Læsetid 5 min.

Venstrefløjens Jedi-ridder tordner mod mørkets kræfter: Finansverdenen og klimatruslen

Med sin blanding af betryggende socialisme, klimaåbenbaringer, drømme om en ny republik og ikke mindst sin evne til at føre digital kampagne, taler Jean-Luc Mélenchon lige ind i hjertet på en generation af franskmænd, der har mistet enhver tillid til politikerne
Jean-Luc Mélenchon optrådte første gang som hologram i februar. Siden har han vundet terræn i meningsmålingerne og anses nu for at have en reel chance for at slå Fillon og måske endda gå videre til anden valgrunde.

Jean-Luc Mélenchon optrådte første gang som hologram i februar. Siden har han vundet terræn i meningsmålingerne og anses nu for at have en reel chance for at slå Fillon og måske endda gå videre til anden valgrunde.

Nikolas Kovarik/Getty Images
19. april 2017
Delt 6 gange

Ethvert barn, der er vokset op med Star Wars, kender den vigtige scene, hvor prinsesse Leia trylles frem som et hologram fra droiden R2D2’s mave og beder om hjælp fra Obi-Wan Kenobi i kampen mod den mørke side: »Hjælp mig, du er mit eneste håb,« siger hun.

Der blev derfor talt direkte til Frankrigs Star Wars-generation, da outsideren på venstrefløjen, Jean-Luc Mélenchon, i februar befandt sig i Lyon, men tonede frem som hologram i Paris og talte for 6.000 personer. Mélenchon havde bevægelsen la France insoumise, Det rebelske Frankrig, i ryggen, og senere skulle hans slogan blive La force du peuple, Folkets kraft.

Tirsdag aften i denne uge gentog Mélenchon succesen, da han – fra sit reelle opholdssted  ved et vælgermøde i Dijon – tonede frem som hologram hele seks steder i Frankrig: i Nantes, Clermont-Ferrand, Montpellier, Grenoble, Nancy og ikke mindst i den oversøiske del af Frankrig, la Port i la Réunion. Men også – og som altid – samtidig på de sociale medier. Her talte Mélenchon atter mod mørkets kræfter: Finansverdenen og klimatruslen.

Har stået i lære hos Sanders

Hvem kan tage alt det hologramhalløj og et sådant program alvorligt?

En hel del.

For i tiden mellem de to hologramforestillinger, fra februar til 18. april, har kandidaten for Det rebelske Frankrig, det 65-årige tidligere medlem af Frankrigs Socialistparti, totalt ændret status.

Fra at være outsider med omkring seks procent af stemmerne står Jean-Luc Mélenchon nu som en af fire kandidater, der hart en reel chance for at gå videre til anden runde af det franske præsidentvalg.

Den venstrepopulistiske udfordrer ved Frankrigs præsidentvalg er nationalist, antitysk og har en forkærlighed for stærke mænd som Chávez og Castro
Læs også

Jean Luc Mélenchon kan siges at have givet konkret form til den såkaldte ’venstrepopulisme’. Selv affejer han, at der skulle være tale om populisme, både hvad angår hans program og hans kommunikationsformer.

Realiteten er, at han og hans kampagne taler til mange, og det er på ingen måde tilfældigt. Mélenchons kampagneleder, Sophia Chikirou, har været i lære hos Bernie Sanders, der bød Hillary Clinton stærk modstand ved Demokraternes primærvalg.

Mélenchons YouTube-kanal, hvor han hver uge stilfærdigt og indsigtsfuldt kommenterer kampagnen fra en stol foran sin bogreol, følges af næsten 300.000. Langt over en halv million følger ham på Facebook, og på Twitter har han over én million følgere. Mélenchon er ganske som Sanders den ældste kandidat – men er samtidig længst fremme i skoene, hvad angår tidens kommunikationsmidler.

Fillons fantasi – eller mareridt

Den tidligere filosofilærer og journalist er også en glimrende orator i bedste retoriske forstand. Mélenchon forklarer sit program i enkle vendinger og altid med malende metaforer. Han får folk til at grine, som da han til et udendørsmøde i Toulouse søndag med mindst 50.000 deltagere drillede højrefløjens kandidat François Fillon:

»Jeg er Fillons fantasi,« sagde Mélenchon, smilede skævt og fortsatte så – underforstået seksuelt: »Hvilket må siges at være godt gået for en mand i min alder«.

Stor latter, jubel og klapsalver. Søndag, mens Emmanuel Macron og Marine Le Pen fyldte store, dyre sale i Paris, sejlede Mélenchon en tur på Seinen og holdt tale for folk på bredden.

Måske er Jean-Luc Mélenchon ikke François Fillons fantasme, men han er lige nu helt sikkert hans værste mareridt. Ganske vist har alle Mélenchons modkandidater opdaget, at han udgør en reel trussel og forsøger at diabolisere ham som venstreekstremist, et sted mellem Marx, Chavez og Castro.

Men det er især Fillon, Mélenchon nu truer ved valgets første runde. Med 18 procents opbakning i meningsmålingerne er det ikke umuligt, at Mélenchon overhaler Fillon og indtager pladsen som valgets tredje mand bag Macron og Le Pen. Og måske mere endnu.

Fillon forsøger at kæmpe sig tilbage, især ved at trække den meget konservative og katolske del af Frankrig tilbage i sin fold, med familien som sokkel og modstanden mod abort, homoseksuelle ægteskaber og andre familieforstyrrende elementer som sine mærkesager.

Men Fillon kan ikke hente stemmer fra Mélenchon. Han er nødt til dels at styrke sin egen menighed, dels fremstille Mélenchon som den rene djævel.

Ypperstepræst

Man skal dog ikke underkende, at der stadig findes en livskraftig fransk venstrefløj med rødder i både revolution og marxisme, og at den udgør en anden form for ’kirke’ i Frankrig.

Det er her, Mélenchon atter er ypperstepræst. For at blive i Star Wars-metaforen er det lidt som at hente Yoda op af sumpen. Gammel og rynket, men med stor viden og ikke den mindste tvivl om egne evner. Trods tidligere store nederlag.

Det kan sagtens gå galt for Mélenchon igen. Det gjorde det i 2012, da han og hans bevægelse også stod til at blive valgets tredjestørste parti med 17 procent af stemmerne, men tabte alt til Socialistpartiets kandidat, Francois Hollande, og endte nede på 11 procent af stemmerne på valgaftenen.

Men lige nu er Mélenchon ukuelig. Han holder fast i at gennemføre det, som Hollande i sin tid ikke gjorde: Genforhandle Frankrigs position i forhold til EU’s stabilitetspagt. Det er således, han betragtes som en trussel for EU.

Mélenchon siger ikke direkte – som Marine le Pen – at han vil melde Frankrig ud af EU, men han ønsker at ændre betingelserne og sætte en stopper for den form for liberal politik, som han mener ligger bag stabilitetspagten og dens indflydelse på medlemslandenes budgetter.

Mélenchon nægter at skære yderligere i de offentlige budgetter og vil i stedet styrke købekraften hos samfundets svageste og investere i en omlægning af Frankrigs energipolitik i klimavenlig retning.

Klima i centrum

Mélenchons styrke er, at det er det program, han har holdt fast i, siden han brød med Socialisterne efter Ségolène Royals nederlag til Sarkozy i 2007. Det var også det program, han forsvarede i 2012, hvor han blev overhalet indenom af François Hollande, der aldrig holdt, hvad han lovede. Hvad der nu yderligere er en styrke hos Mélenchon, er hans syn på klimaet, som han nu har gjort centralt for sit program.

Forskellen mellem Mélenchon og hans nærmeste modstander, socialisternes kandidat Benoît Hamon, er således især en lang politisk fortid og det faktum, at Mélenchon brød med Socialistpartiet. Det gjorde Hamon aldrig, han fortsatte inden for partiet, som han til gengæld modarbejdede som frondeur i parlamentet, hvor han satte sig op imod Hollandes regerings politik. Det synes nu at ramme Hamon som en boomerang, hvorpå der står skrevet: Mélenchon.

Mélenchon har et gennemarbejdet program, som han i årevis har forklaret i adskillige bøger, senest med programerkæringen skitseret i L’Avenir en CommunEn fælles fremtid. Med en titel, som subtilt spiller på ordet på kommunisme – blot uden ’isme’.

Benoît Hamon fik overraskende faklen i Socialistpartiet, og han har slet ikke formået at holde fast i sit program. Blandt andet hvad angår det forslag om borgerløn, som han måske vandt primærvalget på, men som totalt har ændret karakter på bare tre måneder.

Først lød det, at borgerlønnen skulle gælde universelt, nu fremstår den som noget stærkt begrænset, der især gælder unge. Hamon har heller ikke meldt klart ud, om han vil annullere den omstridte arbejdsmarkedslov, han selv var modstander af.

Fælles for Hamon og Mélenchon er en stærk klimabeskyttende politik, men deres fælles veje på venstrefløjen skilles omkring forholdet til EU. Hamon ser lige nu ud til at føre Socialistpartiet til gravens rand med under 10 procents opbakning i meningsmålingerne.

Jean-Luc Mélenchon agter som den eneste kandidat fra dag ét at ændre den franske konstitution og afskaffe præsidentposten i den form, den har under Den Femte Republik. Ikke alene fremstår han altså Star Wars-agtig med hologrammer – han vil også slå ’kejseren’ ihjel .

Bliver Mélenchon præsident, vil han straks nedsætte en folkekommission, som skal omskrive den franske forfatning og skabe en sjette republik, der fratager præsidenten de store beføjelser, han har nu. Faktisk tysser Mélenchon på sine tilhængere, når de ved vælgermøder taktfast og vanemæssigt begynder at råbe ’Mélenchon præsident, Mélenchon præsident’.

For det er kraften, han stoler på.

Folkets kraft.

I en tidligere version af denne artikel blev R2D2 omtalt som en robot. Den korrekt Star Wars-term er naturligvis droide. Information beklager fejlen.

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • Ny fransk regering med olympisk retfærdighed

    23. juni 2017
    Den nye franske regering er totalt velafbalanceret politisk, kønsligt og aldermæssigt, men ikke mindst har den kridhvide vinger som symbol på Macrons intentioner
  • Macron: ’USA deler ikke vores kærlighed til retfærdighed’

    23. juni 2017
    I sit første interview til pressen, siden han blev valgt til ny fransk præsident, udstikker Emmanuel Macron retningslinjer for sin udenrigspolitiske agenda i forhold til Syrien, Trump, Brexit og europæisk integration
  • Et år senere er en kaotisk Brexit blevet mere sandsynlig

    23. juni 2017
    Premierminister Theresa May tolkede egenhændigt resultatet af Brexit-afstemningen for præcis et år siden som folkets krav om en begrænsning af EU-immigrationen over alt andet. Men valget har ændret alt, og det er nu mere sandsynligt, at det ender med enten en blød Brexit eller en skadelig, kaotisk Brexit, påpeger iagttagere
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Jakob Trägårdh
    Jakob Trägårdh
  • Brugerbillede for Jens Carstensen
    Jens Carstensen
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
Torben K L Jensen, Jakob Trägårdh, Jens Carstensen, Anders Graae, Steen Sohn, Randi Christiansen, Holger Madsen, Michael Kongstad Nielsen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Vi kan faktisk ende med, at Macron og Melenchon går videre til anden valgrunde. En totalt forandret situation.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

En infantil generation af franskmænd -

der er historisk uvidende om Melenchon betonkommunistiske baggrund og fascineret over hans mediefremtræden.

