Interview
Læsetid: 9 min.

’Vi overså de nye udfordringer efter Den Kolde Krig – og nu er verden i uorden’

Richard Haass har været udenrigspolitisk toprådgiver for George H. W. Bush og George W. Bush. I et interview med Information siger han, at international styrke kræver en stærk hjemmebane. Men i USA falder den forventede levealder, mens narkotikamisbrug, alkoholisme og langtidsledighed stiger. Bliver problemerne ikke løst, vil USA ikke kunne tilbyde det lederskab, verden har brug for i en tilstand af ustabilitet og uorden
Richard Haass har været udenrigspolitisk toprådgiver for George H. W. Bush og George W. Bush. I et interview med Information siger han, at international styrke kræver en stærk hjemmebane. Men i USA falder den forventede levealder, mens narkotikamisbrug, alkoholisme og langtidsledighed stiger. Bliver problemerne ikke løst, vil USA ikke kunne tilbyde det lederskab, verden har brug for i en tilstand af ustabilitet og uorden

Devin Yalkin

Udland
2. maj 2017

NEW YORK – Mange vil sikkert genkende den snigende fornemmelse af uorden på den internationale scene, som den udenrigspolitiske tænker Richard Haass beskriver i sin nye bog A World in Disarray.

»I stedet for en ny verdensorden har afslutningen på Den Kolde Krig i 1989-91 skabt uorden,« skriver Haass og tilføjer: »Meget tyder på, at en historisk æra er ved at gå på hæld, og at vi er på vej ind i en ny.«

Vi stiler med andre ord mod noget ukendt. Ingen kan vide, hvordan en ny verdensorden vil blive formet, endsige hvordan den vil se ud, og hvem der vil være oppe, og hvem der vil være nede i den.

Vi ved ikke engang, om det vil lykkes de forskellige internationale aktører – staterne, de globale institutioner og multinationale koncerner – at bygge et nyt system, der kan forebygge væbnede konflikter mellem rivaliserende stormagter og opretholde fred og orden generelt.

En ting er imidlertid sikker, konstaterer Haass, direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab i New York siden 2003:

»Magt og indflydelse er blevet mere diffus som følge af strukturelle ændringer i det internationale system. Det giver mere kapacitet til at imødegå udfordringerne, men samtidig har vi alt for mange beslutningstagere og uafhængige aktører,« påpeger Haass, der tidligere i sin karriere beklædte udenrigspolitiske poster i præsidenterne George H. W. Bushs og George W. Bushs regeringer.

Stormfuld dag

Haass tager imod i sit kontor i Det Udenrigspolitiske Selskab på Manhattans Upper West Side. Den statelige bygning ligger centralt i New York – på hjørnet af Park Avenue og 68. gade – nogle stenkast fra Madison Avenue og Central Park.

Det er en travl dag for herren i huset.

Vejret i New York kan være stormfuldt i april. Uheldigvis har hovedtaleren til denne aftens arrangement – en årlig konference for selskabets erhvervsdonorer – måttet aflyse. Peter Thiel, grundlægger af onlinebetalingsfirmaet PayPal, skulle være fløjet ind fra Californien. Så Haass leder nu efter en stedfortræder og nævner til en assistent, at måske den ungarskfødte investor og filantrop George Soros vil være villig.

A World in Disarray er Haass’ tiende bog om amerikansk udenrigspolitik. Han fortæller, at han fandt tid til at skrive den tidligt hver morgen på den computer, der står på et højt bord på kontoret. Haass har for vane at stå op, når han skriver – også den e-mail, han fyrer af til George Soros under interviewet.

På nogle virker personen Richard Haass arrogant. Han tænker og taler hurtigt og svarer gerne, inden man når at afslutte sit spørgsmål eller sin kommentar. En af mine nære venner spørger mig et par dage forinden: ’Hvorfor i alverden vil du interviewe Haass? Han er ikke til at være i stue med!’

