Læsetid 3 min.

Hvorfor gør du ikke noget?

Der findes mindst fem forskellige teorier om, hvorfor vi gør så lidt for at løse klima- og biodiversitetskrisen. Måske er forklaringen på vores passivitet, at selvsamme teorier ikke tilskynder os til at handle, men reducerer halve og hele befolkninger til tilskuere til deres egen krise
31. maj 2017

Forskellige hjemmelavede lommefilosofiske teorier, genereret sammen med vennerne på tribunen på fodboldstadion over adskillige fadbamser, forsøger at forklare, hvornår vi vil handle på klima- og biodiversitetskrisen. For når kriserne nu ligefrem er livstruende, hvorfor sker der så ikke noget?

Lidt forenklet kan vi dele teorierne op i fem.

Den første kan vi betegne ’ryggen mod muren-teorien’. Den siger i hovedtræk, at når først en tilstrækkelig stor andel af befolkningen bliver presset på deres brød, vil de handle, og først i det øjeblik, at protesterne bliver voldsomme, vil der ske reelle forandringer.

Den anden kan vi betegne ’når vi har indset det-teorien’, som hviler på oplysningstanken. Den antager, at når vi har erkendt, hvad der er rigtigt og forkert, godt og skidt, vil vi ændre til en grøn adfærd. På et oplyst grundlag. Ikke postfaktuel noget som helst spin ditten dutten datten.

Den tredje kan vi betegne ’på den anden side af kriserne-teorien’, hvor vi foranlediges til at tro, at når miljø- eller klimakrisen leder til et reelt kollaps, vil der være et nyt og bedre liv og samfund på den anden side. Den teori følger en alkoholikers færd igennem livet. Det er kun muligt at rejse sig, når man har været helt nede at vende.

Blev der dyrket grønt til menneskeføde i stedet for dyrefoder på de danske marker, kunne vi nemt brødføde os selv og desuden have en klækkelig eksport.
Læs også

Den fjerde lommeteori kan vi betegne ’vi håber på entreprenøren-teorien’, der er af den opfattelse, at der nok er en eller anden videnskabsmand eller visionær, som bringer en ny opfindelse til verden, der med et trylleslag vil ændre samfundet til det bedre ved hjælp af ren energi. Måske ovenikøbet en kapitalfond, der ikke løb sin vej med kassen, men blev til det sidste.

Den femte og sidste teori er fladskærmsteorien, der siger, at vi er blevet for magelige, og at vores alarmberedskab er blevet sat ud af drift, i takt med at der er skovlet flæskesvær ned med Netflix og HBO-serier. Denne sidste teori står ofte i ledtog med ortodokse liberale, der er af den opfattelse, at det er velfærdsstaten, der har kørt fladskærm ind med huslejetilskud og det personlige ansvar ud med kontanthjælp. Denne teoris løsning er simpel. Det vil være bedre at ryge på gaden og erfare det på den hårde måde: Blive robust og se verdens beskaffenhed som brutal og starte med at bygge betonbunkere, der kan modstå klimaforandringerne.

En krammer og en stadionplatte

Der er sikkert flere lommefilosofiske teorier, men fælles for dem er, at de stort set efterlader de fleste beboere i et samfund som passive. Som afventende, i håb om at andre tager over, hvor en dødsdømt samfundsudvikling får lov at fortsætte med uhindret kraft.

Vi kunne, lidt karikeret, men ikke helt forkert, kalde de fem teorier for publikumsteorier. Alle står på tribunen og håber på, at hjemmeholdet vinder.

Som publikum er der som bekendt ikke meget at gøre, når de, man hepper på, ikke gør som håbet. Tilbage er der så fadbamser og pølser med brød. En stadionplatte. Måske en krammer, hvis der scores, og smædesange for resten. Tisse af og hjem til den lille familie, der venter på, at far siger, at det var godt med lidt frisk luft, men at hjemmeholdet desværre have en skidt dag.

Tina Clarke er omstillingstræner i Transition Network. At styrke fællesskabet er forudsætningen for at gøre samfundet modstandsdygtigt i krisetider, siger hun
Læs også

Ingen behøver at holde en antropolog i hånden for at se, at der er tale om tomme ritualer, som ikke løser nogen kriser.

Fælles for teorierne er deres manglende evne til at teoretisere over de adfærdsændringer, der reelt skal til, hvis vi skal imødekomme biodiversitets- og klimakrisen. Altså: Hvis vi skal forstå, hvorfor der ikke handles, skal vi forstå, hvilke processer der leder til, at vi ikke handler. Det nemme og lidt abstrakte svar er, at selvsamme ’publikumsteorier’ er med til at passivisere os, men der er naturligvis andre processer.

Skal vi ikke som en start, imens vi forsøger at ændre adfærd, gå i gang med at beskrive de processer, som afholder os fra at handle?

Rasmus Willig er sociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
Torsten Jacobsen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Jamen, jeg gør skam også noget, meget endda, men ikke nok, hvis det skal nytte noget.
Det største problem er selvfølgelig, at rigets ledere ikke synes, det er så slemt. De lægger planer for fremtiden, fordi den efter deres mening ligner nutiden. Der er lige sådan en detalje som sikring af tunellen under Storebælt pga. havstigningen, så i dette tilfælde er man fremme i skoen.
Der bliver ikke gjort noget, før vi erkender, at der er grund til at gøre noget, og når det sker, er det for sent. Hvorfor man ikke vil se sandheden i øjnene... tja, det er altid lidt svært, ubehageligt, og nu har vi det lige så godt, og går det ikke alligevel, som det plejer at gøre? Det gør det nok. Det er i hvert fald svært at forestille os det helt store (klima)kaos, ikk'?

