Læsetid: 9 min.

Labour-aktivister: ’Vi er Jeremy Corbyns hær’

Tilhængere af Labour-formand Jeremy Corbyn tror fortsat på, at sejr er mulig i næste måneds britiske parlamentsvalg, og de lægger alle kræfter i for at opnå den. Skulle det alligevel kikse, bør det ikke føre til formandens afgang, mener to af Corbyns fodfolk i Momentum-bevægelsen.
Labour risikerer under Jeremy Corbyns ledelse at få et lige så dårligt valg, som partiet fik i 1983. Og i så fald vil Corbyn blive tvunget til at tage ansvaret og gå af, vurderer iagttagere.

Labour risikerer under Jeremy Corbyns ledelse at få et lige så dårligt valg, som partiet fik i 1983. Og i så fald vil Corbyn blive tvunget til at tage ansvaret og gå af, vurderer iagttagere.

Joe Giddens

22. maj 2017

LEYTONSTONE/LONDON – Det øser ned denne grå majaften i det nordøstlige London. Så meget desto mere tilfredsstillende er det for den lille gruppe Labour-aktivister, der med slatne paraplyer forsøger at skærme deres rød-hvide ’Vote Labour’-klistermærker for regnen – da der allerede ved andet hus er bid.

»Ja, jeg stemmer på John,« siger den lille, ældre kvinde, der forsigtigt åbner døren på klem og nikker lidt skeptisk til de to gennemblødte kvinder udenfor.

33-årige Liz Agnew og 62-årige Sue Mew takker for støtten til Labours kandidat for Leyton & Wanstead og overrækker hende John Cryers kort, hvis hun skulle få brug for at kontakte den – indtil 8. juni – siddende parlamentariker.

Ude på vejen overleverer de oplysningerne til koordinatoren af dagens kampagnerunde, Luke Ruby, der noterer i sine papirer, at partiet stadig kan regne med hus nr. 8’s opbakning.

Jeremy Corbyn drikker et glas vand under sin fremlæggelse af Labours planer efter Brexit-afstemningen i juni 2016. (Arkivfoto.) 
Læs også

Naboerne har derimod endnu ikke besluttet sig, fortæller en ung mandlig aktivist. Der ér tegn på, at Labour taber en anelse terræn i denne ellers sikre valgkreds. Det er særligt Liberaldemokraternes løfte om en folkeafstemning om den endelige Brexit-aftale, der er populær i en kreds, hvor 63 procent stemte for Remain, mens Labour-parlamentarikeren stemte for Leave.

»De, der tidligere har stemt på Liberaldemokraterne, er blevet fristet til at gå tilbage,« erkender Luke Ruby. »Men vi er ikke seriøst bekymrede,« tilføjer han med henvisning til John Cryers forspring til nærmeste kandidat på knap 15.000 ved sidste valg.

God modtagelse

Sue og Liz finder heller ingen grund til bekymring at dømme efter den modtagelse, de får, når de stemmer dørklokker tre-fire-fem gange om ugen.

»Jeg har ikke fået en dør smækket i hovedet endnu,« griner Liz Agnew over en varm kop kaffe efter aftenens tjans. Hun arbejder til daglig i administrationen i en stor finansorganisation.

»Folk er utrolig åbne over for at høre om Labours politiske ideer,« siger hun, mens Sue Mew nikker bekræftende.

Det er den oplevelse, der får de to Labour-tilhængere – der også er medlemmer af formand Jeremy Corbyns støttegruppe, Momentum – til at tro på, at der er et håb for, at partiet kan vinde valget, til trods for at meningsmålingerne stædigt fortæller en anden historie.

33-årige Liz Agnew og 62-årige Sue Mew er varme tilhængere af Corbyns venstreorienterede linje.

Mette Rodgers

Imidlertid er tilslutningen til Labour vokset støt fra omkring 23-25 procent, da valget blev udskrevet, til omkring 28-30 procent. Det skal dog ses i lyset af, at De Konservatives tilslutning ligger på 46-48 procent.

»Havde du spurgt mig for et par uger siden, ville jeg have sagt ’nej, det er umuligt’, men nu tror jeg på, at der i det mindste er skyggen af en chance. Jeg tror, det er derfor, jeg er så meget ude at banke på døre, for den lille skygge bliver bare større og større,« siger Liz, der er vokset op i et politisk engageret hjem med en mor, der var aktiv i fagforeningen og ofte deltog i demonstrationer imod Margaret Thatchers politik.

»Jeg kan huske, at hun – efter at jeg som 12-årig havde mødt en Labour-parlamentariker – sagde til mig: ’Glem ikke, at Tony Blair ikke er en Labour-mand.’ Det har altid siddet i baghovedet på mig. Min mor er den store politiske indflydelse i mit liv,« griner den unge kvinde.

Sue, der til daglig forsker og underviser i sociologi på Middlesex University, er også optimistisk forud for valget.

»Corbyn forstår Storbritanniens problemer, og hvad landet har brug for i øjeblikket; både for arbejderklassen og generelt for dem, der er blevet hægtet af de seneste 30 år under Thatcher, Blair og senere Labour-formænd,« siger Sue, der er fra et arbejderhjem på Isle of Wight.

Hun blev politisk aktiv, mens hun læste, men i de år, hvor Tony Blair og New Labour sad ved magten i partiet og landet, meldte hun sig ud.

»Jeg gav op under Blair-årene, for jeg ønskede et Labour-parti, der kæmpede for arbejderklassen og var optaget af ting som lighed og social retfærdighed, ikke et parti, der var promarked og på nogle måder stod for en neoliberal økonomisk politik, hvilket var tilfældet under Blair. Det kunne jeg ikke støtte,« forklarer hun.

Det var valgnederlaget i 2015, der fik hende til at melde sig ind igen, og valget af Jeremy Corbyn har fået hende til at tro på, at partiet og landet har en fremtid.

»Jeg blev så forfærdet over valgnederlaget, at jeg følte, at jeg ikke bare kunne sidde og forske; jeg måtte gøre noget for at ændre tingene. Jeg meldte mig ikke ind på grund af Corbyn, for det var før formandsvalget, men jeg stemte på ham og var lykkelig over, at han blev valgt. Han repræsenterer arbejderklassen,« siger Sue og bestiller endnu en lille skål snackoliven – aftensmad for en aktivist, der kommer direkte fra arbejdet.

Momentum

De to aktivister har meldt sig ind i Momentum, selv om særligt Liz var en anelse skeptisk over gruppen på grund af den omtale, den fik i medierne.

»Jeg var ret skeptisk i begyndelsen, fordi den blev beskrevet som ’en radikal gruppe’, og jeg opfatter ikke mig selv som ’radikal’. Men der er ikke noget ondskabsfuldt ved Momentum; den er slet ikke, som den beskrives i medierne. Vi mødes bare og organiserer kampagneaktiviteter,« forklarer Liz, der føler, at mange i den lokale vælgerafdeling tager afstand fra gruppen.

»De er uvillige til at arbejde sammen med os, og når vi går ud sammen og stemmer dørklokker, føler jeg mig ikke velkommen.«

Dette kan hænge sammen med historier – hvis sandhedsværdi er svær at efterprøve – om, at Momentum-grupper rundt om i landet forsøger at afsætte midtsøgende kandidater til fordel for Corbyn-støtter.

Liz afviser, at det er tilfældet i deres kreds, men Sue lægger ikke skjul på, at Momentum og dens medlemmer er »Jeremys infanterister«.

»Det er en militær metafor, men mange Momentum-støtter vil sige: ’Vi er Jeremys hær,’« siger hun.

Labour-lederen Jeremy Corbyn tror på, at det lader sig gøre at rette op på de dårlige opinionstal ved »at tale politik« forud for den kommende valg. Men det er der mange af hans partifæller som ikke gør.
Læs også

Hun erkender, at Corbyns popularitet ikke er stor i den brede befolkning. Faktisk har hendes egen gamle mor erklæret, at hun agter at stemme på Theresa May, fordi »hun er en stærk kvinde«.

»Men jeg tror, at han vil klare sig meget bedre, end medierne spår,« siger Sue og giver samme medier skylden for hans lave popularitet.

Ifølge den seneste måling mener kun 22 procent, at Corbyn gør det godt, mens 52 procent mener det modsatte. Det er vel at mærke færre tilhængere, end der er Labour-vælgere.

»En del af problemet er den måde, han beskrives på af vores medier. Der er en indbygget partiskhed i dækningen af Corbyn. Tænk på, hvilken indflydelse det har på den offentlige mening, for mange i arbejderklassen læser ikke The Guardian – de har ikke råd. De køber i stedet The Sun eller The Daily Mail, som støtter De Konservative og er billigere,« siger Sue og påpeger, at folk støtter Corbyns politik.

Samme oplevelse har Liz.

»Jeg har et par gange oplevet folk ved dørene sige, at de bare ikke kan stemme Labour, fordi Labour ikke repræsenterer det, de står for. Men når du går ind i en diskussion om enkeltområder – uddannelse, sundhed, togdrift – og forklarer, hvad Labour tilbyder, så ender det med, at de siger: ’Det er faktisk det, jeg står for’,« fortæller Liz, der for det meste stemmer dørklokker lokalt på hverdagsaftener og tager ud i de valgkredse, hvor kandidaterne ligger tæt, i weekenderne.

Fløjene

De fleste politiske analytikere – og et flertal af Labours parlamentarikere – påpeger dog, at historien har bevist, at det er så godt som umuligt at vinde flertal i Westminster fra de yderste fløje på det politiske spektrum, fordi det er nødvendigt at tiltrække ikkekernevælgere.

»Labours valgprogram ser ud til at have gjort dét, Corbyn altid har ønsket, nemlig at repræsentere en tydelig venstreorienteret position, og ifølge meningsmålingerne tyder meget på, at kernevælgerne vil slutte op om partiet. Men det ser ikke ud til, at partiet vil udvide sin vælgertilslutning,« forklarer professor Patrick Dunleavy fra London School of Economics ved en pressebriefing.

Labour kort fortalt

  • Formand: Jeremy Corbyn (valg i 2015, genvalgt i 2016)
  • Antal medlemmer: ca. 483.000
  • Antal medlemmer ved valget i 2015 (før Corbyn): 201.293
  • Stemmeandel ved 2015-valget: 30,4 procent
  • Antal parlamentarikere: 232 ud af 650
  • Gennemsnitlig opbakning i meningsmålingerne (maj): 30 procent af vælgerne
  • Stærk i storbyerne og i Wales
  • Svag i landdistrikterne og Skotland
  • Holdning til Brexit før afstemning: Remain
  • Holdning til Brexit i dag: Accepterer Brexit, men kræver lige så god adgang til det indre marked som nu. Accepterer, at fri bevægelighed må ophøre
  • Labour har vundet valg under tre ledere siden Anden Verdenskrig: Clement Attlee (1945 og 1950), Harold Wilson (1964, 1966 og 1974) og Tony Blair (1997, 2001 og 2005)
  • Bedste valg: 1997 (418 mandater)
  • Dårligste valg: 1983 (209 mandater)

Kilder: BBC, researchbriefings.parliament.uk, labourlist.org, wikipedia m.fl.

Sue er imidlertid uenig i, at det ikke kan lade sig gøre at vinde fra en klar venstreorienteret position og mener, at der i øjeblikket sker en omkalfatring af britisk politik, hvor forskellene på højre- og venstrefløjen igen bliver tydeligere.

»Finder der en kamp om den politiske midte sted? For mig ser det ud til, at der sker en polarisering mellem det, jeg vil kalde for den elitære højreorienterede populisme repræsenteret ved folk som Theresa May, Donald Trump og Marine Le Pen, og en venstreorienteret populisme repræsenteret af Bernie Sanders, Jeremy Corbyn og andre i Europa,« siger hun.

Hun påpeger, at det især er blevet tydeligt med Labour og De Konservatives valgprogrammer ved dette valg, hvilket hun hilser velkommen.

»Jeg synes, at Corbyn lød som en leder – meget autentisk – da han fremlagde valgprogrammet, som sammenlignet med de seneste mange års Labour-programmer var et af de mest radikale; men radikalt på den rigtige måde,« siger hun og uddyber, at det betyder »ikke kun at ændre lidt her og der, men et omfattende sæt forslag, der tydeligt er forbundet til Corbyns position inden for Labour«.

Liz mener slet ikke, at det er så »radikalt«.

»Det ord for mig til at grine, for når du ser på valgprogrammet, er det ikke radikalt sammenlignet med andre lande i Europa. Jeg vil ikke bruge ordet radikalt, for det får det til at lyde ekstremt,« siger hun.

»Det er ikke radikalt at beskatte en smule mere,« mener hun.

Selvmordsbrev

Labours valgprogram er imidlertid i britisk presse blevet beskrevet som det mest venstreorienterede og radikale siden 1983 – »et selvmordsbrev« – idet der som dengang lægges op til en markant udvidelse af statens rolle og budget med fokus på bedre offentlig service og infrastruktur finansieret gennem ekstra skat på samfundets rigeste individer og virksomheder samt ved låntagning.

