Læsetid: 7 min.

Merkel taler ikke bare til Tyskland, men forbereder hele Europa på mere integration

Efter ’meget utilfredsstillende’ G7-forhandlinger satte kansler Angela Merkel direkte spørgsmålstegn ved bindingen mellem Europa og USA. På begge sider af Atlanten ses den ellers diplomatiske Merkels udtalelser som et opsigtvækkende geopolitisk nybrud, mens en tysk ekspert i transatlantiske forhold advarer mod overfortolkninger: Hun forbereder forsigtigt europæerne på mere integration
Efter en uge med NATO- og G7-topmøder talte den tyske kansler, Angela Merkel, søndag ved et arrangement med CDU’s søsterparti, CSU, i et øltelt i München. Her sagde Merkel blandt andet: ’De tider, hvor vi helt og holdent kunne forlade os på andre, har efterhånden været forbi i et stykke tid. Det har jeg mærket de seneste dage.’

Efter en uge med NATO- og G7-topmøder talte den tyske kansler, Angela Merkel, søndag ved et arrangement med CDU’s søsterparti, CSU, i et øltelt i München. Her sagde Merkel blandt andet: ’De tider, hvor vi helt og holdent kunne forlade os på andre, har efterhånden været forbi i et stykke tid. Det har jeg mærket de seneste dage.’

Evan Vucci

30. maj 2017

BERLIN – Kansler Angela Merkels møde med CDU’s søsterparti, CSU, havde længe været planlagt, men blev i sidste uge udskudt pga. terrorangrebet i Manchester. Søndag fandt det endelig sted foran et par tusind tilhørere i et øltelt i München. Men hvad der tegnede til at blive en lokal CSU-fest, blev hurtigt til et møde med en tysk forbundskansler, der med ganske få sætninger måske satte Europas geostrategiske udvikling i et nyt lys.

»De tider, hvor vi helt og holdent kunne forlade os på andre, har efterhånden været forbi i et stykke tid. Det har jeg mærket de seneste dage,« lød det fra den tyske kansler.

»Vi europæere skal tage vores skæbne i egen hånd. Selvfølgelig i venskab med USA, i venskab med Storbritannien og – hvor det er muligt – også som gode naboer med andre lande, også Rusland. Men vi må vide, at vi selv må kæmpe for vores fremtid.«

Ifølge en række tyske medier skal disse udsagn tages ganske bogstaveligt: Angela Merkel ser ikke længere USA som en pålidelig, vestlig partner, og Europa må nu gå sin egen vej. Samstemmende talte amerikanske medier om »tektoniske forskydninger« i Vestens geopolitik.

Når kansler Angela Merkel lægger op til et EU-sikkerhedssamarbejde uden USA og Storbritannien, er det et udtryk for den største krise i NATO nogensinde, siger professor emeritus Uffe Østergaard
Læs også

Leder af tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin Josef Janning ser derimod mere roligt på Merkels ord.

»Det er fristende at se det som et afgørende nybrud, men det ligger i fortsættelse af et kendt reaktionsmønster hos Angela Merkel,« mener Janning, der har speciale inden for transatlantiske forhold og europæisk integration.

»Efter Brexit-afstemningen reagerede Merkel med lignende udsagn om, at Europa nu må stå stærkere sammen og mere aktivt skabe sin egen skæbne. Det er en refleks at styrke Europa, når betingelserne fra omverdenen bliver mindre gunstige – om det så er russisk geopolitik eller amerikansk sikkerhedspolitik.«

Splid i G7

Applausen til talen i ølteltet i München var vedholdende. Det analytiske efterspil omkring Merkels udsagn tegner også til at blive langt. Med ’de andre’, som man ikke længere kan forlade sig helt og holdent på, mente Merkel overvejende USA. Og med ’de seneste dage’ refererede hun formentlig ikke bare til Donald Trumps spørgsmålstegn ved NATO’s musketered ved sidste uges topmøde, men især til weekendens G7-møde i Italien, der var ved at gå i en historisk hårdknude.

For første gang siden G7-forummets oprettelse i 1975 endte mødet ikke med substantielle resultater, men med en afslutningserklæring, der til dels bestod af en nedfældning af uenighederne.

