Analyse
Læsetid: 3 min.

Er Labours valgprogram et selvmordsbrev eller svaret på Brexit-vælgernes nødråb?

Det britiske Labour-parti offentliggjorde tirsdag det mest radikale valgprogram siden 1983 under overskriften ’For de mange, ikke de få’. Men selv om de enkelte forslag er populære, har det ikke rykket meget i meningsmålingerne
Det britiske Labour-parti offentliggjorde tirsdag det mest radikale valgprogram siden 1983 under overskriften ’For de mange, ikke de få’. Men selv om de enkelte forslag er populære, har det ikke rykket meget i meningsmålingerne

Danny Lawson

Udland
17. maj 2017

Da et flertal af briterne – heraf mange Labour-vælgere i landets fattigste områder – sidste år stemte for Brexit, blev det af politikere og analytikere tolket som et nødråb: ’Vi arbejder og arbejder, men kan ikke få det til at løbe rundt.’

’Globaliseringen og de åbne grænser presser vores lønninger og rettigheder, og nu skal vi tilmed konkurrere om job med folk fra andre lande.’

Med offentliggørelsen af det, der er blevet beskrevet som det mest radikale og venstreorienterede valgprogram siden 1983, forsøgte det britiske Labour-parti tirsdag at komme disse vælgere i møde.

Hvis de stemmer Labour til magten den 8. juni, vil partiet omorganisere samfund og økonomi radikalt til gavn for »de mange, ikke de få«.

Partiet lover bl.a. at gennationalisere postvæsenet, togdriften, el- og vandværkerne. Det vil give det haltende skole- og sundhedsvæsen en milliardindsprøjtning. Unge vil ikke længere skulle betale for at studere.

Familier vil få ret til 30 timers gratis børnepasning. Der vil blive bygget 100.000 sociale boliger om året og investeret 250 mia. pund i landets infrastruktur. Mindstelønnen vil vokse markant, og partiet vil sætte en stopper for fri bevægelighed fra EU. Og så videre.

Den samlede pris er udregnet til 48,6 mia. pund om året; midler, der vil blive fundet ved at droppe en planlagt nedsættelse af selskabsskatten, slå ned på skatteunddragelse, indførelse af en ’Robin Hood’-skat på finansielle transaktioner, højere beskatning af »de rigeste fem procent« samt en »afgift på overdrevent høje lønninger« på over 330.000 pund om året.

Kogt ned til overskrifter vil Jeremy Corbyns Labour-parti erstatte de konservatives nedskæringspolitik med en Keynesiansk, lånefinanseriet investeringspolitik. Det ønsker at beskatte de rigeste for at kunne betale for ordentlig velfærd. Og det ønsker, at staten igen spiller en langt større rolle i samfundet.  

Selvmordsbrev?

For mange kontinentaleuropæere vil de fleste af disse forslag ikke være voldsomt kontroversielle. Ikke desto mindre er valgprogrammet, der blev lækket til den britiske presse i sidste uge, blevet døbt »det længste selvmordsbrev i historien« – en henvisning til Labour-politikeren Gerald Kaufmans beskrivelse af partiets 1983-valgprogram.

En sammenligning lavet af BBC og andre medier af dette og 2017-programmerne viser nemlig en lang række ligheder, der grundlæggende set er »en forpligtigelse til at bruge regeringsintervention og offentlige midler til at sætte skub i den industrielle udvikling og jobskabelse«.

1983-valget blev katastrofalt for Labour, hvor det kun fik 27,6 procent af stemmerne – det laveste siden 1918.

Ifølge meningsmålingerne anno 2017 ligger Labour på omkring det samme, om end tilslutningen den seneste måneds tid er vokset fra sølle 23-25 procent til nu omkring 28 procent.

Populære forslag

Partiformand Corbyn har igen og igen forsvaret de dårlige meningsmålinger med, at de enkelte forslag faktisk nyder stor opbakning i befolkningen.

Han har ret. En nylig meningsmåling i The Mirror viste f.eks., at 52 procent støtter gennationalisering af togdriften, 65 procent støtter højere beskatning af lønninger over 80.000 pund om året, og hele 71 procent støtter et forbud mod såkaldte ’zero hour’-kontrakter, der binder arbejdere uden at give dem sikkerhed for en ordentlig indtjening.

Også andre Labour-forslag støttes af over halvdelen af vælgerne.

Desværre for Labour skal man ikke længere tilbage end til 2015-valget for at bevidne, at opbakning til partiets konkrete forslag ikke nødvendigvis fører til sejr. Tværtimod led partiet under Ed Milibands ledelse et svigende nederlag med 30,4 procent af stemmerne – det laveste siden 1987.

Mens det endnu er muligt, at Labour når op på 2015-tilslutningen, er der dog næppe nogen tvivl om, at partiet ikke vil indhente Theresa Mays konservative, der p.t. ligger på 48 procent.

Spørgsmålet er, hvorfor vælgerne foretrækker et parti, der har skåret i deres velfærd, og som prioriterer genindførelse af rævejagt og selektive skoler, frem for et parti, der sætter social retfærdighed som første prioritet.

Brexit, spørgsmål om økonomisk kompetence og troværdighed og UKIP’s nedsmeltning er en del af forklaringen på, at vælgerne strømmer til Mays konservative frem for Corbyns Labour.

Den anden forklaring findes i føromtalte Mirror-måling: Ikke færre end 56 procent af briterne mener, at Corbyn vil være intet mindre end en »katastrofe« som premierminister, hvorimod May opfattes som kompetent.

Det vil utvivlsomt være forkert at kalde Labours valgprogram et »selvmordsbrev«, men i en for landet ekstrem usikker tid ser Mays motto om »stærk ledelse« ud til at trumfe Corbyns »For de mange, ikke de få«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er muligt, at englænderne ikke kunne se lyset i 1983, hvor det jo var Falklandskrigen, der fik gang i patriotismen - verdens ældste trick fra en presset statsleder; men det burde de bestemt kunne nu, efter at konsekvenserne af den dødens kurs, England har fulgt i små 35 år, i mellemtiden er blevet åbenbar for enhver.
Politik handler jo ikke om at gøre det hensigtmæssige, men det ønskværdige - og så finde metoderne til at muliggøre det. Det er den store tanketorsk ved "nødvendighedens politik".

Poul Sørensen

Personligt er jeg Jeremy Corbyn fan.

- Kogt ned til overskrifter vil Jeremy Corbyns Labour-parti erstatte de konservatives nedskæringspolitik med en Keynesiansk, lånefinansieret investeringspolitik.
Det ønsker at beskatte de rigeste for at kunne betale for ordentlig velfærd. Og det ønsker, at staten igen spiller en langt større rolle i samfundet.

Det lyder da rigtig fornuftigt.

Henrik Plaschke

Larry Elliott, der er økonomisk kommentator ved The Guardian har en glimrende kommentar til Labour’s valgmanifest og modtagelsen af dette:

”Imperfect it may be, but Labour’s manifesto recognises the economic status quo can’t be kept going for much longer”, hedder det.

Som en kommentar til bemærkningerne om ”selvmordsbrevet” og Corbyn’s Fantasy Land skriver Elliott bl.a.:

“Think about this for a moment. Real incomes are falling. Inequality is rising. The NHS [National Health Service] is kept going on a wing and a prayer. The economy is barely rising despite more than eight years of unprecedented stimulus from the Bank of England. Personal debt is heading back towards its previous record levels. International co-operation has rarely been weaker. There is a profound disconnect between the financial markets, where asset prices regularly scale new heights, and the state of the real economy.

Now ask yourself this. If any of the above rings true, what is the real fantasy: Labour’s idea that income, wealth and power should be a bit more evenly distributed or the idea that the current state of affairs can be sustained for very much longer?”

https://www.theguardian.com/business/2017/may/14/is-labour-manifesto-fan...