Læsetid: 4 min.

Det Hvide Hus mod FBI er en klassiker, som præsidenten oftest taber

Trump risikerer, at hans fyring af James Comey giver bagslag – ganske som det skete for Johnson, Nixon og Clinton, da de lagde sig ud med FBI
Lyndon B. Johnson (th.) forsøgte angiveligt at komme af med FBI-chef J. Edgar Hoover (tv.). Men forgæves. Hoover sad som FBI-chef i fra 1924 til 1972. Her ses de to sammen i 1967.

Lyndon B. Johnson (th.) forsøgte angiveligt at komme af med FBI-chef J. Edgar Hoover (tv.). Men forgæves. Hoover sad som FBI-chef i fra 1924 til 1972. Her ses de to sammen i 1967.

Henry Burroughs

11. maj 2017

Der er kun ét statsorgan i USA, der kan efterforske præsidenten: FBI. Forfatteren til bogen A History of the FBI, Tim Weiner, skrev i The Guardian i 2012, at forbundspolitiet, The Federal Bureau of Investigation, er »det nærmeste, USA har i retning af et hemmeligt politi. 

FBI’s viden kan styrke eller ødelægge en præsident. Information er magt. Og de tophemmelige informationer, som FBI skaffer præsidenten – eller indsamler mod ham – er en politisk atombombe«. 

Præsident Donald Trumps fyring af FBI-chef James Comey er ikke det første sammenstød mellem præsidenten og FBI. Forholdet har altid været en prøvesten for den amerikanske forfatnings vigtigste princip: Afbalanceringen mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt: checks and balances

I 48 år, fra 1924 til 1972, sad J. Edgar Hoover uantastet som FBI-chef, og der er utallige historier om, hvordan skiftende præsidenter forgæves forsøgte at skaffe sig af med ham.

Præsident Lyndon Johnson var lige ved, men hans fyringsplaner blev lækket til Newsweek-reporter Ben Bradlee (senere Washington Posts chefredaktør). Den magtfulde Hoover gik til modangreb, få sekunder efter at Newsweek udkom.

Hans righoldige arkiver med private oplysninger om alt og alle var et slagkraftigt våben mod Johnson og resten af magteliten, så i stedet for at fyre Hoover, udnævnte Johnson ham til livsvarig FBI-chef.

Efter udnævnelsen hviskede den rasende Johnson til sin talsmand Bill Moyers: »Tell Bradlee to go fuck himself.«

Lørdagsmassakren 1973 

De amerikanske medier drager i disse dage paralleller mellem striden mellem Trump og Comey til kampen mellem FBI og præsident Nixon i begyndelsen af 70’erne: Da FBI begyndte at efterforske Watergate-indbruddet, forsøgte præsident Nixon at stoppe efterforskningen. FBI afviste iskoldt og kontant kravet fra Nixon-rådgiveren John Ehrlichman – og efterforskningen førte til udnævnelsen af Watergate-specialanklager Archibald Cox.

Han krævede, at Det Hvide Hus udleverede hemmeligholdte lydoptagelser. Nixon nægtede og bad justitsminister Elliott Richardson om at fyre Cox. Richardson nægtede og trådte tilbage. Det samme gjorde vicejustitsminister, William Ruckelshaus. 

Men fyringen blev effektueret og ingen var i tvivl om, at Nixon fik Cox fjernet for at forhindre en politisk livstruende efterforskning. Den lørdag i oktober 1973, hvor tre af nationens mest magtfulde lovhåndhævere røg ud, er kendt som ’The Saturday Night Massacre’. 

Ni måneder senere forlod en vanæret Richard Nixon embedet, da Kongressen indledte en rigsretssag mod ham.  

En anden parallel er præsident Bill Clintons fyring af FBI-chef William Sessions i 1993.

Han var republikaner, udnævnt af præsident Reagan. Men han var også en sjusket og svag chef, som flere undersøgelser af ham viste. Fyringen blev også tolket som politisk, men Clintons udnævnelse af Louis Freeh som efterfølger til Sessions viste sig at være et tveægget sværd. 