Det handler sandsynligvis ikke om at opbygge et fælles europæisk forsvar, som det er meget svært at se, hvordan medlemmerne af EU skulle blive enige om og finde opbakning til
Læs også

Det gælder ikke kun på flygtningeområdet, som mod de italienske værters vilje fik meget lidt opmærksomhed. Det gælder også klimaaftalen fra Paris, hvor Donald Trump valgte at holde det åbent, hvorvidt USA vil bryde klimaaftalen fra Paris – på dette punkt stod USA isoleret over for de øvrige seks G7-lande Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, Japan og Canada.

Også inden for handelspolitikken endte det – med Merkels usædvanligt entydige ord – i »hårde forhandlinger«, hvor Trump med udtalelser om »the bad Germans« atter angreb Tyskland på grund det store overskud på den tyske handelsbalance. Her lykkedes det ifølge Angela Merkel dog at opnå en »fornuftig løsning«. G7 fastholdt således en formulering om at bekæmpe protektionisme, men tilføjede en sætning om, at G7-landene skal bekæmpe »alle former for unfair handelspraksis«.

Tysk ængstelse

I et talkshow søndag aften forsøgte CDU’s Norbert Röttgen, formand for den tyske regerings udenrigsudvalg, at glatte Merkels udtalelser ud. Blandt andet omtalte han det tysk-amerikanske forhold som et »skæbnefællesskab«, og han sagde, at han håber, at det transatlantiske forhold kan opretholdes gennem hele Trumps præsidentperiode.

I blandt andet Die Welt og Frankfurter Allgemeine Zeitung ses det derimod som en klar indrømmelse af en historisk splid i det transatlantiske forhold og som et gryende opgør med Tysklands såkaldte ’vestbinding’, der siden oprettelsen af Vesttyskland i 1949 har været en indgroet del af tysk politik: Fra sin fødsel og hele vejen gennem Den Kolde Krig har Vesttyskland bundet sig økonomisk, sikkerhedsmæssigt og kulturelt til de øvrige vesteuropæiske lande og i særdeleshed til atommagten USA – bl.a. i kraft af NATO-medlemskabet fra 1955 og sidenhen som en af de vigtigste motorer i EU. Fyrre år senere skulle USA desuden blive en afgørende kraft i den tyske genforening.

På torsdagens NATO-topmøde går alt ud på at bevise over for den amerikanske præsident, at alliancen stadig er vigtig for USA, understreger flere sikkerhedspolitiske eksperter. Arkivfoto
Læs også

At denne verdensorden nu går på hæld, afspejler sig i G7’s opløsningstendenser, som Süddeutsche Zeitungs USA-korrespondent Claus Hulverscheidt ser på med ængstelse:

»Man kan med en vis berettigelse kritisere G7 for at være et levn fra en præglobaliseret verden, et gråt elitefællesskab, hvis bestræbelser på at sikre egen velstand hviler på andres fattigdom. Men først med Trump bliver det klart, hvad der ville stå på spil, hvis forbundet opløses.«

Løse alliancer

Efter topmødet satte en af Tysklands førende økonomiske journalister,  Mark Schieritz fra Die Zeit, ligeledes et stort spørgsmålstegn ved G7’s eksistensberettigelse. Han kalder G7 for »en slags verdensregering fra den tid, hvor de gamle industrinationer førte den globale dirigentstok«. Med en række asiatiske og latinamerikanske landes økonomiske opstigning blev G20 grundlagt i slutningen af 1990’erne som et pragmatisk nyttefællesskab, mens især europæerne stadig ser G7 som en gruppe lande, der bindes sammen af vestlige, demokratiske og liberale kerneværdier.

Den illusion er nu opløst efter Trumps enegang, mener Mark Schieritz i Die Zeit.

»Jo længere Trump regerer, desto tydeligere bliver det, at USA fra et europæisk synspunkt nok snart kun er ét land blandt mange, som man alt efter problemets karakter kan indgå løse alliancer med i G20. Lige som vi i dag forhandler med kineserne, som er engagerede på klimafronten. Dermed har vi ikke brug en forudgående afstemning i G7 – ergo har vi ikke mere brug for G7.«

Amerikansk skepsis

På den anden side af Atlanten har Merkels formuleringer i München ligeledes vakt opsigt. Washington Post måber over de »retoriske nybrud« fra en ellers behersket Merkel, som skitserer »begyndelsen på et nyt kapitel i forholdet mellem Europa og USA«.

