Analyse
Læsetid: 6 min.

Frankrigs fremtid bliver ikke afgjort i morgen

Uanset hvem der vinder Frankrigs præsidentvalg i morgen, vil det kun være en halv sejr. Både Macron og Le Pen har forslag, som er upopulære blandt store dele af befolkningen, og de vil sandsynligvis skulle indgå hidtil usete alliancer for at få deres politik gennemført. Sciences Po-professor forudser en form for sjette republik.
'Når man spørger den franske befolkning, om de tror, det vil være positivt for Frankrig at forlade EU, så svarer 70 pct. nej. Så jeg er ikke sikker på, at Le Pen kan håndtere et ’Frexit’ særlig let', siger Christian Lequesne, professor ved Sciences Po-universitetet i Paris.

'Når man spørger den franske befolkning, om de tror, det vil være positivt for Frankrig at forlade EU, så svarer 70 pct. nej. Så jeg er ikke sikker på, at Le Pen kan håndtere et ’Frexit’ særlig let', siger Christian Lequesne, professor ved Sciences Po-universitetet i Paris.

David Vincent

Udland
6. maj 2017

PARIS – I morgen vælger franskmændene, hvem der skal være landets præsident de næste fem år. Men at vinde præsidentvalget vil kun være en halv sejr, hvad enten det bliver Marine Le Pen eller Emmanuel Macron. Det kommende valg til Nationalforsamlingen i juni vil reelt afgøre præsidentens muligheder for at regere.

»Vi løser ikke den politiske situation i Frankrig efter den anden runde af præsidentvalget. Spørgsmålet om, hvilket flertal der vil blive valgt i Nationalforsamlingen, er aldeles afgørende, da det er parlamentet, der skal udstyre premierministeren med magt,« siger Christian Lequesne, professor ved Sciences Po-universitetet i Paris.

Den franske præsident har på den ene side en række vidtgående beføjelser og kan bl.a. udpege landets premierminister, opløse Nationalforsamlingen og udskrive folkeafstemninger. Desuden giver forfatningen præsidenten ansvaret for landets forsvars- og udenrigspolitik.

Men uden et flertal i det franske parlaments to kamre vil præsidenten ikke kunne gennemføre sin politik inden for eksempelvis økonomi, velfærd og arbejdsmarked. Lykkes det ikke præsidenten at skabe en stabil og loyal alliance, vil vedkommende være isoleret i Élyséepalæet, mens parlamentet regerer, potentielt imod præsidentens ønsker.

»Det afhænger af, hvilken slags politik vi taler om. Hvis vi tager økonomisk politik, velfærdspolitik og miljøet, er det absolut en mulighed,« siger Christian Lequesne.

Le Pen-scenariet

Front National har to sæder ud af den nuværende nationalforsamlings i alt 577 pladser. Det er ikke repræsentativt for Front Nationals vælgertilslutning, men da parlamentsvalget ligesom præsidentvalget afholdes over to runder, hvor de to førende kandidater går videre fra hver kreds, har det været kutyme for de øvrige partier at slå sig sammen mod Front Nationals kandidater i anden runde.

Af samme grund spår Christian Lequesne ikke Front National store chancer for at få flertal ved det kommende parlamentsvalg. Som præsident ville Marine Le Pen således være nødt til at samarbejde med andre partier i parlamentet.

»Hun ville være nødt til at tiltrække folk fra den traditionelle højrefløj. Det ville udløse en stor konflikt internt hos Les Républicains. Du har folk, som virkelig ikke vil have noget med Marine Le Pen at gøre. Det er et ubrydeligt princip for dem. Men der er også andre, der nok vil være klar til at acceptere en form for samarbejde,« siger Christian Lequesne.

Marine Le Pen er gået til valg på at genforhandle Frankrigs medlemskab af EU og potentielt afskaffe euroen, og det vil hun møde stor modstand på fra både parlamentet og resten af den franske befolkning.

Christophe Ena

»Når man spørger den franske befolkning, om de tror, det vil være positivt for Frankrig at forlade EU, så svarer 70 pct. nej. Så jeg er ikke sikker på, at Le Pen kan håndtere et ’Frexit’ særlig let,« siger Christian Lequesne.

»Selv blandt hendes egne vælgere er der mange, der er betænkelige ved det, især dem der tilhører middelklassen. De har opsparinger og ønsker ikke at se devalueringer osv.«

En anden udfordring for Marine Le Pen er de fjender, hun har skabt sig med sin dundertale mod eliten, finansverdenen og det politiske establishment. Hun vil straks møde modstand fra både franske forretningsfolk, universitetsverdenen og ikke mindst embedsværket.

Eksempelvis har Frankrigs ambassadører i både Tokyo og Washington allerede afvist at arbejde under Le Pen som præsident.

»Marine Le Pen har en meget lav grad af støtte fra de ledende embedsmænd,« siger Christian Lequesne.

»Nogle vil nok forlade statsadministrationen og søge mod den private sektor. Men de fleste vil blive, ikke fordi de støtter Le Pen, men fordi de ikke har andre alternativer for deres karrierer.«

Spørgsmålet er dog, hvor loyale disse embedsmænd vil være, påpeger Christian Lequesne og taler om »boomerangeffekten« af Marine Le Pens udfald mod eliten.

»De vil ikke forsøge at fremme eller presse på for noget som helst. Der vil straks opstå et stort problem for hende med spørgsmålet om embedsmændenes loyalitet.«

Macron-scenariet

Emmanuel Macron bliver i gentagne meningsmålinger fortsat spået som valgets mest sandsynlige vinder, og af de to kandidater vil han ifølge Christian Lequesne også have lettest ved at skabe et flertal for sin politik. Men det bliver ikke uden problemer.

Det store spørgsmål er, hvordan hans kun ét år gamle bevægelse ’En Marche!’ kan omdannes til et parti, hvoraf halvdelen af kandidaterne ifølge Macron skal være nye i politik, og hvordan de vil klare sig til parlamentsvalget.

I denne uge forudså en meningsmåling et jordskredsvalg til En Marche! med tæt på absolut flertal i Nationalforsamlingen. Det, der taler for, at Macrons parti ville kunne opnå tæt på et flertal af pladserne, er, at franskmændene traditionelt giver en nyvalgt præsident legitimitet til at gennemføre sin politik, forklarer Christian Lequesne.

»Det ville vise en form for rationel reaktion fra vælgerne, som forstår vigtigheden af, at præsidenten har flertal og kan regere effektivt. Men jeg er ikke sikker på, at det bliver tilfældet,« siger han.

Snarere vil en koalition mellem En Marche! og dele af Socialistpartiet kunne komme på tale.

»De socialliberale på partiets højrefløj vil ikke have noget problem med at slutte sig til Macron. De har allerede åbent udtrykt deres støtte til ham og vil nok være nødt til at forlade Socialistpartiet og melde sig ind i En Marche!.«

På samme måde vil dele af venstrefløjen i Les Républicains være parate til at indgå i en koalition, om end de næppe vil melde sig ud af partiet, siger Christian Lequesne.

Han peger desuden på, at Les Républicains nu satser alt på parlamentsvalget til juni. Lykkes det her partiet at få flertal eller blive størst i Nationalforsamlingen, vil Emmanuel Macron kunne blive nødt til at udpege en premierminister fra Les Républicains i en såkaldt cohabitation – hvad der direkte kan oversættes til en 'samlivsregering'. 

Det vil i så fald være fjerde gang i Den Femte Republiks historie, at en præsident og hans premierminister skal samarbejde på tværs af partiskel.

Lykkes det til gengæld at skabe et stabilt flertal bag En Marche! med dele af Socialistpartiet og Les Républicains, vil der ifølge Christian Lequesne være tale om et nybrud i fransk politik, som i årtier har bygget på en samtidig splittelse og balance mellem det traditionelle højre og venstre.

»Hvis Macron får succes, vil vi for første gang have endnu et stort parti og dermed endnu en form for splittelse. Det vil være meget anderledes fra den tradition, vi kender fra Den Femte Republik. Det er derfor, jeg taler om en form for sjette republik,« siger han.

Macron mod gaden

Selv med et flertal i parlamentet vil Emmanuel Macron dog kunne forvente modstand, når han begynder at gennemføre sin politik. Ved præsidentvalgets første runde stemte over halvdelen af vælgerne på kandidater, der var imod nedskæringer i antallet af offentligt ansatte og liberalisering af arbejdsmarkedet.

Macrons store udfordring bliver derfor at få gennemført sin økonomiske politik, særligt ændringer af arbejdsmarkedsloven.

»Macron er nok typen, der gerne vil effektivisere, og det vil indebære en del reformer og nedskæringer i visse dele af velfærdsbudgettet. Og når du skærer ned på velfærdsbudgettet her i landet, er der øjeblikkeligt en slags vetomagt, der manifesterer sig,« siger han og henviser til, at sociale nedskæringer som regel udløser store demonstrationer og lammende strejker fra fagforeningerne.

Da den nuværende socialistiske regering sidste år forsøgte at gennemføre en lov, der liberaliserede arbejdsmarkedet, førte det til massive demonstrationer og strejker.

Loven blev i sidste ende kun vedtaget ved hjælp af den omdiskuterede artikel 49,3 i forfatningen, der gør det muligt for premierministeren at vedtage love uden om parlamentet.

Det samme gjorde sig gældende for den lov, som Emmanuel Macron som økonomiminister selv lagde navn til, og som var en myriade af liberaliseringer for forskellige sektorer i det franske erhvervsliv. 

I sit program har Emmanuel Macron lagt op til yderligere liberaliseringer af den slags, der medførte store demonstrationer og kun blev vedtaget gennem dekret. Han står derfor over for noget af en udfordring, siger Christian Lequesne.

»Det bliver en svær situation. Han vil være nødt til at være modig, og det vil samtidig vise os hans kvaliteter som statsmand,« siger han og tilføjer:

»Men jeg tror, at hvis vi vil reformere Frankrig, er vi nødt til at acceptere en vis grad af modstand i gaderne. For hvis man som politiker og regering her i landet ikke til en vis grad kan modstå gaden inden for et hovedområde som velfærd, så vil man ikke være i stand til at gøre noget som helst.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her