Frankrigs republikanske front mod Le Pen er faldet

På højrefløjen har Marine Le Pen fundet sig en allieret, mens venstrefløjen er splittet mellem deres modstand mod Macron og deres frygt for Le Pen. Frankrigs såkaldte republikanske front, der skulle holde højreradikale fra præsidentposten, hører nu fortiden til

3. maj 2017

Kommentarer (0)

Den såkaldte ’republikanske front’ af vælgere og politikere fra højre og venstre, der i 2002 spærrede vejen til præsidentposten for den højreradikale Jean-Marie Le Pen, gælder ikke hans datter, Marine Le Pen.

I en ny video på sin hjemmeside nægter den slagne venstrefløjskandidat Jean-Luc Mélenchon fortsat at vejlede de vælgere, der i første omgang stemte på ham.

Mélenchon vil ikke direkte sige, om han stemmer Macron, men hans valg begrænser sig dog til, hvorvidt man skal stemme blankt eller Macron.

»Marine Le Pen skal ikke have en eneste stemme,« som hans talsmænd har hamret det fast gentagne gange i den forgange uge.

Marine Le Pen har bejlet stærkt til de Mélenchon-vælgere, der er lige så EU-skeptiske som hun selv, og har ifølge flere meningsmålinger tag i omkring 15 procent af dem, mens godt en tredjedel vil stemme blankt.

Mélenchon er selv stadig kryptisk.

»Jeg har ikke tænkt mig at sige, hvad jeg stemmer, men man behøver ikke at være højtuddannet for at regne det ud,« ironiserer Mélenchon, der dog peger på den lille røde trekant, han bærer på sin jakke som symbol på de politikere, der blev deporteret under Anden Verdenskrig.

François Fillon har i nederlagets stund forladt posten som højrefløjens leder, men partiet står nu i lige så stort et dilemma som venstrefløjen. En republikansk støtte til Macron til præsidentvalget kan betyde et stort tab for partiet ved parlamentsvalget

Læs også

Republikanere vægrer sig ved at støtte Macron

»Jeg ønsker ikke at splitte mine vælgere.«

Andre venstrefløjspolitikere er dybt forargede over muligheden for at stemme blankt og dermed ikke dæmme op for Marine Le Pen.

»Hvis man tager sofavælgerne og Le Pens resultat ved første omgang af valget i betragtning, leger Mélenchon med ilden,« udtaler en unavngiven højtstående kommunist således til dagbladet Le Monde. Både de franske socialister og det franske kommunistparti anbefaler at stemme Macron.

Det største skred i det politiske billede skete imidlertid fredag aften, da den slagne præsidentkandidat Nicolas Dupont-Aignan på tv-kanalen France 2 erklærede sin støtte til Marine Le Pen.

Nicolas Dupont-Aignan, der stillede op til valget for sit eget parti Debout la France (Frankrig rejs dig), er tidligere medlem af højrepartiet UMP, det senere Les Républicain. Dupont-Aignan dannede for ti år siden sit eget parti på grund af uenighed med den daværende præsident Nicolas Sarkozy på Europa-spørgsmålet.

Dupont-Aignan er indædt modstander af Europa-konstitutionen og ønsker som Le Pen et selvstændigt Frankrig uden for EU.

Ved første runde af præsidentvalget den 23. april opnåede Dupont-Aignan 4,7 procent af stemmerne mod kun 1,8 procent i 2012. Dupont-Aignan nød ikke mindst godt af visse højrevælgeres skuffelse over skandalerne omkring François Fillon. De stemmer, som Dupont-Aignan vandt ved dette valg, ville have været mere end nok til at bære Fillon videre til anden valgrunde foran Le Pen.

Benoît Hamon var den store atber ved weekendens franske præsidentvalg, men det er endnu usikkert, hvad konsekvensen bliver af de franske socialisters store nedsmeltning.

Læs også

En kamp på liv og død for de franske socialister

Til gengæld havde ingen forestillet sig den alliance med Le Pen, som Dupont-Aignan nu har indgået, og som Le Pens parti Front National har drømt om i årevis.

Fredag aften var det med denne alliance et såkaldt ’republikansk’ parti, der indgik alliance med Le Pen. Dermed er det slut med både Front National og Marine Le Pens isolation i det politiske spektrum.

For Dupont-Aignan er udsigten til fem år med Macron som præsident en umulighed:

»Vort land har gennemlevet fem frygtelige år med François Hollande. Emmanuel Macon er Hollande gange ti, skabt af finans- og medieinteresser,« forklarede Dupont-Aignan i bedste sendetid efter at have erklæret, at han vil føre kampagne sammen med Marine Le Pen »om et udvidet regeringsprojekt«.

Det blev lørdag bekræftet ved et fælles pressemøde, hvor Marine Le Pen erklærede Dupont-Aignan som kommende premierminister i tilfælde af, at hun vinder. Dupont-Aignans to vicepræsidenter i Debout la France har forladt partiet i protest, mens Dupont-Aignan til gengæld holdt tale før Le Pen ved hendes store valgmøde i Paris den 1. maj.

Der var jubel og lettelse, da sensationen indfandt sig ved Emmanuel Macrons valgfest i Paris søndag aften. Men selv om Macron fik flest stemmer i første runde af det franske præsidentvalg, var Marine Le Pen den store vinder i over halvdelen af landets kommuner

Læs også

’Det er ikke kun en sejr for Frankrig. Det er en sejr for Europa’

Kampdagen blev både en kamp mellem Macron og Le Pen på afstand, med to store valgmøder i Paris-regionen, men også en decideret gadekamp, da ekstreme venstreaktivister gik til angreb på politiet under 1. maj-demonstrationen.

150 aktivister, klædt i sort og med elefanthuer på, sort blok, gjorde front mod politiet og smed molotovcocktails. Seks betjente blev såret, heraf en alvorligt.

Hos de fredelige demonstranter var der under denne 1. maj-demonstrationen heller ikke enighed om at danne fælles front mod Le Pen. De fagforeninger, der i sin tid var uenige om deres holdning til Macrons ændring af arbejdsmarkedsloven, kunne ikke finde fælles fodtrav med dem, der arbejdede sammen med Macron.

»Vi er ikke længere i 2002,« forklarede lederen af den store fagforening CGT, Philippe Martinez til dagbladet le Parisien. CGT demonstrerede sammen med en række mindre fagforeninger. »Vi er uenige med CFDT (stort fransk fagforbund, red.) i vurderingen af, hvad det er, der fører til, at man stemmer Front National.«

Så ikke engang på gaden var den republikanske front at finde. Omkring 150.000 demonstrerede Frankrig over, oplyser politiet. Det er uendelig langt fra den kæmpedemonstration, der i 2002 samlede 1,3 millioner mennesker for at sikre, at Marines far, Jean-Marie Me Pen, ikke kom til magten.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

De hollandske diger ryster stadig
11. oktober 2017
Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’
30. september 2017
De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet
30. september 2017
Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...