Læsetid: 4 min.

Et nationalt skibbrud blev afværget ... Nu venter fire store storme Macron

Det ville være en illusion at tro, at Emmanuel Macrons valgsejr er begyndelsen til afslutningen på Frankrigs problemer. Folkelig vrede, politisk splittelse og længsel efter et nyt system vil gøre Macrons præsidenttid usikker
Det ville være en illusion at tro, at Emmanuel Macrons valgsejr er begyndelsen til afslutningen på Frankrigs problemer. Folkelig vrede, politisk splittelse og længsel efter et nyt system vil gøre Macrons præsidenttid usikker

Eliot Blondet

8. maj 2017

Med Emmanuel Macrons valgsejr gik Frankrig fri af risikoen for det store nationale skibbrud. Det vil dog være illusorisk at tro, at franskmændenes valg af Macron som ny præsident skulle markere begyndelsen til afslutningen på landets problemer.

Den historisk store tilslutning, som den ekstreme højrefløj trods alt opnåede, og de mange dybtgående splittelser, som blev åbenlyse i valgkampens løb, vil under alle omstændigheder få varige konsekvenser. De faktorer, der destabiliserer det franske samfund, er mange og stærke. Og spændingerne vil bestå, på både kort og mellemlangt sigt. For mig at se melder der sig usikkerhedsmomenter på fire hovedområder.

Folkelig vrede

Det første usikkerhedsmoment er den folkelige vrede. Vreden stikker dybt, især i landdistrikterne, de afindustrialiserede zoner og storbyernes forstæder. Den gennemtrænger socialgrupper, som – ikke ganske uberettiget – føler sig svigtet af de etablerede politikere, foragtet af både den økonomiske elite til højre og den kulturelle elite til venstre – og som oplever sig selv som samfundstabere i et system, der ikke ser ud til at ville give dem andel i nogen fremgang eller forbedring.

Front National har vokset sig store ved at spille på denne vrede. Det samme har Jean-Luc Mélenchons venstrefront, en bevægelse med en helt anden politisk forhistorie, men med tilsvarende populistisk inspiration – og som i samme grad har draget næring fra ’småfolks’ forbitrelse og higen efter at se omfattende forandringer.

Når vores nye præsident tager fat på sit arbejde, herunder på at realisere sine valgløfter om de vidtgående arbejdsmarkedsreformer, som skal forstærke liberaliseringen af økonomien for at sætte gang i vækst og jobskabelse, må vi imødese, at han kan løbe ind i en meget stærk modstand.

Hvordan vil den manifestere sig? Voldsomme uroligheder kan ikke udelukkes. Faren for en eskalationslogik, hvor provokation og repression nærer hinanden, kan der ikke ses bort fra i et samfund, som har en langvarig tradition for voldsomme konfrontationer, og som i dag er mere splittet og sårbart end i årtier.

Ingen kan vide, om det vil gå så galt, men risikoen for kaos kan ikke afskrives. Det vil alt sammen afhænge af, hvor mange deputerede En Marche !-bevægelsen kan samle ved parlamentsvalget i juni – og af, hvor politisk habil Macron vil vise sig at være på præsidentposten. Hele dette terræn er endnu ukendt.

Hvilket flertal?

Det andet usikkerhedsmoment angår netop, hvilket flertal den nye præsident vil skulle basere sig på for at regere Frankrig.

Hans politiske bevægelse er helt ny, og det kan blive svært nok for den at samle et absolut flertal over for den forudsigelige offensiv, der nu vil blive sat ind fra ikke blot Front National, men også den republikanske højrefløj og venstrepartierne.

Selv hvis En Marche ! skulle få et klart flertal i ryggen, kan man betvivle, hvor stærk den interne sammenhængskraft vil vise sig at være i en bevægelse, der vil være højre- og venstreorienteret på samme tid – og som består af personligheder med vidt forskellige og måske endda uforenelige politiske sensibiliteter. Alt peger i retning af, at de indre spændinger vil blive stærke, hvilket af indlysende grunde er uheldigt i en så kritisk periode.

Macron selv

Den tredje usikkerhedsfaktor er Emmanuel Macron selv. I en alder af 39 år bliver han den yngste præsident nogensinde for Den Femte Republik.

Han er først for nylig gået ind i politik og er nærmest blottet for erfaring. Men i det ’republikanske monarki’, som danner ramme for de franske institutioner, er statschefens personlighed et helt afgørende element.

Vel kan hans blændende gennembrud ved dette valg give forhåbninger om en exceptionel personlighed. Men han har i første række grundlagt sin valgsejr på franskmændenes forkastelse af Front National snarere end på deres tilslutning til hans person og hans program.

Om han besidder det politiske lederskab, han nødvendigvis må kunne udvise i denne højspændte situation, er endnu umuligt at sige.

Længlen efter nye former

Sidst men ikke mindst er det utvivlsomt det franske demokratis vitalitet, som danner den større baggrund for den kommende tids usikkerhed.

Den folkelige modvilje imod regeringsmagten har vokset sig stor, og det samme har trætheden ved de eksisterende institutioner. Der er en længsel efter nye, mere direkte former – vi ser den manifesteret i de sociale netværk, i underskriftsindsamlinger, i borgerinitiativer, i civilsamfundet.

Det er ikke kun udviklingen i økonomiens eller arbejdsmarkedets domæne, der bestemmer om Frankrig i de kommende år går ind i en tid med genfødsel eller en tid med tilbagegang. Det, som står på spil, er en genopfindelse af nationens politiske model, af borgernes rolle og deres handlemuligheder. Formår Frankrig ikke at løfte den udfordring, kan ekstremernes sejr på længere sigt være … uafvendelig.

Roger-Pol Droit er fransk filosof og forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen. © Roger-Pol Droit og Information

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Friis

Interessant og relevant.
Marine Le Pen/NF er nok mindre "ekstreme højrefløj" end under farmands ledelse. Bevises f.eks. ved at de fik 1/3 af stemmerne. NF rykker som DF ind mod midten og de "gamle" partier tager noget af deres politik i en desperat. Nu mangler NF blot at finde en ny partileder og at Macron ikke kan give Frankrig en fornemmelse af at der er fremgang.
Farlig udvikling for Europa. Men NF o.l. er bl.a et resultat af EUs og de gamle partier fejlslagne politik.

Touhami Bennour

Det er det samme. "National front er blevet (Og DF) mindre extrem og socialisterne er blevet mindre socialister. Tha is the question; og hvordan er folket blevet, mere utilfreds? man kan citere Søren Kirkegaard for at have sagt: "at leve forlens og tænke baglens. det er menigen med Macron Løsning, hverken dit eller dat. Hverken FN eller de gamle partier " som er i virkeligheden ens". Venstre (i DK) siger at det er et "arbejder parti". Det er klart hvis Macron fejler så vil gavne det extreme højre. Fn er det samme parti, det lever at det samme jord, bare teknologien er ændret. Hvorfor Marine har ikke valgt et andet parti, for ex.er blevet socialist. Jeg tror ikke Macron vil fejler100%, men det franske folk kan fejle. Vi husker hvordan De Gaulle trak sig af politik.(To gange)