Freeh var mere end energisk i sin støtte til specialanklager Kenneth Starr, der efterforskede Clintons sexliv og Clinton-parrets økonomiske dispositioner. Starrs efterforskning fik Kongressen til at indlede en rigsretssag mod Clinton, der blev frikendt i Senatet.

Ifølge Washington Post besluttede Clinton ikke at fyre FBI-chef Freeh eller Starr, fordi sporene fra Nixons lørdagsmassakre skræmte. 

Sporene skræmmer ikke Trump 

Sporene skræmmer tilsyneladende ikke Donald J. Trump. Nixons gamle juridiske rådgiver fra Watergate-tiden, John Dean, siger til Washington Post, at Trumps handling minder om Nixons.

»Det kunne have været en stilfærdig frivillig afgang, men det var en vred fyring,« siger han. 

Den demokratiske senator Bob Casey fortæller New York Times, at det er en ren Nixon:

»Ikke siden Watergate har vort retssystem været så truet og vor tiltro til systemets uafhængighed og integritet så rystet,« siger Casey.  

Den nu fyrede FBI-chef stod formelt i spidsen for efterforskningen af Trump-valgkampagnens kontakter til den russiske regering, en efterforskning der fortsætter.

Trump fyrede officielt Comey, fordi han havde fumlet med efterforskningen af Hillary Clintons e-mails. Et af præsidentens faste valgkamptemaer. Men Comey fumlede også, da han under valgkampen sagde, at Clinton havde været »ekstremt skødesløs« med sine emails. Det hjalp Trump og skadede Hillary Clinton. 

Watergate-parallellen skyldes mistanken om, at præsident Trump fyrede Comey, fordi han har noget at skjule, og derved misbrugte sin magt for at bremse undersøgelsen af de russiske forbindelser. Det genopliver med rette de onde minder om nutidshistoriens største politiske skandale.

Men her stopper sammenligningen indtil videre mellem Trump og Nixon. Nixon fyrede ikke en FBI-chef, men tvang Justitsministeriet til at fyre en specialanklager, der passede sit arbejde. Trump fyrede den fummelfingrede Comey, som havde skaffet sig fjender blandt både demokrater og republikanere.  

Da Trump fyrede ham, kom mediernes Nixon-parallel tilsyneladende helt bag på Det Hvide Hus, og det er endnu en gang lykkedes Trump at skaffe sig flere fjender. Han begyndte med at lægge sig ud med CIA og det magtfulde efterretningsapparat, nu risikerer han en risikabel magtkamp med FBI.

Historien viser i konflikterne mellem Det Hvide Hus og FBI, at det oftest er præsidenten, der trækker det korteste strå. Han er midlertidig, FBI er permanent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Vibeke Rasmussen
  • Ruth Gjesing
Eva Schwanenflügel, Vibeke Rasmussen og Ruth Gjesing anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Spændende artikel, som opsummerer mange af de kendte konflikter mellem Præsidenten og FBI.
Instinktivt holder man vel mest med FBI, der som er embedsmænd passer deres arbejde - også hvis det måtte inddrage efterforskning af politiker.

Men specialanklager.....................NEJ - der er for mange uheldige eksempler på, at det stiger en en specialanklager og hans stab til hovedet at få tildelt så megen magt.

Leon Jaworskis stab var rødglødende Nixon modstandere, der overførte den politiske modstand til retssystemet - John Connally blev f. ex frikendt ved retten i en sag, hvor Jaworski havde udelukket sig selv, idet han og Connally var bekendte. Sagen burde aldrig være rejst; men staben iver var for voldsom.

Kenneth Starr er det mest frygtindgydende eksempel på en person, som magten steg totalt til hovedet. Hans trusler mod Monica Lewinsky for at få hendes vidneudsagn - 40 års fængsel !!!!! - var helt uanstændige, og intet menneske - heller ikke en præsident - skal tvinges til af redegøre for sit sexliv for åben TV-skærm.

