Læsetid: 6 min.

Samtale om fransk præsidentvalg over en kaotisk brændestabel

Det ligger dér i et værre rod på min græsplæne, brændet, som sikkert ikke engang er klimakorrekt. Og i morgen er der valg mellem en højreekstremist, der lover at passe på franskmænd, og en tilsyneladende flink kapitalist, som virker ret dansk
6. maj 2017

Så står jeg foran en brændestabel. Altså af den slags, som lige mangler at blive stablet. Jeg har ikke anden opvarmning i mit hus her på den nedre kant af Champagne. Vinteren har varet for længe, lige lidt for længe. Troede ellers, jeg havde regnet ud, præcis hvor meget brænde jeg skulle bruge, men det er tit svært at regne ud, hvad man har brug for.

Jeg står og glor på bunken sammen med Daniel og Chantal, som har leveret to kubikmeter brænde i en lille traktor og væltet det ud på min græsplæne.

Heldigvis kan jeg bare ringe til min nabo, en tidligere landmand, nu pensioneret i en ung alder. Han begyndte at arbejde tidligt, og det er sådan, pensionsalderen regnes ud i Frankrig. Har du betalt til kassen i 40 år, kan du gå på pension. Så han er ikke meget mere end 60 og har været på pension i et par år. Chantal er også gået på pension nu, lidt senere, fra sit job i byen.

Men sådan kommer det ikke til at blive ved med at være. Sarkozy eller rettere Fillon ændrede reglen, så pensionsalderen gradvist vil nærme sig 67. Det ændrede Hollandes regeringer ikke ved. Le Pen har  til gengæld lovet at gå tilbage til det gamle system, hvortil Macron vredt replicerede: Hvordan har hun tænkt sig at finansiere det?

Daniel har så altid, ud over landbruget, haft en bibeskæftigelse med at sælge brænde. Han mangler mindst tre fingre, jeg tør ikke tælle efter, men jeg har spurgt ham, og den er god nok: Det er, når han saver træ. Så ryger der lige en finger eller tre. Chantal hjælper ofte til med at levere.

Vi står og glor på stablen og er ret tavse på den måde, man også kan være det i Vestjylland.

»Nå, det der præsidentvalg?« spørger jeg brændebunken.

»Tja,« siger de.

Tavshed.

»Hvem skal så vinde?« forsøger jeg mig efter 30 gode jyske sekunder.

Ikke sådan ment

Jeg har set stemmefordelingen i landsbyen fra første runde. Min gamle efterhånden senile nabo Jacques havde fortalt mig, at 48 pct. havde stemt Le Pen, men det passer altså ikke.

Af de 185 stemmeberettigede mødte 157 op, og af dem stemte 48 personer Le Pen, det bliver til omkring 30 pct. Macron – og nej, man kan ikke joke med makroner i Frankrig, for kagerne hedder macaron – og er slet ikke det samme som danske makroner. Nå, men Macron fik 34 stemmer. Jeg er ret sikker på, at det ikke er fra de to, jeg står sammen med.

Da jeg nævner Fillon, fnyser de nærmest.

»Han kunne da finde ud af at få noget i lommerne.«

Tavshed. Næsten pinlig.

»Vi er jo nødt til at gøre noget ved, at der er alt for mange fremmede,« udbryder Chantal så til sidst, fordi hun udmærket ved, at jeg ikke er vild med Marine Le Pen.

Jeg tygger lidt på det der ’vi’, fordi jeg på en måde synes, jeg er lidt impliceret i det.

»Som mig?« spørger jeg så med et smil, men synes ikke, det er så sjovt.

»Nej, nej, nej,« udbryder de i kor, »da ikke Dem.«

Nu ser jeg dem lige i øjnene.

»De ved godt, at hvis Le Pens nationale præferencer indføres, og Frankrig meldes ud af EU, så er det mig, det rammer, ikke?«

Og nej, vi er ikke dus. Jeg har prøvet, vi har sådan set aftalt det engang, men jeg forbliver den fine dame fra byen, som man siger De til.

»Det er jo ikke sådan, det er ment.«

»Næ, men det er sådan, det er,« svarer jeg lidt mut.

Faktisk ret tørt. Fordi min tålmodighed efter et par måneders skriverier om valg er ved at være slidt op.

Jeg forklarer så mine gode naboer, at hvis jeg ikke kan arbejde mere, hvis jeg bliver syg for eksempel, så kan jeg ikke engang tage direkte hjem til Danmark, for dér har vi også national præference. Efter mine mange år i udlandet vil jeg blive sat på integrationsydelse. Ikke engang invalidepension – altså hvis jeg var syg – som så mange kontanthjælpsmodtagere burde være på, næ, integrationsydelse. Det kender jeg eksempler på.

»Jeg er sådan set fremmed alle steder.«

Vi glor på brændet.

»Men o.k., jeg er ikke sort,« tilføjer jeg.

Beroligende.

Og det er jo noget andet synes de, og sådan er det jo ikke ment og ...

Nå, så siger vi pænt farvel, kindkys i luften og alt det der, og traktoren lunter ned ad vejen.

Ultraliberal?

Der er så meget, jeg ikke fik forklaret dem, og som er grunden til, at jeg helt ærligt heller ikke fuldtonet kan synes, at Macron er lykken.

’Ultraliberal’ kalder de ham her i Frankrig, især alle de Mélenchon-tilhængere som foretrækker slet ikke at stemme, frem for at stemme Macron.

Ret beset ligner mange af Macrons forslag den danske model. Lønninger og arbejdsforhold, overenskomstforhandlinger, skal foregå på den enkelte arbejdsplads og ikke bestemmes centralt af staten, mener han. Ligesom i Danmark. Staten er til gengæld bagstopper i form af kontanthjælp.

I Danmark opkræver staten så langt højere skatter hos den enkelte, end det gøres i Frankrig. Det har haft det resultat, som ingen franskmænd overhovedet kan forstille sig: At folk i Danmark tjener mere end i Frankrig.

I Frankrig er kun ca. 10 pct. i fagforeninger. I Danmark er stort set alle det, så lønningerne langsomt er steget og inkluderer, at der betales skat. Før skat tjener en almindelig dansk arbejder næsten det dobbelte af en franskmand.

I Frankrig er den statsbestemte mindsteløn cirka 10.500 kr. – til gengæld betaler man så stort set ikke skat.

I Danmark er selv kontanthjælpen højere end mindstelønnen i Frankrig. Man kunne betragte kontanthjælp som en form for borgerløn, for dem der enten ikke kan eller bare foretrækker ikke at arbejde.

I den forstand var Benoît Hamons så udskældte borgerløn  – den rene utopi, synes de fleste franskmænd, i al fald de 93 pct. som ikke stemte på ham – såmænd bare, hvad der svarer til en dansk SU.

Molboagtigt

Der er så alligevel et punkt, hvor jeg synes, franskmændene gør ret i deres træge mistanke.

Franskmænd har arbejdskontrakter, som i ekstrem grad sikrer den ansatte. Man kan stort set ikke fyre nogen i Frankrig. De har nemlig kæmpe mistillid til det kapitalistiske system. Det gør arbejdsmarkedet stift og svært – især for mindre virksomheder.

Men hvad sker der så med et land, som tænker i kræmmertermer, og som har opløst denne arbejderbeskyttelse?

Som det danske samfund har gjort det, sådan uldjydeagtigt – og jeg kan tillade mig at sige det, for jeg er selv jysk. Hvad sker der, når der egentlig er fuld beskæftigelse, og der så alligevel er nogle, som ikke kan arbejde? Betaler vi så med glæde til dem?

Næ. Så sætter man molboagtigt hære af folk til at jage kontanthjælpsmodtagere ud i de fjerneste hjørner af marken, så det hele til sidst er trampet ned. Det sker, når en form for nyttetænkning – eller kald det bare kapitalisme – har  sat sig igennem i hele systemet. Intet hjørne af maskinen må stå stille, netop fordi det tænkes som maskine og i kroner og øre.

Så langt er de slet, slet, slet ikke kommet i Frankrig. De har paradoksalt nok beskyttet sig op i et hjørne med over 10 pct. arbejdsløshed.

Så faktisk ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke, andet end at jeg lige i morgen foretrækker, at der stemmes Macron.

Men den unge Macron skal smøge ærmerne godt op, for ikke om fem år at skulle konfrontere endnu mere frygt. Og en Le Pen asiatisk i vælde, modnet af umodne år. For at parafrasere Tom Kristensen.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
  • Christian Mondrup
  • Charlotte Ardal
Jørn Vilvig, Christian Mondrup og Charlotte Ardal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Udover at danske arbejdstagere åbenbart er bedre lønnede end de franske, så er fordelingen af jobchancer sikkert også bedre på det danske arbejdsmarked i og med, at folk ikke er helt så uopsigelige som i Frankrig. Umiddelbart betyder det nok mindre jobsikkerhed i Danmark, men til gengæld opstår der så også flere jobåbninger. Ungdomsarbejdsløsheden er vist også en hel del højere i Frankrig, en del af forklaringen kan jo være de svært uopsigelige arbejdskontrakter, som så på den anden side gør, at der ikke opstår så mange jobåbninger og som så gør det svært for unge at komme ind på arbejdsmarkedet og nogen af dem ender med at stemme på Le Pen, hun har vist en pænt stor opbakning blandt franske unge.

Odin Rasmussen

Fordelingspolitisk er Marine Le Pen venstreorienteret i forhold til Macron. Hvordan ville den danske befolkning stemme i et valg mellem fx. Martin Lidegaard eller Anders Samuelsen og Pia Kjærsgaard eller hende fra de Ny borgerlig. ?
I 2015 stod valget mellem 2 Macron/Hillary Clinton/Obama-typer til statsminister posten i Danmark - den ene dog støttet af højrefløjen, der også i dk gik frem ved det valg. Nationalister er åbenbart ofte venstreorienteret på det økonomiske område ihvertfald i deres retorik og det er måske nationalisternes engagement på det sociale område, der giver dem integritet i større gruppers øjne ? så udover at det åbenbart er ubærligt at måske 35-40 procent stemmer mod Macron - Tine Byrckel er jo en god eksponent for den lidt luftige filosofiske og kulturelle tankegang, som meget intellektuelle mennesker, mest studenter, venstreorienterede og sådan nogen med akademisk uddannelse og fint job - sådan nogen, der ikke rigtigt interesserer sig for de virkelige problemer her i verden. Information var oprindeligt et blad for modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, senere blev det en lille liberal avis og senere igen et talerør for ungdomsoprøret (vserne). Idag er det sådan avis for dem der stemmer SF, radikale venstre og Alternativet. Dem med de alternative løsninger, dem der gerne vil give mere til de arbejdsløse, pensionister og samfundets svage og samtidig være real-politiske og have lavere skatter. Det er ikke realiteterne der trykker når man skal finde løsninger på verdens problemer på Informations redaktion eller SF og tilsvarerne utopistiske bevægelser. Men det er jo også ligegyldigt da fantasi og drømme for fremtiden er super-interessante. Det kan vi allesammen lide at høre på.

Odin Rasmussen

Valget er afgjort Macron fører stort i meningsmålingerne. Jeg læste lige at flere millioner børn er ved at dø af sult i Yemen.

Odin Rasmussen

Makroner består mest af luft og tomme kalorier. Man kan få dem i alle politisk korrekte farver. Det er en overklasse dessert. Hvordan det forholder sig med præsident Macron vil tiden vise.
Der går vist lidt inflation i ordet fascisme henne på Information ?