Læsetid: 7 min.

’Regnskoven er selvfølgelig kommet for at blive, men det samme er palmeolieindustrien’

I Indonesien vil et dansk pilotprojekt skabe et kommercielt alternativ til den illegale, men økonomisk attraktive skovhugst. Siden støtten begyndte i 2011, er en femtedel af skoven forsvundet og blevet omdannet til hovedsageligt palmeindustri. Næste år udløber støtten – alligevel er folkene bag optimistiske
Der bliver hevet i det oprindelige folk i Harapan-regnskoven i Indonesien fra alle sider. Ngo’erne ser gerne, at beboerne i landsbyen bliver bevaret, mens aftagerne af planteolie betaler store summer for at få plantet palmer.

Der bliver hevet i det oprindelige folk i Harapan-regnskoven i Indonesien fra alle sider. Ngo’erne ser gerne, at beboerne i landsbyen bliver bevaret, mens aftagerne af planteolie betaler store summer for at få plantet palmer.

Mathias Sonne Mencke

10. maj 2017

JAMBI – Til højre gennem jeepens tonede rude er regnskoven vild og uforudsigelig. Og selvom jeepen tromler afsted, viser en abe sit ansigt i Sumatras vildnis. Ud ad jeepens venstre rude er billedet et andet. I timevis har kolonner af palmeolieplantager erstattet hinanden.

Nogle lave, kraftige palmer, der ligner rækker af overdimensionerede ananasser. Andre højere, slanke palmer, der strækker sig i kampen om middagssolens stråler. Chaufføren forklarer, at de høje træer er 15 år gamle.

I deres levetid har Indonesien, hvor hovedøen Sumatra ligger, mistet regnskov svarende til fire gange Danmarks størrelse. Rydningen skyldes særligt palmeolieindustri. Den rustrøde grusvej, jeepen følger, deler i dag Harapan-regnskoven i naturlig skov på den ene side og palmer på den anden.

Kortegen ankommer til en lejr med små træhytter, en åben spisesal og et hus med et billede af en tiger og plancher om regnskovens store biodiversitet. Ud af den forreste jeep træder Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der modtages af flagende børn fra skovens oprindelige befolkning.

Ministeren er i Harapan-regnskoven for at tilse et dansk-støttet pilotprojekt, hvor en sammenslutning af ngo’er med hjælp fra Danidas miljøstøtteprogram har forvaltet skoven siden 2011.

Mathias Sonne Mencke

Indonesien er i dag et af de lande, der udleder mest CO2. Placeringen skyldes primært ulovlig skovrydning. Harapan-regnskoven, der er dækker et areal på størrelse med Lolland, binder alene over ti millioner ton CO2.

Det svarer til det dobbelte af Danmarks årlige udslip – et tal, folkene bag projektet forventer, vil stige til det tredobbelte, hvis skoven fortsætter med at vokse.

Lokalt ejerskab

I lejren sidder du på hug og skider, mens et inferno af dyrelyde udfordrer din zoologiske kunnen. Badet består af et blåt plastikbæger, du skovler vand i og hælder over kroppen.

»Tænk dig, at vi stadig har regnskoven her,« siger Agus Utomo og kigger sig tilfreds omkring. Han er projektets rådgiver i biodiversitet og forklarer, at kampen for at bremse rydningen af regnskoven hidtil er mislykket, fordi projekterne i for høj grad bekæmper skovens største fjende i stedet for at gøre den til en del af løsningen.  

»Regnskoven er selvfølgelig kommet for at blive, men det samme er palmeolieindustrien. Derfor er en af nøglerne til at undgå skovhugst at få de to dele til at sameksistere, uden regnskoven bliver mindre. Det kræver, at vi indgår nogle klare aftaler med dem, der opdyrker jorden, så de bliver forpligtede til at drive deres skovbrug på en bæredygtig måde,« siger han.

Ordningen fungerer sådan, at miljøorganisationerne bag projektet uddeler tilladelser, der sikrer bøndernes ret til jorden, der ellers ejes af staten. Ngo’erne fører så opsyn med landbrugene og yder ekspertiser i blandt andet landbrug og genplantning.

Foruden palmeolie producerer de lokale i Harapan nu honning, gummi og kosmetik. På den måde »får de lokale ejerskab over regnskoven og bliver beskyttere af den,« siger Utomo.

Mistet en femtedel

Dybere inde i regnskovens tætte beplantning fører en fastgjort rebstige nysgerrige 25 meter op over jorden. I trækronen står Casper Klynge, Danmarks ambassadør i Indonesien, og ser ud over en brøkdel af regnskovens uerstattelige økosystem, der dækker syv procent af jordens overflade.

»Der er selvfølgelig forsvundet skov, mens vi har støttet projektet, men der er forsvundet meget mere i naboskovene her på Sumatra,« siger han.

Mere præcist er en femtedel af skoven forsvundet og hovedsageligt blevet til palmeolieplantager, siden projektet startede. I naboskoven hedder tallet ifølge ambassadøren 82 procent. Casper Klynge siger, at »det selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, at en femtedel er væk,« men at sammenligningen viser, at modellen formentligt er mere bæredygtig end den anden model.

Den anden model, ambassadøren henviser til, består dybest set i ingenting. Centralregeringen i Jakarta regulerer ganske vist regnskovsdriften ved blandt andet at gøre det ulovligt at fælde regnskov og omdanne områder til plantager. Problemet er bare, at de ofte vender det blinde øje til, når det sker.

I dag anslås det, at op imod en femtedel af landets 250 millioner indbyggere modtager direkte eller indirekte indtægter gennem palmeolieindustrien, der udgør landets største eksportvare. På verdensplan indeholder halvdelen af alle emballerede produkter i dag palmeolie.

Inden 2050 forventer WWF, at efterspørgslen fordobles.

Ambassadøren forstår godt indonesernes ønske om at udvide forretningen, men mener, at landet »risikerer at save grenen over, de selv sidder på, hvis ikke de begynder at gøre produktionen mere bæredygtig – for så vil de europæiske forbrugere gradvis begynde at vende sig bort fra palmeolien.«

I marts vedtog EU-parlamentet en betænkning, der skal styrke kontrollen og certificeringen af palmeolieprodukter, så forbrugerne undgår ulovligt opdyrkede palmeklaser. Indonesiens miljø- og skovbrugsminister kaldte efterfølgende forslaget »en fornærmelse«.

For Jamie Wolley, Greenpeaces ekspert i palmeolie, er parlamentets forslag om strammere reguleringer en nødvendighed, hvis regnskoven skal bevares.

»Der eksisterer en enorm mangel på gennemsigtighed i palmeolieindustrien. Den indonesiske regering har i årevis forsøgt at lave en dækkende kortlægning over palmeolieproducenternes datterselskaber og leverandørkæder uden held,« siger han.

Wolley konstaterer, at øget gennemsigtighed og en målrettet lovgivning mod skovrydning også er nødvendig, hvis projekter som det i Harapan skal lykkes med at give skoven merværdi for lokalbefolkningen, der ofte presses til at sælge deres jord af pengestærke investorer.

Ellers »vil myndighederne opleve tiltagende konflikter omkring rettigheder til landområder,« siger han. 

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kæmper for at bevare Indonesiens regnskov, men har selv haft private investeringer i palmeolie, der er den primære årsag til ulovlig skovhugst i landet. Verdens Skove glæder sig over, at ministeren nu er blevet klogere
Læs også

Naturfolket

Der findes fem landsbyer og 228 familier i Harapan-regnskoven, hvor det oprindelige folk Batin Sembilan lever. I en radius af ti kilometer findes der yderligere seks landsbyer med 14.000 indbyggere.

Der er umiddelbart ingen mistro at spore i lokalbefolkningens øjne, da den danske delegation besøger en landsby, der består af ydmyge træhytter. De eneste bygninger af cement er små toiletter, hvor Danmarks rigsvåben er fastgjort, som sponsoren på brystet af en fodboldtrøje.

Også en lille interimistisk forretning har fundet vej til det oprindelige naturfolk. Sortimentet består af ganske få varer: vand, banan og ice tea-pulver i forskellige smagsvarianter. De seneste år har ngo’erne i skoven hjulpet landsbyen med omstillingen fra jægerkultur til bæredygtigt landbrug.

I dag dyrker landsbyen blandt andet importerede majsafgrøder. På vej mod marken, der ligger som et åbent krater midt i regnskoven, går delegationen forbi bunker af kassavarodknolde, der har været opdyrket her i århundreder. 

Mathias Sonne Mencke

Adam Azis har stået for kontakten til Harapan-regnskovens beboere. Han siger, det var vanskeligt at overbevise de lokale om projektets hensigter. Men at de lokale i sidste ende var »reasonable«. Én Batin Sembilan-landsby mangler dog at tilslutte sig projektet, »da landsbyen allerede er påvirket af folk udefra, der ønsker flere palmeolieplantager og betaler lederen af stammen godt,« fortæller han.

Adam Azis tøver nogle sekunder, før han svarer på, hvordan projektet kan konkurrere med de store summer af penge, investorerne lægger.

»Det handler om en årelang kamp for rettigheder,« siger han til sidst. »Husk på, at regnskoven ejes af den indonesiske stat, men det her samarbejde sikrer, at de lokales medejerskab af skoven anerkendes. Batin Sembilan bliver dermed ikke et folk, der lever i regnskoven, men et folk, der har ret til at leve i regnskoven – det kan ingen andre tilbyde.«

Støtten afvikles

I landsbyen møder udviklingsminister Tørnæs en kvinde iført et lyserødt slør dekoreret med hvide perler. Hun viser stolt ministeren den mark, hun har fået hjælp til at dyrke.

Kvinden siger, at hun er glad for, at landsbyen hjælper med at beskytte skoven mod illegale skovrydninger, men at hun samtidig er bekymret for, hvad der skal ske med projektet, når den danske støtte udløber.

Ulla Tørnæs lytter til kvindens bekymring. Hun kalder det »Danmarks ambition at skabe et levedygtigt pilotprojekt, der bliver et forbillede for hele Indonesien.«

»Det er simpelthen den eneste måde, vi kan bevare regnskoven på.«

Næste år afvikles den danske støtte til Harapan-regnskoven. Til den tid har Danida postet knap 100 millioner kroner i projektet, der på sigt skal være selvfinansieret. Så langt er projektet i Harapan-regnskoven langt fra endnu.

Efter at skovrydningen i Sydamerika er aftaget år for, er udviklingen nu vendt, så der de seneste år er blevet fældet mere skov.
Læs også

På vej tilbage mod civilisationen gør delegationen holdt ved en lille landsby. Beboerne viser engageret ministeren en håndfuld gummitræer, hvor den tykke mælkelignende væske roligt drypper fra en revne i barken ned i et træbæger. Ifølge Agus Utomo, rådgiver i biodiversitet, er projektet godt på vej, men langt fra i mål.

»Vi bliver nødt til at styrke vores engagement og udvide vores mandat til at forvalte regnskoven. Det vil kræve, at regeringen støtter os mere,« siger han og forklarer, at regeringen på grund af projektets resultater på nuværende tidspunkt har tildelt 1,7 millioner ekstra hektarer til lignende projekter over hele Indonesien. For Utomo viser det, at pilotprojektet anerkendes.

Foreløbigt har den tyske udviklingsbank KfW indvilliget i at bidrage med nye midler. Ligesom der arbejdes på at tiltrække flere investorer. Rådgiveren håber også, at Danmark vil fortsætte sit engagement og hjælpe med at skabe samarbejder med private danske virksomheder.

»Hutan Harapan betyder håbets regnskov,« siger han.

Turen til Indonesien er støttet med en rejsebevilling fra Udenrigsministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Den danske landbrugsjord er selvfølgelig kommet for at blive, men det samme er de agrokonsortier, som opkøber jorden.

Glem alt om dansk suverænitet og eu's nærhedsprincipper når der er gæld eller mulighed for profit.

Danske bønder gældsætter sig til op over skorstenen i forventning om afkast - forventning !
Danske bank gambler på førkrisens boligmarked - og taber.
Kristian jensen tror, han har forstand på it implementering i skat - en vildfarelse om egne evner i den retning som han ikke er den eneste, der lider af.
Og fællesejet bliver solgt til spotpris.

Hvem betaler dummebøder og bliver fattigere, og hvem er afsender af dummebøder og bliver rigere ....