Læsetid: 4 min.

USA angriber ikke, og Nordkorea vil aldrig angribe først

Der bliver ikke krig på den koreanske halvø. Ikke endnu i hvert fald. Selvom både Donald Trump og Kim Jong-un puster sig op, så er en militær konfrontation fortsat usandsynlig, vurderer eksperter
I weekenden sendte USA en flådestyrke med hangarskibet USS Carl Vinson mod den koreanske halvø kun få dage efter præsident Donald Trumps angreb i Syrien. Nordkorea er klar til at »reagere på enhver form for krig, som USA ønsker,« lød meldingen mandag fra en talsmand for Nordkoreas udenrigsminister. Men der bliver ikke krig, vurderer den kinesiske ekspert Shen Dingli

I weekenden sendte USA en flådestyrke med hangarskibet USS Carl Vinson mod den koreanske halvø kun få dage efter præsident Donald Trumps angreb i Syrien. Nordkorea er klar til at »reagere på enhver form for krig, som USA ønsker,« lød meldingen mandag fra en talsmand for Nordkoreas udenrigsminister. Men der bliver ikke krig, vurderer den kinesiske ekspert Shen Dingli

Ritzau

12. april 2017

Nordkorea rasler med sablerne igen. Denne gang som reaktion på, at USA i weekenden sendte en flådestyrke med hangarskibet USS Carl Vinson mod den koreanske halvø kun få dage efter præsident Donald Trumps angreb i Syrien.

Nordkorea er klar til at »reagere på enhver form for krig, som USA ønsker,« lød meldingen mandag fra talsmanden for Nordkoreas udenrigsminister på det statsstyrede Korean Central News Agency.

Men der bliver ikke krig, vurderer den kinesiske ekspert i internationale relationer ved Fudan Universitet, Shen Dingli, der blandt andet forsker i nedrustning på den koreanske halvø:

»USA’s flåde ved den koreanske halvø er en papirtiger. USA angriber ikke, og Nordkorea vil aldrig angribe først. Der bliver ingen krig.«

Ikke første gang

Det er ikke første gang, Pyongyang truer med krig, siger Liselotte Odgaard, der forsker i Kinas internationale relationer ved Forsvarsakademiet, men hver gang er det tomme trusler:

»Nordkorea har ikke militærkapacitet til at føre krig med nogen. De kan allerhøjest affyre missiler, der kan udrette stor skade i Sydkorea eller Japan og dermed udløse en krig. Men det ville være rent selvmord for Nordkorea.«

Kina, der frygter, at en militærkonfrontation kan presse Nordkorea til et sammenbrud, opfordrer både USA og Sydkorea til at beherske sig og ikke intensivere konflikten. På det daglige pressemøde i Kinas udenrigsministerium mandag udtalte talskvinden for den kinesiske udenrigsminister Hua Chunying:

»I lyset af den nuværende situation tror vi, at alle parter skal udvise beherskelse og undgå aktiviteter, der kan øge spændingerne.«

I weekenden fejrer Nordkorea landsfaderen Kim Il-sungs 105 års fødselsdag. Det forventes, at styret vil markere dagen ved at fremvise sit nyeste militære isenkram i en militærparade. Måske med affyringen af det første langtrækkende missil, der kan lægge ekstra til den militære formåen, som styret hidtil har kunnet præstere.

Styrkeprøve

Det amerikanske angreb i Syrien i sidste uge er blevet tolket som et signal til både Kina og Nordkorea om, at USA kan finde på at indføre sanktioner eller lave et tilsvarende angreb i Nordkorea, hvis Kina ikke presser Pyongyang til at standse sin oprustning, siger Liselotte Odgaard:

»Det var forventeligt, at Nordkorea ville komme med en eller anden reaktion, efter USA i sidste uge angreb i Syrien og senere sendte en militærflåde mod den koreanske halvø.«

Angrebet i Syrien, der skete midt under det kinesiske statsbesøg i USA, er blevet mødt med kritik i kinesiske statsmedier, der ellers har haft rosende ord om det første møde mellem præsident Xi Jinping og Donald Trump i Florida:

»Det er typisk amerikansk taktik at sende en stærk politisk besked ved at angribe andre lande og bruge avancerede kampfly og krydsermissiler«, skrev det kinesiske nyhedsbureau Xinhua lørdag.