Det korte af det lange svar er: Haass’ bog er vigtig at læse, hvis man leder efter et historisk overblik og en dybere indsigt i den verdensuorden, der er opstået i de 25 år efter Sovjetunionens sammenbrud.

Måske lyder det forenklet, men det er værd at huske to af verdenshistoriens diplomatiske triumfer – Den Westfalske Fred i 1648 og Wienerkongressen i 1814-15. Begge kongresser blev indkaldt for at oprette en ny orden efter to storkrige i Europa, nemlig 30-årskrigen og Napoleonskrigene. Begge skrev nye regler for staternes adfærd og skabte en ny magtbalance. Og de sætter stadig deres spor i vore dages internationale system.

Men som Haass noterer i sin bog, varer nye verdensordener ikke evigt. Wiener-systemet begyndte sin langsomme nedbrydning i slutningen af det 19. århundrede og endte i Første Verdenskrig. At der kun skulle gå to årtier til den næste verdenskrigs udbrud kan bl.a. tilskrives en Versailles-fred påtvunget et uforsonligt Tyskland og USA’s afvisning af at slutte sig til Folkeforbundet. Mellemkrigstiden prægedes således af international uorden.

Det modsatte skete efter Anden Verdenskrig, hvor sejrherrerne i strid med det westfalske princip om ikkeintervention i andre staters indre anliggender påtvang Tyskland og Japan et frit og demokratisk system. Og vinderne grundlagde en international liberal orden med de globale institutioner, vi kender så godt og som har overlevet indtil vore dage.

Men interessant nok fandt politikere og diplomater ingen god grund til at tilpasse det liberale system til den nye magtbalance og de nye udfordringer efter Den Kolde Krig. Ingen indkaldte til en westfalsk fredskonference, en Wienerkongres, en fredskonference i Versailles eller i Bretton Woods. Tingene fik bare lov at udvikle sig ad hoc på basis af den eksisterende verdensorden.

Blå bog: Richard Haass

  • Født i 1951, New York, master og ph.d i filosofi fra Oxford University. Medarbejder i Uden- rigsministeriet 1979-85.
  • Rådgiver for præsident George H. W. Bush 1989-93. Spillede en betydningsfuld rolle i beslutnin- gen om at angribe Irak i 1990.
  • Udgiver sin vigtigste bog om amerikansk udenrigspolitik ’The Reluctant Sheriff ’ i 1997.
  • Direktør for Udenrigsmini- steriets interne tænketank og chefrådgiver for udenrigsminister Colin Powell 2001-03 i præsident George W. Bushs regering.
  • Direktør for det Udenrigspoli- tiske Selskab i 2003 – en tæn- ketank, hvis medlemmer tæller politikere, tidl. regeringsrådgivere og ministre samt akademikere og ledende journalister.

Fejltrin efter Den Kolde Krig

Spørgsmålet er, hvordan det kunne ske.

»Jeg tror, folk var optimistiske og så på fremtiden med sindsro. Fejlen var at fokusere for meget på det overraskende fravær af stormagtsrivalisering og for lidt på udfordringer som globaliseringen, de nye middelmagter, de svage og fejlslagne stater og ikkestatslige aktører som terrorgrupper,« siger Richard Haass.

»For 25 år siden stod vi undtagelsesvist i en situation uden gnidninger mellem stormagterne. Hvordan kan det så være, at tingene ikke er blevet bedre, men værre? Det er her, erkendelsen af uordenen og ustabiliteten i vores æra bør tage sit udgangspunkt. Dengang forstod vi ikke, at i en global tidsalder hænger alt sammen. Man kunne ikke længere tænke i de konventionelle baner fra Den Kolde Krig. Folk troede, at det var okay at leve i en tid uden konflikt mellem stormagter og overså, at det ikke svarer til en ny orden, og at risikoen er at se bort fra alle mulige kilder til uorden og ustabilitet. De globale institutioner var utilstrækkeligt udstyret til at håndtere de nye udfordringer.«

– Der var altså ingen klar erkendelse af et fundamentalt behov for at reformere de globale institutioner?

