Læsetid: 7 min.

Kan Macron rykke Merkel på finanspolitikken?

Angela Merkel siger, at hun støtter Emmanuel Macrons plan om at reformulere grundlaget for det europæiske samarbejde. Macron kræver flere tyske investeringer og nye spilleregler for euroen til gengæld for franske arbejdsmarkedsreformer
Angela Merkel siger, at hun støtter Emmanuel Macrons plan om at reformulere grundlaget for det europæiske samarbejde. Macron kræver flere tyske investeringer og nye spilleregler for euroen til gengæld for franske arbejdsmarkedsreformer

Thomas Iburg/iBureauet

23. maj 2017

»Al nyere historie (...) har vist os, at det er helt hen i vejret at tro, at man på lang sigt kan opretholde en handels- og valutaunion uden samtidig at have en politisk union.«

Nej. Citatet stammer ikke fra Emmanuel Macron, der i sidste uge efter bare én nat i præsidentembedet fløj direkte til Berlin for at diskutere EU og euroens fremtid med Angela Merkel.

Citatet kom derimod ud af den tyske kansler Helmut Kohls mund i 1991, da euroen stadig var en fremtidsvision. I dag er det atter aktuelt. For dengang strittede franskmændene, der ønskede en fælles valuta, imod en politisk union.

Og trods sin formaning pressede Helmut Kohl i 1990’erne på for at få oprettet euroen, uden at gå tilsvarende op i den politiske, sociale og skattetekniske integration. Måske med den bagtanke, at den ville luske sig ind ad bagdøren, når først valutaen var på plads.

Tyske tåger

Det er ikke sket. Endnu, kan man måske tilføje.

For tiden hersker der i Tyskland nemlig rådvildhed om, hvad Merkel rent faktisk lovede den Europa-venlige Macron under dennes besøg i Berlin i sidste uge.

Var det startskuddet til den europæiske integration, som foresvævede Kohl, men som de fleste tyskere siden da har afvist? Og kan Macron nogensinde gennemføre de økonomiske og arbejdsmarkedsreformer i Frankrig, som han har lovet i sin ’new deal’ med Tyskland?

Merkel og Macron talte samtykkende om »en ny europæisk dynamik« og nedkaldte »en ny grundlæggelse af Europa og eurozonen i samarbejde«. Men med de vage udmeldinger har den tyske debat været præget af gætteri og årgamle udsagn fra Macron.

Macron skyndte sig i Berlin at afvise de tyske rygter om, at han kræver eurobonds.

»Jeg går ikke ind for at gøre gammel gæld til et fælles anliggende. Det fører til en ansvarsløs politik,« lød det fra Macron i Berlin.

Til gengæld for sine reformer af det franske arbejdsmarked kræver han en tysk »investeringsoffensiv« i eurozonen, og at Tyskland skal nedbringe sit enorme handelsoverskud. Men det mest omdiskuterede er forslaget om et parlament for eurozonen, en finansminister for valutasamarbejdet og et fælles budget for massive investeringer i kriseramte eurolande.

Ingen revolution

Som oftest tager den tyske debat udgangspunkt i, hvad det vil koste Tyskland.

»Vores dyre ven. Emmanuel Macron redder Europa, og Tyskland skal betale,« hed det på ugemagasinet Der Spiegels forside.

Ved den tyske tænketank Center for Europæisk Politik (CEP) betegner lederen af den økonomiske afdeling, Bert Van Roosebeke, den tyske debat som »generelt forsimplet«, og han ser ikke en klar retning efter Merkels og Macrons møde.

Emmanuel Macron og Angela Merkel er begge fortalere for et europæisk samarbejde i forskellige hastigheder.
Læs også

»Jeg er overrasket over Merkels udmeldinger. Hun var virkelig offensiv, men samtidig meget uklar. Dermed viser hun den fornødne imødekommenhed over for Frankrig uden at skubbe sine vælgere fra livet før det tyske valg i september,« siger Bert Van Roosebeke til Information.

»Merkel indvilgede i en ’road map’ for den europæiske udvikling, så de er tvunget til at få et eller andet på papir i sommerens løb, og det skal nok lykkes med lidt kreativitet. Men når det først bliver konkret, når der kommer penge, risiko og hæfte ind i spillet, vil det hurtigt vise sig, at der ikke står en europæisk revolution lige om hjørnet.«

Endelig debat

De tyske socialdemokrater bakkede demonstrativt op om et opgør med Tysklands sparepolitik og »finanspolitiske ortodoksi«. Både partileder Martin Schulz og udenrigsminister Sigmar Gabriel opfordrede til flere tyske investeringer og indrømmelser for at støtte Frankrigs reformproces og forhindre, at Marine Le Pen har en chance ved næste præsidentvalg.

I Merkels CDU/CSU har der derimod været påfaldende stille om hele EU-spørgsmålet både før og efter kanslerens møde med Macron.

Den renommerede økonomiske journalist Mark Schieritz fra ugeavisen Die Zeit hilser den tyske debat om euroens fremtid velkommen.

»Macron gør endelig op med den – især i Tyskland – udbredte illusion, at stater kan dele valuta uden at støtte hinanden,« siger Schieritz, der bakker op om at reformere eurosamarbejdet og støtte Frankrig.

Man kan ikke bare spare sig ud af kriser, og med indførelsen af euroen kan de enkelte – og særligt de sydeuropæiske – lande ikke længere devaluere og styre deres økonomi gennem finanspolitikken, anfører Schieritz.

Som eksportnation har Tyskland derimod profiteret kraftigt på euroen og på eurozonen som et købedygtigt eksportmarked.

Moderne Tider har analyseret Merkel og Macrons positioner og afdækket deres fortrolige dialog
Læs også

Derfor kan Macron forhåbentligt opnå flere tyske indrømmelser end de tidligere franske præsidenter Sarkozy og Hollande, der »fløj til Berlin og tog bussen hjem«, som Mark Schieritz formulerer det i Die Zeit.

I avisen TAZ påpeger den økonomiske redaktør Ulrike Herrmann, at Tysklands overskud kun er muligt i kraft af Frankrigs store underskud. Tysklands handelsoverskud over for Frankrig ligger på 35 mia. euro og skaber flere hundredtusinde tyske arbejdsplader, hvormed Tyskland med sine lave lønninger og eksportpolitik direkte eksporterer arbejdsløshed til Frankrig.

Ligesom socialdemokratiske SPD kræver hun derfor højere tyske lønninger, der kan udligne skævheden, bl.a. ved at øge den indenlandske efterspørgsel.

Logik og rødvin

Dette standpunkt er langt fra mainstream i Tyskland.

På lederplads i Der Spiegel skriver Jan Fleischhauer, at han ikke tror på, at Macron kan gøre det overregulerede franske arbejdsmarked mere fleksibelt – og at »et eget budget for eurozonen blot er et kønnere ord for ’mere gæld’.«

»For tyskernes skyld undgår Macron i første omgang at tale om eurobonds. Men sandheden er, at franskmændene ikke lider under tysk sparepolitik. De lider under den manglende evne til at slå økonomisk igennem i en dynamisk verden. Tyskerne ville jo også gerne arbejde 35 timer om ugen og gå på pension som 62-årige,« skriver Fleischhauer.

Han tilføjer spydigt, at tyskerne i modsætning til franskmændene har accepteret den logiske sammenhæng mellem produktivitet og velstand – en logik, som selv fremragende fransk rødvin i nok så rigelige mængder ikke kan sætte ud af kraft.

Samstemmende argumenterer Kolja Rudzio i Die Zeit for, at EU allerede omfordeler milliardsummer, men med minimal effekt. Højrepopulismen i Frankrig og andre EU-lande lever derimod netop af den fremmede – ofte tyske – medbestemmelse, som omfordelingen medfører i de kriseramte lande, argumenterer han.

Som mange andre tyske medier peger Rudzio på, at Frankrigs omfordelingsivrige økonomiske politik stadig vil stå i vejen for en harmonisering.

I Frankrig omfordeler staten ca. 57 pct. af landets samlede BNP. Macrons mål er at nedbringe det til 52 pct., men det er stadig markant højere end Tysklands omfordeling, der ligger på 44 pct. af BNP.

Gratis frokost

Ulrike Guérot, leder af Center for Europapolitik ved Donau-Universität Krems og enfant terrible i den tyske EU-debat, fordi hun kræver en radikal harmonisering af EU i en føderal republik, opfatter den tyske debat som udtryk for »himmelråbende hykleri«.

»Europa står ved en skillevej, der meget vel kan ende i opløsning, hvis vi ikke reagerer på euroens splittende effekt,« siger Guérot, der erklærer sig »rørende enig« i SPD’s europæiske offensiv.

Frankrigs nye præsident ønsker oprigtigt at forbedre franskmændenes liv. Men han forstår ikke, at det ikke kan ske inden for rammerne af den nuværende markedsdoktrin
Læs også

»SPD vil i pressen formentlig blive dømt til aldrig at kunne vinde valg på deres EU-offensiv. Men det viser i mine øjne stort mod fra SPD’s side. There ain’t no such thing as a free lunch – heller ikke for tyskerne, som åbenlyst hører til nettovinderne i EU,« siger hun til Information.

I den fransk-tyske professors øjne vil et euro-sammenbrud blive langt dyrere for alle.

»Fint, vi kan da godt prøve at opløse eurozonen. Så vil den ny franc, lire, peso osv. ryge i kælderen, mens D-marken og de tyske lønninger vil stryge i vejret og smadre Tysklands eksportstyrke. Det ignoreres bare i den tyske debat.«

Merkels eftermæle

Heller ikke Ulrike Guérot tror på, at Angela Merkel vil bevæge sig konkret før det tyske valg til september.

»Man bliver måske enige om mindre påfaldende løsninger – indirekte tilskud eller investeringsprogrammer – som kan sælges forskelligt i Tyskland og Frankrig,« mener hun.

»Merkel får formentlig en fjerde, men ikke en femte valgperiode som forbundskansler, så det er i den kommende valgperiode, hun skal forme sit eftermæle. Frem til valget i 2019 (EU-Parlamentsvalg, red.) vil hun opleve et massivt pres på Tyskland. Der kan hun kan afgøre, om hun vil skrive sig ind i historiebøgerne som en stor europæer eller som den, der har splittet Europa ad ved at holde fast i den nuværende eurokonstruktion. Selv om traktatændringer kan blive ekstremt svære at gennemføre, har Angela Merkel magten til at sætte gang i disse reformer,« siger Ulrike Guérot, der er fortaler for tiltag som en omfattende finanskapacitet og skabelsen af parlamentarisk legitimitet i eurozonen samt en europæisk arbejdsløshedsforsikring.

Tysk tabersag

En så offensiv Merkel og en så hurtig udvikling tror Bert Van Roosebeke fra tænketanken CEP ikke på, heller ikke efter valget i september. På grund af såvel de politiske, økonomiske som de retslige komplikationer i en euroreform ser han en længere og mere pragmatisk forhandlingsvej med mange kompromisser for sig – ikke mindst fordi den skal tage hensyn til alle de eksisterende regler og løsninger.

»I forhold til et fælles budget for eurozonen har vi allerede en stor omfordeling i form af bankredningsfonden og ESM (europæisk finansieringsinstitut siden 2012, del af euro-redningspakken, red.). Og vi har allerede Juncker-fonden, der som investeringsfond godt nok er for hele EU og ikke kun for eurozonen, men som har vist en beskeden virkning,« siger Van Roosebeke.

Med sit valg af premierminister har Macron så krakask som overhovedet muligt vist, at han fortsat samler hen over midten
Læs også

»Hvad en finansminister for eurozonen angår, kan sådan en post da godt oprettes, men det er svært at se, hvordan beføjelserne skulle installeres. Forestil dig en eurofinansminister, der kommer løbende efter de enkelte medlemslande, når de har underskud. Allerede forfatningsretsligt er det kompliceret, når der sættes spørgsmålstegn ved de enkelte staters finansielle suverænitet.«

Helt sikkert er det, at Merkel vil holde sig til de overordnede, uklare linjer frem til september.

»For hver dag stiger presset for, at Tyskland bevæger sig, men jeg tror ikke, at det her vil blive en stor debat før valget. SPD har prøvet det, men det ser jeg mere som et fortvivlet forsøg på at stikke ud,« siger Bert van Roosebeke.

»I de brede masser er det en tabersag, fordi fortællingen lyder, at man vil tage noget fra tyskerne og sende det sydover.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu