Læsetid: 7 min.

Merkel blev flygtningekansler ved et tilfælde

Det var mere ubeslutsomhed end humanitær overbevisning, der fik Angela Merkel til at åbne den tysk-østrigske grænse for flygtninge i efteråret 2015, argumenterer ny bog. Forfatteren bag, Robin Alexander, har fulgt kansleren tæt i månederne efter grænseåbningen og fortæller om den rådvildhed, der herskede
I sin bog beskriver Robin Alexander, hvordan Merkel ufrivilligt og på vaklende ben trådte ind i rollen som ’flygtningekansler’, og hvordan den uventede opbakning fra Tysklands borgere og de uplanlagte selfies sammen med flygtninge kom til at bidrage til kanslerens nye image.

I sin bog beskriver Robin Alexander, hvordan Merkel ufrivilligt og på vaklende ben trådte ind i rollen som ’flygtningekansler’, og hvordan den uventede opbakning fra Tysklands borgere og de uplanlagte selfies sammen med flygtninge kom til at bidrage til kanslerens nye image.

Olivier Matthys/Ritzau Foto

3. maj 2017

»En fremragende præstation, som aldrig må gentage sig.«

Angela Merkels dom var tvetydig, men bastant, da hun et år og tre måneder efter den omdiskuterede tyske grænseåbning for flygtninge evaluerede sin egen beslutning ved CDU's partikongres.

Vicekansler Sigmund Gabriel fra socialdemokraterne istemte nogle måneder senere:

»Det er og bliver en stor, humanitær præstation, at Tyskland i efteråret 2015 tog imod flygtninge fra Syrien og andre lande. Men en sådan ukontrolleret grænseåbning må ikke gentage sig.«

Merkels beslutning om at åbne de tyske grænser kom stærkt bag på den tyske politiske journalist Robin Alexander, der gengiver citaterne i sin nye, detaljerede bog ’Die Getriebenen. Merkel und die Fluchtlingspolitik: Report aus dem Innern der Macht’ (’De fordømte. Merkel og Flygtningepolitikken: Rapport fra magtens indre’).

Skal Vestens samfund være åbne eller lukkede? Så enkelt kan hovedmodsætningen i disse års store politiske idékamp stilles op. Den personificeres i to skikkelser: Trumps chefrådgiver og Tysklands kansler
Læs også

Siden 2009 har han rapporteret fra det tyske kansleramt (den tyske kanslers officielle residens og sekretariat, red) for den tyske konservative avis Welt am Sonntag. Han er til stede ved alle pressekonferencer i den tyske rigsdag, har fløjet i privatfly med kansleren og er dus med de fleste af hendes tætte medarbejdere. Også for dem var grænseåbningen en overraskelse, siger Robin Alexander.

»Hvis du en uge inden grænseåbningen i 2015 havde spurgt hundrede mennesker i det politiske miljø i Berlin, om de havde regnet med det, havde de alle sagt ’aldrig’.«

Den høje mand med skaldet isse og let udstående øjne bryder ud i latter:

»Folk kunne ikke tro det, da det skete.«

Selvom Merkel og hendes nærmeste politiske partnere forsøgte at skjule det, udløste beslutningen kaos i månederne efter, viser Robin Alexanders research.

Gennem egne observationer samt utallige interview med førstehåndsvidner fra Tyskland, Budapest, Wien, Bruxelles og Tyrkiet løfter han sløret for, hvor ukontrolleret grænseåbningen i 2015 faktisk var. Den skulle nemlig kun have varet en uge og ikke de seks måneder, den kom til.

På Alternative für Deutschlands partikongres trak den højrenationalistiske fløj det længste strå, mens forkvinden Frauke Petrys pragmatiske linje – og dermed hendes formodede kanslerdrømme – forduftede.
Læs også

»Da Tyskland først tillod et par tusind syrere, der befandt sig på motorvejen mellem Ungarn og Østrig, at komme ind i landet den 5. september 2015, var grænseåbningen ment som en undtagelse. Den seks måneder lange åbning af grænserne i Tyskland var aldrig regeringens intention. Det var meningen, at grænsen skulle lukkes igen en uge senere,« siger Robin Alexander.