»Præcis. I dag ville vi aldrig have sammensat medlemskabet af FN’s Sikkerhedsråd, som det er nu. Det skulle have været reformeret. Hvordan kan man diskutere store aktuelle temaer uden at have Japan, Indien og Tyskland med? Eller cyber-problemer uden Apple, Google og Facebook? Eller globale sundhedsproblemer uden Gates Foundation og de farmaceutiske koncerner?

I nogle tilfælde havde vi ikke institutioner til at håndtere udfordringer som klimaforandringer og internettet. Vi var ganske enkelt uforberedte. Vi havde på den ene side nogle institutioner, hvis medlemskab ikke var tidssvarende, og på den anden side ingen institutioner til at løse specifikke problemer, og til sidst manglede vi enstemmighed. Optimismen var med andre ord forhastet eller værre.«

– Når De i bogen nævner, at vi mistede disciplinen fra Den Kolde Krig, mener De så den ideologiske rivalisering mellem kapitalismen og kommunismen?

»Nej. Disciplinen hidrørte fra USA’s og Sovjetunionens besiddelse af atomvåben og frygten for en eskalering. Der var visse ting, USA ikke kunne gøre i Østeuropa, og det samme med Sovjetunionen hos os. Der var en indbyrdes forståelse af, hvordan man skulle styre konkurrencen mellem de to systemer fra dag til dag. Da Den Kolde Krig sluttede, og Sovjetunionen opløstes, rådede vi ikke længere over denne superstruktur. Et perfekt eksempel på det er Iraks invasion af Kuwait i 1990. Det ville Saddam Hussein aldrig have kunnet gøre midt i Den Kolde Krig. Sovjetunionen ville ikke have givet ham lov. Så efter 1990 har vi pludselig en verden med mange flere beslutningstagere og en decentraliseret beslutningsproces.«

Amerikansk lederskab

– De skriver i Deres bog, at verden ikke kan klare sig uden amerikansk lederskab, men at USA heller ikke kan klare sig uden samarbejde med andre magter. Nuvel, men USA er en svækket supermagt. Alle dets uløste interne problemer betyder, at amerikanerne snart risikerer at miste deres lederkapacitet …

»Det er korrekt. Styrke i internationale affærer hidrører fra et stærkt fundament på hjemmebane. Det gælder både politisk, økonomisk og socialt. Beviserne ligger lige for: Der sås tvivl om vores politiske institutioners funktionsdygtighed; tænk blot på Republikanernes fiasko med en ny sygesikringslov.

Det er nok at kigge på statistikken. Den viser, at mange amerikanere ikke klarer sig godt. Den forventede levealder er faldet for første gang i nutidshistorien. Narkotikamisbrug, alkoholisme og langtidsledighed er stigende.

Vi står altså med nogle alvorlige samfundsproblemer, og med mindre vi løser dem, vil vi ikke have tilstrækkelige økonomiske ressourcer og opmærksomhed til at spille en betydningsfuld rolle i verden. Ej heller vil vi kunne være en model, som andre lande ønsker at efterligne.

Udenrigspolitik starter med andre ord på hjemmebanen. Det er her, jeg tror, præsident Obama af historien vil blive bebrejdet for ikke at have været ambitiøs nok, mens hans forgænger George W. Bush var overambitiøs.

Som en tommelfingerregel klarer verden sig skidt på egen hånd. USA kan ikke handle unilateralt, men verden kan heller ikke klare sig uden os. Spørgsmålet er, om Donald Trump kan ramme rigtigt. Indtil videre har hans udtalelser ikke været betryggende. Nogle gange virker han som en unilateralist, andre gange som en isolationist eller minimalist.

Vi får at se, hvad Trump er indstillet på at gøre ved Syrien og Nordkorea. Alle præsidenter må holde sig for øje, at der er både en indenrigs- og udenrigspolitisk side ved emner, der berører den nationale sikkerhed, og det især i en globaliseringsepoke. Hvis ting går i koks i verden, får vi det lige i hovedet igen her i USA.

Intet forbliver lokalt i særlig lang tid i en globaliseret verden. Landegrænser betyder meget lidt. Derfor har vi brug for en ret aktivistisk udenrigspolitik, ikke som et udslag af filantropi, men som en afspejlning af vores egne interesser.«

– Nogle udenrigspolitiske analytikere mener, det næsten er uundgåeligt, at Kina i takt med sin hastige økonomiske vækst og militære oprustning vil udfordre USA’s globale lederskab, og at det vil føre til en konflikt. Er det virkeligt uundgåeligt?

»Jeg tror ikke, der er noget uundgåeligt i forbindelserne mellem USA og Kina. Hvis de to lande ender som rivaliserende stormagter, har de kun deres egne diplomaters utilstrækkelighed at klandre. Kina er til forskel fra Sovjetunion ikke en revolutionær stat. Kineserne spreder ikke en global ideologi. De kan finde på at stramme buen nogle steder i verden, men jeg tror, at Kina hovedsageligt er interesseret i indre politisk stabilitet og økonomisk styrke.

Formålet med deres udenrigspolitik er at tjene Kinas økonomiske interesser. Så jeg er ret overbevist om, at USA og Kina kan finde fælles fodslag og en måde at undgå konflikt eller en ny kold krig på.«

– Er det Deres indtryk, at Trump efter snart tre måneders chokbehandling af verden er ved at falde til ro og kommer ind i en mere vant gænge?

»Jeg er altid varsom med at lave forudsigelser om Trump. Hans talent for at overraske er enestående. Han er ikke en traditionel præsident. Han er heller ikke en professionel politiker.«

– De har mødt ham, ikke sandt?

»Ja, flere gange. I valgkampen, og så har vi talt i telefon nogle gange siden.«

– Stiller han gode spørgsmål?

»Han stiller en masse spørgsmål.«

– Er der substans i dem?

»En gang imellem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jacobsen

En historisk chance blev forpasset med murensfald for en ny verdensorden af samarbejde. I stedet har vi nu fået en verden i uro, hvor millitær paraderne bliver kørt i stilling. Men det er ikke nødvendigvis for sendt at finde vejen til samarbejde frem igen og genopbygge tilliden i verden. Hvis altså den politiske vilje er tilstede. Den tyske bundeskansler Merkel har de seneste år vist viljen og vejen frem over for Rusland gennem samtale og diplomati som et eksempel.

En ny bedre verdensorden kan nås endnu. Og den har vi brug for for at takle fremtidens udfordringer med klimaændringer og ressource overforbrug, hvis det ikke skal gå helt galt - Packen Wir es an.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen og Niels Monberg anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Den danske start står muligvis over for at skulle bruge 20 milliarder kr. ekstra på millitæret årligt. Tænk hvis de midler kunne anvendes til afspænding og genetablering ag tillid, samt humanitære formål og en "marshall" plan for dele af mellemøsten og Afrika i stedet for krudt og kugler.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Anker Nielsen, Torben Skov, Torben K L Jensen, Michael Kongstad Nielsen, erling jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Tilbyde et lederskab!!! Det var som fa'en! USA har aldrig tilbudt noget lederskab, de har påtvunget verden deres dominans. Nok har dikkende lammehaler som Danmark bedt om dette lederskab, men de fleste lande med en smule selvrespekt, har ikke.
Tilbudt - godt nok en gang newspeak, der vil noget.

Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Oreskov, Torben Skov, Morten Larsen, Hans Larsen og erling jensen anbefalede denne kommentar
Morten Larsen

U(land) S A....

Claus Oreskov

Det er indlysende at magten og herredømmet til enhver tid ikke bryder sig om: ”alt for mange beslutningstagere og uafhængige aktører”. Imidlertid er konsekvensen af den nuværende økonomisk fragmenterede verden netop at der er flere beslutningstagere på banen (se diverse artikler og bøger af Jonathan Friedman om emnet. Også Wallerstein - World-systems theory – siger meget mere end denne kluntede artikel)
(kender I ikke Jonathan så begynd her: https://www.youtube.com/watch?v=mlUu2p8LKGo )
Richard Haass siger meget rigtigt at Sovjetunionen blev opløst (på grund af en personlig konflikt mellem Jeltsin og Gorbatjov) , men artikel forfatteren bruger lejligheden til, at bilde læserne ind, at Sovjetunionen brød sammen.
1 og 2 verdenskrig var ikke om principper men om kolonierne og herredømmet – det herredømme USA ragede til sig, da de gamle kolonimagter mistede indflydelse.
USA over herredømme er et rædselsherredømme og det blodigste og mest undertrykkende i verdenshistorien – det er ligesom et lederskab jeg godt kan undvære!

Michael Kongstad Nielsen

Det Richard Haass siger, er jo lidt baggrunden for, at Tromp vandt præsidentvalget

Men i det større perspektiv tror jeg, at det, verden og USA skulle have gjort efter Den Kolde Krig, var at standse Den Kolde Krig. Og USA skulle have stoppet eller nedtrappet sin dominans og kamp for verdensherredømme og helt forskruede forestilling om, at verden ikke kan klare sig uden USA. Som Haass også giver udtryk for.

Kina, Indien, Rusland, m.v. kunne have udviklet sig økonomisk og samfundsmæssigt, men ikke nødvendigvis militært, hvis USA havde nedtrappet sin militære tilstedeværelse overalt på kloden, og trukket sig hjem og koncentreret sig om at forny og udvikle sit eget samfund derhjemme - uden finanskrise, bankredninger og udpumpning af dollars fra centralbanken.
De gamle industrier skulle været fornyet osv., altså alt det, Tromp nu vil prøve at gøre.

Hvis USA trapper ned på militærudgifterne, kunne det også være, at det offentlige gældsloft ikke konstant skal overskrides.

Jens Thaarup Nyberg og Søren Jacobsen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Slagsmål i ulveflokken opstår kun, når der er tvivl om, hvem der er stærkest. Evig tvivl = evige slagsmål = flok truet på eksistensen.

Samme logik driver desværre også internationale relationer.

Måske det også er i Danmarks interesse, at de store drenge i skolegården bliver enige om, hvordan tingene skal køre? Måske vi hellere vil have USA med ved bordet end lade os repræsentere af Kina?

David Henriksen

Sovjetunionen brød rent faktisk gradvist sammen bl.a. som følge af internt press i først Letland, Estland og caucasus. Indrømmelserne overfor letterne of esternes populære front organisationer var enorme men demonstrationerne fortsatte til trods og udviklede sig fra markering af tidligere frihedskampe, bl.a. 1918, til krav om selvstændighed. Direkte anti-russiske kampagner begyndte også i 1988. Størstedelen af sovjet-staterne havde allerede erklæret selvstændighed da Gorbachow officielt opløste unionen og sit embede.

Alt dette skal selvfølgelig ses i sammenhæng med hvad der foregik de øvrige europæiske satellit-stater som også gradvist vendte Moskva ryggen.

Søren Jacobsen

Det var USA's millitære optrapning efter WW2 som tvang det daværende Sovjetunion ind i en atomar oprustning og dermed skabte den kolde krig.

Ivar Nielsen

USA som leder? Må jeg være fri! Og så på anbefaling fra en der var rådgiver under Bush-Familien!? Den opkomling af en stat skulle hellere lytte til alle andre gamle kulturer.

Lilli Wendt

Kan stærkt anbefale at læse denne artikel fra "the independent". :

http://www.independent.co.uk/news/world/americas/us-developing-nation-re...

