Læsetid: 4 min.

Hvordan kan en lille pige i kørestol udløse storpolitisk strid?

Aftenens Melodi Grand Prix virker tilsyneladende som en overfladisk begivenhed, men i dag er det blevet en platform for lande til at udbrede deres budskaber. Særligt siden Østeuropa kom med, er der gået politik i musikshowet, siger Grand Prix-eksperter
Ukraine har nægtet vinderen af Det Russiske Melodi Grand Prix, Julia Samojlova at deltage ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Kijev, fordi Julia Samojlova gav i 2015 koncert på Krim, som året forinden var blevet annekteret af Rusland

Ukraine har nægtet vinderen af Det Russiske Melodi Grand Prix, Julia Samojlova at deltage ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Kijev, fordi Julia Samojlova gav i 2015 koncert på Krim, som året forinden var blevet annekteret af Rusland

Ritzau Foto

9. maj 2017

Når deltagerne i det Europæiske Melodi Grand Prix i aften går på scenen i Kijev til den første semifinale, vil den russiske deltager Yulia Samoylova i stedet køre på scenen i sin kørestol i en anden del af Ukraine.

I flådebyen Sevastopol på den russisk-annekterede Krim-halvø skal hun efter planen give koncert på Ruslands vel nok vigtigste mærkedag i moderne tid, Sejrens Dag, der markerer enden på Anden Verdenskrig. 

Ukraine har nægtet den russiske vinder adgang til Kijev, og dermed skriver årets Melodi Grand Prix sig ind i en efterhånden etableret tendens til stadig større politisering af en konkurrence, der plejede at handle om popmusik og kjoleskrud.

Julia Samojlova gav i 2015 koncert på Krim, som året forinden var blevet annekteret af Rusland. Derfor ser Ukraine valget af den russiske sangerinde som en test på landets modstandskraft. Ifølge ukrainsk lov udløser et ulovligt besøg på Krim indrejseforbud i tre år.

Også det faktum, at Julia Samojlova sidder i kørestol på grund af en medfødt sygdom, har ført til spekulationer om, at russerne har valgt hende for at undgå tilråb, mens Rusland er på scenen – med det argument, at man ikke kan buhe af en, der sidder i kørestol.

Julia Samojlova selv forstår ikke, hvordan Ukraine kan se »en form for trussel i en lille pige som mig,« siger hun ifølge The Telegraph.

European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Melodi Grand Prix, har kritiseret Ukraines beslutning, men respekterer den. I stedet har EBU opfordret Rusland til at finde en anden deltager eller lade Julia Samojlova deltage via satellitforbindelse. Begge tilbud har Rusland takket nej til. 

I stedet har Rusland valgt at boykotte Melodi Grand Prix’et, der ikke vil blive vist på de statslige tv-kanaler.

Ikke første gang

Egentlig er Melodi Grand Prix apolitisk. Der står i reglerne, at hverken »sange, taler eller gestik af politisk karakter er tilladt«.

Alligevel er sangkonkurrencen gang på gang endt med at blive politiseret. Det hænger sammen med, at Melodi Grand Prix er en mulighed for at få sine budskaber ud til et stort publikum, siger mangeårig kommentator på showet Jørgen de Mylius:

»Der er nogle lande, der vil prøve at omgå reglerne, fordi det er en stor begivenhed med et stort publikum. EBU kan kæmpe imod og lave regler, men det er svært.«

Det er særligt efter, at de østeuropæiske lande blev en del af festlighederne, at der er sket en politisering af showet, siger Jørgen de Mylius:

»De østeuropæiske lande er ikke er så regelbundne som de vesteuropæiske. De har ikke været med fra starten, hvor det blev cementeret, at der ikke måtte være politik, og det kan være forklaringen.«

Når Eurovision foregår i Kijev, så er der lagt op til ideologiske kampe, siger Annemette Kirkegaard, der er lektor og ph.d. i musikvidenskab ved Københavns Universitet.

»Melodi Grand Prix virker tilsyneladende som en overfladisk begivenhed, men det er det ikke. Det er en platform, hvor lande kan profilere sig og udbrede politiske budskaber,« siger Annemette Kirkegaard, der regner med flere politiske undertoner til årets show.

»Sangene fra de østeuropæiske lande hænger ofte meget snævert sammen med politiske strategier. Det så vi blandt andet sidste år med det ukrainske bidrag ’1944’.«

’1944’ var Ukraines vindersang. Den handlede om Krim-tatarernes deportation til Centralasien i 1944, efter Sovjet-myndighederne i Moskva havde dømt dem for at have samarbejdet med nazisterne under Anden Verdenskrig.

»’1944’ handlede om fortiden, men analogien handlede om i dag, så på den måde var der politiske undertoner. EBU afklarede dog, at den godt måtte indgå med det argument, at sangen var historisk,« siger David-Emil Wickström, der er musikforsker ved Popakademie Baden-Württemberg i Tyskland.

Også i 2004 og 2007 har Ukraines deltagere været under mistanke for at udbrede politiske budskaber.

Da Ukraine vandt Melodi Grand Prix for første gang i 2004, erklærede sangerinden, Ruslana, åbenlyst sin støtte til den ukrainske præsidentkandidat Viktor Jusjtjenko og dedikerede sin sejr til den orange revolution.

I 2007 deltog landet med sangen ’Lasha Tumbai’, der til forveksling lød som ’Russia Goodbye’. Samtidig var den mandlige sanger i bandet iført dametøj, hvilket også blev set som en provokation mod det homofobe Rusland.

Del af fællesskabet

Ukraine har et særligt forhold til Det Europæiske Melodi Grand Prix, mener Annemette Kirkegaard, da det er en mulighed for landet at vise, at det er en del af det europæiske fællesskab.

»Et land som Sverige, der vandt flere år i træk, blev nærmest trætte af at vinde, men for Ukraine og andre tidligere Sovjetstater, der er sejren vigtig. Det er en accept af, at man bliver set som en del af ’den europæiske familie’,« siger Annemette Kirkegaard.

Samme pointe understreger David-Emil Wickström.

»Med undtagelse af præsident Janukovitjs regering fra 2010 til 2014, har Ukraine været proeuropæisk siden den orange revolution i 2004. Og når landet er en del af Melodi Grand Prix, så bekræfter de, at de er en del af Europa. På den måde er det et prestigespørgsmål,« siger han. 

Men af helt andre årsager er det Europæiske Melodi Grand Prix også vigtigt for Rusland. Her handler deltagelsen om at vise, at Rusland kan magte de store begivenheder som Melodi Grand Prix, ligesom det var vigtigt for præsident Putin at afholde Vinter-OL i Sochi i 2014.

Ved sidste års Grand Prix var Rusland storfavorit men endte på en tredjeplads. I stedet vandt Ukraine. Skuffelsen var stor i Rusland, siger Ruslands-forsker Flemming Splidsboel Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

»Det Europæiske Melodi Grand Prix er en lille brik i forhold til alt det, der ellers foregår, men det giver lige en lille ekstra dimension, og det cementerer den fastspændte situation, der er mellem Rusland og Ukraine,« siger Flemming Splidsboel Hansen.

Semifinalerne bliver afholdt tirsdag den 9. maj og torsdag den 11. maj. Finalen er lørdag den 13. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Sådan går det, når kunst bliver en kastebold for nationalister

- eller propagandamiddel for politisk-ideologiske interesser. Tendensen har været der i en længere årrække - først som 'blokafstemninger' (hvor bestemte lande med sikkerhed støttede andre), men nu også som politiske markeringer i reklameøjemed.

Kunsten?

For den er det kun gået én vej: Ned. Det er fuldkommen ubegribeligt, hvordan arrangørerne (og diverse TV-kanaler) kan kalde den slags trash 'grand prix'. Det er stort set det modsatte.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Ruth Gjesing

Skulle lige til at anbefale Mihail Larsens kommentar, men tog mig i det, idet jeg rent faktisk ikke ser det og derfor ikke kan tillade mig at rakke det ned. Men jeg er ret sikker på, at ML har ret ...

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Henrik Leffers, Per Jongberg og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Heldigvis kvitterer flere og flere for at der synges på nationalsproget – efter en årrække med næsten udelukkende engelske versioner. ESC (European Song Contest) er stadigvæk en fantastisk mulighed for ”nationalstaterne” til at præsentere deres kulturelle egenart for hinanden og det kan man godt opfatte som en kærkommen modvægt til alt hvad der i EU trækker i den modsatte retning. At påstå at ESC er trash og reduceret til politisk spin er simpelthen usagligt. Der lægges enorme kræfter i at producere sange af høj kvalitet, hvilket er årsagen til at showet er det længst kørende i europæisk tv-historie. Samtidig med at der med alle midler forsøges at dæmme op for politisk infiltration. Omvendt er det selvfølgelig naivt at tro at en begivenhed med så mange seere og med så stor gennemslagskraft helt kan undgå at spejle den storpolitiske verdensorden. Men det er ikke anderledes end ved fx OL. Går man alligevel med på præmissen om den store politisering kan man jo også fremføre at sangkonkurrencen var med til at belyse østlandenes kulturelle fallit umiddelbart før murens fald og som sådan indirekte medvirkede til at fremme frihed for store befolkningsgrupper øst. Altså virker det begge veje.
ESC er en ægte folkefest, hvor der er plads til både den gode og den såkaldt dårlige smag. Man kan altid diskutere om reglerne er i orden og det bliver gjort. Personligt her jeg det dårligt med at der overhovedet skal være fagdommere involveret (ikke at jeg har noget imod professionalisme – men nu er det jo pop og det kan almindelige mennesker sagtens håndtere – og vurdere), men jeg er ikke i stand til at overskue konsekvenserne ved at droppe dem – altså fagdommerne. Jeg er heller ikke begejstret for reglen om at de fem største lande kører på fribillet direkte ind i finalen. Men heldigvis har historien vist det som regel er den rigtige sang der – alligevel - komme ud som vinder, dvs. den de fleste kunne blive enige om. Man hører i hvert fald meget lidt brok bag efter. Det er korrekt at man hører brok over nabolande som stemme på hinanden. Men come on – selvfølgelig gør de da det. Det gør vi jo også, når fx Sverige kører med rouladen (det har de for resten igen i år). ESC er europæisk demokrati for fuld udblæsning og in real time – and I love it!
PS. Italien bør vinde i år og ikke kun fordi deres bidrag er lige noget for Informations læsere, men fordi det sidder lige i skabet på alle parametre – måske lige undtaget det politiske.

Karsten Aaen, Rasmus Haugaard Langkilde og Peder Kruse anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Stakkels Søren Kristensen

- der ikke har opdaget, at hele showet køres af det kulturindustrielle kompleks på tværs af landegrænser. Sangene bliver mere og mere ensformede efter en skapelon, der mangler enhver national-kulturel forankring. Det er ikke nationerne, der møder hinanden med det bedste, deres kultur kan byde på, men gennemkommercialiserede producenter uden specielt tilhørsforhold til det land og den kultur, de 'repræsenterer'. Det er én grød - og de fleste produkter er kunstnerisk fuldkommen underlødige eksempler på muzak.