I øvrigt er der en reel risiko for, at sidste valgrunde bliver en kamp mellem Melenchon og Le Pen. De borgerlige vælgere vil aldrig stemme på Melenchon, så det fører Le Pen direkte til sejr i sidste runde.

Velbekomme!

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Jeg er langtfra kommunist, end ikke marxist, men skal proletariatet bryde den monetære elites omhyggeligt fasttømrede magtmonopol, er der tilsyneladende kun ekstreme metoder tilbage.

Hvermand har alt for ofte set velformulerede levebrødspolitikere vende kåben. Så snart de kom til magten, blev der rettet ind efter erhvervslivets diktat. Der er behov for en anden og mere gennemgribende kur, som ikke udhuler bunden, men som for alvor kan mærkes i de øverste lag.

Hvis det franske valgs outsider, Jean-Luc Mélenchon, imod alle odds vinder løbet, kan hele Europas udvikling tage en uventet drejning, også ifm. det engelske valg. Det er dog meget vanskeligt at tro på, men findes der en folkelig modpol til Marine Le Pen, hvis indstilling næppe er til salg, er det Jean-Luc Mélenchon.

Peter Salling, Steffen Gliese, Troels Brøgger, Erik Feenstra, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Rolf Andersen, Randi Christiansen, Dennis Jensen, Jørgen Wassmann og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

Mange håber Melenchon vinder præsident-valget. Hvis han skulle nærme sig så bliver jeg ikke overrasket over at nogen pludselig finder noget frem om ham - selvfølgelig vil toneangivende økonomer, der får massere af taletid i fremtrædende medier gerne pointere nogle ting som de ikke mener Melenchon vidste i forvejen, trotskister og andre venstre ekstremister, der normalt støtter kaos og uorden vil kritisere hans forsøg på at samle venstrefløjen og hans politik bliver betegnet som en blanding af beton-kommunisme ligesom hans udenrigspolitiske holdninger til fx mellemøsten vil blive sammenlignet også med fascisme dvs. f. eks. hans pacifistiske linie reelt er støtte til diktatorer som er ligeså onde som Hitler, der bl.a. forfølger systemkritikere eller slår små børn ihjel med giftgas og sætter homoseksuelle i koncentrationslejre (Melenchon er en bøddel) medierne oversvømmes af beskyldninger mod ham om anti-semitisme ( et holocaust-museum sammenligner hans politik med 1930ernes totalitarisme) og en filosof fra venstrefløjen og det kritiske teori-miljø på landets fineste universitet er fremme i le figaro og begrunde den historiske lighed, et andet bevis: han optræder på et billede med den engelske labour leder Jeremy Corbyn, der ligeledes er stemplet som anti-semit ) eller han bliver beskyldt for voldtægt af x-antal kvinder enten i en fjern fortid engang tilbage i 1970erne eller på et nys overstået udenlandsrejse i fx Sverige (Assange) i medierne og da det meget venstreorienterede segment, der støtter retstat og menneskerettigheder osv. er så at finde blandt Melenchons største modstandere ikke mindst i feminismens, demokratiets og pluralismens navn. 'En stemme på Melenchon er reelt en stemme til patriarkatet' osv. Melenchon er ikke kastereret - han er paranoid, han truer vores 'friheds-rettigheder'. Information vil trykke artiklerne. Pludselig er den cool og indie-agtige aura om Melenchon forsvundet.

Peter Salling, Troels Brøgger, Benjamin Bach, Jacob Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Mangel på historisk refleksion

Tolsgaard kører den sædvanlige smøre for frustrerede af, at enhver ændring af det bestående er at foretrække. Det er en logik for børn, der ikke har lært at reflektere, og som ikke ved noget om de historiske fortilfælde.

Som forskellige undersøgelser har vist - senest i går aftes på DR2 - så forfægter Melenchon synspunkter, der i vid udstrækning deles af Le Pens tilhængere.

Men efterhånden heller ikke nyt på den danske venstrefløj, hvor en del reelt samarbejder med det yderste højre i længslen efter at smadre midten.

Thomas Andersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det kan jo også være, at valget kommer til at stå imellem Macron og Melenchon. Det ville være fantastisk.

Troels Brøgger, Erik Feenstra, Allan Stampe Kristiansen og Nickey Fregerslev anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Larsen lirer middelklassens forventede smædekampagne af, historien har jo lært den velnærede, hvor frygteligt det går, når betonkommunister tager over.

Jeg for min del er trods alt heller ikke helt naiv. Materialistisk dialektik har aldrig været min kop the, jeg ved så heller ikke, hvor fundamentalistisk Mélenchon i grunden er. Måske vil han som mange andre, hvis han får indflydelse, vise sig som en kameleon.

Uanset, hvad jeg ville anbefale, er samfundets bund så træt af det elitære svigt, at trangen til (ud fra begrænsede forudsætninger, bevares) at vælge en gennemgribende løsning, må være enorm. Vi kommer næppe til at se blodet flyde, som i forne tider, men behovet for, at en alt for selvfed elite skal pilles ned, rummer et stort potentiale. Og mange er trods alt bevidste om, at højrenationalismen er i ledtog med eliten, og køber hellere en idé, som flugter med fortidens revolutionære budskaber.

Et opgør er tiltrængt, og viser det sig illusorisk, kommer der jo atter et valg. De liberale har drevet gæk med al anstændighed længe nok, så langt er jeg i hvert fald enig.

Peter Salling, Troels Brøgger, Erik Feenstra, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Per Torbensen, Torben K L Jensen, Randi Christiansen, Egon Stich og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Der findes en økonomisk teori, som forklarer, at det er optimalt for to isboder på en lang strand at placere sig lige ved siden af hinanden. Hvis der fx var 100 meter mellem boderne, ville den som flytter sin bod ti meter mod den anden få flere kunder uden at miste nogle af sine egne. Den eneste ligevægt er derfor at boderne står klods op af hinanden. Det er lidt mere indviklet at forklare hvorfor luderne står i grupper, men det er lidt af det samme.

Når det kommer til et præsidentvalg er den optimale situation for begge kandidater, at de står på midten med nogenlunde de samme synspunkter. Et valg hvor de to kandidater kommer fra henholdsvis det yderste højre og det yderste venstre giver maksimal uforudsigelighed.

Hans Aagaard, Allan Frederiksen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Larsen
Rasmus Larsen

Jeg synes, at artiklen glemmer at få nogle af Mélenchons lidt uheldige holdninger med:
Hans beundring af Hugo Chávez og Mao Zedong, hans nationalistiske tirader mod Tyskland, hans ønske om at træde ud af NATO, hans bløde linje over Putin og hans ønske om 100 pct. marginalskat på al indkomst over 360.000 EUR.

Brugerbillede for Rasmus Larsen
Rasmus Larsen

Jeg synes, at artiklen glemmer at få nogle af Mélenchons lidt uheldige holdninger med:
Hans beundring af Hugo Chávez og Mao Zedong, hans nationalistiske tirader mod Tyskland, hans ønske om at træde ud af NATO, hans bløde linje over Putin og hans ønske om 100 pct. marginalskat på al indkomst over 360.000 EUR.

Brugerbillede for Jes Enevoldsen
Jes Enevoldsen

Til Mihail Larsen
Du skriver i din første kommentar at Le Pen evt. vil slå Mélenchon i anden runde. Det er da ikke umuligt, men i de 12 undersøgelser, der er lavet med de to kandidater i anden runde vinder Mélenchon stort (57-68%): https://en.wikipedia.org/wiki/Opinion_polling_for_the_French_presidentia...
Så det var vist et gæt ud i den blå luft?

At Le Pens vælgere er enige med Mèlenchons i visse spørgsmål gør det vel ikke nødvendigvis til dårlige holdninger? - De Konservative deler også nogle meninger med den danske venstrefløj i miljø- og klimaspørgsmål, hvilket vel heller ikke gør disse holdninger mere rigtige eller forkerte?

Troels Brøgger, Erik Feenstra, Allan Stampe Kristiansen, Benjamin Bach, Torben K L Jensen, Randi Christiansen, michael andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Populisme à la gauche.
Et enkelt punkt i Jean-Luc Mélenchons valgprogram (kun nævnt i den trykte avis) skal nok give stemmer – ”90 procents beskatning af indkomster overstigende 400.000 €” - gad vide, om det er om måneden eller om året …

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

EU skal være mere Frankrig og mindre Storbritanien, som meget passende til lejligheden har meldt sig ud.

Peter Salling, Erik Feenstra, Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

M.h.t. til det med at forhandle EUs stabilitetspagt så gælder det vist for både Melenchon, Macron og helt sikkert Le Pen, at de alle i et eller andet omfang vil ændre på Frankrigs forhold til EU og gøre op med austerity-politikken. Macron vil f. eks. også væk fra austerity-politikken og den rene monetaristiske linje der bliver ført i Euro-zonen, til gengæld er han indenrigspolitisk mere liberalilistisk, når det gælder f.eks arbejdsmarkedspolitiken, mens Melenchon og måske Le Pen hælder mere til det gamle system med nærmest uopsigelige kontraktansættelser. Men hvis det bliver en af de tre der vinder, så vil det under alle omstændigheder nok betyde ændringer i Frankrigs forhold til EU.

Brugerbillede for michael andersen
michael andersen

Hellere Melenchon og Le Pen end hr Macron.

Det er den korrumperede og pragmatiske elite, der fra deres beskyttede og fjerne velhaverkvarterer sidder og sætter folk op mod hinanden. De har ladet andre mere udsatte grupper i samfundet betale for deres egen frelsthed. Den eneste grund til at de stadig er så arrogante og ligegyldige er det faktum at det er højrefløjens protestpartier, der er i teten, mens "venstrefløjens" repræsentanter har mere travlt med at sætte kultur og værdipolitikken højere end den skatte og fordelingspolitik, som er den virkelige indikator på forskelle i et samfund.

når man siger at pragmatismen er gud og ideologier er populisme, så er det fordi man har fordel af verdenen som den har udviklet sig og har sit på det tørre.

Jeg vil lige til sidst henvise til en tidligere artikel, hvor jeg fremførte hvordan den øvre middelklasse og eliten har raget store dele af den omfordelte samfundskage til sig, ved at komme på offentlig støtte, samtidig med det peger fingre af det samme.

Peter Salling, Troels Brøgger, Egon Stich, Carsten Svendsen, Per Torbensen, Torben K L Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

De borgerlige centurm-venstre stemmer, der i samarbejde med højrefløjen i dag dæmoniserer den ægte venstrefløj (Altså de, der rent faktisk vil føre socialistisk politik) er ironisk nok systemets største trussel. Jo mere den frelste elite af bedrevidende social-liberalister afskriver Mélenchon, Enhedslisten osv som "farlige populister" desto mere radikaliseres de stemmer, som social-liberalisterne nægter at høre på: Folket. Almuen. Den fattige lønmodtager.

Begreberne populisme, postfakutalitet og falske nyheder tilhører alle tre en monolitisk diskurs, som propageres af de liberale medier og den liberale samfundselite. Hvad er populisme eksempelvis? I det antikke Rom var det at være folkelig en positiv ting. I dag - specielt efter anden verdenskrig, hvor Sovjet monopoliserede begreberne 'folkelig', 'folkets' og 'populær mens Amerikanerne monopoliserede 'frihed' - er det at være folkelig el. populistisk forbundet med noget negativt: Folket anses for at være fordummet og pøbelagtig. Har de for meget indflydelse, frygtes pøbelvælde. Det er en fantastisk anti-folkelig attitude blandt de ellers så "humanistiske" social liberalister. Vi må huske at populisme er noget, som politikere kalder andre. Ingen kalder sig selv det: Som sådan siger begrebet derfor mere om afsenderen end modtageren af anklagen. Navnligt fortæller det os at eliten (humanisterne ..) afskyr folket og ikke ønsker deres indflydelse, da almuen åbenbart er for ignorant og xenofobisk til at man kan stole på dem. Sammenlign denne konceptualisering af 'folket' med eksempelvis synet på folket under den franske revolution, hvor selvsamme var en positiv kraft for social revolution. Skinsocialisterne, der i dag maner til besindelse og tøven hos almuen, ønsker intet sådan. De ser hellere den liberale verdensorden bestå og klasseforskellene blive endnu mere brutale, end et brud med kapitalen.

Det interessante ved den liberale verdensorden i disse dage, er at det er den eneste orden, som afviser sine egne autoritære karakteristika, da liberalismens ideologiske løgn består i illusionen om komplet, individuel frihed. Diskursen om populisme, post fakutalitet (man plejede en gang blot at kalde det propaganda ...) og "falske nyheder" præsenteres som et tilstræbt objektivt fagsprog, som pludselig internaliseres af alle journalister og politikere verden over (specielt de centristiske). Det afslører imidlertid en diskursform, som forsøger at underminere forsøg på at forandre systemet. Hvis du rent faktisk vil gøre noget ved fattigdom, så er du jo rabiat kommunist eller sådan noget. Her nyder det etablerede samfund at anklage "populisterne" (læs: de som rent faktisk tager samtidens problemer seriøst) for "lette" løsninger. Virkeligheden er åbenbart for kompleks til blot at genfordele, indføre større beskatning af multinationale, lukke grænserne eller hvad ved jeg. Systemets interne modsætninger er i dag så brutale at status qvo kun kan opretholdes, hvis man indbilder folk at de åbenlyse løsninger er letkøbte og "utopiske" (er den virkelige utopi ikke socialliberalisternes egen drøm om det nuværende samfunds uendelige beståen? de lider jo af ufrivillig fukuyamaisme).

Lad mig henvise til Marco D'Eramo der i sin tekst 'Populism and the new Oligarchy' (2013, new left review) analyserede den nuværende elitere diskurs samt magtelitens anvendelse af begrebet. Han ser begrebet som en arv fra den kolde krig, hvor det politiske centrum forsøgte at associere det eksteme venstre med det ekstreme højre: Det var en måde at samle sine fjender i ét hus samt at præsentere alternative til det eksisterende system, som kilder til totalitarisme.

"The inflated use of the term ‘populism’ by the optimates thus reveals a covert anxiety. Just as the adulterous spouse is always the one most suspicious of their own partner, so those who eviscerate democracy are the most inclined to see threats to it everywhere. Hence all the to-do about populism betrays a sense of uneasiness, smacks of overkill. The faintest murmur of dissent is turned into an alarming sign, heralding the ominous rumble of thunder that threatens to erupt into the hushed salons of the powerful, who believe themselves safe, but still anxiously peep out from behind the curtains for any signs that the people may be stirring: ‘Vade retro vulgus!’ Or as they say these days, ‘Get back in line!’"

Peter Salling, Troels Brøgger, michael andersen, Egon Stich, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Svendsen, Benjamin Bach, Torben K L Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Må jeg citere Tine Byrkel fra forleden?

- Jeg skal nok skrive om Mélenchon. Men han lover såmænd ikke så meget mere end hvad Mitterrgand gjorde i 1981. Eller bare Hollande for fem år siden? Så hvis man bare er lidt gammel, ved man ikke mere, hvad man skal tro på...

Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

Haha, Steen Sohn, hvornår har hun sagt det?

Jeg synes bobbob om artiklen, men dejligt at Information ENDELIG skrev noget om Melenchon. Når man så ellers alligevel sidder og taster alt det her og laver en forside og printer den tusindvis af gange og sender rundt i hele landet.... kunne man måske gøre sig lidt mere umage med anvendelse og definition af "populistisk".. konsekvensen er vel helt åbenlyst, at man bliver nødt til at kalde ALLE for populister, inkl. Rune Lykkeberg.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det var før hun havde skrevet artiklen, Steen. Men hvis han (Jean-Luc) i modsætning til Hollande m.fl. kan holde bare halvdelen af hvad han lover, så er der grund til at være fortrøstningsfuld.

Jeg forstår så sandelig godt, at Jean-Luc Mélenchon taler sig lige ind i hjertet på en generation af franskmænd, der har mistet enhver tillid til politikerne. Og der bliver han denne gang, tror jeg. Og jo mere han bliver punket og sammenlignet med Chavez og Castro, jo mere vil de stemme på ham. Han har alt det, Frankrig har brug for lige nu. Inkl. nedtoning af præsidentpostens betydning.

