’Jeg kan godt lide Macrons pragmatisme’

»Jeg synes jo, han er for ung, Monsieur Macron, men man er jo nødt til at vælge ...«

Madame Vincent står i en lang kø ved grønthandleren på markedet i Aix-en-Othe og er ikke meget for at fortælle, hvad hun synes om præsidentvalget.

Det småregner omkring den fint istandsatte markedshal i det sydlige Champagne. Heldigvis er lørdag ikke den store markedsdag, det er om onsdagen, markedet strækker sig ud på parkeringspladsen. De handlende er denne lørdag i ly for den regn, som ellers er stærkt efterlyst – markerne omkring Aix-en-Othe er knastørre. Der klages også meget over den frost, som ramte egnen sidst i april, hvor mange vinmarker blev hårdt ramt.

Vejret kan man altid tale om.

Indenfor i markedshallen er der som sædvanlig kø ved to stande: den ene af de tre slagtere – og så den grønthandler, som dyrker grøntsager lokalt. Det er her, Madame Vincent, der er 72 og pensionist, er ved at købe ind til familiefrokost den følgende dag.

Hun går modvilligt til stemmeurnen, fortæller hun.

»Der er jo nødt til at ske noget helt nyt, det synes alle jo. For mig ville det have været Fillon, der var løsningen, men ærlig talt kunne jeg ikke stemme på ham med de afsløringer, der var. Faktisk anede man pludselig ikke, hvem man så skulle stemme på. Det bliver så Macron. Den kandidat, jeg stemte på i første omgang, Dupont Aignan, har jo sluttet sig til Le Pen. Det vil jeg simpelthen ikke gå med til. Men Macron har jo ingen erfaring, og det synes jeg også farligt.«

Klimatruslen

’Der må gøres noget. Men jeg kunne aldrig finde på at stemme Le Pen,’ siger monsieur Boillard, 62.

Sofie Amalie Klougart

Claude og Jean-Marc, der arbejder i reklamebranchen i Paris, er på weekend i Aix-en-Othe, fortæller de, men har forinden afgivet deres stemme med fuldmagt.

Claude stemte på socialisten Benoît Hamon i første valgrunde, Jean-Marc på Mélenchon. De er begge forargede over, at så mange nægter at stemme denne gang. De synes, det er nødvendigt at spærre vejen for Le Pen.

»Men det, jeg slet ikke forstår, er, at det ikke er gået op for folk, hvor alvorlig klimatruslen er. Her er jeg da overhovedet ikke sikker på, hvad Macron vil gøre,« siger Claude.

Det er her deres uenighed om, hvem de skulle stemme på i første valgrunde, stod. Jean-Marc synes, Claudes stemme på Hamon var spild.

»Det er jo virkelig mærkeligt, at man ved dette valg blev nødt til at stemme strategisk allerede i første runde. Jeg var ikke vild med Mélenchons holdning til EU, men pludselig blev han jo den, som så ud til overhovedet at have en chance for at komme i anden runde. Lige nu kan man så ikke gøre andet end at stemme Macron. Men han får aldrig den ændring af arbejdsmarkedsloven, han lover, igennem, og så skal vi til at have strejker igen.«

Det er ikke på markedet med dyre grøntsager i Aix-en-Othe, Information møder en Le Pen-vælger.  De udgør 30 pct. af byens vælgere. Det sker uden for supermarkedet Leader Price.

Sabrine har fyldt poserne op med tilbudsvarer og er på vej hjem til fods med sin seksårige datter. Hun har været arbejdsløs i tre år og tjener lidt sort ved rengøringsarbejde ved siden af den socialhjælp, hun modtager.

»Jeg tror ikke på andet, end at der må ske en kæmpeforandring. De andre politikere har vi jo set, hvad gør. De sørger bare for selv at fylde lommerne, når de først bliver valgt. Der er ingen, som lytter hverken til de arbejdsløse eller til os her ude på landet.«

Tre gange Macron

’Det franske folk er nødt til at finde håbet igen,’ siger madame Bortin, der er fra New York, men har boet i Frankrig i 40 år.

Sofie Amalie Klougart

På markedet ved Bastille i Paris søndag er der anderledes mylder. Mange har allerede stemt, men også her sker det for mange som et fravalg af Le Pen.

Monsieur Boillard er 62 og blikkenslager og har stemt tidligt søndag morgen. Det blev Macron, forklarer han, selv om han på ingen måde var hans favoritkandidat. Han stemte på republikanernes François Fillon i første omgang.

»Det går jo slet ikke godt i Frankrig, der er alt for stor arbejdsløshed og alt for stor gæld. Der må gøres noget. Men jeg kunne aldrig finde på at stemme Le Pen.«

Det kunne Micheline heller aldrig finde på. Hun er 92 og er på markedet med sin datter Michelle, der har været virksomhedsejer.

»Vi har stemt tre gange Macron for lidt siden,« forklarer datteren. »Min mor, mig selv, og så stemte jeg med fuldmagt for min søn. Og nej det var bestemt ikke min kandidat i første omgang.«

Moren blander sig: »I min alder ved man jo godt, hvad fascisme er, der har vi været en gang før. Så selvfølgelig stemte vi da Macron i dag.«

Også Julie, 35 år, som er skolelærer og er på markedet med sin mand og en træt lille pige i klapvogn, har stemt Macron.

»Jeg har to gange stemt strategisk. Første gang stemte jeg Macron for at sikre mig, at der kom en republikansk kandidat i anden runde. Og denne gang er der jo ikke mindste tvivl om, hvad man skal stemme.

Julie går dog også ind for store dele af Macrons program.

»Jeg kan godt lide Macrons pragmatisme omkring indvandring. For på den ene side skal der selvfølgelig kontrol til, men Frankrig skal også forblive et land, som er åbent, og som tager imod fremmede.«

Glemt historien

Det er Madame Bortin enig i. Og med god grund. Hun har også stemt, men det har hun kun gjort de sidste ti år. Hun stammer fra New York, men har boet i Frankrig i 40 år.

»Når man betaler skat i et land og bor der, så synes jeg man skal have sine borgerrettigheder. Men jeg var chokeret over, hvor få der var på valgstedet i morges, mens der var fuldt hus for 14 dage siden. Så jeg er faktisk bekymret for, hvordan resultatet bliver i aften.«

Madame Bortin har trappet ned for arbejdet, men afslører, at hun har været reporter for International Herald Tribune i mange år. Hun kan ikke dy sig for at give sin analyse af situationen.

»Franskmændene befinder sig i en form for fortvivlelse, fordi hele økonomien stagnerer. Der er masser af fattige, som bor i udkanten af de store byer, og nu er de arbejdsløse. De kan sagtens være fristet til at stemme Le Pen, men det er, fordi de har glemt Frankrigs historie, og hvad det overhovedet vil sige at være et fascistisk land med nationalisme og fremmedhad.«

Set med amerikansk-franske øjne repræsenterer Macron derfor et virkeligt håb.

»Jeg ved godt, at franskmænd er bange for at miste deres rettigheder på arbejdsmarkedet, de forstår ikke, at mere fleksibilitet ganske vist gør det lettere at fyre folk, men også at ansætte dem. Jeg håber Macron kan få det gennemført, fordi det franske folk er nødt til at finde håbet igen.«