Læsetid: 9 min.

Prominent Gülen-tilhænger: Ja, vi ligger, som vi har redt

Den brede tyrkiske offentlighed har vendt Gülen-netværket ryggen og betragter det som medskyldige i tyrkisk politiks demokratiske nedtur. Selv en tidligere prominent redaktør i Gülen-netværket mener, at Hizmet-medlemmer var involveret i kupforsøget mod Erdogan – men uden Fethullah Gülens viden
Præsident Erdogan under en mindehøjtidelighed for de faldne under sidste års kupforsøg. Erdogan har benyttet lejligheden til at skaffe sig af med mange modstandere, ikke mindst medlemmer af Hizmet-bevægelsen. Men bevægelsens tilhængere har også gjort det nemt for den tyrkiske leder med en række dårlige beslutninger, erkender en tilhænger. 

Præsident Erdogan under en mindehøjtidelighed for de faldne under sidste års kupforsøg. Erdogan har benyttet lejligheden til at skaffe sig af med mange modstandere, ikke mindst medlemmer af Hizmet-bevægelsen. Men bevægelsens tilhængere har også gjort det nemt for den tyrkiske leder med en række dårlige beslutninger, erkender en tilhænger. 

Metin Pala

26. maj 2017

Medietapetet er broderet med fortællingen om Tyrkiets demokratiske deroute. Præsident Recep Tayyip Erdogans totalitære tendenser er paratviden, den truende sidegaderetorik mod Vesten har en familiær genlyd, og han har ikke noget problem med Vestens tydelige ubehag ved hans autoritære excesser.

Kritikken er tværtimod et nyttigt våben i hans opgør med Tyrkiets anden vigtige islamiske bevægelse, prædikanten Fethullah Gülens netværk, som ingen kender det præcise omfang af, hvorfor alle er potentielle ofre i den udrensningsbølge, der har lukket 154 medier og sendt op imod 50.000 i fængsel, med eller uden dom.

Et af ofrene i den brutale magtkamp er journalisten Kerim Balci, hvis karriere matcher myten om Gülen-netværket som Vestens lumske femtekolonne.

Indtil 2015 var han et prominent navn i Gülen-kredsløbets medieflagskib, Zaman, dengang Tyrkiets største avis. I dag bor han med kone og barn i en lille lejlighed i det sydlige London, der også er hans kontor.

EU gad aldrig Tyrkiet, og nu betales regningen i form af en Erdogan med fingeren på flygtninge-aftrækkeren og en national-religiøs retorik, der øger de europæiske samfunds i forvejen anspændte forhold til Europas muslimer.
Læs også

Stemplet som ’terrorist’, ’CIA-agent’ og – som følge af en korrespondentperiode i Israel, hvor han lærte sig arabisk og hebraisk – ’Mossad-agent’, holder han sig væk fra Tottenhams tyrkiske nabolag i Nordlondon. Og som øverst på listen over journalister, det tyrkiske politi gerne vil ’tale med’, kan han selvsagt ikke vende tilbage til Istanbul.

»Der er 30 millioner tyrkere, der hader mig, og 30.000, der ikke vil tøve med at slå mig ihjel, hvis de genkender mig på gaden,« siger han, da vi mødes i London, »så planen blev, at min kone og barn kom hertil«.

At de ankom dagen efter det forfejlede militærkup 15. juli sidste år var en tilfældighed, som fik ham til at indse, at fremtiden er eksilet og en tilværelse som kosmopolit. Hvis han nærede et spinkelt håb om normalisering efter folkeafstemningen om den nye forfatning i april, fordampede det, da han læste på nettet, at han ifølge anklagemyndigheden i Ankara står til tre gange ’streng livstid’ plus 15 års fængsel for »at nedbryde den forfatningsmæssige orden som leder af en væbnet terrororganisation og for på vegne af denne bevidst og villigt at tilskynde folket til had og fjendskab«.