Multikulturalisme, når det er allerværst og foragteligt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Henrik Leffers, Hans Aagaard, Peter Hansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

@Mihail larsen

Mht. Tilhørsforhold til land og kultur, men det samme har man jo set i mange år på specielt indenfor forbold, her er det oengene der bestemmer, og fordi et hokd hedder FC København, så betyder det ikke, at holdet har noget som helst andet at gøre med København end navnet, her er det kun et spørgsmål om hvor stor en pengekasse man har, og hvor er lokal kulturen, tilhærsforholdet, eller for så vidt det sportslige i det?

Ole Christiansen

Skal vi ikke lave et eksperiment:
Flyt dine fingre fra musen, så du ikke "kommer til" at gå på YouTube eller Google.
Giv dig selv 2 minutters fred til at huske....
Begynd så at nynne sidste års vindersang.

Hvis du, som jeg, ikke kender melodien, kan vi vel konkludere, at det her ikke har noget at gøre med kunst. Tilbage står et tomt show, blottet for talent, -og dermed vidt åbent for allehånde andre interesser
God fornøjelse.

Peder Kruse

Mihail, jeg kan dårligt argumentere mod dig. Jeg husker kun et nummer. Det er dansk, og det er gammelt. De sidste 45 år har jeg altid set frem til grandPrix tid med samme entusiasme, som jeg har set frem til den næste Far til fire film, så vi er sandsynligvis enige. GrandPrix er (en) kunst i at fremvise hvor store ressourcer, værterne er villige til at lade nationen bløde for at tage en selfie på vinderskamlen i XFaktor.

Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Eurovision er efter min mening i høj grad underlødig pop, svensk musikskrædderi, klonede performere, osv. Dog skal man ikke generalisere, af og til at brydes den ensrettede tendens, og uventede outsidere vinder publikums gunst. Jeg har netop set årets 1. semifinale, og de fleste sange var (som ventet) enten intetsigende eller uudholdelige, særlig én markerede sig dog positivt, Artsvik fra Armenien, med et interessant mix af traditionelle og moderne rytmer.

https://www.youtube.com/watch?v=Yw6LdDo7HxA

Søren Kristensen

Så altså, hvis jeg ikke kan nynne en eller anden østeuropæisk sang, der ligge milevidt fra den germansk/amerikansk musiktradition jeg er vokset op med, men som alligevel fandt vej til førstepladsen sidste år, fordi den blev valgt af millioner af stemmer på begge sider af "jerntæppet",. fordi/og på trods af at den også tillod sig at kommentere samtiden, så er sangen hverken kunst, pop eller vinderværdig. Ha ha ! Stakkels Mihail Larsen.

Søren Kristensen

Overskriften er også (hvis man ikke opfatter ironien) besynderlig på en anden måde: Det er nemlig ikke en den lille pige (eller voksne kvinde) i kørestol, der er årsag til konflikten mellem Rusland og Ukraine. Den var der såmænd i forvejen. Hun var bare tilfældigvis den brik i det storpolitiske puslespil, som fandt anvendelse, fordi hun var rette person på rette sted. Nogen har ligefrem kaldt det russiske valg (altså af ESC-deltager) genialt og det var det vel osse, hvis det var gået igennem. Men heldigvis er sangkonkurrencen ikke først og fremmest politisk, så den genistreg forskånes vi for.

Niels Duus Nielsen

Jeg tror, at det var Gil Evans, der tilbage i 60erne udtalte om popmusik: This is not music, this is sound!

Når det er sagt, skal vi blot huske på, at der er et stort publikum til denne form for lyd. Flødeskum for ørerne feder jo ikke.

Men måske skulle arrangørerne tage konsekvensen og omdøbe begivenheden til ESC for Eurovision Sound Contest? Den dygtigste producer vinder - sangerne er ligegyldige, de behøver ikke engang at kunne synge rent - det er lydteknikeren og hans pitch controller, der er kunstneren i denne sammenhæng

Søren Kristensen

Jeg forstår ikke den nedladende holdning overfor bidragene til ESC, som om en dygtig producer alene kan vinde showet. Det er ikke og har aldrig været tilfældet. Der ska til stadighed noget særligt til for at nå til toppen af poppen og det sjove og charmerende ved ESC er jo at ingen ved hvad dette særlige er, for år til år. Det afhænger helt af folkestemningen ude foran skærmene - og verdenssituationen. Det ene år er det en ren og simpel melodi der vinder, det næste år et provokerende show, noget storladent eller noget komisk eller ja, politisk. Men alt sammen inden for begrebet: en popsang. At det overhovedet er muligt at holde sammen på konceptet er i sig selv fantastisk. Men du vinder altså ikke bare fordi du har en dygtig producer eller en masse penge i ryggen. Du vinder hvis du rammer plet. Det er såre simpelt og det er det der er det smukke ved det.

Niels Duus Nielsen

Søren Kristensen: "Der ska til stadighed noget særligt til for at nå til toppen af poppen..."

Ja, en god producer.

Bemærk, som gammel lydtekniker holder jeg meget af god lyd, blot ved jeg, at den teknik, der ligger bag den lette rislen ned ad rygraden er en usynlig del af den sceniske magi, som publikum ikke kender. Og lad dem da endelig blive i troen på, at popsangerinderne virkelig lyder, som de gør. Hvis alle tricks, som anvendes inden for showbiz blev afsløret, ville der jo ikke være meget teatermagi tilbage.

vh En stor fan af Keld og Hilda

PS Det vigtigste for en popsangerinde er, at hun ser godt ud. Stemmen kan altid fixes.

Sören Tolsgaard

Fordommene er næppe til at rokke. Og man skal unægtelig udholde en del overfladisk glimmer, før man evt. får øje på, at der kan være andet på spil.