Forhandling med EU om stabilitetspagten handler formentlig om en slags New Deal, offentlige investeringer i infrastruktur mv- for at få gang i økonomien og arbejdsløsheden ned. Samt at sikre købekraft og anstændigt liv blandt de mindre bemidlede. Millionærskat taler for sig selv.
Klimaet ligeledes. Og åh, tænk at høre nogen tale for mindre krig..

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nej, liberalitet og liberalisme er ikke det samme - de er i realiteten hinandens modsætning: liberalismen handler om at være uafhængig i kraft af sin ejendom, liberalitet handler om at være fri i kraft af sin menneskelige status.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Lad os håbe at vi nu tager hul på et lag af socialister, der er indstillet på at ændre på samfundet....de andre socialister af navn har vist sig, at være noget lig en tragedie for sagen.....hørte i det Mette og Sass....vi har tunnelsyn herude i virkelighedens verden....

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nej, Dennis Jensen, det er kun kapitallisterne, der foragter folket. Men humanisterne ønsker at gøre folket præcis så vidende og oplyst, at det kan deltage i de aktiviteter, der bærer samfundet, og dermed opnå den magt, som er forbundet med dét - i stedet for et dræbende og bevidstløst overforbrug.

Brugerbillede for Espen Bøgh

Lad os nu lige huske hvor meget Amerika stadig mistænker Putin for at blande sig i den amerikanske valgkamp og ikke mindst udfaldet.

- Vi tror på det for vi ved trods alt hvor demokratiske amerikanerne altid selv fortælles de gerne vil opleves som, og med så store følelser for demokrati ville de aldrig selv gøre sådan noget svineri imod et andet land!

Nu endte det som bekendt med Trump blev valgt til præsident i Amerika, og som amerikanerne mistænker russerne for, - men lader ham blive som præsident alligevel, hvilket vel reelt virker mærkeligt, ja vis ikke ligefrem mistænkeligt når russerne hjalp ham, - nå ja, kapitalen mænd er vel måske godt tilfredse med ham på præsidentposten, - men hvorfor, når han nu ville give folket deres stemme og ord ret til offentligheden!?

Man må da undre sig over dette ekstreme modsætningsforhold: "russerne hjalp en ærkekonservativ til magten", det havde været mest naturligt med Bernie Sanders.

Nu mangler vi blot af se amerikanerne gør gengæld i Frankrig og hjælper Mélenchon til magten som Frankrigs næste præsident, det ville være en blodtud til russerne, som vel hellere så Marine Le Penn som præsident.

I den sidste ende handler det vel grundlæggende om den politik der bliver ført i Frankrig i fremtiden, og den er ændret i forhold til det vælgerne ønsker.

Al den tåbelige snak om "venstre- eller højrepopulisme" - tja eller populisme for den sags skyld, for den dyrkes af alle politikere der vil til magten - det er ligesom EPO hvis man vil vinde "tour de france", - man tager det mest for at vinde, og resultaterne sidenhen er gode, men ikke for statens skyld eller borgernes!

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Det franske valg bliver rasende spændende. Næsten så spændende som folketingsvalget herhjemme en gang var det.

Erik Feenstra, Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

I dag er folketingsvalget lige så spændende at se som en gala middag hos dronningen :-(

Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

@ Espen Bøgh
Nu mangler vi blot af se amerikanerne gør gengæld i Frankrig og hjælper Mélenchon til magten som Frankrigs næste præsident, det ville være en blodtud til russerne, som vel hellere så Marine Le Penn som præsident.

Mélenchon vil ud af NATO, så det lyder usandsynligt.

Brugerbillede for Espen Bøgh

@ Benjamin

Nhår mon dog, jeg er bekendt med udsagnene herom, men hælder mest til den opfattelse, at det nok er for at slippe af med Amerikanerne for bordenden i NATO.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Weimar om igen

Michael Andersen [19/4 11:39] argumenterer fuldkommen analogt til yderfløjene i Weimarrepublikkens sidste år: Hovedfjenden er midten (dengang socialdemokraterne); alt andet end den er at foretrække.

"Hellere Melenchon og Le Pen end hr Macron."

Det er jo i sig selv ikke underligt, at nogen foretrækker Melenchon frem for de andre - eller Le Pen frem for de andre. Men at ville anbefale hvem som helst af disse to frem for Macron viser, hvor politisk forvirret nogle af Informations kommentatorer (og franske vælgere) er.

Det er den samme logik vi ser i modstanden mod EU. Den er åbenbart hos nogen så stærk, at alt, der går imod EU er godt. Din fjendes fjende er min ven. Lige gyldigt hvad. Den form for politisk tankegang kan vel knap kaldes en analyse. Det er fuldkommen uansvarligt.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet i Weimar var jo også den radikale midte: et Socialdemokrati, der gerne ofrede jøderne for at tale til stemmer i samtiden. Ellers havde det slet ikke været muligt for nazisterne at fiske i rørte vande.
Nej, man skal ikke have så travlt med at kritisere folk for dem, de er, men det er vi blevet ekstremt gode til her i landet - stik imod tankerne med velfærdssamfundet, hvor den enkeltes frihed til at bevæge sig og deltage i samfundslivet er grundlaget.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Mihail Larsen -

Det har du nok ret i, trangen til revolution beror ikke på analyse, men desperation., som i reglen skyldes, at etablisementet har forgyldt sig selv, leveret sammenspist arrogance og rutinemæssige svigt: Har de ikke mere brød? - jamen så giv dem kage!

I bedste fald vil en karismatisk karakter på midten kunne afsløre og udligne de værste skader, men hvis centrum kun kan levere en selvtilstrækkelig politik, kommer udviklingen vel uundgåeligt til at gå sin skæve gang.

Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

Mihail Larsen,

Dit perspektiv har en blind plet. Vi kan jo ligeså vel konstatere at centrum-højre og centrum-venstre i dag samarbejder mod yderfløjene i et forsøg på at bibeholde den borgerlige liberalisme som fundament for samfundet.

Det politisk forvirrede perspektiv består ikke i at ønske et valg mellem Le Pen og Melenchon i anden runde. Det er ude af trit med den politiske virkelighed, hvis man ikke ser oprøret der spirrer fra fløjene i højre og i venstre. De af os der er trætte af den ekstreme midte, som fører sin rabiate og inhumane nedskæringspolitik, ser naturligvis helst et venstrefløjsbrud med det såkaldte "centrum", der ellers er købt og betalt af erhvervslivet. Højre"populismen" repræsenterer et opgør med status qvo, der korrekt identificerer systemets problemer (det er mere end den politiske midte præsterer!) men finder forkerte løsninger (altså løsninger uden klassebevidsthed).

Begge yderfløje har til fælles at de forsøger at mobilisere folket i kollektiver. Le Pen i 'Nationen' og Melenchon i arbejderklassen. Det er klart at kollektiv mobilisering og handlen er totalt anti-tetisk til det liberale demokrati og som sådan bliver en trussel mod det. Det tåler ikke gruppen. Kun individet. Gruppetilhørsforhold anses for ekstremisme og appeller til sådanne er åbenbart "populistiske". Det bør vel sige noget om systemets frygt for omvæltning. Jeg tror de franskmænd der vakler mellem Melenchon eller Le Pen er en del bedre i forbindelse med den politiske virkelighed end du er i det her tilfælde.

Er det mere ønskværdigt med en centristisk kandidat? Det er hos den politiske midte at vi finder den groveste, systemiske vold: Den der rammer arbejdsløse, middelklasse, underklasse, de syge, pensionister, studerende, nydanskere (nyfranskmænd?) osv. Den sande vold er ikke Inger Støjbergs smykkelov. Det er de radikale, socialdemokraterne og venstre, når for 117 gang kommer frem til et "fornuftigt" eller "realistisk" forlig (indsæt selv valgfri politisk floskel, der skal markere egen selvopfattede ansvarlighed), som sender mennesker ud i fattigdom. Det her er et problem med den politiske "midte" i hele Europa. Det er da også derfor at Tariq Ali kalder det for den "ekstreme midte" for deres moderate udtryk er en illusion, der skjuler finanskapitalens evige sult efter privatiseringen af vort fælleseje.

De sande fundamentalister, Mihail Larsen, er de som i dag har så travlt med at værne om systemet for enhver pris.

Peter Salling, Benjamin Bach, Troels Brøgger, michael andersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for michael andersen
michael andersen

Mihael Larsen:
Hvad har Weimarrepublikkens sidste dage at gøre med eliten overfor masserne 2017.
Det er da rigtigt, at man skal kigge på fortiden for at forstå nutiden for at gøre det bedre i fremtiden.
Men at du kalder massernes oprør mod den elite der beviseligt har raget mere af samfundskagen til sig ikke hun i Danmark,mens man lader andre grupper betale for ens beslutninger for populister, uvidende og hvad eller der kom af ord fra din og din medsympatisørers mund, bekræfter mig bare i at det indlæg fra mig du har kommenteret har slået dig på dit ego og på din pengepung.

Og i øvrigt Mihael, da jeg bad dig om at forklare for nogle måneder siden, hvordan du klart og konkret vil løse Europas problemer, så fik jeg aldrig andet en hensigtserklæringer intet konkret. Det minder mig og et eller andet.

Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

@Espen Bøgh
Nhår mon dog, jeg er bekendt med udsagnene herom, men hælder mest til den opfattelse, at det nok er for at slippe af med Amerikanerne for bordenden i NATO.

I stedet for at hælde til opfattelser, synes jeg, du skal tage hans ord for gode varer :P I klippet her fra sep 2016, er han meget utvetydig.

https://www.youtube.com/watch?v=JwaE--M3tXA

Brugerbillede for Troels Brøgger
Troels Brøgger

"Den ekstreme midte" VIRKELIG god nyskabelse i sproget, den vil jeg tage til mig og bruge ved enhver lejlighed når det er nødvendigt.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Al filosofisk viden ved, at et stabilt samfund baseres på en middelklasse (Aristoteles). Revolutionære bevægelser skal derfor sikre sig, at de har middelklassen med. Ellers bliver de utopiske eller terroristiske.

Dette er ikke et teoretisk spind, men en historisk underbygget sandhed.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror også på 'den gyldne middelvej' i Aristoteles' forstand.
Men den er defineret som en stræben for det enkelte menneske, ikke som et samfundsanliggende.
Mennesket, der går ind for socialismen, skal stræbe efter den gyldne middelvej i sit arbejde for socialismen, det giver god mening.

Ps. - eksempel på den gyldne middelvej: Imellem fejghed og dumdristighed ligger tapperhed

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Aristoteles var ikke individualist, men dydsetiker. Derfor formulerede han også tesen om, at mennesket er et zoon politikon. Et synspunkt, som Marx værdsatte.

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

Mitterand afskaffede han dødstraffen så vidt jeg ved og forbuddet mod homoseksualitet, indførte sociale velfærdsreformer og lavede en hård
beskatning af de rige - en del flygtede så vist til skattely i Schweiz - og Thatcher hadede ham vel ikke kun for at være franskmand, men
også for at være socialist. Jeg tror, at vi for let glemmer Mitterands fortjenester...!
Der er noget der hedder centrum-ekstremisme. de reformer, der foreslås i Frankrig, har ikke den sociale sikkerhedsdel, der er den
sidste del af 'flexicurity'. Og samtidig er det svært at opbygge en robust økonomi, når staten ikke må konjunkturudligne - hvilket
EU forhindrer. Netop det skaber så også de sociale problemer, der ligger bag de EU-positive franske partiers deroute. Så når mange
franskmænd fravælger EU-positive politikere, er det også ud fra, at EU er sparsom med at levere økonomiske løsninger - Udover sociale
stramninger. I situationen Le Pen vs. Melenchon kan Le Pen sagtens gå til venstre på omfordelingspolitik, men Melenchon kan ikke gå til
højre på udlændingepolitik. Desuden vil mange borgerlige vælgere formentlig også holde sig for næsen og foretrække Le Pen fremfor Melenchon.
Under alle omstændigheder er det i hvert fald meget usikkert, og både Melanchon og Le Pen som præsident vil rokke ved fundamentet for EU's
eksistens.
Derudover bliver kandidaters patriotiske "credentials" i den franske debat defineret af langt mere og andet end udlændinge
(læs: Muslimer - modsat i Nordeuropa) idet spørgsmål om national økonomisk
politik og forsvarspolitik også er centralt - og her er Melenchon mindst lige så suverænitetsbetonet som Le Pen. Ang. EU: Ja, måske.
Det får vi se. Hollande blev i sin tid valgt på at føre en ekspansiv finanspolitik, som den tyske regering blokerede gennem EU.
Det var en af flere grunde til, at det franske Socialistparti OG EU styrtdykkede i popularitet blandt fransmændene, så hvis EU's
traktater og politik kan forandres efter en Melenchon-sejr, er det ikke så sikkert, at en venstresocialistisk sejr vil føre til en
torpedering af EU's autoritet herfra. EU's beståen er ikke kun et spørgsmål om hvorvidt befolkningerne kan rette ind efter unionen -
det er også et spørgsmål om hvorvidt EU traktatbundne økonomiske politik kan ændres og rettes ind efter befolkningerne
(og de skiftende konjunkturer) (og det sidste tvivler jeg da på, men det er måske en mulighed).
Ikke desto mindre er det interessant, at Le Pen forekommer at have svært ved at tiltrække de andre kandidaters vælgere i en evt. 2. runde
- mens både Melenchon og (især) Macron er ret populære 2. valg. Dermed er det ikke bare et præsidentvalg mellem Macron og Le Pen,
som danske medier lidt har haft tilbøjelighed til at tro. Med Melenchons optur (som sker på bekostning af både Hamon og Le Pen)
ligner udviklingen i fransk politik lige så meget det fattige Sydeuropa (hvor venstrepopulistiske bevægelser er gået massivt frem
efter finanskrisen i 08') som Nordeuropa (hvor det primært har været højrenationalister, der har erobret nye stemmeandele).
Måske rummer Frankrig begge tendenser i sig? Som produkt af, at landet både har træk til fælles med de svage økonomier i Sydeuropa,
der får bank af de effektive nordeuropæere uden at kunne forsvare sig finansielt eller monetært i Eurozonen -
og med de stærke nordeuropæiske økonomier, hvor de lavtlønnede går til højre, bl.a. i frygt for konkurrence og fortrængning
fra både migranter og udsatte flygtninge fra syd og øst, der søger mod vækstområder (et problem som der ikke er nogen fælles
plan for at håndtere i EU).

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, nu er det jo dig selv, Mihail, der trækker Aristoteles frem af skuffen, men den skønne gamle filosof skrev først og fremmest om zoologien, naturen var hans primære interesse, men derefter kom begrebsbestemmelse i etikken, hvor han mente at mennesket skal stræbe efter lyksalighed, som findes i 'den gyldne middelvej'.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Michael Kongstad Nielsen

Jeg var mådeholden i min forrige korrektion af din Aristoteles-reference. Det kan jeg ikke være mere. Det er simpelthen noget vrøvl, du skriver. Hvorfor vil du vigte dig med en viden, du ikke har?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nuvel, jeg er ellers ikke vant til at blive behandlet mådeholdent af dig, Mihail, og det fik jo også en brat ende. Jeg vil dog risikere endnu et møgfald ved at bemærke, at Aristoteles mente, at staten skulle styres af de bedste, dvs. dem, der ved 'dyd' har herredømmet. Allerbedst er den stat, hvor den ene, der er alle andre overlegne hvad dyd og indsigt angår, har herredømmet.
Ikke særlig demokratisk, må man sige.

Brugerbillede for michael andersen
michael andersen

Fra en af de uvidende. Mihael du bekræfter mig bare I, at du har en masse at miste ved at det blev holdninger og ikke de evige kompromis, som de sidste 25 år kun har tilgodeset dig og din venner i det bedste trediedel, der rager til sig og lader andre betale for konsekvenserne, samtidig med at du og dine venner kalder folk dumme uvidende nazister kommunister og alle andre løgnagtige udtalelser. Lav et hold i den ballon du og i andre sidder I, så får vi at se hvem der i virkeligheden sætter folk op mod hinanden.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

michael andersen: - her bliver jeg altså nødt til at bede dig om at præcisere, hvem du skriver til.
Der findes mange Michael-er, nogle med k i stedet for ch og nogle med h i stedet for ch og i i stedet for e til sidst

Sider