Brændemærket

I alt 17 journalister er omfattet af anklageskriftet på mere end 200 sider, og Kerim Balci har lagt mærke til, at de tyrkiske medier stort set kun har omtalt anklagerne mod de mest prominente, sekulære navne som brødrene Ahmet og Mehmet Altan og tv-kommentatoren Nazli Ilicak. De er alle uden forbindelse til Gülen-netværket, men kendt som kritikere af statens 'halvdemokratiske karakter', herunder undertrykkelsen af de kurdiske krav om autonomi. 

At Balci selv står højt oppe på listen over tiltalte, tilskriver han den alfabetiske tilfældighed, og som han siger:

»Desværre bekymrer (de øvrige tiltalte, red.) Zaman-journalisters skæbne hverken Tyrkiets oppositionspartier eller de tyrkiske medieorganisationer. Heller ikke de tyrkiske medier forstyrrer seere, lyttere og læsere med omtale af dem. Så snart anklagen mod Altan-brødrene var omtalt, blev resten glemt.«

Om hans egen situation som brændemærket medlem af Gülen-netværket noterer han, at »her i Storbritannien har organisationen Mediadefence.org tilbudt at varetage min sag i Tyrkiet, men har ikke kunnet finde advokater, der er villige til at repræsentere mig i retten. Altan-brødrene har deres advokater, Nazli Ilicak har sine advokater, og sådan skal det være. Men når det gælder os i Hizmet (Gülen-netværkets tilnavn, der betyder ’at tjene’, red.) eksisterer vi ikke, heller ikke i de internationale menneskerettighedsorganisationer. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Men jeg forkaster det«.

Hizmet – eller Cemaat (Fællesskabet), som bevægelsen kaldes af udenforstående – har fællestræk med Erdogans islamiske AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi – ’Retfærdighed- og udviklingsparti’), men også afgørende forskelle.

Begge bevægelser er pyramidiske med en karismatisk leder i toppen, men hvor AKP er organiseret som et traditionelt politisk parti, hvis mål er at erobre staten, har Hizmet en løs cirkelstruktur uden central styring og med bevidst fravalg af politisk organisering.

Det tyrkiske politi er blandt de institutioner, der er blevet hårdt ramt af Erdogans udrensninger, og med udskiftningerne er også kommet en ny praksis med et politi, der bliver uddannet med mindre fokus på dialog og rettigheder. Foto: Emrah Gurel/AP
Læs også

De repræsenterer således to vidt forskellige sufi-retninger i sunni-islam, og når AKP efter regeringsdannelsen i 2002 hjalp Hizmet-medlemmer ind i centrale positioner i den tyrkiske administration, primært i justitsvæsenet, skyldtes nepotismen ikke et varmt ideologisk fællesskab, men kølig alliance af kundskab og magt. Hizmet leverede den nødvendige ekspertise til AKP’s eliminering af den gamle kemalistiske elite i bureaukratiet og militæret.

AKP’s kerne kom fra det konservative, muslimske erhvervsliv, typisk anatolske møbelfabrikanter, tæppehandlere og – som Erdogan selv – sælgere med sans for forretning. Hizmets kadrer bestod af økonomer, læger, professorer og især jurister samt – skulle det vise sig – officerer.

Før AKP’s valgsejr og regeringsdannelse udgjorde Hizmet et diskret og formelt apolitisk netværk, der nød bred respekt som ’moderne muslimer’, der prioriterede et højt uddannelsesniveau og med en afslappet tilgang til religiøs dogmatik. De var kendt for dialog mellem trosretningerne, etablering af skoler og universiteter i Tyrkiet såvel som på global skala, og de var især kendt for at holde sig fra konkret politik.

Udrensningen af kemalist-eliten

Det princip blev brudt med AKP’s parlamentariske magtovertagelse, der blev skæbnetung for begge bevægelser. For eksempel kan der trækkes en interessant parallel mellem Erdogans udvikling fra demokrat til despot og Hizmets stigende indflydelse i statsapparatet, der førte til et ønske om egentlig magt.

Begge dele kan registreres fra omkring 2008-9, da AKP gennemførte en udrensning i statsapparatet med en stribe retssager kendt som Ergenekon- og Balyoz-skandalerne, der fjernede den islamfjendtlige kemalist-elite i militæret, bureaukratiet og medierne, og som Hizmet villigt lod sig bruge til.

»Det var en kæmpe fejltagelse,« siger Balci i dag. »Men vi mente jo, at vi tjente den tyrkiske nations interesser med den fatale beslutning. Nu må vi undersøge, hvordan det kunne ske. Hvem der ledte os i fordærv. Jeg er dog sikker på, at det ikke var Fethullah Gülen. Men nogen i Hizmet vildledte os i samarbejdet med den islamisk-politiske regering, hvor vi skulle have holdt større afstand, også selv om det ville medføre færre topposter og mindsket indflydelsen i bureaukratiet og i kontakten til regeringen.«

– Og nu ligger I, som I har redt?

»Ja, og det bliver vi konstant mindet om, også af den sekulære opposition. For ja, vi begik fejl i Ergenekon- og Balyoz-sagerne (fra 2008 til 2013), der delvist byggede på falske anklager – der var dog også tale om konkrete kupplaner. Det har vi sagt undskyld for og er villige til at tage vor straf.«

Balci vil ikke udtale sig direkte om anklagernes og dommernes adfærd i de kontroversielle sager, men fortæller gerne om sin egen rolle som redaktør i Zaman-mediekoncernen, hvis vifte af aviser og tv-kanaler førte smædekampagner mod kemalisterne på anklagebænkene.

Erdogan har fået bygget et nyt præsidentielt palads oven på Atatürks gamle landbrug i Ankara. Det ’Hvide Palads’ blev færdig i 2014 som et symbol på Erdoğans ’nye Tyrkiet’.
Læs også

»Men da det gik op for mig, at retssagerne i vidt omfang var fiksede med fabrikerede anklager og falske vidneudsagn, gik jeg til organisationen Komiteen til Beskyttelse af Journalister, og bad om et godt råd: De rådede os til at hyre et par neutrale journalister, der kunne undersøge vores dækning af retssagerne og offentliggøre de fejl, vi havde begået, i en artikelserie i avisen. Og det rettede vi os efter ved at hyre to journalister udefra – de har i øvrigt senere skrevet lige så beskidt om os ved bl.a. at kalde os terrorister. Men inden det undersøgelsesprojekt kunne sættes på skinner, lukkede myndighederne avisen i marts 2016, og vores arkiv blev destrueret.«

Erdogans syndefald

Lukningen af Zaman var et eksempel på de stigende modsætninger mellem AKP og Hizmet, der havde stået på i årevis, og som gradvis førte til Erdogans og AKP’s demokratiske syndefald. Et syndefald, der kulminerede med undtagelsestilstanden efter det mislykkede militærkup, der stadig er i kraft.

Men magtkampen går tilbage til den vestligt orienterede Fethullah Gülens afstandtagen til Erdogans brud med Israel i 2009 og især den ellers tavse prædikants åbne kritik af ’Mavi Marmara’-operationen i 2010, da israelske kommandosoldater dræbte syv tyrkiske aktivister på et nødhjælpsskib i farvandet ud for Gaza.

I 2012 eskalerede konflikten, da gülenisterne i politiet anholdt efterretningschefen, Hakan Fidan, der står Erdogan nær. Fidan havde åbnet et forhandlingsspor til PKK’s fængslede leder, Abdullah Öcalan, som Gülen ud fra en traditionel nationalistisk holdning var imod.

Året efter angreb Gülen Erdogans voldsomme reaktion på Gezi Park-miljødemonstrationerne i Istanbul – af mange set som et afgørende vendepunkt, der synliggjorde Erdogans magtbrynde. I december samme år kom det til et åbent brud mellem de to tidligere allierede, da gülenister i det tyrkiske bagmandspoliti afslørede en korruptionskandale med statslige licitationer og hvidvask af penge, der rakte ind i Erdogans nærmeste familie.

For hvert sammenstød blev Erdogan en tand mere autoritær, og de fleste tyrkere ser derfor ikke den igangværende udrensningsbølge med fængslinger som overgreb på folks rettigheder. De ser en intern islamistisk magtkamp, hvor Erdogan har initiativet.

I en normal empatisk ligning med offer og gerningsmand, ligner Erdogan umiddelbart gerningsmanden som leder af et regime, der kun genkendes i banale diktaturstater. Hans ofre er cirka 200.000 medborgere, der er i eksil, fyrede fra deres jobs eller i fængsel, mistænkt for at tilhøre Fethullah Gülens ’parallelle stat’ og anklaget i en skala fra terrorisme til perifere bagateller som at have konto i en Hizmet-ejet bank.

Fraværet af sympati

Men det, der skurrer, er fraværet af empati med disse undertrykte – med en tænksom intellektuel som Kerim Balci, hvis forhold til fysisk vold hidrører fra en ultrakort militærtjeneste, og hvad han har læst sig til i de korantekster, han er ekspert i.

Da jeg i årets første kvartal boede og arbejdede i Tyrkiet, mødte jeg ikke én, der uanset politisk ståsted havde bare antydningsvis sympati for ofrene i den krig, lige bortset fra de mange, der uforskyldt var røget med i kværnen af vilkårlige anholdelser. Og jeg mødte ganske få, der havde et gran af tvivl om, at det var Fethullah Gülen og hans proselytter, der planlagde og udførte det forfejlede militærkup 15. juli sidste år, hvor 241 Erdogan-loyale mistede livet.

Så jeg spørger Kerim Balci:

– Kan Fethullah Gülen have beordret de Hizmet-relaterede soldater til at forsøge kuppet 15. juli?

»Ja, hvis han led af mental forstyrrelse som følge af alderdom, men sagde han noget sådant, ville det være soldaternes pligt ikke at lytte, men at forholde sig til det testamente, han har skrevet, og som kan læses på nettet, hvor han udtrykkeligt undsiger direkte indblanding i politik. Og jeg siger dette, fordi jeg er 100 procent sikker på, at han ikke havde noget at gøre med kupforsøget. Derimod er jeg ikke 100 procent sikker – faktisk er jeg ret overbevist om, at Hizmet-medlemmer deltog i kupforsøget. De skal selvfølgelig straffes, og i øvrigt: I det øjeblik, de beslutter at deltage i en sådan aktion, er de i mine øjne ikke længere Hizmet-folk, men terrorister.«

– Det jeg hører, er, at intet besluttes uden hans samtykke?

»Det er absurd. Jeg gentager: Han har intet vidst, for han er ikke blevet spurgt. Jeg er ikke direkte involveret med hojaefendi (en betegnelse, der betyder ’ærværdig lærer’, red.), men jeg var 18, da jeg mødte ham første gang, og har altså kendt ham personligt i små 30 år. Jeg kan ikke sige, at jeg er i hans inderste kreds, men hver gang jeg havde brug for et råd, var han der. Og hans svar var hver gang: Du ved selv bedst.«

– Du ved selv bedst?

»Jeg skrev en fast klumme i Zaman gennem 20 år, nogle gange fire på en uge, to på tyrkisk og to på engelsk. To gange blev min klumme ikke trykt, og det havde intet at gøre med hojaefendi. Jeg var i Israel på det tidspunkt, og begge klummer var stærkt kritiske over for den israelske regering. Den daværende chefredaktør var bekymret, men jeg modtog aldrig råd fra hodjaefendi om, hvad jeg skulle skrive og ikke skrive. Når jeg hørte fra ham var det altid, at han havde læst min klumme, og at alt var godt.«

Kerim Balcis tillid til hojaefendi som religiøs vejleder er således urokkelig, men han erkender også, at skaden er uoprettelig.

»Vi har ikke mere at gøre i Tyrkiet, og måske er det meget godt. Bevægelsens fremtid er international – kosmopolitisk, om du vil – for uanset om Hizmet-folk var direkte ansvarlige for kuppet eller på nogen måde medskyldige, er vi færdige, også selvom Erdogan ikke er der i morgen.« 

Også for Kerim Balci er løbet kørt. Han har ingen illusion om nogensinde at gense sit land. Hans fremtid er global, og interviewet slutter, da han skifter til jakkesæt.

»Jeg har et møde, hvor jeg skal tale,« siger han. »Vi er nogle ligesindede, der holder ved budskabet om universel fred.« 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu