Åhlens indgangsparti, hvor den brød i brand.

Tidligere på dagen var en lastbilchauffør ved at læsse varer af ved en restaurant i det centrale Stockholm, da en maskeret mand kaprede hans lastbil. Det var denne lastbil, der ikke længe efter kørte ind i Åhléns og efterlod et spor af tilskadekomne og dræbte.

Først lød meldingen fra det svenske politi, at tre var dræbt og otte såret, men ved redaktionens slutning havde rigspolitichef Dan Eliasson fortalt en samlet presse, at de ville overlade udmeldingen om dræbte og tilskadekomne til det svenske sygehusvæsen.

»Sverige er blevet angrebet. Alt tyder på et terrorangreb,« sagde statsminister Stefan Löfven til pressen få timer efter hændelsen.

Og den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen udsendte en pressemeddelelse med ordlyden: »Det gør ondt helt ind i hjertet, at vores svenske broderfolk er blevet udsat for så afskyeligt et angreb. Et fejt forsøg på at kue os og vores fredelige måde at leve på i Skandinavien. Det er en sorgens dag. Men det er også viljens dag. En vilje til at bekæmpe mørket. For hvert forsøg på at bøje os, rykker vi tættere sammen. Vi slår ring om vores svenske naboer. Mine tanker er hos ofrene og deres pårørende.«

Der er altså tale om et formodet terrorangreb. Lastbiler har udviklet sig til et populært våben for terrorister. I Frankrig 14. juli sidste år kørte en lastbil med høj fart gennem menneskemængderne, der var samlet på Nices berømte strandpromenade for at fejre nationaldagen. 86 mennesker blev dræbt og mere end 400 såret. I december blev et af Berlins berømte julemarkeder ramt af et lignende angreb. 12 mennesker blev dræbt og 48 såret.

Motivet for angrebet i Stockholm er endnu ikke kendt og ingen anholdt, men særligt islamiske terrorgrupper har spredt opfordringer til at bruge lastbiler som våben mod menneskemængder. I 2010 udgav al-Qaeda i Yemen et nummer af sit webmagasin Inspire, hvori man kunne læse en række tips til rekrutter om måder at sprede terror på. Dengang beskrev CNN, at Inspire under overskriften ’Den ultimative slåmaskine’ blandt andet foreslog at bruge lastbiler som »en slåmaskine. Ikke for at slå græs, men for at meje Allahs fjender ned«.

IS-talspersoner er kommet med lignende opfordringer. Og i juni måned inden angrebet i Nice 14. juli sendte det IS-associerede Kalifatets cyberhær ifølge New York Times et billede ud af en række våben, der kunne bruges af »Islamisk Stats ulve.« Heriblandt et billede af en bil. Under billedet lød opfordringen: »Ram dem.«

’Vi var velforberedte’

Tre timer efter angrebet i Stockholm afholdt en samlet politiledelse et pressemøde, hvor de heller ikke lagde skjul på, at angreb med lastbiler er en del af trusselsbilledet. Chefen for politiets nationale operative enhed Mats Löfving sagde, at det »ikke var overraskende«, at angrebet foregik netop på denne måde og henviste til de øvrige angreb i Europa inden for det seneste år: »Vi er velforberedte,« sagde han.

Chefen for det svenske sikkerhedspoliti Anders Thorberg bekræftede, at man også i SÄPO har været særligt opmærksomme på risikoen for et angreb af denne type: »Senest i denne uge har vi øvet på et lignende scenarie,« sagde han.

Men han sagde også, at de dog ingen indikationer havde på, at det skulle ske lige nu, og at de endnu ikke havde anholdt føreren af lastbilen. I forbindelse med pressekonferencen offentliggjorde de billeder fra overvågningskameraer af en mand, de meget gerne ville i kontakt med.

Den øgede terrortrussel i Europa har for længst fået myndigheder til at udsende anbefalinger til beskyttelse af steder, hvor mange mennesker samles. Såkaldte ’bløde mål’ beskyttes med beton- og stålbarrierer både permanent og ad hoc, som det skete omkring julemarkeder i København efter angrebet i Berlin sidste år. Men man kan ikke udrydde enhver risiko.

Professor Tahir Abbas, der forsker i voldelig ekstremisme og radikalisering, siger til The Guardian: »Man prøver at beskytte sig mod enhver mulig risiko, men der vil altid være noget, der slipper igennem. Når det gælder terrorisme, er man i nogen forstand altid et skridt bagefter, og det er derfor, at det er særligt vigtigt, at man deler erfaringer på tværs af landegrænser.«

Erfaringer fra angreb med lastbiler er med fredagens begivenheder i Sverige nu noget, man kan dele på tværs af hele Europa. Angrebet i Stockholm havde fredag ikke fået PET til at hæve trusselsniveauet i Danmark, der allerede er alvorligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

På YouTube blev der efter Nice angrebet 14. juli uploaded en video af Strandpromenaden med de døde og sårede liggende på asfalten. Jeg var uforsigtig nok til at se videoen - godt nok blot een gang; men det var mere end rigeligt.

Det er for en person uden specielle forkundskaber helt ubegribeligt, hvordan et menneske ser ud efter at være blevet kørt over af en lastbil. Så al-Qaeda og ISIL har fat i et kun alt for potent våben.

Henning Kjær

Lastbiler er et våben for tabere, der ikke er i stand til at planlægge og organisere nogen reel trussel/forbrydelse mod vores samfund. Terrohandlinger er nu på niveau trafikulykker, der er meget større i antal.

Ole Christiansen

Henning Kjær
Burde det ikke betragtes som en "skærpende omstændighed" at bruge en øl-bil?