Overrabbiner: ’Muslimer burde lære af os jøder’

Når en kun 15-årig dansk pige bliver fascineret af hellig krig, Islamisk Stat og jødehad, handler det i første omgang ikke om vold, men om søgen efter mening og identitet gennem religion. ’Kundby-pigen’, der i sidste uge blev idømt seks års fængsel for at planlægge bombeangreb mod to skoler, heraf den jødiske Carolineskolen i København, kunne lige så godt have fundet mening i Bibelen eller Toraen. Det mener den tidligere overrabiner i Storbritannien Jonathan Sacks.

»Sagen om Kundby-pigen viser for mig, at unge mennesker på et bestemt stadie af deres udvikling føler et passioneret ønske om at underkaste sig – om at ofre sig for en sag. Og hvis de ikke kan finde en god sag at kæmpe for, finder de en ond sag. Jeg kalder det ’altruistisk ondskab’,« siger Jonathan Sacks.

Efter 22 år som jødernes øverste religiøse leder i Storbritannien og Commonwealth-landene har Jonathan Sacks fundet en ny mission: Han vil hjælpe moderate muslimer med at generobre fortolkningsretten til deres egen religion.

Sagen om den nu 17-årige pige fra Kundby tydeliggør for Sacks, hvorfor det er vigtigt: Den danske pige fandt mening og identitet gennem islam – og først derefter opstod idéen om vold. Det gjorde den, mener overrabineren, fordi et mindretal af religiøse ekstremister i disse år har erobret retten til at fortolke Koranen.

»Radikaliseringen af islam er et relativt nyt fænomen. Det er pågået over de seneste to generationer og er resultatet af store investeringer fra visse golfstater ind i ekstreme former for madrassa (arabisk for uddannelsesinstitutioner, red.) og islamisk undervisning. Vi er nødt til at modarbejde dem ved at styrke de moderate muslimers stemmer,« siger han.

Ønsket om at genvinde fortolkningsretten over islam er det centrale omdrejningspunkt i Jonathan Sacks seneste bog, Ikke i Guds navn, der snart udkommer på dansk. Bogen er en religiøs analyse af centrale tekster i Det Gamle Testamente, hvorfra alle de abrahamitiske religioner som kristendom, jødedom og islam udspringer. Og den gennemgående pointe er, at vold ikke kan retfærdiggøres i Guds navn, men er en helligbrøde og blasfemisk.

»Siden den 11. september er der skrevet mange indsigtsfulde psykologiske, sociologiske og politiske analyser af radikal islamisme. Men mit argument er, at hvis du vil diskutere med religiøse ekstremister, eller hvis du vil styrke religiøse moderate, må du snakke i et religiøst sprog,« siger Jonathan Sacks.

»Jeg kunne nemt have skrevet en sekulær bog om religiøs ekstremisme – men jeg valgte at skrive en religiøs bog. En stærk religiøs protest imod, hvad der sker i en af verdens store religioner.«

Frisæt muslimerne

Ved at analysere de hellige skrifter i Det Gamle Testamente når Sacks frem til, at Abraham, stamfader til både jødedom, kristendom og islam, aldrig prædikede vold.

»Det er ikke vores opgave at erobre eller forandre verden eller gennemføre en ensretning af troen. At anvende religion til politiske formål er ikke retskaffenhed, men afgudsdyrkelse. Det var Machiavelli, ikke Moses eller Muhammed, der sagde, at det var bedre at blive frygtet end elsket – den tro, terroristen og selvmordsbomberen bekender sig til,« skriver overrabinneren blandt andet.

Han beskæftiger sig ikke direkte med Koranen.

»Det er åbenlyst, at en jøde ikke kan gå ind og genfortolke Koranen. Det må gøres af en muslim. Men mit håb er, at muslimer kan inspireres af det faktum, at jøder som mig er villige til at genfortolke vores tro i en fredelig retning,« siger Jonathan Sacks.

»Det er muligt at genlæse de gamle tekster, der er fortolket på én måde i århundreder, og finde helt anderledes budskaber. I virkeligheden håber jeg at gøre det, som Vatikan II-processen gjorde for jøderne efter Anden Verdenskrig.«

Det Andet Vatikankoncil, eller Vatikan II, blev indledt af pave Johannes XXIII i 1962 for at genfortolke den katolske kirkes forhold til omverdenen. En af de største beslutninger var det såkaldte Nostra Aetate, der fastslog, at nulevende jøder var lige så uskyldige i drabet på Jesus Kristus, som de kristne var. Derfor kunne jøder ikke anklages eller påkaldes som forbandede af Gud, et centralt argument i det 20. århundredes antisemitisme.