»Efter at Merkel havde åbnet grænsen, blev der nedsat en koalitionskomite, som skrev et 30 siders langt direktiv: Vi genindfører grænsekontrol og sender flygtninge tilbage, stod der i det. Men Merkel gav aldrig ordre til at udføre det.«

I det afgørende øjeblik blev Merkel bange, mener Robin Alexander. Hun var i tvivl om, hvad der juridisk var det rigtige at gøre.

»Ifølge tysk lov er man kun flygtning, hvis man kommer fra et land, hvor man er i fare. Menneskene på motorvejen kom fra Østrig og kunne altså sendes tilbage dertil. Men fra europæisk side har man Dublin-traktaten, som siger, at man skal finde ud af, hvor flygtningene først kom ind i EU. Så man kunne ikke bestemme sig for, om man skulle rette sig efter tyske eller europæiske regler‚« siger Robin Alexander og fortsætter:

»Det var meningen, at indenrigsminister Thomas de Maiziére skulle underskrive direktivet, men han gjorde det ikke. I stedet ringede han tre gange til Merkel, som spurgte: ’Kan du garantere, at det er legalt, og kan du garantere, at vi kan stå inde for de forfærdelige billeder af afviste flygtninge, som aviser og tv vil bringe?’ De ringede også til socialdemokraterne for at få deres mening. Men i den afgørende stund blev der ikke truffet nogen beslutning, og grænserne forblev åbne.«

Havde aldrig besøgt en flygtningelejr

På YouTube florerer en video, der viser Merkel i en prekær situation. Under en ’borgerdialog’ på en skole for handicappede børn i Rostock i juli 2015 rejser en 14-årig palæstinensisk pige fra publikum sig op. Hun er bange for ikke at kunne få lov at blive i Tyskland, fortæller hun og brister i gråd. Merkels forsøg på at trøste hende forekommer akavet:

»Hvis vi siger, at I alle bare kan komme,« siger hun, mens hun klodset stryger pigen over ryggen, - »det kan vi heller ikke klare.«

Denne reaktion er ikke overraskende, siger Robin Alexander, for flygtningepolitik har aldrig været den kristen-konservative politikers livret. Faktisk har hun nærmest undgået den og havde indtil 2015 aldrig besøgt en flygtningelejr. Da havde hun siddet på kanslerposten i ti år.

»Indtil det efterår blev Merkel anset for at være kold. Et image, der kan ses fra to sider: En rationel kvinde, som tager sig god tid til at overveje – det er jo godt. Men man kan også sige: Hun er ikke empatisk. Det har været hendes image på godt og ondt. Og derfor passer det nye billede af ’Mama Merkel’ ikke på hende.«

I sin bog beskriver Robin Alexander, hvordan Merkel ufrivilligt og på vaklende ben trådte ind i rollen som ’flygtningekansler’. Hvordan den uventede opbakning fra Tysklands borgere og de uplanlagte selfies sammen med flygtninge kom til at bidrage til kanslerens nye image.

»Der Spiegel havde en forside, som sammenlignede Merkel med Moder Theresa, og hvor der stod: ’Merkel reagerer ud fra sin kristne opdragelse’. Da tænkte jeg: Hvilke indikationer er der på, at det skulle være rigtigt?«

’Det er komplet urealistisk at genbosætte de millioner af mennesker, der globalt forfølges pga. deres religion eller etnicitet, i Vesten,’ skriver dagens kronikør. Her et foto af flygtninge, der er nået til Beograd.
Læs også

»I min bog beskriver jeg en scene, hvor Merkel – et år før hun åbner grænsen – besøger den kirke i Brandenburg, hvor hun selv er konfirmeret. Jeg var der som en af to journalister. Hun taler om kristent ansvar, om militære anliggender, om Putin og så videre, men flygtningetemaet kommer overhovedet ikke op. Så spørger menigheden: Hvad med flygtningene? Og da siger hun: ’Vi kan ikke tage dem alle. Det er ikke kristent, for så har vi i sidste ende ikke plads til de virkeligt forfulgte.’«

På den baggrund er det svært at forestille sig, at beslutningen om at lade grænsen stå åben skulle være taget ud fra en næstekærlig motivation, mener Robin Alexander.