Valget i 1983 er Labours hidtil dårligste siden Anden Verdenskrig med 27,6 procent af stemmerne og 209 mandater. Som meningsmålingerne ser ud i øjeblikket, vil Corbyns Labour ende på omkring samme tilslutning. Alligevel er der internt i partiet ikke nogen nævneværdig kritik af programmet – dels fordi alle ønsker at fremstå samlet i en valgkamp, men også fordi mange af de politisk midtsøgende Labour-parlamentarikere har det fint med, at dette er ’Corbyns program’. Hvis partiet taber valget med et brag, vil Corbyn i så fald blive tvunget til at tage ansvaret og gå af, lyder rationalet.

Patrick Dunleavy vurderer, at Labours stemmetilslutning bliver altafgørende for, om Corbyn kan blive siddende som formand efter valget.

»Hvis Corbyn kan påvise, at han har gjort det en lillebitte smule bedre end Ed Miliband i 2015, der fik 30,4 procent, har han et grundlag for at forsøge at blive som formand,« siger Dunleavy.

Liz og Sue er slet ikke i tvivl om, at Jeremy Corbyn må blive, ligegyldig hvordan valget falder ud.

»Han har mere end bevist sine lederevner, når du ser på, hvad han har måttet stå model til i de seneste to år. Det er ikke et let job, når han bliver angrebet fra alle sider både inden for partiet, i medierne – og hvem ved, hvad MI5 (efterretningstjenesten, red.) og de andre har haft gang i. Corbyn går ingen steder,« slår Sue fast. 

Liz bakker hende op.

»Han kan ikke gå nogen steder! De øvrige parlamentariker vil ikke acceptere en ny venstreorienteret kandidat på stemmesedlen ved næste formandsvalg, så han er nødt til at blive, fordi han som siddende formand har ret til at stå på stemmesedlen,« påpeger hun.

»Og han vil sikkert vinde igen.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Seneste meningsmåling viser, at det nævnte forspring til de Konservative nu er nede på 10 procent point.

Dog skal man huske på, at de i UK ikke ligefrem har et helt demokratisk valgsystem. Deres valgkredssystem betød, for eksempel, at Labour i 2010 tabte valget, selvom de fik flest stemmer.

Per Torbensen, Torben K L Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor flertallet af englænderne skulle være konservative, er umuligt at forstå.
Jeg tror heller ikke, at de inderst inde er det. Så Labour kan godt have en chance endnu, med Corbyn i spidsen.

Torben K L Jensen

Valgsystemet i USA er næsten identisk med det i UK - USA var jo en engelsk koloni og Clinton fik faktisk flere stemmer en Trump - ligesom Labour og konservative sidder for tiden med et flertal i parlamentet på 33 % af afgivne stemmer. Et demokrati der ikke er et demokrati.

Niels Duus Nielsen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Et godt eksempel på hvordan det brittiske mandatsystem virker urimeligt er mandat fordelingen mellem UKIP og SNP.
Ved sidste valg fik UKIP vist kun 1 mandat og SNP over 50 selvom UKIP fik noget nær tre gange så mange stemmer.
Personligt gjorde det mig ikke noget med den fordeling, men helt demokratisk virker det jo ikke.

Steffen Gliese

Nej, Henrik I Nielsen, det er netop demokratisk, fordi Skotland med sin langt mindre befolkning alligevel har krav på mere indflydelse, end folketallet berettiger til.
Lad os huske, at meningsmålingerne til sidste valg gik helt i skoven - med et tip på en Laboursejr, der endte med stor fremgang til de konservative.
Lad os se, om det heller ikke passer denne gang, men til den anden side.

Peder Kruse

Ini mini meini mo. Måske frigør engelsk land sig fra europæisk bureaukrati til fordel for menneskeligt initiativ og livsglæde ? England en marce.

Steffen Gliese

Nej, det kan du være sikker på, at de ikke gør, Peder Kruse, i hvert fald skal mange forandre sig i de næste uger op til valget. England står overfor en gammeldags klassekamp, og før den er vundet af den brede befolkning, kan vi ikke vente England tilbage i EU. Men så skal de også nok komme - når vi på samme måde har fået et skabt et Europa, der sætter mennesker og trivsel over vækst og overskud.