Afhøringen af præsident Clinton var en skandale i sig selv - og Whitewater & Travelgate......

Vibeke Rasmussen

Som supplement til ovenstående gennemgår Charles Pierce Nixon-sagen mere detaljeret og beskriver politikernes reaktioner før og nu. Charles Pierce spørger: "Are There Any Republican Heroes Left?"

Svaret synes indlysende. Og man kunne, ikke uden ironi, tilføje, at etik og moral i dagens republikanske parti vel nærmest kan kaldes "en by i Rusland"?

Kenneth Jacobsen

... blot er der det ved de "fuldt lovlige" russiske kontakter, at der klæber sig en ikke ubetydelig mistanke til dem om valgfusk, indblanding i et andet lands præsidentvalg og ja, selve det at denne kandidat er en fremmed magts kandidat, hvilket næppe er for hans blå øjnes skyld, men for at skade landet ift denne fremmede magt. Mon ikke at det er grunden til at kandidaten ikke selv er meget for at skilte med sine "fuldt lovlige" kontakter? Russerne er heller ikke for vilde med at gøre pressen opmærksom på at alt er fjong. Tværtimod ville både kandidaten og hans kontakter hellere end gerne have sig en presse, der var ligeglad. For ikke at undergrave kandidatens autoritet, forstås.

Børge Rahbech Jensen

Mig bekendt er præsident Trump den eneste, der har fremført mistanker om valgfusk. Den mistanke blev hurtigt afvist, og det har været nævnt flere gange, at USAs valgmaskiner ikke blev hacket, og præsidentvalget blev gennemført som foreskrevet i USAs lovgivning. Dermed er det direkte usandt, at 'der klæber sig en ikke ubetydelig mistanke til dem om valgfusk'.

Den indblanding i et andet lands præsidentvalg, Rusland anklages for, er primært fuldt lovlig nyhedsformidling. Derudover er Rusland anklaget for hacking af det demokratiske partis elektroniske postkontor og ejerskab af Wikileaks' hjemmeside. Det var svært at finde de påståede falske nyheder efterfølgende, og der blev sjovt nok ikke fremlagt tal for hvor mange vælgere, der læste de falske nyheder og lækkede emails. Jeg har ikke engang læst oplysning om, hvornår Wikileaks blev russisk, og ved derfor ikke, om det er en falsk nyhed.

Det værste er, at argumentet om "skade landet" kun giver mening, hvis USA er i eller planlægger krig mod Rusland. Hvis Rusland er en samarbejdspartner eller bare konkurrent, er der intet odiøst i kontakt med repræsentanter for landet. Der er heller ingen grund til at skilte med sine kontakter, hvis de ikke fik indflydelse, fx. fordi en medarbejder fra det republikanske parti ønskede at advisere den russiske ambassade, før Rusland blev gjort til et tema i valgkampen.

"Russerne er heller ikke for vilde med at gøre pressen opmærksom på at alt er fjong. "

Rusland har stadig problemer med USA i både Syrien og Ukraine. Det kan konstateres, at pressen også er ligeglad med, at de oprørere i Syrien, som USA støtter, og den nuværende regering i Ukraine allerede før USAs præsidentvalg var bange for at miste sin støtte fra USA, hvis Donald Trump blev valgt som præsident i USA. Og dog. USAs og dansk presse støtter åbenlyst oprøret i Syrien og den nuværende regering i Ukraine, og stillede ingen spørgsmål til Barack Obamas påstand om, Rusland ikke ønskede, Hilary Clinton vandt præsidentvalget. Pressen kunne have spurgt, hvad formålet var med den påstand, og om der blev indgået en aftale før præsidentvalget i 2008 om, at Barack Obama blev sit partis præsidentkandidat på den betingelse, at Hilary Clinton blev præsident otte år senere. Så vidt jeg husker, var Hilary Clinton oprindeligt partiets spidskandidat, indtil Barack Obama pludselig blev præsidentkandidat. Det passer godt med, at både borgerkrigen i Syrien og opstanden i Ukraine blev støttet af Barack Obama og modarbejdet af Rusland. Heller ikke det har pressens interesse.

Kenneth Jacobsen

Ja, Trump råbte op om valgfusk før valget, hvis det uhørte skulle ske, at han ikke selv blev valgt. Så snart han blev valgt, forsvandt det tema puf fra hans tankegang. Det blev afvist, fordi det alene var en påstand uden nogen form for dokumentation eller blot indicerer. Som manden nu engang har for vane. Du siger videre, at det flere gange er blevet nævnt, at valgmaskinerne ikke er blevet hacket. Det ville også være mere end ubehageligt, hvis det var tilfældet. Såvidt jeg er informeret, er der stadig ingen garanti for at det ikke er tilfældet, idet det er påvist igen og igen, dels hvor sårbare maskinerne er, dels at det kan gøres uden at efterlade spor. Mig bekendt er der ikke sat nogen tilbundsgående undersøgelse i gang. Det politiske system går jo også i retning af at vinderen har vundet – og så hurtigt vider i teksten. Det er så bare i Trumps tilfælde ikke helt overstået endnu. Det er derimod korrekt, at der er betalt for en genoptælling i en-tre af de stater, hvor resultatet chokerede selv Trump – og det skulle ikke have vist nogen fejl. Men derfra og til at sige, at der ikke klæber en mistanke om valgfusk til dette valg, ja det er blot at åbne tv eller aviser…
Og nej, Rusland er ikke mistænkt for indblanding vha lovlig nyhedsformidling. Men nok for fake news i ekstraordinær stor stil på de sociale medier. Med det formål at påvirke resultatet. Sammen med hacking er det just konklusionen af de undersøgelser, der fra politisk hold og fra efterretningstjenester er udkommet. Amerikanerne er modsat Trumps hold ikke så lidt bekymrede for denne ulovlige indblanding. Mht Wikileaks, så har jeg ikke hørt, at det skulle være russisk ejet, hvilket da også ville være et selvmål. At russerne skulle have lækket til Wikileaks, som så har offentliggjort mails etc, er hvad jeg har forstået.
Jo, forhulen, der er noget odiøst i, at Rusland og Trump har kontakt gennem valgkampagnen. Er Trump Putins mand? Hans redskab? Siden hvornår skulle det være fino-fino? Nu er jeg ikke amerikaner selv, men det kræver da ikke den store kugleramme at regne ud, at Putin ikke er USA's bonkammerat. Det er jo derfor Trumps folk er blevet taget i at lyve om disse kontakter. Det er derfor også Trump undersøges. Det handler ikke om hvorvidt de er venner på facebook. Hvad de så stærkt presset siger, at kontakten er gået ud på, kan enhver med en smule fornuft tillade sig at tage med et gran salt.
Du slutter selv af med at liste interessekonflikter op USA og Rusland imellem. De er slet ikke så små, vel? Det er nogle af de alvorligste konflikter i verden pt. Hvad er i det hele taget de to landes fælles interesser? Tror du selv, at Trump bare gerne vil være Putins ven – for verdensfredens skyld? Jawohl.
Alt det med Hillary: Mon nogen behøvede Obama til at afsløre, at hun ikke var Ruslands kop te? Enhver ved, hvem Putin ville foretrække af de to præsidentkandidater… Og for resten fungerer det politiske system i USA ikke på den måde, at en kandidat bliver aftalt at være spidskandidat for sit parti uden valgkamp. Det var så den Obama gik hen og vandt. Næsten lige så overraskende, som da Hillary siden tabte til Donald Drumpf.
Du kører med på vognen om den uhæderlige presse. Trumps største problem med pressen er nok, at de citerer ham.

Helle Walther

Trump er den mest ustabile, inkompetente præsident, jeg har oplevet i min snart lange levetid. Han lyver, han svinger, han er ustyrlig, han truer, hvad har han opfyldt af sine valgløfter for sine vælgere, der er blevet gennemført ???? Og han er så dyr i drift.