Holdt fast i Dublin-systemet

Yderligere belæg for Merkels manglende beslutsomhed i flygtningespørgsmålet finder Robin Alexander i de skiftende begrundelser, som hun i månederne efter september 2015 gav for sin beslutning:

Først iklædte hun sig den moralsk gode gernings smigrende gevandter. Derefter nationaldragten, idet hun kategoriserer handlingen som en nødvendighed for at ’hele Tysklands sår’. Senere er beslutningen en strategi for at købe EU tid, indtil man finder frem til en fælles løsning. Men sandheden er, at Merkel i årevis var imod en fordelingspolitik og ophævelsen af Dublin-traktaten, fortæller Robin Alexander.

»Der har siden Dublin-traktatens indførelse i 2005 været folk i Europa, som ville ændre på den til fordel for en fordelingsløsning: grækere, italienere, maltesere, nogle gange svenskere. Men alle tyske regeringer, inklusive Merkels, har hele tiden sagt: ’Nej, nej, nej, Dublin bliver’,« siger han.

Men Merkel var med de mange flygtninge med retning mod Tyskland under pres. Og på en sommerferie i de sydtyske alper et par måneder før grænseåbningen i 2015, vendte hun på en tallerken.

Diskret begyndte hun forhandlinger med Europa-Parlamentets daværende præsident, Martin Schulz, som nu er formand for SPD. I samarbejde med formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, havde han længe plæderet for en europæisk fordelingspolitik.

»Schulz er socialist, Juncker er konservativ, men de har altid været enige og er gode venner. Deres projekt var et stærkt Europa, og de ville ordne alt gennem Bruxelles – også fordelingen af flygtninge. Merkel sagde ikke offentligt, at hun indledte forhandlinger med dem, og de nåede ikke at komme til enighed før grænseåbningen i september. Efterfølgende kom alt ud af kontrol. Merkel forsøgte at tvinge en fordelingspolitik ned over hovedet på østeuropæerne, hvilket gik totalt i vasken. Du kan spørge hvem som helst i Bruxelles, fordelingspolitikken er død.«

Flygtningekrisen er ikke forbi

Siden Die Getriebenen udkom i begyndelsen af marts, har Robin Alexander mødt Merkel en enkelt gang. Hun kommenterede ikke på bogen. Tidligere havde han skrevet til hende og spurgt, om hun var interesseret i at give et retrospektivt interview, hvilket hun afslog.

Af tyske medier er bogen blevet rost for sin 'krimi'-stil og faktuelle grundighed, men også kritiseret for at forenkle en ekstremt kompliceret problemstilling og sågar tjene som foder for højrepopulistiske Merkel-hadere.

»Alexanders bog foreslår, at Merkel havde kunnet forhindre flygtningestrømmen til Tyskland, hvis bare hun havde lukket grænsen rettidigt,« skriver Die Taz.de i en anmeldelse. »Havde man forsøgt at lukke den 800 kilometer lange grænse med hjælp fra bevæbnet politi, tåregas og pigtrådshegn, havde de politiske og humanitære følger været mindst lige så dramatiske.«

- Hvad skulle Merkel have gjort, hvis ikke hun havde ladet grænsen stå åben?

Robin Alexander er stille for en stund.

»Jeg er ikke politisk rådgiver, jeg beskriver bare, hvad der skete. Men tænk på, hvad der er sket i Europa efter hendes beslutning om at åbne grænserne – en ekstrem højredrejning i Polen, antieuropæiske bevægelser, Brexit og Trump. Alle har de flygtninge og migration som store skræktemaer, og alle har de peget på Merkel som en forræder.«

»Der findes en forestilling i Europa om, at Europa som politisk formation er anmassende, vil lave regler om alt, men samtidig er inkompetent. Hvis man ser på immigrationspolitikken ud fra denne holdning, er det jo præcis sådan, det ser ud: Europa vil tvinge alle lande til at tage flygtninge, og Merkel siger i fjernsynet, at man ikke kan lukke grænserne. Altså en blanding af almagt og inkompetence,« siger Alexander og tilføjer:

»Jeg siger ikke, at det er sådan. Men det var sådan, det så ud for mange europæere. Det skulle have været undgået. Folk ved, at den løsning, der er fundet på flygtningeproblemet, ikke er holdbar, og at flygtningekrisen langt fra er forbi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu