Læsetid: 5 min.

Selvfølgelig skulle vi stemme Macron, men det bliver bare værre næste gang

For Édouard Louis, der har beskrevet det Frankrig, der stemmer Le Pen, var der ingen tvivl om, at man skulle stemme Macron. Også selv om det netop er politikere som ham, der er skyld i arbejderklassens misére
I går sikrede Emmanuel Macron sig fem år som Frankrigs næste præsident efter en sikker sejr over Front Nationals Marine Le Pen. 

I går sikrede Emmanuel Macron sig fem år som Frankrigs næste præsident efter en sikker sejr over Front Nationals Marine Le Pen. 

Thibault Camus

8. maj 2017

I landsbyen Hallencourt i Pikardiet, hvor forfatteren Édoaurd Louis voksede op, ville Frankrigs næste præsident uden tvivl have heddet Marine Le Pen.

De 1.300 borgere stemte med næsten 34 procent på hende ved valgets første runde.

Da Édouard Louis boede i den tidligere industriby, nu hærget af arbejdsløshed, hed han Eddy Bellegueule, havde for løse håndled til både sin far og byens machomiljø, blev mobbet i skolen og rejste bort.

Édoaurd Louis skriver nu ph.d. i sociologi og har skrevet to romaner, for at »give arbejderklassen stemme«. Information får fat i ham inden valget. Han taler over skype fra New York, han er en efterspurgt forfatter, men hans indignation er intakt.

Han er ikke det mindste i tvivl om, at det rigtige var at stemme Macron.

»Hvis man undersøger årsagerne til, at folk stemmer Le Pen, er det netop folk som Macrons skyld. Vi er i den forfærdelige situation, at medicinen og giften er en og samme mikstur.«

– Men som filosoffen Derrida formulerede det, så skal man vel så blot finde den rette dosis?

»Det, som slog mig under valgkampen, var, at man præsenterer Macron som afbalanceret. Men hvem er yderligtgående? Er det en mand som Mélenchon, som radikalt forsvarer de fattige? Han betragtes som ekstrem. Men når man som Macron forsvarer bankverdenen og de store virksomheder, betragtes det ikke som yderliggående. Det er næsten et filosofisk spørgsmål. Macron kunne identificeres som del af den vold, der hærger verden i dag, men eftersom det er i overensstemmelse med den sociale orden, betragtes han som afbalanceret.«

Som i et voldeligt ægteskab

Édouard Louis mener til gengæld, at man tager præsidentvalget for alvorligt.

»Sartre skrev en storartet tekst om det »Elections, piège à con« – ’valget som idioternes fælde’, fordi man narres, man tror, man har det frie valg. I virkeligheden er det et af de tidspunkter, hvor man har mindst politisk magt. Man stilles over for et program, skal stemme en bestemt dag og er nødt til at stemme på en person, man måske slet ikke er enig med. Sartre hævder, at det er det mindst politiske tidspunkt i modsætning til en strejke eller en demonstration. Men selvom valget ikke er det virkelige politiske moment, er det trods alt med til at gøre verden lidt mindre voldelig. Man skal bare bruge valget kynisk, man skal være klar over, at det ikke er hele ens identitet, som er på spil.«

Det, Louis er allermest bange for, er den normalisering, der er sket af den ekstreme højrefløj.

»Det har jo taget Front National lang tid at komme så langt frem. Det uhyggelige er, hvordan man vænner sig til det. Det er lykkedes for Le Pen at normalisere sig. Det ligner den måde, kvinder kan vænne sig til vold i ægteskaber på.«

Der er imidlertid en dyb splittelse i selve Frankrigs historie, forklarer Louis.

»Frankrigs historie er to historier, der hele tiden støder sammen. Der er historien om krigen i Algeriet, om samarbejdet med Nazityskland, men samtidig er der avantgarden, Simone de Beauvoir, Marguerite Duras, Sartre, men da også Oplysningstiden. Historien om Frankrig synes at være kampen mellem yderpunkter, noget ultrareaktionært på den ene side, oplysningstanken på den anden.«

Ikke mindst handler det om sprog.

»Min lillebror på 18 har skrevet til mig for at sige, at han aktivt deltager i kampagnen for Mélenchon. For både ham og min søster er det første gang, de føler, at nogen repræsenterer dem. Det skal siges, at i min familie har man altid stemt Front National. Min far fulgte mine søskende ind i stemmerummet for at sikre sig, at de stemte, og eftersom det var en lillebitte landsby, hvor min far kendte borgmesteren fra folkeskolen, var der ingen, der greb ind.«

Men i dette års præsidentvalgkamp, blev der omsider talt om noget helt nyt.

»Der blev skabt en dynamik både med socialisten Benoît Hamons borgerløn og med Mélenchon, fordi de satte en dagsorden. Når Theresa May eller Le Pen siger noget absurd, halser alle efter dem. På den måde overtager de det rum, der tales i, selv venstrefløjen overtager deres sprog og deres dagsorden.«

Stemmer som voldshandling

Det er så dette skrøbelige nye rum, Édouard Louis frygter, vil blive smadret af Macron og de tiltag, han lover. Som for eksempel at øge kontrollen med arbejdsløshedsunderstøttelse, som det også findes i Danmark.

»Da min far kom til skade på fabrikken, fik smadret ryggen og måtte ligge i sengen i fem år, skulle han, da det så var overstået, bevise, at han stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Så foreslog man ham et job til 700 euro om måneden, 60 km fra landsbyen, så han knap ville kunne betale benzinen og have bare 300 euro tilovers til familien. Med Macron må han ikke sige nej tak til den slags.«

– Men hvorfor stemte han så Le Pen?

»Fordi han så, at den liberale politik smadrede ham, og at Le Pen tilsyneladende taler hans sag, som bare ikke høres andre steder.«

»Det, man skal huske på, er, at der nærmest umærkeligt skete en revolution hos socialisterne i halvfemserne, hvor de totalt ændrede sprogbrug. Der blev ikke mere talt om klasser, fattigdom og marginalisering, men om ’at leve sammen’, ’social dialog’ og den slags. Men folk kunne godt mærke langt inde i kødet, at der ikke længere blev talt om dem,« konstaterer han.

»Engang skulle en minister komme på besøg på den fabrik, hvor min far havde fået et job som fejer. I dagevis fortalte min far om alt det, han nu skulle fortælle ham. Da dagen så oprandt, og ministeren stod der med sikkerhedsvagter og fine folk omkring sig, sagde han jo ikke noget. Hvad i alverden betyder social dialog for mennesker, der på denne måde bringes til tavshed? Og bagefter kommer volden så – nu i form af at stemme på Le Pen. Det får så andre til at lide – de fremmede, de homoseksuelle, kvinderne, det skaber en ond cirkel af vold.«

»Engang skabte kommunisterne en ramme og en tale om at være de dominerede, og selvom de både var autoritære og homofobe i praksis, så holdt det racismen i skak. Det, der sker i dag, er, at den eneste forklaringsramme er hadet mod de fremmede. Dem, som Le Pen giver skylden for det hele«.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Flemming Berger
  • Ejvind Larsen
  • Jes Enevoldsen
  • Anders Jensen
  • Jan Weis
  • Henriette Bøhne
  • Niels Duus Nielsen
Espen Bøgh, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Jes Enevoldsen, Anders Jensen, Jan Weis, Henriette Bøhne og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

pecimisme kan være selvopfyldende hvis den blir omsiggribende

Robert Ørsted-Jensen

den der længsel efter kommunismen er sgu ikke brugbar til meget

Déjà vue.
Hvorfor blev vi gamle i gårde mindet om scener i de gamle propagandafilm fra nazisternes partidage i Nürnberg – denne iscenesatte enkeltmandsmarch hen til den forsamlede og ekstatiske masse, Adolf med den obligatoriske hængerøv i sine SA-bukser med skrårem, op mod tribunen med de store draperier og lydkasterne i baggrunden, ikke til tonerne af tysk marschmusik, men til fransk popmusik og van Beethoven – det hele dengang i en nøje planlagt kulisse af en Albert Speer – denne ét af fascismens kendetegn med sine opbud af den bedøvede ’varme masse’ i gaderne og i dertil indrettede omgivelser for systemets propaganda – ’pludseligt var der sort af mennesker’ – og magten holdt flammetaler og alle blev glade … ;-)

Michael Hullevad, Søren Ferling, Egon Stich og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Man ser det for sig- en ny Hitler i svøb

https://www.information.dk/kultur/2017/04/macron-blevet-beskyldt-alverde...

Ikke sandt?

Nu var det jo ikke nogen helt almindelig musik af Beethoven, der blev spillet under Macrons enlige spadseretur op til podiet, hvor han på behørig vis ville takke for valget og forpligte sig til at vise sig værdig til det. Det var Beethovens nok så bekendte musik til Schillers Ode an die Freude, der afslutter hans 9. og sidste symfoni. Den ode, der besynger menneskehedens fællesskab, og som meget passende er blevet valgt til EU's hymne. Alle Menschen werden Brüder!

Eva Schwanenflügel, Jørgen Mathiasen, Arne Lund, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

En sejr der ikke er set sin magen siden Phyrros var konge i Grækenland.

M. Macron - arbejderklassens Miesemacher.
Alle Brüder werden Menschen - en efterspurgt mangelvare blandt liberalismens humorforladte proselytter, for der er åbenbart ikke noget at grine ad, men meget at misforstå … ;-)

Tom W. Petersen

1. Betragtninger, der involverer Hitler, har ingen plads her.
2. En idé - for at få resten af menneskeheden med: Alle Menschen werden Schwester!

Henrik Leffers

Macrons valgsejr kunne jo skyldes, at franskmændende er klogere end mange er her... -De forstod godt, at EU er uhyre vigtig for Frankrigs status i Europa og helt afgørende for Frankrigs økonomi! Det undrer mig, at så få her forstår, at vores levestandard er helt afhængig af vores medlemskab af EU! -Og endnu mere over, at Ritzau pressen synes ekstremister (som Le Pen!) skulle dækkes mere i danske medier, end det som 65% af franskmændene endte med at stemme på!

David Zennaro, Jens Winther, Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Anne Mette Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Macron er stadig rødere end de danske socialdemokrater.

Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Anne Mette Jørgensen, Ole Henriksen, Torben K L Jensen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Oh vandringsmand, ryf!"

En fuldstændig neutral tv-seer-observation, helt uden politisk stillingtagen – ja, man kunne nærmest kalde den holdningsløs, men … den lange, lange, utroligt lange, ensomme vandring ned ad trapper, hen over en totalt mennesketom(!?) plads, virkede ærlig talt besynderlig. Og som om vandreturen i sig selv ikke var besynderligt nok, kunne man desuden, for hvert skridt Macron tog, tydeligt se … hans fodsåler! Virkelig besynderligt. ;)

Anne Mette Jørgensen

Fantastisk charmerende, og måske en folkeforfører.
Det må tiden vise.
Men hvorfor mon jeg får Obama tanker og ikke mindst hvad der derefter følger?

Poul Sørensen

Det bliver sværere næste gang fordi Putin har opdaget at højreorienterde populister ikke kan få magten med mindre han "hacker " valget til fordel for de højreorienterede....så tyskerne må hellere tage deres forholds regler.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Evan Knudsen

“I already quoted Didier Eribon [French author and philosopher], who said: ‘A vote for Macron today, is a vote for Marine Le Pen four years in the future.’ We’re just caught in this vicious circle. Macron means business as usual. But it’s precisely this business as usual that will give new strength to Marine Le Pen. It takes time. She can wait. One election, two elections, three. In the end, she may win,” he said. - Zizek

Michael Hullevad, Janus Agerbo og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Macron repræsenterer en type liberal, som vi slet ikke kender her i Pærekøbing. Dels har han stor indsigt i filosofi og kunst. Og dels favner han bredere end de gængse neo-liberale pinger. Har vi her i landet andre "intellektuelle" liberale politikere end Henrik Dahl? (La' væ' og grine).
Det virker som om - men sådan var det jo også med Obama - at Macron er godt klar over, at liberalismen ikke blot skal fungere som en sminket udgave af den gode gamle imperialisme. Men at der skal stræbes efter et ligevægtssamfund.
Det kan vi som venstreorienterede jo så mene, langtfra er godt nok, men det er dog klart bedre end de kolossale og groteske klasseforskelle der er i Frankrig.
Og kan så få ryddet op i den omfattende korruption, nepotisme og skatteundragelse, ja, så tager jeg sq hatten af for ham, selvom han stadig ikke er min kop te..

Steffen Gliese

Arne Lund, jo mere jeg hører om ham, jo mere bliver han nøjagtig min kop the: en mand, der er hastigt på vej til at finde de klassiske socialdemokratiske dyder frem igen og genskabe helt almindelige og ikke specielt velstillede borgeres mulighed for at tage fuldkommen del i samfundslivet.

Odin Rasmussen

Tænk sig, at en populist uden et egentligt parti i ryggen kan vinde et præsidentvalg i en af Europas største magter!

Tom W. Petersen,
ser nu, at der nok er behov for at gøre dig opmærksom på, at der ikke er foretaget nogen sammenligning med historiske personer, men kun åbenbare ligheder med tidligere regimers måde at iscenesætte masseforsamlinger – noget vi for resten på det seneste også har kunne se i Tyrkiet for fuld udblæsning – det er også et novum - og ikke et af de mest beroligende set med historiens briller …

Men måske du vil forklare årsagerne til disse massefænomeners genkomst midt i et europæisk demokrati - er det bare ungdommelig historieløshed eller er det noget værre ...

Espen Bøgh

Macron er et Paradox - "en mand fra eliten der vil en revolution af eliten", - kan det være mere "fairy-tale" agtigt end lige netop det og på trods af den virkelige alvor der ligger i det for Frankrig.

Frankrig har "hovedpine" og så tog landet en kalktablet, men den fjerner ikke hovedpinen.

Den gamle politiske elite har kørt landet i sænk, og der er kun håbet om frelse tilbage, - hvilket Macron da også tilbyder som det eneste reelle politisk, men håbet skal antage konkrete former og til det skal han bruge andre stemmer, nemlig dem fra nationalforsamlingen, og selv efter valget hertil kan det blive meget svært - ja måske umuligt for Macron af bringe konkrete resultater, og en Qvick-vask bliver det næppe til med den afhængighed han har af nationalforsamlingen, og det selv efter det nyvalg hertil som næppe vil give hans parti absolut flertal.

Mange af de nye han muligvis vil få ved et nyvalg til nationalforsamlingen vil være helt uden elelr ringe politisk erfaring, -men skidt pyt kunne man sige,- sådan er det også i Danmark, så hvad er forskellen!?

Vist kan han opnå nogle resultater med højrefløjen i nationalforsamlingen, - men det bliver næppe omkostningsfrit på andre væsentlige områder hvor det sociale spiller ind.

Det bliver højst sandsynligt han kommer til at træde vande ligesom Hollande og blot sidde 5 år, og ende som en "latterlig revolutions apostrof" i Frankrigs historiebøger.

Jørgen Mathiasen

Havde Pernille Skipper haft valgret i Frankrig, havde hun søndag stemt på E. Macron. Det samme vil en hel del af Skippers vælgere ikke sige, og i Frankrig ville Melanchon ikke tage ansvaret for at forhindre en Marine le Pen i at blive præsident. Valget af hende havde været et ansigtstab af gevaldige dimensioner for Frankrig, nu kan man indskrænke det til at gælde bl.a. Melanchon.