Hvis alting, som Niels Nielsen antyder, afhænger af en god producer og en sangerinde, som ser godt ud, så ville de mange mainstream popsild være oplagte favoritter. Velproduceret lyd vinder dog næppe, hvis man savner en god komposition og en talentfuld optræden. Det har mange smukke modeller måttet sande.

Brødrene Olsen var jo ikke ligefrem velbarberede, finske Lordy var frastødende og ringe produceret, men ramte et eller andet, og afvigende performere og sange har faktisk ofte vundet foran et stort felt med ligegyldige popsange, idet de professionelle musikskræddere, som naturligvis styrer meget af business, langtfra altid har forståelse for, hvad der rører sig blandt publikum. Det er i grunden ikke meget anderledes, end da de klassiske komponister konkurrerede om publikums gunst. Succes var både dengang og nu en uforudsigelig størrelse.

PS: Et af de bedste bidrag til Eurovision nogensinde (imho): Regina fra Bosnien - politisk på en måde, så selv informations gamle elefanter må blive rørt en lille bitte smule.

https://www.youtube.com/watch?v=liGJ3zo8uW4

Niels Duus Nielsen

Smukt, Sören Tolsgaard. Jeg har som sagt intet imod god lyd, og Regina lyder virkelig godt. Jeg blev faktisk rørt en lille bitte smule.

Ikke desto mindre kan jeg høre producerens hånd bag alle de store effekter. Det er tænkeligt, at bandet selv producerer deres musik, men det ændrer ikke på, at der står en dygtig producer bag. En god sanger med en dårlig producer har ikke en chance, mens en dårlig sanger med en god producer sagtens kan vinde.

Et eksempel på en elendig sang, som alligevel vandt:

https://www.youtube.com/watch?v=Ao4VbVBu_1o

Og mine to personlige favoritter, det første fra dengang man lavede god musik, og det sidste fra efter at sound var blevet det vigtigste parameter:

https://www.youtube.com/watch?v=KqrBhrpqnsk

https://www.youtube.com/watch?v=3FsVeMz1F5c

Sören Tolsgaard

Jo, der stilles større krav til lydkvalitet end for 50 år siden, og alle deltagere har naturligvis professionel back up.

Og der kreéres stadig god musik til Eurovision, også af traditionelt tilsnit, som godt kan opnå høj placering. Her fra Serbien 2004 (blev nr. 2):

https://www.youtube.com/watch?v=z7OvpjplJ_8

Og af samme komponist fra Bosnien 2006 (blev nr. 3):

https://www.youtube.com/watch?v=SXlIN3mcsH4

Ganz altmodisch, men Eurovision har lidt for (næsten) enhver smag;)

PS: Grethe og Jørgen Ingmann vandt på høj kvalitet af både sang og fremførelse, og ABBA-pigerne var uomtvisteligt gode sangere og -herrerne erfarne komponister, mens Mabel langtfra havde format til en international topplacering. Brødrene Olsens bidrag fra samme år, "San Francisco", holder bedre end "Boom, boom", - synes jeg;)

Så lige den der waterloo, de vælter det hele på få sekunder, schweizsiske landskaber af sekstakkorder i verset, og så et enkelt omkvæd som farmor lavede det, og et omkvæd som mange komponister jagter. Ingen over ingen under den grandprix sang, i mine øjne.
Der er en grund til, at de fik en karriere bagefter.

Niels Duus Nielsen

Emil Groth, jeg var skabsfan af Abba i mange, mange år - i de kredse, hvor jeg færdedes blev det betragtet som dybt underlødigt, så jeg måtte lytte til musikken i smug.

Men jeg fastholder, at det er den gedigne sound, der bærer nummeret - to sangerinder, som synger unisont giver en meget, meget stærk virkning. Så stærk, at selv Savage Rose - hvis lødighed, der vist ikke kan herske tvivl om - er begyndt at bruge denne effekt (mor og datter).

I branchen kaldte vi den slags metoder for "pøbelfryd". Når jeg benytter ordet er det imidlertid ikke i nedsættende betydning - det er også kunst at skabe smukke lyde.

Sören Tolsgaard

Læser nogen stadig med, anbefales et view på den fedeste finale, jeg endnu har set, hvor hele showet gik op i en højere enhed.

Spring evt. en time ind i optagelsen: Optællingen er ved at være slut, de to uforlignelige speakere fra BBC er slukørede, patroniserende, det hér handler ikke længere om musik, men om dans, eller rettere sagt: Østeuropa har rottet sig sammen og vinderen fra Ukraine har trampet sig til sejren med støvler, læder og pisk! Imens spiller en intensiv jingle, de tyrkiske værter trækker tiden ud på gebrokkent engelsk, så endelig går Ruslana på scenen, forrige års vinder skal overrække hende trofæet, men taber en sko, BBC-speakerne er atter ude med riven, men overgiver sig til sidst, da danserne igangsætter reprisen, mens græske, tyrkiske og ukrainske flag blafrer over hele salen, - Next year Kiev, - it's been a wonderful evening, insane voting, insane music, but still, Eurovision Song Contest, is there anything like it? - NOTHING ;-)

https://www.youtube.com/watch?v=bGxoeScDNaM

Et zen-øjeblik i europæisk kulturliv, med politiske overtoner. Nu er Østeuropas dominans længst brudt, de nordiske lande har vundet flere gange siden, og i år er der igen lagt op til en stærk finale, idet Vesteuropa brillerer med mange gode indslag: Frankrig markerer sin skæbnetime med et følsomt "Requiem", Italien stiller med en bidende satire, Tyskland og Østrig med helstøbte schlagere, Danmark med en r'n'b-diva in spe. Kun Bulgarien synes at kunne true den vestlige dominans med en wonderboy, som sikkert vil appellere til mange teenagere, mens de mange gode udspil til det voksne publikum sikkert vil medføre et tæt opløb.

Agnetha Fältskog og Celine Dion var trendy i sin tid, Ruslana var hot i 2004 og er stadig et stort ikon i Østeuropa, og Eurovision vil fortsat fostre stjerner på musikkens himmel, som nedladende bezzerwizzere helst ikke vil udsættes for.

https://en.wikipedia.org/wiki/Ruslana

Niels, du har ret i at det unisone med to kvindelige vokaler er et af de uendelige tricks der bruges i popproduktioner, det giver noget stereo fløde.

Søren Kristensen

Ellers ikke mange beskidte tricks under Portugals bidrag i år. Så vidt jeg kunne høre, men jeg er så heller ikke lydteknikker :)

Mihail Larsen

Undtagelsen bekræfter reglen

Jeg tvang mig selv til at se MelodyGrandPrix - for i det mindste at vide, hvad det er, jeg kritiserer. For mig er det stadigvæk ét stort kommercielt foretagende, der lefler for den dårligste smag. Et kæmpe, kapitalistisk surrogat, der skal få masserne til at elske kulturindustrien lige så meget, som de tidligere elskede dens illusionsproducerende forgænger - religionen. De har den samme, grundlæggende funktion: At passificere masserne i deres lidelse. (Men på begge sider finder man, undtagelsesvis, stor kunst - det er en længere historie).

Eurovision i år fandt en vinder, der bemærkelsesværdigt havde flertal både blandt de professionnelle 'smagsdommere' og folket stemme. Hvorfor?

Fordi det var den eneste deltager, der havde mod til at droppe baggrundsstøjen og de malplacerede dansere og fokusere på enkle og rene følelser. Man behøver ikke at skrige eller booste lyd og rytmik for at blive forstået.

Der har været fortilfælde i MelodiGrandPrix'en, f.eks. Nicole Ein Bißchen Frieden [1982].

Hvorfor lade sig spise af med støjende musiksalat, der passificerer tilhøreren, når man kan lytte til noget, der vækker autentiske følelser? Hvorfor finder vi os i at spilde tiden?

Luk op for radioen. Surfe. 9 eller 9,5 af de stationer, du rammer, er ren . Det kulturindustrielle kompleks har overtaget magten over folkets følelser. Og GrandPrix er en heroisering af denne kultur.

Men en gang imellem slipper noget igennem sprækkerne, og så viser det sig, at både smagsdommerne og folket faktisk foretrækker noget andet. Tankevækkende.

Sören Tolsgaard

Mihail Larsen -

Cadeau for, at du så programmet, og nu ved lidt mere om, hvad det er, du kritiserer;)

Selv om man er Danmarks- eller Europamester i gestaltmarxistiske analyser af den postmodernistiske samfundsudvikling, må man være forsigtig med at drage forhastede konslusioner ud fra et enkelt event. Indtrykket bør følges op af en grundig analyse.
ESC 2017 bød på et ret forskelligartede og flere stærke performances, hvor det var svært at udpege en klar favorit. Interessant med den massive opbakning om Portugal, tendensen var ganske vist spottet af bookmakerne, men ikke dens omfang. Topplaceringerne bød i øvrigt på flere udspil af kategorien "langhåret og fortvivlet udseende ung mand i lang og mørk overfrakke" (Portugal, Bulgarien, Australien), åbenbart en trend i tiden, hvor Portugal med retrospektiv klangbund satte den ekstra prik over i'et, som førte til succes. At sangeren, Salvador Sobral, virkede mere moden end de nærmeste konkurrenter, har vel også betydet noget, og han formulerede efter sejren, trods tydelig aversion mod hele halløjet, et par skarpe bemærkninger om behovet for autensitet.

På spindesiden stod det sløjt til i år. Ikke, at der manglede udbud, måske var der netop for mange unge og barmfagre blondiner om buddet, som druknede i mængden. Stærkest stod dog også her et meget enkelt udspil, fra Belgien.

Trends kommer og går, og ESC er om ikke andet et barometer for den slags. Stort opsatte sceneshows (som godt kan have sin berettigelse, jvf. Wagner og Strauss) veksler med enkle arrangementer (klassiske strygere hører dog med i selv de mest enkle, forstås), og udover Nicoles spinkle guitarklimpren i 1983 kan bl.a. nævnes Brødrene Olsen i 2000, hvor afdankede hippier med sortlakerede guitarer i everly-style især beroede sig på publikums spontant tændte lightere.

Kald det blot religion, men arrogancen kan undværes, den fremmer ikke forståelsen, folk dyrker nu engang de kulturformer, som de holder af, og er ikke nødvendigvis blinde for verdens elendighed af den grund. Give us a break! ESC er en fed fest, et af de fremmeste eksempler på høj kollektiv stemning, hvor fællesskabet altid overstråler konkurrencen, europæisk kultur i en organiseret mangfoldighed, som mindre civiliserede verdensdele misunder os.

NB: Check i øvrigt link til vinder i 2004, Ruslana fra Ukraine, i mit indlæg længere oppe, hvis du ønsker syn for, at artisterne i ESC, i hvert fald i Østeuropa, omfatter andet og mere end bevidstløse popmusikere.

Østeuropas succesfulde medvirken gennem en årrække har for mig at se inspireret til et generelt kvalitativt løft.

Niels Duus Nielsen

Sören Tolsgård, du nævner kategorien: "langhåret og fortvivlet udseende ung mand i lang og mørk overfrakke" og lidt senere skriver du "for mange unge og barmfagre blondiner ".

Og det er netop Mihail Larsens pointe, hvis jeg forstår ham ret: Den kulturindustrielle popmusik sælger ikke musik, men livsstil. Ikke alene kulturindustrien er engageret i skabelsen af de "idealmennesker", som kunstnerne fremstilles som, men også modeindustrien (leverandør af lange og mørke overfrakker), kosmetik- og frisørbranchen (herunder plastikkirurgerne, som leverer de fagre barme) og medierne tjener tykt på denne formgivning af, hvad der betragtes som "hot" netop nu. "Musikken" er blot en anledning til at fremvise sine produkter.

At alle disse produkter så falder i befolkningernes smag må vi jo tage til efterretning. Jeg skal ikke gøre mig klog på mode og kosmetik, men man kunne helt sikkert højne musikniveauet ved at lade sang- og instrumentalundervisning være obligatorisk i grundskolen. Ligesom man nu forsøger at lære de unge mennesker at være kritiske over for internettet, kunne man lære dem at være kritiske over for musik. Smag og behag er ikke faldet ned fra himlen, men er kulturelt bestemt. I vore dage kulturindustrielt bestemt.

Sören Tolsgaard

Niels Nielsen -

Bevares, ingen tvivl om, at "kulturindustrien" har godt fat i sit publikum, og vi er vel alle forbrugere. Vi har dog i vidt omfang et valg, som kan være mere eller mindre bevidst, mht. musik og alt muligt andet.

ESC er til en vis grad udtryk for sådanne valg eller præferencer. Når det "højkulturelle" Tyskland, trods en gigantisk satsning på en velstøbt blondine og en sang med den sigende titel "Perfect Life", opnår en bundplacering, må kulturindustriens evt. bagmænd trods alt erkende, at deres satsning er slået fejl. Og når en ikke særlig perfekt, men forfjamsket sut fra Portugal vinder slaget, og erklærer, at han tager afstand fra den megen ståhej, til udelt begejstring for Mihail Hansen og ligesindede, er det antagelig et udtryk for, at der gives et vist spillerum for talentet, idet industrien næppe kan klare sig uden en sådan symbiose. Det er så op til os allesammen at skille kerner fra avner, vel vidende, at kunstnerisk kvalitet er vanskelig at definere entydigt.

Det kan jo ikke være Benny Holst og den røde sangbog altsammen. Og betragter vi den klassiske musik, omfatter den ofte dans, skuespil og store opsætninger. Naturligvis er det også en del af oplevelsen i et moderne TV-transmiteret musikprogram. Udover vor egen udødelige "Dansevise", har bl.a. Norge vundet med en fantastisk, klassisk komposition, "Nocturne", som kun beriges af den smukke opsætning:

https://www.youtube.com/watch?v=6qqOI04uo_c

Kunstnere har brug for producere, managere, roadies, osv. Anerkendes den kunstneriske integretet, går samspillet op i en højere enhed, with a little help from my friends. Hvis det hele derimod styres af business, går den kunstneriske kvalitet ofte tabt, hvilket er hændt selv for store talenter.

ESC er naturligvis infiltreret af kommercielle kræfter på alle leder og kanter, men det synes mig for ensidigt at betragte helheden fra en kategorisk negativ vinkel, for de feststemte publikummers afgørelse er ofte ikke så dum endda.

Niels Duus Nielsen

Sören Tolsgaard, vi er grundlæggende enige tror jeg: Hvis det hele styres af business, går det kunstneriske tabt.

Blot er det min overbevisning, at kulturindustrien snylter på kunstnerne; det, du kalder "a little help from my friends" involverer ofte fx at kunstnerne tvinges til at fraskrive deres rettigheder for et mindre engangsbeløb for at opnå denne hjælp.

For mig er kulturindustrien ikke et abstrakt begreb, men en helt konkret branche, hvor der skelnes skarpt mellem stjerner og vandbærere. Kunstnerne er vandbærerne, sammen med teknikerne og nodeskriverne og stylisterne og you-name-it, mens den person, som jeg kalder "produceren" er den egentlige stjerne, gerne i form af en grå eminence, der som indehaver af ophavsretten sidder for enden af pengestrømmen og er den, der forvandler vandbærernes kunstneriske kapital til traditionel kapital - altså kroner og øre.

Husker du ham med tyrolerhatten? Han er en sådan musikkøbmand og grå eminence, der køber ophavsretten af fattige kunstnere og enten sælger den videre med profit eller stabler professionelle shows på benene, hvor de skabende kunstnere får et fast honorar, mens han scorer profitten. Jeg har lavet lyd til et utal af den slags shows, til fast honorar.

Så ja, der gives et vist spillerum for talentet, for det er den eneste måde kulturkapitalisterne kan opretholde deres forretning. Når en eller anden original og trendskabende sang så overrasker alle, begynder den helt bevidste kulturindustrielle produktion af alle epigonerne - look-a-likes og sound-a-likes.

Heldigvis har vi fået internettet. Flere og flere kunstnere er begyndt at udgive deres værker selv, uden om kulturindustrien, og de virkelig spændende ting finder man på youtube og soundcloud. Så måske ender det med, at kulturpamperne simpelthen bliver overflødiggjort som det fordyrende mellemled mellem producent og forbruger, de reelt er.

Men det skaber jo alt sammen arbejdspladser, så de ender nok på finansloven.

Sören Tolsgaard

A propos eminencer/producenter;)

De første år havde ESC omtrent musikalsk konsensus. DK's sejr i 1963 havde anstrøg af calypso, Italiens i 1964 af opera, det hele var højtideligt, tækkeligt - og lidt kedeligt.