»Den katolske kirke sloges med sin samvittighed og fortolkning af teksterne efter Holocaust. At se, hvordan paven tog afstand og sagde: ’Vi kan ikke længere lære vores menighed disse ting,’ det frisatte mig som jøde. Jeg håber, at jeg som jøde, gennem min fortolkning af Abrahams lærdom, på samme måde kan frisætte muslimerne,« siger Jonathan Sacks.

Morgendagens ledere

I bogen vender Jonathan Sacks flere gange tilbage til sagen om danske Omar el-Hussein, der i 2015 dræbte to mennesker under et terrorangreb i København, hvor han forsøgte at trænge ind i Københavns Synagoge. Overrabineren gør sig ingen illusioner om, at hans bog kunne have hjulpet en mand som Omar.

»Jeg kan ikke påvirke ekstremister som Omar én millimeter. Men jeg kan hjælpe de moderate muslimer med argumenter, som over tid kan vinde styrke. På sigt vil flere og flere muslimer indse, at de, der prædiker jihad, er dømte kriminelle, der muligvis er psykologisk forstyrrede, og at vejen frem for islam ikke er at følge den slags mennesker,« siger Jonathan Sacks.

Jødehadet er et centralt element i radikal islam, siger overrabineren. Men det kan også brydes. Som led i sit arbejde for moderat islam, har Jonathan Sacks de sidste tre år undervist i religion på New York Universitet for klasser, hvor der kun går elever fra De Forenede Arabiske Emirater.

»Hvert hold er 25 af de dygtigste studenter fra Emiraterne. Det er fantastiske, unge muslimer, og jeg er den første jøde, de nogensinde har mødt. Alle tre klasser, jeg har undervist, har været skelsættende. Studenterne har sendt mig håndskrevne breve og takket mig. De skriver, at undervisningen har ændret deres syn på jøder,« fortæller Jonathan Sacks.

I Mellemøsten har antisemitismen ellers nået et punkt, der minder om 1930’ernes Tyskland, mener Sacks, og overgrebene mod kristne er i visse lande at betragte som »etnisk udrensning«. For 100 år siden udgjorde kristne ellers 20 procent af befolkningen i Mellemøsten og levede – nogenlunde – fredeligt, skriver han i Ikke i Guds navn. I dag er tallet fire procent. Men der er håb:

»De unge muslimer, jeg møder, har for længst indset, at islams radikalisering er ved at ødelægge alle de lande, hvor den finder sted. Den fører til blodsudgydelse, politisk kaos og en ekstrem disrespekt for islam i hele verden. De her unge, intelligente muslimer fra skolen, som om 20 år er ledere i deres hjemland, er klar over det,« siger han.

Lær af jøderne

Problemerne med den muslimske befolkning i Danmark handler dog ikke kun om terrorisme og radikal islamisme. Programmer som TV 2’s Moskeerne bag sløret har påvist, at visse muslimske mindretal efterlever sharia-lovgivning frem for dansk lov. Og i sidste uge offentliggjorde Københavns Kommune en ny rapport, der skal ruste lærere og pædagoger til at hjælpe børn, der udsættes for social kontrol.

Der er typisk tale om børn med minoritetsetnisk baggrund, der af deres forældre forbydes at deltage i bestemte aktiviteter i skolen eller lege med visse klassekammerater.

Her er mere tale om kulturelle problemer forbundet med muslimers integration. Og det er et stort problem, anerkender Jonathan Sacks:

» … Det er enormt svært at håndtere. Da min far ankom til Storbritannien fra Polen, var han og jøderne i hans generation villige til at integrere sig. De var passionerede omkring at følge de nye skikke i det land, de slog sig ned i. Og det var afgørende, at deres børn – sådan nogle som mig – voksede op som britiske borgere og bidrog til landet og kulturen.«

Han påpeger, at det ikke kun er jøderne i England, der har haft let ved at integrere sig. Også hinduerne og sikherne har formået at finde deres plads, mens flere af muslimerne finder livet i Europa enormt svært.

»For os jøder, tror jeg, det handler om, at vi har 26 århundreders erfaring med at være minoritet siden det babyloniske eksil. Vi ved, hvordan man kan bibeholde sin kultur, men samtidig arbejde for det fælles gode i et nyt land. Jeg tror ikke, muslimer har haft den erfaring – at være minoriteter i et land uden sharia-lov,« siger Jonathan Sacks.

Overrabineren tror, at muslimer med fordel kan drage ved lære af jødernes erfaringer med at passe ind som mindretal.

»I stedet for at hade jøderne ville det nok hjælpe muslimer at studere jøderne i stedet, og hvordan vi har formået at håndtere den svære balancegang, det er at integrere sig uden at miste sin identitet.«

’Ikke i Guds navn’ af Jonathan Sacks udkom i fredags på dansk. 315 sider. Kristeligt Dagblads Forlag.

Se overrabiner Jonathan Sacks i samtale med imam Abdullah Antepli om islams konflikter i det 21. århundrede.