Søren Nørgaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Søren det lyder jo rigtig fint men hvorfor flygtede lande og folk så hurtigt som muligt fra russerne ved første givne chance? Der er noget underligt der. At polakker, ungarer, bulgarer, baltere osv. levede så dejligt i frivillig underkastelse i russernes kommu-paradis men nu har omfavnet fjenden i vest? Hvordan er det gået til? Er det vestlige medier der har hjernevasket dem til at glemme hvor dejligt det var kun at have ét bilmærke at skulle tage stilling til (den skulle jo selvfølgelig bestilles flere år forinden), brød på supermarkedshylden 5 dage om ugen og ét enkelt parti på stemmesedlen? Resten skulle Moder Rusland nok bestemme for dem, inklusiv hvad de måtte skrive og sige, udtrykke og tænke. Fly mig fluks tilbage til Utopia. For satan hvor lyder det dejligt.

Det er nok nærmere det faktum at russerne holdt 100 mio. mennesker i fangenskab i Østeuropa og Østtyskland der lå til grund for den kolde krig. Har du glemt hvem der byggede muren? Satte pigtråd på og spærrede sine borgere inde?

Jens Thaarup Nyberg

"In its advocacy of the Monroe Doctrine the United States considers its own interests. The integrity of Other American nations is an incident, not an end. While this may seem based on selfishness alone, the author of the Doctrine had no higher or more generous motive in its declaration."
Robert Lansing til president Wilson. (1915-1920 )
http://images.library.wisc.edu/FRUS/EFacs/1914-1920v2/reference/frus.fru...
Det ser ud til, modellen har fået videre anvendelse.

Poul Sørensen

Richard Haass spørger i artiklen: Hvor var vi henne uden google, Bill Gates foundation og alle de andre mega pengetanke og storkorncerner....!!!! han vil nok gerne vælges til kongressen...

Richard Haass slår fast at Kina ikke er revolutionær..... Hvorfor ejer Kina så halvdelen af Afrika og binder disse landes økonomier til deres egen? Er det ikke revolutionært ???

Richard Haass lyder som en af dem der har studeret til idiot og skrevet en masse bøger som ingen har læst og nu føler nogen som han har studeret til idiot med, sig så foranlediget til at gøre ham til direktør for et og andet...

Hvorfor brød Wienerkongressen's fred fra 1814-15 sammen, fordi den var 100 år gammel og folk stor som lav havde glemt hvor frygtlig krig er og dels på grund af handles interesser og hæren er vel sagtens og så var blevet rastløs og ville gerne ud og vinde hæder...
.... artikeln indeholder ingenting.
Rusland er som Rusland er, fordi Putin er som Putin er og det er Putin meget nøjeregnede med. Putin sørger endda for at aflive journalister der påstår, at Rusland kunne være mere end Putin.

Michael Kongstad Nielsen

Lilli Wendt
02. maj, 2017 - 12:37

Det er jo lidt af samme skuffe.
Kun 20 % af USA's befolkning har et godt liv (uddannelse, indkomst, infrastrukturelle forhold osv.)
Uden for de seværdige turiststeder ligner USA forfald og tristesse, gamle veje og broer, det hele hænger med modet.
Og så taler vi om verdens største økonomi.
Hvad er gået galt?

David Henriksen

20% lyder lidt lavt. Selvom USA ligger på en ikke-prangende 14. i lykke-indekset våger jeg at påstå at mere end 20% af den amerikanske befolkning har et godt liv. Måske du mente at "kun" 20% af amerikanerne har et fantastisk liv?

Michael Kongstad Nielsen

Lilli Wendts link siger:
The economist beskriver en to spors økonomi
med på den ene side 20 procent af befolkningen, der er uddannet og har gode job og støttende sociale netværk.

På den anden side er de resterende 80 procent, som han sagde, en del af den amerikanske lavlønssektor, hvor muligheden er faldet, og folk er belastet med gæld og bekymrede over jobsikkerhed.

Hr. Temin brugte en model, som blev oprettet af nobelpristageren Arthur Lewis og designet til at forstå udviklingslandene for at beskrive, hvor langt uligheder er kommet i USA.

Søren Kristensen

Lidt besynderligt, at en mand der var stærkt involveret i angrebet på Iraq, uden om et FN mandat, nu klandrer verden for ikke at have relevante institutioner, der kan stabilisere verdensfreden.