Men i 1965 blev rammerne sprængt, da France Gall (Lux.) sejrede med "Poupée de cire, poupée de son", en enkel sang, som gik rent ind hos de unge, idet den ligesom The Beatles boblede af sexet ligefremhed. Eminencen bag den frække performance var Serge Gainsburg, berygtet "enfant terrible" eller "first mover" i ungdsomsoprøret.

https://www.youtube.com/watch?v=rRva0YOVtcI

ESC's britiske vindere de følgende år var regulære spin-offs (Sandy Shaw: "Puppet on a string", Lulu: "Boom bang a bang"), hvor fornyelsen mest bestod i, at kjolerne kravlede stadig længere op ad lårene. Gainsburg var på farten, før tøserne kom på benene igen, i 1967 toppede han og Jane Birkin Europas hitlister med "Je t'aime" (hvor den var tilladt) - ESC var ikke længere en option.

Netop da ESC således begyndte at være lidt sjovt, blev DK meldt ud takket være kulturpave Niels-Jørgen Kaiser, som ikke fandt konceptet "fint" nok til DR. I stedet forsøgte kultureliten at inddæmme "den dårlige smag" i "Dansktoppen", hvor hjorten og tyrolerhatten regerede på beroligende afstand af konkurrencemomentet ESC, hvilket førte til årtiers stagnation i den danske popverden.

I 1974 blev et snigende dødvande i ESC atter brudt, denne gang af ABBA, hvis musikalske kvaliteter efterfølgende stod sin prøve i en perlerække af hits. Men læg mærke til, at det også var med de i dag så lovpriste svenskere, den helt store staffage holdt sit indtog i ESC: Glitter, glimmer, dansepiger i plateaustøvler, helte med svenskerhår, osv. Det kan måske virke kikset i dag, men det store show-off blev med succes integreret i forestillingen, hvor det utvivlsomt ofte siden er blevet anvendt lidt rigeligt.

https://www.youtube.com/watch?v=3FsVeMz1F5c

Da DK vendte tilbage på ESC's popscene 1978, var vi sakket langt agterud, og det var vel først med Brødrene Olsens flotte sejr i 2000, at vi endelig overvandt det kompleks, som kulturpamperiet havde medført.

Kritik skal der til, - men fri os for katolsk, islamistisk, kulturradikal eller munkemarxistisk censur nogensinde igen;)

Niels Duus Nielsen

Jeg har nu fået lyttet til de norske vindere fra 1995, og det er faktisk, hvad jeg kalder musik. Faktisk utroligt, at de vandt, det meste af tiden er der jo ikke nogen, der synger!!!

Produceren har været inde over, så det lyder som en million kr., men det overdøver ikke musikken.

Jeg kendte ikke den historiske baggrund for den danske popmusiks tilstand, så tak for oplysningerne. Dansktoppen var efter min mening ikke den rene elendighed, da det faktisk skabte en platform for, hvad man kan kalde "visekunst".

Det egentlige mål for min kritik er snarere, hvad der kaldes "disco", hvor det melodiske er indskrænket til simple "riffs", der gentages, og hvor det egentlig interessante netop er produktionen. Kunstnerne er i denne proces degraderet til producenter af det råstof, som studieteknikere og lyddesignere så forvamler til flødeskum for ørerne. For mig er det tydeligt, at mange af disse "sange" er skabt med øjnene fast rettet mod indtjeningen - jeg har selv været grebet af den dæmon, som over alt i verden ønsker at skabe et hit. Men jeg har også mange gange haft den ydmyge tjans at være manden, der sørgede for at diverse dansktopstjerner havde det godt backstage, og ved derfor, at disse mennesker faktisk brænder for deres musik. Så jeg følte med dem i deres sorg, da Dansktoppen blev nedlagt.

At jeg ikke går ind for censur på finkulturelle præmisser skulle ikke være nødvendigt at nævne - en af de største musikalske oplevelser, jeg har haft, var faktisk Ole Erling, der på sit hammondorgel spillede "En lille båd, der gynger". Okay, der var store mængder hash og spiritus involveret, men alligevel fandt jeg det noget af det smukkeste, jeg havde hørt.

:-)

At jeg ikke er tilhænger af censur kan

Sören Tolsgaard

Niels Nielsen -

Utroligt, at Norge vandt i 1995?

Jamen, så lyt til vinderen i 1996, Eimear Quinn fra Irland med "The Voice", i en vis forstand et spin-off af Norges vinder, men med sin egen undertone af ældgammel irsk folkemusik.

https://www.youtube.com/watch?v=JPSZxPGv7dI

Jeg medgiver, at ESC er et misk-mask af overproduceret muzak med den hensigt at score kassen, men der vokser dog skønne blomster i de mudrede vande, og måske flere, end fordomsfulde modstandere, som knap har set programmet, aner noget om.

ESC er interessant musikhistorie, garneret med politiske statements, som dog ikke får lov til at dominere sendefladen. Jeg har ovenfor resumeret nogle interessante kapitler: France Gall med Serge Gainsburgs geniale provokation i 1965 - og talrige spin-offs; ABBA's overdådige opsætning i 1973; Norges og Irlands folkloristiske udspil i 1995-96; Østeuropas indspark af balkanrytmer og politiske ballader i de senere år.

Som tidligere skabs-fan af ABBA må du vel indrømme, at fordomme kan gøre det svært at yde uvante genrer fuld retfærdighed? Påvirket af forældres fordomme lagde jeg selv som tweenager umiddelbart afstand til The Beatles, da britpoppen brød igennem, men siden har intet kollektivt pres kunnet afgøre, hvad jeg lagde øre til, så jeg lyttede i halvfjerdserne på tværs af de stilarter, som andre gravede sig ned i.

Og jeg har såmænd ikke noget imod "Dansktoppen" som sådan, blot sad et par enkelte grå eminencer lovlig tungt på programmet, som gik i selvsving, mens blot en anelse alternative popmusikere måtte gå ad andre veje, hvor der efterhånden opstod et gedigent udvalg af poprock-grupper, som Sneakers, Tøsedrengene, TV2, Rugsted/Kreutzfeld, Halberg/Larsen, Rocazino, etc. Da DK igen gik med i ESC, var det dog stadig de gamle dansktop-eminencer (ingen nævnt, ingen glemt), der sad på magten, og den nye stil, som ABBA havde lagt, fik kun ringe afsmittende effekt på DK's bidrag, - som jeg ser det.

Og nu du nævner Ole Erling, så har jeg faktisk en LP med ham (Hammond Pops 3, 1975), idet jeg altid har holdt meget af den instrumentale pop/surf/beat, særlig de klassiske grupper som Shadows, Ventures, Booker T & The MGs, som har lavet fantastiske cover-versioner af snart sagt alt i en genre, som, naturligt nok, ofte har været frontøber mht. finjustering af det instrumentale lydbillede.

Og er al professionel kunst ikke til en vis grad kommerciel? Kunstneren lever jo af sin produktion og er nødt til at købslå med sine samarbejdspartnere, og nogle opfører sig givetvis værre end andre.

Hvorom alting er, så finder jeg din konklusion ang. den "lille pige i kørestol" en anelse ensidig. Man kan sige forfærdelig meget grimt om både ukrainske og russiske bøller, de to lande er de facto i krig, og russerne vidste givetvis udmærket, at Ukraine har den regel, at kunstnere, som optræder på Krim, foreløbig har adgangsforbud.

Ligesom flere europæiske lande ikke ønskede at stå model til Erdogans valgpropaganda, er der grænser for, hvor langt Ukraine vil strække sig. Stormagternes forhandlinger vil sikkert på længere sigt medføre, at Ukraine må afgive ikke blot Krim, men Donbass og muligvis mere (ligesom DK engang modvilligt måtte afgive hertugdømmerne og til sidst fik en lille smule tilbage), men det vil tage sin tid, før gemytterne falder til ro, og "pigen i kørestolen" er kun en krusning i den henseende.

Til dels fremprovokeret af, at Ukraine tillod sig at berøre et ømt punkt ved ESC i 2016, med en sang om krimtatarernes skæbne, som vandt for næsen af russerne. Men lad os nu se, til næste år stiller Rusland antagelig op igen i Lissabon, de er jo ikke udelukket som sådan og vil formentlig gerne holde ESC's vindue åbent, idet de favoriserer deres "slaviske brødre" der, hvad de østeuropæiske speakere ofte hentyder til (vi dyrker ikke tilsvarende et "germansk broderskab", men gerne et mere diskret nordisk fællesskab). Og det slaviske borderskab er i virkelighedens verden sat på en hård prøve. På mange måder er situationen omkring Sortehavet den afgørende prøvesten for, om Europa kan finde en løsning på sine etniske stridigheder.

Niels Duus Nielsen

Sören, du skriver: "Som tidligere skabs-fan af ABBA må du vel indrømme, at fordomme kan gøre det svært at yde uvante genrer fuld retfærdighed?"

Yes!

Det var faktisk Ole Erling, der endelig fik mig til at springe ud. Da det lykkedes mig at kæmpe mig op af sprittågerne og spørge de øvrige tilstedeværende musikere: "Hvem er det, der spiller? Hvorfor spiller vi ikke den melodi? Det er jo skidegodt!!!" - blev jeg totalt til grin, den eneste grund til at den overhovedet blev spillet var for at vi sammen skulle grine ad den, men det var jeg blevet alt for fuld til at have fattet.

Men min oplevelse af ufattelig skønhed var ægte, og jeg indså straks, at nedvurderingen af både Ole Erling og den lille båd alene skyldtes group-think. At være enige om at noget er til grin er en stærk fællesskabsskabende faktor, så stærk, at man kan finde på at grine med, selvom man ikke finder det morsomt, for ikke at blive udelukket af gruppen.

Af fulde folk skal man høre sandheden, så jeg besluttede aldrig mere at lade gruppen afgøre, hvad jeg kan lide og ikke lide, og har siden lyttet til mit hjerte - eller hvad det nu er, man lytter til for at finde ud af, hvad man SELV mener.

Når jeg skelner mellem "musik" og "sound" er det da også mere for at skelne mellem to ligeværdige genrer, end det er for at hylde den ene på den andens bekostning. Gil Evans mente det sikkert i nedsættende betydning, da han i sin tid skabte distinktionen, men jeg ser intet til hinder for at begge genrer kan have sine stjerner. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alting automatisk er god kunst.

Som Frank Zappa engang sagde: Om noget er kunst er een diskussion, om det så også er god kunst er en anden. Så for mig er alle musikalske frembringelser kunst, selv om det for nogle blot er støj. (Støj er faktisk en ting indenfor moderne musik, der findes både gode og dårlige støjkunstnere).

Når alt det er sagt, må jeg indrømme, at jeg stadig nærer visse fordomme. Faktisk har jeg ikke gidet høre musik grand prix i mange år, fordi jeg gik ud fra, at det meste var noget lort. Men ansporet af denne samtale har jeg så været på youtube og har måttet revidere min opfattelse. Så tak for det.

Diskussionen om Rusland vs. Ukraine tager vi en anden dag, der skal nok vise sig en anledning.