Læsetid: 5 min.

Macron, mig og mine venstreorienterede venner

Jeg tilbragte valgaftenen i mit gamle nabolag, en forstad til Paris, og der var der ikke særlig stor tilfredshed ved udsigten til en ultraliberalistisk præsident
Jeg tilbragte valgaftenen i mit gamle nabolag, en forstad til Paris, og der var der ikke særlig stor tilfredshed ved udsigten til en ultraliberalistisk præsident

Aurore Marechal

13. maj 2017

Jeg har haft meget travlt de sidste fjorten dage.

Ikke alene har der været valg til præsidentposten i Frankrig, så der skulle skrives, jeg har også været inde og gnubbe mig lidt på boligmarkedet i Paris.

Jeg vil så gerne have en fod indenfor igen. Bare et meget lille sted, en pied à terre, som det så nonchalant hedder hos de, som har midlerne til det. Og det har jeg en smule, men slet, slet ikke nok.

Ved jeg nu.

Igen.

Købe kan jeg ikke. Mit kæmpe forfaldne hus ude i Udkantsfrankrig ville ikke engang kunne betale et halvt pigeværelse i Paris.

Havde lige glemt, hvor svært det er at få foden inden for i storbyen. Bor jo ude på landet, og i de år jeg havde små børn, boede jeg i en forstad til Paris.

Det var i øvrigt der, jeg tilbragte aftenen, da Emmanuel Macron blev valgt til Den Femte Republiks ottende præsident. Omgivet af gamle venner og især deres børn, en festlig flok venstreorienterede, som alle havde stemt Macron. Men uden den store begejstring.

De vrider sig

For lidt over 30 år siden ledte jeg og min daværende mand efter et lidt større sted at bo. Vi boede ellers midt i Paris i en treværelses lejlighed – opnået ved forbindelser fra et tidligere ophold i Paris. Man skal have forbindelser, det havde jeg også glemt. Til sidst sov det tredje barn i bogstaveligste forstand i et kosteskab, og vi syntes, at vi måtte finde noget større.

Vi var så heldige, at vi overhovedet fik et lån til at købe et hus uden for Paris. En kunster og en filosofistuderende – hvem låner penge til sådan nogen? I dag ville det være umuligt. Det blev så i den ’forkerte’ forstad, vi købte, 93, ikke langt fra de ghettoer, man hører så meget om, så derfor var det billigt. Der skulle gøres en masse ved huset, men der var have og en rusten lufttrykspresser, som blev brugt som rumskib. Børn, som løb ud og ind, en del af dem sidder rundt om mig på valgaftenen og er nu meget voksne. Advokater, gymnasielærere, en forsker i sociologi. De har klaret sig fint.

Læs også

De fleste af dem har stemt Hamon i første omgang, en enkelt Mélenchon, men alle her er enige om, at Le Pen skulle det ikke være.

Da Macron træder frem og holder sin tale, hagler kritikken ned.

»Han siger jo ikke noget, det er så tomt.«

De vrider sig.

Da Macron vandrer hen over pladsen ved Louvre, som en mand, der ensomt vandrer mod sin skæbne og stiller sig op foran glaspyramiden og holder endnu en tale, er halvdelen af selskabet ved at knække sammen af grin.

»Shit en iscenesættelse.«

Min veninde, der arbejder i kriminalforsorgen, synes, at den eneste formildende omstændighed er, at han i det mindste ikke vandrer af sted med sin hustru i hånden. »Brigiiiiite,« vrænger hun.

Hun synes, at Macrons valgkamp har været alt for amerikansk og magter ikke at høre mere om konen – lige meget hvor gammel hun er. »Der findes ikke en status for en præsidents partner i den franske konstitution, så hvad laver Brigitte hele tiden sammen med Macron på scenen?«

Så kommer Brigitte Macron alligevel på scenen, sammen med den nære familie, men nu grines der især over en ukendt mand med kasket, der står lige bag Macron og tager hele billedet: »Hvem pokker er han?«

Nå. Dejlig aften.

Så nu er han altså præsident, Macron, og heldigvis ikke Le Pen, og puslespillet med at skabe et nyt parti, der på midten kan overtage de gamle partiers plads, er gået i gang.

Varm sommer i Frankrig

Hvad har det så at gøre med, at jeg søger lejlighed og engang købte hus og endte i en forstad og nu ikke kan komme tilbage til 15 kvadratmeters lejet lejlighed i Paris?

En hel, hel masse. De arbejdskontrakter, Macron vil pille ved, så arbejdsmarkedet bliver mere fleksibelt, er kernen i det franske samfund. De bestemmer, om man kan låne penge. Om man kan få sig en lejlighed. De er arbejderens sikkerhed mod systemet, for har man først en CDI, en fast kontrakt, kan man stort set ikke fyres. Det er det, som gør det franske arbejdsmarkedet så ufleksibelt.

Lige i dag smuttede min lillebitte drømmelejlighed, der er ikke blevet ringet tilbage.

Udlejeren blev kimet ned, bare mens jeg var der, med sine 20 kvadratmeter til 7.000 kroner om måneden. Det betaler man ofte for ni kvadratmeter. Alle disse bittesmå værelser i Paris, fyldt op af studerende, hvis forældre betaler for dem, så de kan få en fremtid.

Papirerne skal være i orden. Man skal bevise, at man har tre gange huslejen til rådighed hver måned. Altså her: 7.000 gange tre – 21.000 kroner.

Mindstelønnen i Frankrig er cirka 9.000 kroner om måneden. Gennemsnitslønnen – altså det, man får udbetalt, er 17.000 kroner. En enlig person på gennemsnitsløn kan altså ikke leje så meget som en etværelses i Paris. Og slet ikke uden en CDI. Det er sådan en, jeg ikke har. Jeg prøver at argumentere for, at jeg har rigeligt med penge med mit freelancearbejde. Det er bare ikke nok.

I går sikrede Emmanuel Macron sig fem år som Frankrigs næste præsident efter en sikker sejr over Front Nationals Marine Le Pen. 
Læs også

Hermed begynder der at tegne sig et frankrigskort over, hvem der bor hvor. Alle de unge, der sad rundt om mig til valgaftenen, bor stadig i forstaden trods gode stillinger. Selv om nogen af dem arbejder i Paris, får de aldrig foden inden for på boligmarkedet dér.

Det er derfor, mange betragter Macron som ultraliberalist. Ved at bløde op på arbejdskontrakterne rykkes der ved arbejderens sidste lille sikkerhed overfor ikke mindst bankerne. Kan man blot fyres, er der ingen grund til at stole på én, hverken som låntager eller lejer.

Mens jeg fór rundt i Paris og søgte lejlighed, begyndte visse fagforeninger allerede at demonstrere.

Han får travlt, Macron. Det er hele systemet, fra arbejdskontrakter til bankernes krav om garantier og derfor staten som garant og bagstopper ved arbejdsløshed, der skal laves om på.

Macron har i første omgang lovet at gennemføre ændringer af arbejdsmarkedet ved dekret, det vil sige helt uden om det parlamentariske system. Senere skal det så gennem parlamentet. Det vil vække enorme protester.

Det bliver en varm sommer i Frankrig. Der bliver så mange demonstrationer og strejker. Macron prøver at spurte frem til et system, som ligner det, vi har i Danmark, men det er på alle etager i huset Frankrig, der så skal reformeres og det på én gang.

Jeg bliver foreløbig på landet. Der er i enhver forstand lidt køligere.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Men det er jo netop den slags privilegiesamfund, man ikke med rimelighed kan opretholde! Jeg har en fordel, jeg kender nogen, jeg har en fordel, jeg har et job, jeg ikke kan fyres fra! Nej! Man må indrette det med lovgivning, som vi også gjorde i gamle dage, indtil nogen fik den ulyksalige ide at løsne finansvæsenet og reglerne på boligmarkedet.
Frankrig har brug for lovgivning, der kan presse boligpriserne i de større byer ned (ligesom vi har), finansiere bygningen af tilstækkeligt med betalelige boliger, sikre løndmodtagerne socialt, hvis deres arbejdskraft ikke efterspørges m.m. Macron vil jo ikke indrette et samfund som det, benhård liberalistisk politik har tvunget Danmark i knæ med, han står snarere for alle de gamle socialdemokratiske velfærdsprincipper, som blev sløjfet med Nyrup.