Læsetid: 9 min.

Sådan havner flygtningekrisens glemte skæbner i syditaliensk industris ruin

Hotspots i Italien og Grækenland skulle forbedre modtagelsen af bådflygtninge og hjælpe til hurtigt at skille migranter fra flygtninge og dermed sikre, at de svageste grupper får den beskyttelse, de behøver og har krav på. I dag virker de mest til at være et middel til at lette flygtningepresset på EU’s indre grænser
Hotspots i Italien og Grækenland skulle forbedre modtagelsen af bådflygtninge og hjælpe til hurtigt at skille migranter fra flygtninge og dermed sikre, at de svageste grupper får den beskyttelse, de behøver og har krav på. I dag virker de mest til at være et middel til at lette flygtningepresset på EU’s indre grænser
30. maj 2017

TARANTO – 21-årige Hasan er et af de mennesker, der rejste gennem Danmark, da flygtningekrisen var på sit højeste i sensommeren 2015. Hasan rejser stadig. Jeg møder ham til fods på en befærdet vejbro, som fører fra industrihavnen i den syditalienske by Taranto mod centrum.

Her i nærheden skulle ligge et af de såkaldte hotspots, som EU i 2015 blev enige om at oprette for at forbedre modtagelsen af flygtninge i Italien og Grækenland. Hasan kender det godt. Han vender uden tøven om og følger mig derhen.

Mens vi går fire kilometer i vejkanten gennem et forfaldent industrilandskab, fortæller Hasan, hvordan han er havnet her. Han er oprindeligt fra byen Hilla i det centrale Irak, hvor Babylon i sin tid lå.

»Jeg forlod Irak i august 2015,« siger han »og rejste til Tyrkiet og videre gennem Grækenland, Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland, Danmark og Sverige til Finland, hvor jeg blev, indtil jeg fik afslag på min asylansøgning.«

Egentlig burde han altså slet ikke være her. Enten skulle han sendes til Grækenland, der ifølge Dublin-forordningen som det første ankomstland i EU skulle behandle hans ansøgning. Men da det græske modtagesystem er kollapset, sender de øvrige EU-lande ikke længere asylansøgere tilbage dertil. Eller også skulle han sendes til Finland med henblik på udvisning til Irak, men den tur går altså nu via Taranto.

Jeg er taget til Syditalien for at undersøge, hvordan hotspotmodellen fungerer i praksis. Flygtningenes vandring gennem Europa i efteråret 2015 skabte politisk momentum for krav om bedre grænsekontrol ved såvel ydre som indre grænser i EU. Et afgørende element for at bremse tilstrømningen er at sikre, at alle bådflygtninge bliver identificeret straks efter ankomsten. Det er derfor, EU’s grænseagentur har oprettet disse modtagecentre i Italien og Grækenland til at bistå de lokale myndigheder.

Det skulle gøre sagsbehandlingen mere effektiv, hurtigt skille migranter fra flygtninge og dermed sikre, at de svageste grupper får den beskyttelse, de behøver og har krav på. Men menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International hævder, at systemet også medfører brud på rettigheder, yderligere marginalisering af udsatte migranter og lyssky forretningsmuligheder for lokale profitmagere.

Eskorteret sydpå

Det særlige ved dette hotspot er, at selv om Taranto er en havn i Italiens sydøstlige hjørne, er det ikke hér, bådflygtninge typisk kommer ind. Næsten alle de bådflygtninge, der bliver samlet op på Middelhavet, passerer i første omgang gennem lignende centre på øerne – på Lampedusa samt i Pozzallo og Trapani på Sicilien. Langt de fleste af dem, der ankommer til centret i Taranto, er i juridisk forstand gået i land ved Italiens nordlige grænse.

Efter at mange EU-lande har suspenderet Schengen-aftalen og genindført grænsekontrollen, er de flygtninge og migranter, som bliver stoppet i nærheden af grænsen eller tilbagesendt fra Frankrig og Østrig, blevet kørt over 1.000 km mod syd til Taranto. Sådan gik det også for Hasan:

»Jeg blev anholdt i Ventimiglia den 14. februar i år, mens vi forsøgte at krydse grænsen til Frankrig. Jeg var kommet til byen dagen før efter at have sovet på gaden i Milano i fem dage. Vi var svimle og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Så blev vi sat på en bus og kørt herned med politieskorte,« fortæller han.

Opholdet på et hotspot burde ifølge reglerne ikke vare mere end 72 timer, men mange nægter at få taget deres fingeraftryk og ender derfor med at være her i flere uger eller sågar måneder. Nogle vælger derefter at tage et tog nordpå, mens andre lader sig indkvartere på et flygtningecenter i området, mens de venter og håber.

Præventivt sigte

Der stiger konstant en søjle af sort røg op over Tarantos tage. Det er både den mest industrialiserede og mest militariserede by i Syditalien.

Hotspottet består af en samling lysegrå containere og telte, som er opstillet i en cirkel omkring en lille legeplads og omkranset af et metalhegn. Det ligger i det hjørne af havnen, hvor stålvalseværket ILVA udskiber sine produkter. Blandt skorstenene, siloerne, vejbroerne og containerskibene er der ingen andre mennesker end soldater og politifolk samt små grupper af migranter i ens mørkeblå joggingdragter, som de får uddelt ved ankomsten.

Stedet er underlagt særlige sikkerhedshensyn, dels på grund af stålproduktionen og dels på grund af, at havnen også rummer en af Italiens vigtigste flådebaser. Dertil kommer så hotspottet, som pressen kun under særlige omstændigheder får den lokale politipræfekts tilladelse til at besøge, ligesom det har været tilfældet på alle modtagecentre i Italien siden opstandene i Nordafrika i 2011.

En central del af flygtningekrisens praktiske håndtering bliver altså konsekvent mørklagt. Da jeg dagen efter mødet med Hasan, vender tilbage med en fotograf, kommer en betjent straks ud og forbyder os at tage billeder.

Amnesty International har i en rapport om hotspottene i Italien kritiseret, at identifikationsprocessen i en række tilfælde er foregået med brug af såvel trusler som vold:

»Fem interviews, som Amnesty International har foretaget, er sammenfaldende i beskrivelserne af slag samt brugen af elektrochokvåben på hotspottet i Taranto i forbindelse med omkring 300 migranters ankomst den 24.-25. juni 2016,« hedder det i rapporten.

Tankegangen bag centrene øger også risikoen for, at udvisninger ikke sker efter individuel sagsbehandling, men en bloc på baggrund af formodet nationalitet, anfører Amnesty.

Rapporten dokumenterer desuden et tilfælde, hvor en 20-årig etiopier er blevet bragt til Taranto to gange med få dages mellemrum. Repræsentanterne for de internationale nødhjælpsorganisationer, som er til stede i Taranto, fortæller, at de har set de samme ansigter på hotspottet fem gange eller mere. Der er også beretninger om, at personer med regulær opholdstilladelse i Italien, Frankrig eller et andet EU-land ved en fejl havner her.

For mange ender turen til den afsidesliggende havneby i Puglia-regionen med, at de får besked på at melde sig hos myndighederne et andet sted i landet.

Italiensk politi, indenrigsministeriet samt EU-Kommissionen har afvist kritikken. De hævder, at Amnestys rapport er baseret på tvivlsomme vidneberetninger. Amnesty hævder derimod, at indenrigsministeriet har obstrueret rapporten ved at ignorere deres henvendelser.    

Den italienske regering har dog åbent erkendt, at målet med transporterne til Taranto er at lette det politiske pres på Schengen-samarbejdet i resten af EU:

»Vi har et godt og nyttigt samarbejde med Frankrig for at forhindre, at Schengen går helt i stykker,« udtalte den daværende indenrigsminister, Angelino Alfano, sidste år til La Repubblica, »migranterne er ikke i Ventimiglia, fordi de foretrækker stranden dér i forhold til strandene på Sicilien, men fordi de vil den vej til Frankrig. Vi har til opgave at sørge for, at reglerne bliver overholdt, og det gør man ved at forhindre dem i at rejse ind i Frankrig. Hvis vi fastholder denne linje og fortsætter omfordelingen til andre centre, vil mange holde op med at forsøge.«

Uforståelige bankgarantier 

Hotspottet ligger i et af Europas mest skamferede hjørner. Taranto, der blev grundlagt i år 706 før vor tidsregning som bystaten Spartas eneste koloni uden for Grækenland, var et vigtigt sted i antikken, men er i dag blandt Italiens mest forurenede og socialt belastede byer.

Det store stålvalseværk fra 1965 var stærkt medvirkende til det økonomiske boom, der tredoblede den italienske industriproduktion på mindre end 10 år. ILVA gjorde således Taranto til Syditaliens største industriby, men det har også ødelagt miljøet i bunden af den naturskønne bugt og medført markant overdødelighed i de kvarterer, der blev opført til arbejderne nær stålvalseværket. Produktionen er nu reduceret som følge af en miljøklage fra EU-kommissionen, men for 15.000 familier medfører beslutningerne om fremtiden for ILVA et umuligt dilemma om at ville beskytte arbejdet eller helbredet.

Migranterne lander lige midt i den værste mineralregn fra ILVA, men langt fra al beboelse. Det sidste er en nødvendig sikkerhedsforanstaltning i et område, hvor den sociale utilfredshed i forvejen er stor, påpeger både lokale og repræsentanter for de internationale organisationer. Der går rygter i lokalbefolkningen om migranternes statsgaranterede privilegier – rigelige lommepenge og gratis kørekort – mens flygtningemodtagelsen er ved at udvikle sig til en vigtig økonomisk sektor i området.

Taranto er en separat politisk virkelighed, hvor de nationale partier næsten ingen indflydelse har. Her foregreb Giancarlo Cito for snart 30 år siden de landspolitiske strømninger, da han med udgangspunkt i en lokal tv-station dannede et lokalpatriotisk parti med fascistoide overtoner. Han blev borgmester og siden valgt til parlamentet. Men for 10 år siden blev Cito dømt for ekstern medvirken for mafiakriminalitet og kan derfor ikke stille op ved kommunalvalget i juni. I stedet stiller hans søn op.

Samtidig med valgkampen skaber særbevillingerne fra Rom og Bruxelles muligheder, ligesom man før har set på Lampedusa og Sicilien. Den tidligere indenrigs- og nuværende udenrigsminister Alfanos parti var i forvejen stærkt kompromitteret af en retssag om mafia og klientelisme vedrørende Mineo, det største modtagecenter på Sicilien. Partiet skiftede for nylig navn fra Nuovo Centrodestra til Alternativa Popolare, men blev så straks belastet af en ny serie anholdelser i en lignende sag i byen Isola di Capo Rizzuto i sidste måned.

I Taranto bliver det især bemærket, at personer, der er sigtet for organiseret forsikringssvindel, er blevet tilgodeset i tildelingen af kontrakter. Ligesom byens indbyggere bøder i form af dyre bilforsikringer, risikerer migranternes rettigheder at blive systematisk krænket. Lokalpressen skriver intet om det.

Da jeg møder lederen for en af de organisationer, som er involveret i indkvarteringen, insisterer han på at snakke et diskret sted og på at forblive anonym:  

»Fjenden er usynlig,« siger han og forklarer sit syn på situationen: »Politisk kan det betale sig at behandle flygtningetilstrømningen som en nødsituation. Frygten for de fremmede skaffer stemmer, men det gør løfter om job på centrene også. Vi har svært ved at forstå, hvordan organisationer, som opstår fra den ene dag til den anden, kan opnå de bankgarantier, som skal fremvises for at kunne huse migranter.«

Det står i modsætning til, hvordan Europakommissionens formand, Jean-Claude Juncker, karakteriserede Italiens indsats i sin årlige State of the Union-tale for et par uger siden:

»Fra flygtningekrisens første dage har Italien gjort alt, hvad man kunne,« sagde kommissionsformanden, »Italien har faktisk, som følge af manglen på en tilstrækkelig europæisk indsats, indtil nu reddet Europas ære.«

Penge til toget

De fleste af de flygtninge og migranter, som vandrer i vejkanten mellem hotspottet og byens centrum, er unge mænd fra Afrika. Undtagelserne er midaldrende mænd fra Indien, Pakistan eller Bangladesh, der ifølge de internationale organisationer som regel havner her i forsøget på at undgå at blive hjemsendt fra et andet EU-land, hvor de måske har opholdt sig ulovligt i årevis.

Sidste år dokumenterede tv-kanalen La 7, at der på banegården i Taranto foregår en form for rekruttering af helt unge flygtninge og migranter, som har brug for penge til en togbillet, uden at politiet griber ind. 200 kilometer længere mod nord, i området omkring byen Foggia, ligger et af de landbrugsområder, hvor allerflest migrantarbejdere er beskæftiget under ulovlige forhold.

På stationen møder jeg den 19-årige Boubacar fra Senegal. Han er ankommet fra Ventimiglia samme morgen og medbringer ingen bagage. Han virker træt og vred og bange:

»Jeg skal til Spanien for at arbejde,« siger Boubacar og fortæller, at han sejlede over Middelhavet i 2014 og har boet i to år på modtagecentret i Mineo efter at have fået afslag på sin ansøgning om asyl. Nu skal han skaffe penge til toget og beder om at låne min telefon for at kunne ringe til sin advokat. Men ingen svarer. Så ser han fortabt ud og siger, at han er for stresset til at snakke.

Jeg spørger Hasan, hvilken by i Europa han bedst kan lide:

»Wien,« svarer han og smiler.

Men han vil bare undgå at blive sendt til Irak:

»Der er alt for mange onde mennesker,« siger han og tilføjer om hotspottet på havnen: »Der er for mange flygtninge, men det er alligevel bedre end at sove på gaden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Hansen

Tingene blandes desværre lidt sammen her. Modtagecentrene er beregnet til nyankomne flygtninge. Men 21-årige Hasan har allerede fået behandlet sin asylansøgning i Finland og har fået afslag. Så han er hverken flygtning eller asylansøger.

Han er sådan set bare en ung illegal immigrant, der ikke har lyst til at rejse tilbage til Irak. Og dermed minder hans situation om de mange illegale immigranter fra Mexico, der befinder sig i USA, og er et stort emne i amerikansk politik.

EU-kommissionen har flere gange opfordret medlemslandene til at blive bedre til at udsende afviste asylansøgere. Hasan er et eksempel på, at der ligger en stor uløst opgave her. Og det forhold, at han nu befinder sig i Italien, efter at have fået afslag i Finland, viser jo bare, at problemet vedrører hele Europa.