»Det ligner afslutningen på en æra, hvor USA viste vejen, og Europa fulgte efter,« udtaler Ivo H. Daalder, leder af Chicago Council on Global Affairs, samstemmende til The New York Times.

»I dag går USA i én retning på en række nøgleområder, hvor Europa virker til at gå i en diametralt modsat retning. Merkels kommentar viser, at denne nye virkelighed er taget til efterretning. (...) Det er America first – en politik, der fokuserer snævert på egne interesser og dropper ideen om, at den bedste måde at øge vores sikkerhed og velstand på er ved at have stærke allierede og ved at lede globalt i en stræben efter fælles værdier og interesser.«

Relative ord

I Berlin ser Josef Janning fra European Council on Foreign Relations det alligevel som overdrevet at den tyske vestbinding nu med et slag skulle være opløst med Merkels tale – også selv om hendes ord langt hen ad vejen kan ses som talehandlinger. For allerede længe før Trump krævede USA større europæisk engagement og vendte sig mere mod Asien. 

»Merkel er ingen stor taler, men det relativerende ords mester. I München sagde hun, at de tider, hvor man »fuldstændigt kunne forlade sig på andre«, nu »et stykke hen ad vejen« er »ved at være forbi«. Udsagnene fik deres styrke af at have NATO- og G7-mødet som baggrund. Men i sig selv indeholder Merkels vage formuleringer masser af kattelemme.«

Donald Trump, Emmanuel Macron og Donald Tusk spejder mod himlen ved G7-mødet i Italien, hvor det kan blive mere end svært at få den amerikanske præsident tilbage på sporet for Paris-aftalen.
Læs også

Josef Janning lægger vægt på, at Merkel ikke nævnte ikke Donald Trump direkte, og at hun ikke talte om, at ’vi tyskere’, men om at ’vi europæere’ skal tage vores skæbne i egen hånd. Dermed har hendes udsagn mange adressater.

»Hun taler bl.a. til SPD og deres vælgere, som historisk har været mere USA-kritiske end CDU og aktuelt kræver større europæisk integration og harmonisering. Hun tager altså argumenter ud af hånden på socialdemokraterne.«

Europæisk integrationsforberedelse

Desuden taler hun også både til briterne og amerikanerne samt de europæiske partnerlande, mener Josef Janning. Det gælder især Frankrig, der tegner til at udgøre en bærende europæisk akse med Tyskland – ikke mindst efter Brexit, der ikke bare vil koste unionen dens næststørste økonomi, men også den eneste atommagt ud over Frankrig.

»Det ligger i forlængelse af hendes møde med Macron og planerne om ’fordybelse’ af eurozonen og EU. Med disse forsigtige opbrudssignaler forbereder hun både tyskerne, franskmændene og de øvrige EU-lande på, at det ikke duer bare at dukke sig, når der skal tales om konkrete skridt for den europæiske integration. Og hun forbereder hele EU på, at en del af EU-landene måske kan eller ligefrem skal gå i forvejen,« mener Josef Janning.

»Det har længe været et bevinget ord, men nu bliver det mere konkret: Forudsætningen for en stabil forbindelse over Atlanten er ikke længere Europas manglende evne til at varetage sine egne interesser, men derimod Europas aktive varetagelse af egne interesser. Et svagt Europa tiltrækker ikke USA, men fører til mere distance. Hvis Europa faktisk tager sin skæbne mere i egen hånd, så er jeg overbevist om, at USA også vil få større interesse i et tættere forhold.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Anders Graae
  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Munk
  • Ruth Gjesing
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Mihail Larsen
Espen Bøgh, Anders Graae, Jakob Trägårdh, Carsten Munk, Ruth Gjesing, Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Hvis jeg må komme med en generel kommentar: I er efterhånden MEGET afhængig af meninger og analyser fra CFR (US) og Europeann CFR...det er altså ikke en god udvikling.

Mihail Larsen

Vestens deling

Skellet mellem kontinentaleuropa og den angelsaksiske verden (Storbritannien, USA) er ikke ny. Den har rødder tilbage i middelalderen, hvor romerret og engelsk common law blev separeret, og er blevet gentaget i mange former lige siden. Utallige er de europæisk-nationale konflikter, der på den ene eller anden måde havde deres anledning i fransk-engelske, dynastiske modsætninger, og Napoleonstiden tog også form efter denne modsætning (omend også mange andre).

På en måde kommer Trump til at optræde som øjenåbner ved at drive den latente modsætning ud i sin ekstrem, så selv kontinental-europæiske politikere ikke længere kan feje den ind under et gulvtæppe. Det er ikke Trump, der har skabt modsætningen, men det er ham, der har radikaliseret den.

Forskellen kan bl.a. ses i den vægt, de to parter hver for sig lægger på individ og fællesskab. Medens Kontinentaleuropa forsøger at skabe større fællesskaber, søger USA og Storbritannien deres egne veje. America first! og Rule Britannia! over for Frihed, lighed og broderskab og Alle Menschen werden Brüder. Der er tale om en kulturkløft.

Det føles som en befrielse, når Merkel nu tager konsekvensen af den engelsk-amerikanske eksceptionalisme og står fast på værdien af fællesskaber.

Søren Jacobsen, Allan Stampe Kristiansen, Christian Larsen, Thomas Andersen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Torben Lindegaard, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Søren Knudsen, Jørgen Vogelius, John Andersen, Arne Lund, Janus Agerbo, Gert Lohmann, Ole Henriksen, Tor Brandt, Ruth Gjesing og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Ruth Gjesing

Er der to, der ikke står sammen i international politik, så er det Trump og Merkel. Merkel er solid som den tidligere Berlin mur og samtidig en modig kvinde. Om Trump ved man kun én ting, og det er, at han er fuld af løgn og totalt uegnet til præsidentembedet. Jeg tror, Europa ville have godt af at stole lidt mere på egne kræfter.

Søren Jacobsen, Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Carsten Munk, nils hommel, John Andersen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

At Tysklands genforening - annektion? - var afhængig af amerikanerne, er da en påstand der vil noget. Mig bekendt var de drivende kræfter Gorbatjov og Kohl, mens SED ufrivilligt hjalp til.

Per Torbensen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Konsekvenser for Europa

Europa har siden 2. verdenskrig mere eller mindre accepteret en status som vasaller for USA (eller Sovjetunionen for Østeuropas vedkommende). Derfor har der ikke været behov for videregående reformer (ud over det økonomiske samarbejde, som EU påtog sig).

Hvis Europa nu vi hævde sin suverænitet, bliver kontinentet også nødt til at udbygge nogle overstatslige strukturer. Det drejer sig specielt om grænsekontrol (migrationspolitik), finanspolitik (Euro) og forsvar. Se bl.a.:

http://www.zeit.de/politik/ausland/2017-05/europa-donald-trump/kompletta...

På alle tre punkter har Danmark taget forbehold. Hvis ikke dette ændrer sig (og det er der intet, der tyder på endnu), så vil Danmark falde ned i 2. division - som associeret medlem af EU uden indflydelse på den centrale udvikling af politisk strategi - eller helt falde uden for EU.

Det er på tide, at vi i Danmark også gør os de nye geopolitiske vilkår klar, så vores beslutninger kan hvile på det højest og bedst mulige informationsgrundlag.

John Andersen, Søren Jacobsen, Søren Knudsen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Andersen, René Arestrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Thomas Faisst

Merkel, og resten af den tyske befolkning, ved udmærket, at det tyske handelsoverskud i forhold til USA, vil skrumpe kraftige eller måske forsvinde helt. Det har Trump vel udtalt mere eller mindre direkte.
Så når hun siger at Europa skal konsolidere sig. Lugter det så ikke af, at hun prøver at fortælle de tyske vælgere, at de tabte markedsandele i USA skal vindes "hos vores venner" i Europa?

Nille Torsen

Det er måske lige lovlig flot at tale om det europæiske kontinent som en enhed. Det er det hverken socialt eller sikkerhedsmæssigt. Baltikum og Norden kan ikke forvente en troværdig sikkerhedsgaranti fra en "Europahær". Frankrig har næppe tænkt sig at blive trukket ind i en væbnet konflikt med en anden atommagt for at beskytte disse perifere områder. For USA er situationen anderledes fordi deres status som global magt står og falder med troværdigheden af deres garantier.

Kontinentalt fællesskab? Hvor meget bekymrer EU sig om 50% ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa? (Et resultat af "indre devaluering"). Om flygtningestrømmen ind i Italien? Sandheden er snarere den som en fransk præsident i et åbenhjertigt øjeblik sagde til en dansk statsminister: "Du kommer fra et lille land og vi gider ikke høre på dig!".

Per Torbensen, Anne Eriksen, kjeld jensen, Flemming Berger, Torben Skov og Jan Weis anbefalede denne kommentar

For højt intellektuelt niveau.
Små slag nu – der er ’heldigvis’ kun tale om en kulturkløft til et mindretal i Underamerika – en forståelseskløft, som altid har været dér, hér og i Europa …

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Knudsen

Die Frau Bundeskanzlerin Merkel, er efterhånden den eneste vi kan stole på. Nu har vi haft 35 år med vores valuta bundet til Dmark og Euroen. Var det ikke på tide at melde os fuldstændigt ind i det europæiske fællesskab? Storbritannien og USA har vist vejen.

Søren Knudsen

Die Frau Bundeskanzlerin Merkel, er efterhånden den eneste vi kan stole på. Nu har vi haft 35 år med vores valuta bundet til Dmark og Euroen. Var det ikke på tide at melde os fuldstændigt ind i det europæiske fællesskab? Storbritannien og USA har vist vejen.

Mihail Larsen

Suk!

Lidt almen og filosofisk historisk viden (for slet ikke at nævne kendskab til retstraditioner) ville være på sin plads. Hvorfor er det nu, at Hobbes, Locke, Bentham og Stuart Mill er angelsaksiske filosoffer, medens Rousseau, Kant, Hegel og Marx er kontinentaleuropæiske - og ikke omvendt? Hvorfor kan denne forskel tydeligt ses mellem henholdsvis den Amerikanske Uafhængighedserklæring og den Franske Borger- og Menneskerettighedserklæring?

Donald Trump: America first! vs. Donald Tusk: Værdier og principper først!/i>

Søren Jacobsen, Thomas Andersen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Mihail Larsen,
kommentaren (15:21) bevæger sig på et lavere intellektuelt og socialantropologisk niveau og handler om noget, som engang blev kaldt ’klasseskel’ – den dér underholdende filosofiske ’morsomhed’ med Mars og Venus går udelukkende på Overamerika og de herskende klasser, både dérovre og i EU, kald det bare Overeuropa …

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen
- vi har debatteret dette før, og jeg mener stadig, du overdriver retssystemernes betydning for den politiske udvikling i henholdsvis kontinentaleuropa og den angelsaksiske verden. Forskellen på civil law og common law er ikke så stor, at det gør noget. Begge systemer benytter præcedens som retsskabende funktion, begge bygger på retssædvaner og domstolsafgørelser. Foruden lovgivning selvfølgelig.

Romerretten faldt i to tempi. En streng tidlig og en mere hensyntagende (kaldes 'billig') sen. Common law kom i virkeligheden med normannerne til England, så allerede der ses en vis sammenblanding. Common betyder almindelig, civil betyder det modsatte af religiøs, eller tager jeg fejl?

Common law tillægger tradition, håndfæstninger og domstolsafgørelser stor betydning. Storbritannien har ikke en egentlig grundlov. Men det har USA dog. Hvorfor denne forskel?
I EU er retten ligesom i USA baseret på en Constitution, med amendments, i EU hedder det traktatgrundlag med tilføjelser, og EU domstolen anses for at have en retskraft, som nogle synes er retsskabende, ligesom nogle synes USA's Højesteret er det. Men det mener jeg nu er forkert i begge tilfælde. Det er traktatgrundlaget, der er udgangspunktet.

Søren Jacobsen

Det er faktisk slet ikke muligt, at sige hvilke skader Trump vil være i stand til at påføre verden. Men med Stephen K. Bannon som højre hånd og dukkeføre i det hvide hus er perspektiverne uhyggelige.

Søren Jacobsen

Stephen K. Bannon er lige nu en meget lykkelig mand med udsyn til det kaos Trump har skabt på bare få måneder. Stephen K. Bannon ser sin drøm gå i opfyldelse om udslettelse af den eksisterende verden og en ny genopbygget med USA som den dominerende magt.

Så Merkel har absolut ret i sine 16 ord om det er svært at stole på nogen nu og at Europa skal forberede sig på at varetage sine sikkerhedsmæssige interesser.

René Arestrup

Det forekommer blot deprimerende svært, at bane vej for den integration, der er mere nødvendig end nogensinde før - og som på afgørende vis kunne frigøre Europa fra rollen som USAs halehæng.

Søren Jacobsen

Ja, det ser lidt svært ud lige nu. Hvis EU skal kunne integrerer sig mere bliver det nødvendigt at se på arbejdskraftens frie bevægelighed, som skaber en utryg situation for ufaglærte og lavtuddannede i de gamle EU lande som ser sig delvis udkonkurreret af billig arbejdskraft fra de nye EU lande og som er hovedårsagen til brexit. Macron har offentlig erkendt situationen og har udtalt sig om en begrænsning. Alene siden 2014 har ca. 120.000 fra de nye EU lande etableret sig i Danmark. Foruden løn konkurence ligger situationen et stort pres på de sociale systemer med de store forskelle der er mellem de nye og gamle eu lande. Udviklingen er ganske enkelt gået alt for hurtig uden hensyn til den almindelige befolkning. Og det koster politisk på godt og ondt.

Mihail Larsen

Kongstad [18:26]

Ja, vi har haft denne diskussion før, men jeg foreslår, at vi nu lader den ligge - os imellem. Du har ganske åbenbart ikke læst den litteratur, jeg tidligere har henvist til - mine egne bøger såvel som andres. Du nævner heller ikke nogen, der kan bestyrke din egen opfattelse. Så bliver det jo lidt omsonst.

Jeg har studeret emnet i 40 år.

At der historisk er tale om mange blandingsformer, hvor de forskellige retskulturer overtager træk fra hinanden, og at de forskellige retskulturer selv har en indre historik, kan ikke udviske forskellene i de grundlæggende aksiomer.

Et i retsfilosofien kardinalt punkt er spørgsmålet om retskilde. Hvorfra henter retten i sidste instans sin legetimitet? Fra en førsocial instans eller fra det historisk givne samfund?

Angelsaksisk ret (herunder også den Amerikanske) antager, at retten har et førsocialt grundlag (Gud eller naturen); retten er 'medfødt. Det er den forudsætning de ovennævnte angelsaksiske filosoffer betragter som indlysende. Derfor hører vi også i tide og utide amerikanske politikere påberåbe sig Gud.

Civil law afleder derimod retten af menneskelige beslutninger. Det er ganske tydeligt hos de ovennævnte kontinentaleuropæiske filosoffer. Og i den tilsvarende lovgivning, der erstatter naturen med forfatningen, altså den menneskeskabte første samfundskontrakt. Normgivende for de fleste europæiske forfatninger i 1800-tallet og frem var Napoleons Code civil.

(At USA har en forfatning skyldes, at de oprørske nybyggere i deres kamp mod den engelske krone søgte ideologisk bistand hos de franske oplysningsfilosoffer. Det fik betydning for USAs statsret, der er baseret på principper - omend i sidste instans tilskrevet Gud eller naturen - men den ordinære retspleje forblev commonlaw'sk. Det er en af grundene til, at slaveriet og den senere racediskrimination har kunnet fortsætte trods den åbenlyse modsætning til den Amerikanske Uafhængighedserklærings principper.)

Peder Kruse

Hvem er det reelt, der sætter det største spørgsmålstegn ved NATO samarbejdet ? Ønsker vi virkelig en ny militær stormagt på verdensscenen ? En stormagt, født med potentiale for konflikter med Rusland, USA og England. Måske får USA en ny præsident efter Trump. Er det ikke hasard, at agere udenrigspolitisk på basis af pigesur harme, fordi tumpen ikke ville sige kodeordet, som på forhånd var afkrævet ? Han ville heller ikke give hånd tidligere, fordi journalisterne afkrævede ham det. Han er mærkelig, men Merkel er potentielt en katastrofe for fremtidens Europa.

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen,
- når jeg bliver ved med at snakke med om dette emne, er det jo fordi, du bliver ved med at ville forklare Brexit, Trump, og alle mulige politiske forskelle mellem kontinentaleuropa og den angelsaksiske verden ved hjælp af emnet, common law contra romerret. Og jeg tror gerne, at du ved meget om det, men der er vel også grænser for, hvad det kan forklare.

Særligt når afgrænsningerne er så uklare, som du medgiver de er, og fordi, hvad der sker politisk i begge verdener, vedtages af mennesker. Ikke af hverken gud, natur, kapital, stand eller retssystem.

For lige at nævne et eksempel eller to:

Den Franske Erklæring om Menneske- og Borgerrettigheder, 1789, startet med et katalog over naturlige, hellige og umistelige rettigheder, altså noget universelt, som alle, også regeringer må respektere. Det er med andre ord 'naturret'. Det er ikke til forhandling. Det er ikke en menneskelig beslutning. Alligevel er erklæringen jo en menneskelig handling, stærkt politisk endda, så der ser vi sammenblandingen mellem naturret og ret skabt ved menneskelige beslutninger.

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, 1776, starter med, at de 13 stater erklære sig uafhængig af Storbritannien, altså en menneskelig beslutning. Så kommer der krav til en god regering. Først derefter kommer menneskets skaber ind i billedet, idet erklæringens forfattere finder det indlysende, at alle mennesker er skabt lige, og af deres skaber er forbundet med visse uafhændelige rettigheder ... osv. En regering er ifølge erklæringen menneske valgt, og regerer ikke af gud nåde, men af folkets, og det har ret og pligt til at styrte en regering, der har udviklet sig til tyranni

Ikke naturret, men ret skabt af mennesker, skulle jeg mene.

Michael Kongstad Nielsen

Retsfilosofisk kan man herhjemme kaste sig over de to tunge modsætninger:
Frederik Vinding Kruse, hvor retten lever i nær afhængighed af folkets retsoverbevisning, og
Alf Ross (fx i. 'Om Ret og Retfærdighed''): - hvor retten gælder blot fordi den efterleves effektivt.

Michael Kongstad Nielsen

En af de mest mærkelige menneskerettigheder i såvel den franske som den amerikanske erklæring er ejendomsretten. Mennesket har aldrig fra sin oprindelige naturtilstand haft ejendomsret over andet end sine personlige ejendele og måske sin hytte. Langt overvejende var menneskene fælles om livsgrundlaget. Naturen, jorden, territoriet var fælles, og ikke forbeholdt nogen.

Det er derfor mærkeligt, at filosofferne i oplysningstiden ikke kunne overbevise de revolutionære om, at ejendomsret ikke var en menneskeret.

Søren Jacobsen

Mihail Larsen
30. maj, 2017 - 12:17

Meget enig i det du skriver. Men EU skal have en nødvendig social dimension tillige. Det går ikke at bunden skal udkonkurrerer hinanden efter laveste fællesnævner.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Peder Kruse: Du skrev - godt nok for lang tid siden - men jeg faldt altså over den i dag:
"men Merkel er potentielt en katastrofe for fremtidens Europa.

I mellemtiden har Information jo indledt en artikelserie om .. Tyskland, og det var vel derfor, jeg ved et tilfælde kom ind i denne tråd.

Hvad i alverden er det dog, du siger? En katastrofe - ?! Som Bismarck eller hvad?

Angela Merkel er en samlende politisk figur for Tyskland, selv SPD synes så godt om hende, at de har svært ved at finde en mine, der kan passe - ergo valgte de Martin til at udfordre hende.

Med det resultat, at han tabte 3 delstatsvalg på stribe.

Merkel må have fat i et eller andet, siden tyskerne passer så godt på hende.
Nu er franske Macron også kommet i vej og ser store muligheder i et fransk-tysk samarbejde om to ting: Finanser og forsvar.

Er det her, humlen ligger begravet?
Er du imod en EU-finansminister og en EU-forsvarsminister - måske ikke i et EU med 27 lande, men måske med Euro-landene i centrum?? Måske endnu snævrere, så tumberne holdes udenfor??