Hvor blev fredsbevægelsen af?

Tusindvis af danskere var samlet på Rådhuspladsen med bannere i hænderne: ’Nej til atomvåben’ og ’Dansk nej til atomraketter’. Sådan så fredsbevægelsen ud omkring 1980’erne. Dengang var truslen om en mulig atomkrig kimen til, at fredsbevægelsen kunne mobilisere sig og skabe store protester.

Siden har fredsbevægelsen haft svært ved at nå de samme højder. Torsdag begyndte NATO-topmødet, hvor det blev diskuteret, hvordan man styrker indsatsen mod terrorisme, og hvordan man opruster i Østersøen. I den forbindelse blev demonstrationen ’Ja til fred og velfærd – Nej til NATO’s oprustning’ afholdt i Nyhavn i København dagen forinden.

Vajende regnbuefarvede peace-flag stak op blandt christianiacykler og gråhårede mennesker, som Lisbet Bonde på 67 år. Hun var mødt op i protest mod NATO og organisationens arbejde »for krig og ikke fred«, som hun formulerer det.

Men trods skinnende sol i Nyhavn samlede demonstrationen kun omkring 100 mennesker, vurderer medarrangørerne ’TID TIL FRED – aktiv mod krig’, der er en fredsbevægelse, som opstod i kølvandet på, at Danmark sendte tropper til Irak.

Så hvor er den brede fredsbevægelse blevet af?

Ifølge Ole Wæver, der er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, så handler det om, at danskerne ikke føler sig udsatte og truet i samme grad som tidligere.

»Det, der har samlet folk i store protester, er, når de har været bange. Historisk har store demonstrationer fundet sted, når der har været en frygt for krig, nedfald fra atomprøvesprængninger og atomkrig,« siger Ole Wæver.

I en Gallup-undersøgelse fra 1983 svarede hver fjerde af de adspurgte, at de troede, at en atomkrig var nær. I dag er det terrortruslen, der rumsterer i de fleste, men alligevel viser en Gallup-undersøgelse fra 2015, at 89 procent af de adspurgte sjældent eller aldrig føler sig utrygge på offentlige steder på grund af en mulig terrortrussel.

»Det er de færreste, der frygter for deres eget liv, og det gør det langt sværere at mobilisere en fredsbevægelse,« forklarer Ole Wæver.

»Det er langt sværere at skabe protester imod, at vi slår mennesker ihjel langt væk, end det er, når folk frygter for deres eget ve og vel.«

Manglende støtte

Det er dog ikke de eneste forklaringer. Ifølge Gerd Berlev, der er aktiv i ’TID TIL FRED – aktiv mod krig’ og deltog i onsdagens demonstration, skyldes det, at der ikke er nogen politiske partier, der ønsker at støtte en bred fredsbevægelse, de ikke selv sidder i ledelsen af.

»Men det, der er nødvendigt for bredden, er jo netop, at fredsbevægelsen består af mennesker med forskellige holdninger – ikke kun politikere – og at fredsbevægelsen er sin egen,« siger Gerd Berlev.

»Dertil kommer, at de offentlige midler, der kan søges til eksempelvis kommercielle og kulturelle events, ofte er begrænset af enten krav om, at de ikke må være ’politiske’, eller at midlerne er møntet på større organisationer. Derfor bliver fredsbevægelsen henvist til at finde midler andetsteds, og det er svært.«

Nogenlunde samme pointe går igen hos Jan Øberg, der er direktør for Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF) i Lund.

»Når du ser på finansieringsmulighederne, og hvad fredsbevægelsen skal kunne gøre, så er der et stort misforhold. Der er ingen forskningsinstitutter, ingen politiske partier, ingen opinionsdannelse. Medierne stiller sjældent spørgsmål ved oprustning og krigsdeltagelse.«

Den danske stat giver ikke økonomisk støtte til freds- og konfliktforskning, men kun til krigsforskning, siger fredsforskeren fra Lund, der også forklarer den manglende fredsbevægelse med, at militær krig er blevet en del af normalbilledet.

»Danmark har været i krig i 18 år. Både i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Og fordi Danmark er en af de mest militaristiske stater i Europa i forhold til sin størrelse, så det er blevet meget svært at være fredsaktivist i Danmark.«

Hvis der ikke er en fredsbevægelse og -opinion, bliver det de elitære interesser i militarismen, der vinder. Fredsbevægelsen kan være en folkelig stemme og spille en vigtig rolle i den åbne og selvkritiske debat om Danmarks såkaldt aktive udenrigspolitik, siger Jan Øberg.

Politisk opbakning

Fredsordfører fra Alternativet, René Gade, og Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, genkender ikke billedet af, at der skulle mangle politisk opbakning til fredsbevægelsen.

Enhedslistens internationale udvalg var medarranger på onsdagens demonstration ’Ja til fred og velfærd – Nej til NATO’s oprustning’. Nikolaj Villumsen forklarer derudover, at partiet senest har afvist at sende flere tropper til Afghanistan og stemt imod at sende danske soldater til Estland.

Alternativets René Gade mener også, at hans parti har bidraget til fredsbevægelsen. Blandt andet ved at invitere fredsaktivister ind på Christiansborg og ved at deltage i debatter om fred på Folkemødet.

»Jeg er blevet kaldt fredsordfører for at gøre opmærksom på, at der er et alternativ til krig. Vi har et valg, om vi vil indtage en angrebsposition eller diplomati i dansk udenrigspolitik. Netop det forsøger Alternativet at sætte i spil ved at kalde mig fredsordfører.«

Ingen fredsbevægelse = ingen trussel

Ifølge Bjørn Møller, der er fredsforsker ved Aalborg Universitet i København, så handler mangel på mobilisering i fredsbevægelsen i forbindelse med NATO-topmødet om, at det mest af alt er økonomiske spørgsmål, der bliver diskuteret.

»NATO-topmødet vil ikke have eksistentielle militære konsekvenser, og det er forklaringen på, at der ikke er nogen stor fredsbevægelse,« siger Bjørn Møller.

Han mener, at truslen mod Danmark er minimal. Derfor siger han også, at »det er fuldstændig urimeligt at bruge flere penge på militær«.

Når der alligevel er lagt i kakkelovnen til, at Danmark skal bruge flere penge, så handler det om, at politikerne har haft held til at skabe en stemning af, at det er nødvendigt at gøre noget i forhold til Islamisk Stat og Rusland.

Ole Wæver oplever, at opinionen på den ene side har mere lyst til at bruge penge på andre ting end militæret. På den anden side så ændrer det sig, når der kommer en politisk fortælling ind over.

»Den berømte ’Hvad skal det nytte?’-skepsis over for militæret kan stadig ses i ret pessimistiske vurderinger af, om vores krigsindsatser faktisk har virket. For at skabe opbakning til en fredsbevægelse i dag, skulle den derfor mest ligne Vietnam-bevægelsen. Og til forskel fra dengang mangler der en stor fortælling om, hvad vores krige handler om. Dengang kunne Vestens krige angribes som imperialisme,« siger Ole Wæver.