»Hvad gør kunsten, hvis fremtiden er tabt?«
Spørgsmålet stilles i en artikel i Informations litteratursektion den 6. april og adresserer en følelse af tab og afmagt, som også andre end kunstnere kender til. I USA har begivenhederne ført til betegnelsen The Trump trauma: Hvad nytter aktivismen? Det hele går alligevel ad helvede til.
Artiklen handler om Mikkel Krause Frantzens ph.d.-forskning i samtidskultur og depression. Han siger:
»Den tro på fremtiden og fremskridtet, der har præget det 20. århundredes samfund – og også dens kunst- og avantgardebevægelser – er gået tabt.«
Dette tab er et gunstigt klima for depressionen og et svært udgangspunkt for kunsten: Samtidslitteraturen og -kulturen har »mere end svært ved at forestille sig fremtiden«.
En del af forklaringen er, at vores vilkår forandrer sig i et accelererende tempo. Den teknologiske udvikling går så stærkt, at det er svært at følge med og tilpasse sig. Globaliseringen har samtidigt svækket nationalstaternes handlemuligheder – f.eks. mulighederne for at styre produktion og investeringer. Væk er garantierne og det fælles ansvar. Nostalgien er på fremmarch: Take Back Control lokkede englænderne til Brexit. Make America Great Again bragte Donald Trump til Det Hvide Hus.
Men hverken nostalgi eller forestillingen om, at »fremtiden er tabt« gavner omstillingen til bæredygtige samfund. Omstillingen forudsætter visioner og overvejelser om, hvordan vi realiserer dem. Her er behov for bidrag fra kunstnere, både de deprimerede i Mikkel Krause Frantzens afhandling og andre. Mørke tider kan være deprimerende, men udelukker vel ikke engagerende og tankevækkende kunst.
Ifølge Frantzen bør man netop i mørke tider insistere på »optimisme og håbefuldhed«. Det skal så, vil jeg tilføje, ikke være en optimisme, som ser bort fra realiteterne, men snarere en ’viljens optimisme’, der kan findes side om side med ’fornuftens pessimisme’. (Disse udtryk tilskrives Antonio Gramsci, fængslet af Mussolini, om fascismens fremmarch i Italien.)
I bogen Hope in the Dark: Untold Histories, Wild Possibilities (2016) fokuserer Rebecca Solnit på begrebet håb, som hun skiller fra optimisme og pessimisme. Håb udspringer af uvisheden: at vi ikke har og ikke kan have sikker viden om fremtiden. Denne uvished giver handlerum og muligheder. Uvisheden indebærer nemlig, at du og dine handlinger kan påvirke udviklingen. Måske på egen hånd, måske sammen med en snes andre eller sammen med flere millioner andre.
Bæredygtig aktivisme
Håb vil sige at favne uvisheden og er et alternativ til den overbevisning, man finder hos optimister og pessimister. Optimister mener, at det vil gå godt, uden at vi involverer os, pessimister tror det modsatte. Begge dele kan bruges som sovepude og en undskyldning for ikke at gøre noget.
Rebecca Solnits håb og uvished har berøringsflader med begrebet bæredygtig aktivisme, som er et svar på og et middel imod stress og udbrændthed blandt aktivister. Bæredygtig aktivisme søger at undgå sort/hvide dilemmaer af typen: Hvis ikke vi handler nu, vil det være for sent, så er fremtiden ’tabt’. Den tilgang kan føre til frustration og fortvivlelse. Bæredygtig aktivisme anerkender uvisheden og fremhæver, at der altid vil være handlinger, som kan gøre en forskel. Også i mørke tider.
Dermed ikke sagt, at det er lige meget, om vi handler nu eller senere. Den rationelt baserede fornuftens pessimisme kan meget vel vokse for hvert år, vi lader stå til. Men det er aldrig for sent at engagere sig.
Heri ligger en anden udfordring for kunsten end den, Mikkel Krause Frantzen har undersøgt. Hvis det aldrig er for sent, så er sagen også sværere at dramatisere. Måske er det forklaringen på, at klimaproblemet, som er diffust og snigende, fylder langt mindre i fiktionen end i den virkelige verden.
Nils Enrum er cand.polit. og lektor
