Baggrund
Læsetid: 8 min.

USA’s missilangreb styrker Trump på hjemmefronten – og svækker Putin i Syrien

Den russiske ledelse kalder Trumps beslutning om at straffe Assad for brug af giftgas mod civile for en krænkelse af Syriens suverænitet. Men Vladimir Putin har pludselig færre kort på hånden i Syrien-krigen, mens Trump høster en række politiske fordele af missilangrebet
En overlevende fra giftgasangrebet i Khan Sheikoun i Idlib-provinsen i Syrien.

En overlevende fra giftgasangrebet i Khan Sheikoun i Idlib-provinsen i Syrien.

Cem Genco

Udland
10. april 2017

I dagene efter USA’s missilangreb torsdag mod Syrien har det været en udbredt antagelse blandt vestlige iagttagere, at det ikke kan være i Putin-styrets interesse at nedfryse det i forvejen kølige forhold til Washington.

Både amerikanske regeringskilder og medier har tolket Ruslands beslutning om at undlade at bruge sine luftværnsraketter af typen SAM 400 i Syrien mod de amerikanske krydsermissiler som et positivt tegn.

Rusland synes altså at have affundet sig med det amerikanske angreb på Syrien, Ruslands eneste allierede i Mellemøsten.

Det tages også som et positivt tegn, at præsident Putin ikke har aflyst et planlagt møde med USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, der er planlagt til onsdag.

Lørdag forlød det fra London, at den britiske udenrigsminister Boris Johnson har aflyst en rejse til Moskva, den første siden Ukraine-krisen i 2014. Årsagen skulle være Ruslands fortsatte opbakning til Assad-regimet, også efter det kemiske våbenangreb mod civile. Boris Johnson støtter dog Tillersons visit.

Det kan imidlertid vise sig at være en grov fejltagelse at tro, at den russiske ledelse tager let på USA’s missilangreb på Syrien.

Præsident Bashir al-Assads styre er en nær allieret, for hvem det russiske militær har bragt store ofre i det sidste års tid, og Syrien tjener som et strategisk aktiv for Rusland i Mellemøsten. Herudover ser Rusland traditionelt ikke med milde øjne på USA’s og NATO’s militære intervention i andre lande.

Hvis man skal tage russiske lederes reaktion for pålydende er de også oppe i det røde felt over USA’s beslutning om at bombardere flyvestationen, der var udgangspunkt for et nervegasangreb mod den syriske by Khan Sheikhoun først i begyndelsen af sidste uge.

Premierminister Dimitri Medvedev er så indigneret, at han i russiske medier vurderer, at USA og Rusland er »på randen af et væbnet sammenstød«. Præsident Vladimir Putin siger, at relationerne mellem Rusland og USA er blevet »alvorligt skadet«.

Russerne er opbragte over, at USA har krænket Syriens suverænitet, selv om Putin-styret stiltiende accepterer, at amerikanske bombefly, droner og specialstyrker opererer mod Islamisk Stat i det nordlige Syrien.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov sammenligner endda situationen med USA’s invasion af Irak.

»Det er en aggression på et ekstremt tyndt grundlag … Det er sket uden FN’s bemyndigelse, og det er en overtrædelse af international lov,« siger Lavrov til det staslige presseagentur TASS.

Og søndag skærpede Rusland tonen i en erklæring fra det fælles kommandocenter for Rusland, Iran og allierede, der blandt andet omfatter Syrien og Hizbollah.

»Den amerikanske aggression over for Syrien er en overskridelse af røde linjer. Fra nu af vil vi reagere med magt på enhver aggression eller enhver overskridelse af røde linjer – uanset hvem det er. USA kender vores evne til at svare stærkt igen,« hedder det i erklæringen, som er blevet udsendt af gruppen på mediet al Harbi.

Motiver til en afdæmpet russisk reaktion

Der er blevet fremført flere hypoteser om, hvorfor den russiske reaktion på USA’s angreb mod Syrien ikke vil være nær så skarp, som den har været i tidligere tilfælde. Her er tre:

Rusland har brug for amerikansk hjælp til at lægge grunden til en fredsaftale, der redder Bashar al-Assads styre eller som et minimum Baath-partiets dominerende rolle i Syrien.

Rusland var vidende om det syriske militærs besiddelse af den forbudte saringas og har derfor brudt sit løfte til USA fra 2013 om at sikre en total tilintetgørelse af Syriens kemiske våben. Dette pinlige forhold er en skamplet på Ruslands internationale omdømme. Det ville ikke være smart at tage et opgør med præsident Trump på den baggrund.

Rusland har allerede styrket Assad-styrets indre stilling i Syrien gennem en massiv militær intervention; faktisk gennemfører det russiske flyvevåben flere bombeangreb end det syriske. Putin har derfor ingen god grund til at fremprovokere en mere direkte amerikansk indgriben i krigen.

Ikke i selvforsvar

Et angreb på en anden stat skal ifølge international lov være begrundet med selvforsvar. Men Trump anførte ikke selvforsvar i sin tale fra Mar-a-Lago i Florida natten til fredag. Han nævnte blot, at det er i USA’s »nationale sikkerhedsinteresse« at stoppe brugen og spredningen af forbudte kemiske våben.

Men forsvar af USA’s interesser i Syrien kan kun henvise til Syriens kemiske våben, der teoretisk set udgør en trussel imod de 500 amerikanske jægersoldater, der kæmper side om side med kurdiske og sunniarabiske styrker mod Islamisk Stat i det nordlige Syrien.

Den russiske regering er utvivlsomt også dybt irriteret over, at Donald Trump i modsætning til Barack Obama undlod at kontakte Putin efter giftgasangrebet for at finde en mulig diplomatisk løsning, som måske kunne have bragt fredsforhandlingerne i Genéve tilbage på sporet.

»Trump kunne sige til Putin: Enten tager du de første skridt til at tvinge Assad fra magten eller også gør vi militært gengæld for giftgasangrebet,« siger Richard N. Haass, direktør for USA’s udenrigspolitiske selskab.

I stedet har det amerikanske missilangreb bidraget til at forværre det allerede konfliktfyldte forhold mellem USA og Rusland i en grad, så det synes værre end i 1970’erne og 1980’erne. Dengang deltog præsidenterne Richard Nixon, Jimmy Carter og Ronald Reagan jævnligt i topmøder med skiftende sovjetiske generalsekretærer. Det er ikke længere tilfældet.

En højtstående kilde i Ruslands udenrigsministerium sagde lørdag til Financial Times, at »nu tager vi fløjlshandskerne af. Trump har vist sig at være komplet uforudsigelig«. Kilden konstaterede, at USA igen opfører sig som en supermagt, der dikterer andre, hvad de skal gøre.

»Det bliver meget svært for vores præsident (Putin, red.) at håndtere.«

Den første test kommer til at stå onsdag, når Tillerson dukker op i Moskva, hvor han skal føre samtaler med Lavrov og Putin. Det amerikanske angreb har ryddet en relativ lang liste af punkter fra dagsordenen, der nu kun vil omfatte Syrien.

Flere udenrigspolitiske iagttagere i Moskva sagde i weekenden til The Washington Post, at Putin vil søge at få klar besked fra Trumps udenrigsminister om, hvorvidt nålestiksangrebet var en engangsforestilling eller første trin i en mulig amerikansk plan om at svække Assad-styret med militær magtanvendelse for at tippe magtbalancen til fordel for de moderate oprørere. Det kunne styrke USA’s position i kommende fredsforhandlinger.

Vil Putin stå fast på ikkeintervention?

Det er usandsynligt, at Rusland vilgå på kompromis med et uafvigeligt princip i sin udenrigspolitik, nemlig det, at ingen stat under folkeretten har lov til at intervenere i en anden stats indre anliggender. Et princip, der går tilbage til Den Westfalske Fred i 1648.

Under Den Kolde Krig afstod de to supermagter fra at intervenere i hinandens interessesfærer. Det system håbede Rusland at videreføre efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, men siden da har USA og NATO flere gange gennemført luftangreb mod Ruslands allierede fra koldkrigstiden:

Under krigen i Bosnien i 1994 blev den bosnisk-serbiske hær udsat for luftbombardementer. I Kosovo-krigen i 1999 bombarderede NATO Serbien. Begge angreb skete uden FN-mandat. Der er nære historiske og religiøse bånd mellem russere og serbere. Et svækket og hjælpesløst Rusland kunne intet gøre.IMoskva er denne nationale ydmygelse aldrig blevet glemt.

USA’s invasion af Irak i 2003 vakte også vrede i Rusland. Irak modtog militærhjælp fra Sovjetunionen, der støttede landet i krigen mod Iran i 1980’erne. Under det internationale boykot af Irak i 1990’erne og frem til 2003 var Rusland et af få lande, der støttede Irak diplomatisk og økonomisk.

NATO’s intervention i Libyen i 2011 fik bægeret til at flyde over i Moskva. Rusland havde ladet en FN-resolution, der bemyndigede luftbombardementer af Benghazi, gå gennem FN. Men da NATO’s operation greb om sig og udartede til et regimeskifte, kom præsident Dmitrij Medvedev og premierminister Putin helt op i det røde felt. De følte sig ført bag lyset af Vesten.

Forebyggelse af konflikt

Tillersons besøg kommer altså næppe til at handle om at forbedre de amerikansk-russiske relationer.

»Nu drejer det sig om at sikre, at de to stormagter ikke ryger i totterne på hinanden i Syrien. De skal prøve at forebygge et kastrofescenarie,« siger Dmitrij Suslov fra tænketanken Valdai International Discussion Club i Moskva til The Washington Post.

Den amerikanske regering er på sin side indigneret over, at Rusland ikke har levet op til en aftale indgået med USA i 2013, der skulle have sørget for udskibning af al nervegas fra områder under Assad-styrets kontrol i Syrien og videre til endelig destruktion i Rusland.

Under en briefing efter missilangrebet slog Tillerson en hård tone an.

»Det er indlysende, at Rusland ikke har levet op til sine forpligtelser. Enten er Rusland medskyldig (i giftgasangrebet, red.) eller også inkompetent og ude af stand til at opfylde sin del af aftalen,« sagde Tillerson.

Pentagon har sat en undersøgelse i gang for at finde ud af, om det russiske militær udstationeret på Shayrat flyvestationen i det centrale Syrien havde kendskab til det oplagrede nervegas og syrernes plan om at benytte stoffet, hvilket er en eklakant krigsforbrydelse.

Hvis det kan bekræftes, at russiske officerer og deres overordnede – måske politiske ledere – var informeret og intet gjorde for at stoppe det kemiske våbenangreb, kan de have gjort sig skyldig i medvirken til en krigsforbrydelse.

Det ville yderligere forpeste forholdet mellem Rusland og USA. Det er netop den mistanke, der efter alt at dømme foranledigede den britiske udenrigsminister til at afblæse sit Moskva-besøg.

Umiddelbart virker det derfor, som om Trumps beslutsomme og prompte reaktion på giftgasangrebet er et tilbageslag for Putin. Dels fordi det synes at svække muligheden for, at Rusland kan vinde den nye amerikanske præsidents støtte til at ophæve de vestlige sanktioner mod Rusland for annekteringen af Krim-halvøen. Og dels fordi det synes at svække muligheden for, at borgerkrigen i Syrien kan bringes til afslutning med Assad som fremtidig leder og uden militær indblanding fra USA.

Donald Trump vil endvidere kunne høste flere indenrigspolitiske frugter af nålestiksangrebet; dog forudsat, at begivenheder uden for hans kontrol ikke drager USA yderligere ind i krigen. Det kunne være flere giftgasangreb eller terroranslag mod amerikanske borgere eller interesser.

Det er f.eks. en oplagt politisk fordel for Trump at have et anspændt forhold til Putin, så længe FBI’s politimæssige efterforskning og Kongressens undersøgelser af hans valgkampagnes forbindelser til russiske hackere og det russiske forsvars efterretningstjeneste fortsætter.

Præsidenten mistænkes for at ’skylde’ Putin noget for angiveligt at have modtaget Ruslands hjælp til at vinde valget sidste år.

»Det politisk mest interessante ved dette missilangreb er, hvordan det påvirker udfaldet af disse undersøgelser, og om FBI og lovgiverne i Kongressen nu vil have mindre incitament til at lede efter en rygende pistol,« siger Gordon Adams, professor emeritus på George Washington University og tidligere rådgiver i forsvarsspørgsmål for præsident Bill Clinton.

Adams bemærker, at hvis USA’s forhold til Rusland bliver yderligere anspændt, vil det også styrke Trumps hånd i de kommende finanslovforhandlinger.

»Indtil nu troede få på, at Trump ville få Kongressen til at godkende en stigning i forsvarsbudgettet på ti pct. Nu er hans chance derimod steget,« forudsiger Adams.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Lucas

Okay. Det virker alt sammen bekymrende 2003-agtigt.

http://www.huffingtonpost.com/jonathan-schwarz/colin-powell-wmd-iraq-war...

Christian Lucas
Poul Sørensen

Den almindelige syrer ved godt, at det ikke er gratis at have iranske og russiske tropper i landet og derfor håber mange sikkert at USA vil blande sig i krigen. Jeg tror at mange syrer ser USA's indblanding som en reel mulighed for, at Syrien kan få fred og begynde en demokratisk genopbygning..... jeg ved godt, at på mange lyder "regime changes", som noget der er dømt til at mislykkes, men jeg tror vi forsat skal tro på at det kan lade sig gøre .... det er i hvert fald ikke umuligt.

Poul Solrart, det er da fint at du mener at vi fortsat skal tro på 'regime change'manøvrer udført af USA. Er du helt tabt af historien? Ved du hvor mange gange USA har foranstaltet regime changes, og hvor mange gange det er endt med at civilbefolkningens lidelser øgedes og samfundsstrukturerne faldt fra hinanden? Det er i dén grad nødvendigt at befinde sig på en anden planet og glemme al historieskrivning, hvis man skal tro på at endnu et overgreb udefra, udført af amerikanerne, vil blive gunstigt for civilbefolkningen. Men du kan naturligvis sidde i sofaen og 'tro' at mange syrere ser USA's (mangeårige) indblanding i Syriens indre forhold som en 'mulighed'. Virkeligt arrogant.

Poul Sørensen

Peter Jensen
Amerikanerne ved godt, at der ikke er nogen nemme løsninger og derfor ville amerikanerne heller ikke involveres i Syrien andet med flystøtte imod IS.... men nu er Donny tinyhands præsident og som vi alle ved er han uberegnlig og i denne situation er det selvfølglig vanvid at selv de mest simple ting i livet... men Pence tager vel over her til sommer og så er der andre muligheder.... selvfølglig er der ingen der ønsker et nyt Irak.

Poul Solrart
Prøv at læse det her link og vend tilbage bagefter: https://www.b.dk/globalt/hvorfor-araberne-ikke-oensker-usa-i-syrien

Jens Thaarup Nyberg