Men hånden på hjertet, alle vi Rasmus Willig'er, hvad skal vi gøre? Der er jo ingen af os, der laver en modstandsbevægelse og tager ud om natten og skyder de ministrer, der sidst har talt for vækst. Ser vi på de selvmordsaktioner, der foregår, handler de om alt andet end menneskehedens overlevelse. Vores videre skæbne her på Jorden er ikke rigtig noget at kæmpe for, det er for luftigt. Selvom isen smelter, varer det nok ikke så længe, før det bliver koldt igen. Nej, ingen grund til panik.
Der har lagt sig en stor lammelse over os, og det har vi det godt med. Det er det, der er i vejen.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Lad os starte helt konkret med allesammen at samle et styk affald op fra gaden/grøften/marken/rendestenen hver dag.

Det virker og giver mod på mere.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Hvor er klimaet i den nys fremlagte 2025 plan?? Eller er det for svært? Sværere sikkert end at få folk til at tro på at de skal knokle sig ihjel for at redde velfærdssamfundet eller det der er tilbage. Alene det er en selvmodsigelse af rang

Niels-Simon Larsen, Arne Lund og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Lund

Ikke så underligt, at der er så megen passivitet. Folk er jo i årevis blevet tudet ørerne fulde med, at hvis blot man spiste øko-gulerødder og drak ditto-mælk, og tog cyklen af og til, så hjælp det på klimaforandringerne. Ikke noget med at røde ved de røde bøffer, ferieturen til Thailand, indkøbsturen til London, og den daglige pendling i en 3/4 tom bil.
Så må det jo blive derefter.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Altså: Hvis vi skal forstå, hvorfor der ikke handles, skal vi forstå, hvilke processer der leder til, at vi ikke handler. Det nemme og lidt abstrakte svar er, at selvsamme ’publikumsteorier’ er med til at passivisere os, men der er naturligvis andre processer.

Skal vi ikke som en start, imens vi forsøger at ændre adfærd, gå i gang med at beskrive de processer, som afholder os fra at handle?

Jo, lad os det. Her er endnu en lommeteori:

Lad os sætte som grundlæggende axiom, at mennesker flest stræber efter et succesfuldt liv. Spørgsmålet bliver så, hvad succes er for en størrelse? Hvordan udmåles den, hvordan aflæses den?.

I forsøget på at indkredse svaret på disse spørgsmål, må man indledningsvis konstatere, at mennesket er et socialt pattedyr, og at succes derfor ikke kan forstås som et rent intrapsykisk fænomen: Eksisterede der kun ét menneske på jorden, ville succes som begreb ophøre med at give mening. succes er et interpersonelt fænomen!

Med andre ord den grundlæggende stræben efter et succesfuldt liv manifestere sig i en vedvarende sammenligning med andre mennesker: Det følger heraf - omend et par mellemregninger udelades - at succes både er en kontinuerlig tilegnelse af et efterstræbelsesværdigt noget, samt en (lige så vigtig) kontinuerlig signalering af, at man har dette noget i sin besiddelse.

Hvad er så dette noget? Jo, det afhænger af omstændighederne, dvs. kulturen. Og i vor kultur, den senkapitalistiske og nihilistiske vestlige kultur, er noget materiel velstand.

Selvfølgelig kan man gøre filosofiske indvendinger mod dette synspunkt: Insistere på at forestillingen om succes varierer vildt fra individ til individ. Men heri tager man så bare fejl, vil jeg mene. Jeg finder det ikke videre kontroversielt at hævde, at mennesker flest så ganske udmærket kan aflæse de i kulturen gældende tegn på succes. Ydre tegn, bevares, men det er jo i og for sig også alt hvad vi har at dømme efter (og dømmes efter). Et simpelt opslag på de selvfremstillinger mennesker kreerer på sociale medier, understøtter for øvrigt min påstand.

Nej, der er ikke i vores kultur tvivl om hvordan succes ser ud, og hvordan succes ikke ser ud. Og så er vi tilbage ved klimaforandringer og den 'mystiske' apati, som pludselig ikke længere tager sig så mystisk ud:

Det mådehold, som en egentlig indsats mod klimaforandringer fordrer, er i direkte modstrid med vores mest grundlæggende stræben.

Løsning:
det noget som signalerer succes i vores kultur, må radikalt revalueres. Og det skal gå stærkt!.

Fat chance...

Brugerbillede for Anders Dahl
Anders Dahl

Man kunne lidt flabet sige, at din overskrift rammer ned midt i problemet. For for en gangs skyld handler det ikke om at gøre noget, men netop om at undlade at gøre noget. Den disciplin er vi ikke opdraget i, bliver vi ikke tilskyndet til, men tværtimod fra første færd indpodet er værdiløs og en synd. Og derfor er vi, når det kommer dertil, stort set uden evne.
I forlængelse heraf kan en forklaring på den manglende alvor være, at de krav vi oplever at skulle imødekomme for i enhver forstand at overleve, i i hvert fald vores del af verden, i sig selv udelukker hensynet til en eventuel endnu mere problematisk fremtid.

Æret være den der sidder på sine hænder.