Donald Trump har med sine kritiske udtalelser over for både Nordkorea og Kina aflivet Obama-administrationens strategiske tålmodighedspolitik over for Nordkorea og signaleret, at alle muligheder er åbne for at standse nordkoreansk oprustning, mener Andreas Bøje Forsby, der forsker i Kinas internationale relationer ved DIIS.

Set i lyset af Donald Trumps skarpe udtalelser om Nordkorea og sidste uges magtdemonstration  i Syrien fremstår han mere utilregnelig end tidligere præsidenter, men det ere trods alt højest usandsynligt, at han vil gøre alvor af sine trusler mod Nordkorea, mener Andreas Bøje Forsby:

»Mens Syrien er forsvarsløs over for amerikansk angreb, så kan Nordkorea skabe et ragnarok i regionen.«

Hovedpine

I Beijing mærkes Nordkorea som en konstant hovedpine.

På den ene side har Kina ingen interesse i at trække tæppet væk under det nordkoreanske regime, der vil skabe flygtningestrømme. Og i sidste ende vil et genforenet Korea skabe en amerikansk allieret helt op til den kinesiske grænse. På den anden side er Kina også irriteret over Pyongyangs gentagne sabelraslen, der legitimerer USA’s militære tilstedeværelse i regionen, senest med udbygningen af missilforsvarssystemet THAAD, lyder vurderingen fra Andreas Bøje Forsby:

»Der er ingen tvivl om, at Nordkoreas sabelraslen i de seneste år har været en torn i øjet på Kina. Men Kina vil utvivlsomt reagere meget negativt, hvis USA lægger an til en egentlig militær konfrontation med Nordkorea.«

Donald Trump har gentagne gange kritiseret Kina for ikke at gøre nok for at presse Nordkorea til at indstille sit atomprogram. I stedet er Trump parat til at løse ’problemet’ i Nordkorea uden Kinas hjælp.

Det budskab gentog han igen på Twitter tirsdag med ordene:  

»Nordkorea er på udkig efter ballade. Hvis Kina beslutter sig for at hjælpe, ville det være storartet. Hvis ikke løser vi problemet uden dem! U.S.A.«

Men med sådanne udtalelser er Trump med til at intensivere konflikten i regionen, vurderer Shen Dingli, der mener, at det er på tide at skifte kurs over for Nordkorea og arbejde for en diplomatisk løsning:

»Nedrustning i Nordkorea er ikke en mulighed. Vi kan ikke forvente, at Nordkorea ikke ønsker atomvåben, men vi kan i stedet arbejde for, at der er kontrol med, hvordan Nordkorea bruger sine våben.«

Både USA og Kina skal tage Nordkorea alvorligt, behandle landet med respekt og skabe diplomatiske relationer for at mindske spændingerne, siger Shen Dingli:

»Præsidenterne fra USA og Kina skal tage til Nordkorea, trykke Kim Jong-un i hånden og tilbyde nødhjælp. Det er den eneste vej til fred.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Der er forskellige problemer i Nordkorea som de stigende misbrug af narkotika og andet som måske gør det nødvendigt for Nordkorea at stå op imod et pres udefra..... det er alle de små ting der presser mennesker og som ikke nødvendigvis bekymre en skrivebords general, der kan gå og hen og blive farlige.
- Yderligere optrapning på den Koreanske halvø er farligt... i 2010 sænkede Nordkorea et Sydkoreansk krigsskib og i samme år bombede Norkorea et par Sydkoreaske øer.